De mest populære Google-søgninger i 2019

google image shutterstock
Debatten om det nye skoleintranet Aula og Folketingsvalget satte sine tydelige spor på danskernes Google-søgninger i 2019. Set over det seneste årti er Rasmus Seebach og H.C. Andersen de mest googlede danskere.


Hvert år op til jul løfter Google sløret for, hvem og hvad danskerne har vist særlig stor interesse for i det forgangne år. Year in Search-listerne bliver dermed en afspejling af året og hvilke personer, begivenheder og spørgsmål, der lå danskerne mest på sinde. For vi søger efter det, vi hører om, taler om, undrer os over, og som vi gerne vil vide mere om. Hvor som helst og når som helst.

Google_MestTrendende2019.jpg

På listen over de mest trendende søgninger i 2019, stryger Aula - afløseren til Forældreintra - ind på førstepladsen. Derudover viser listen over de mest populære søgninger og spørgsmål (dem, med største tilvækst i søgninger), at Folketingsvalget i juni engagerede danskerne til at søge viden om specifikke politikere, kandidattests og resultater. 

Længere nede finder vi personer og begivenheder, som i særdeleshed har præget både mediebilledet og snakken rundt om frokostbordet i det forløbne år. Det er tragiske begivenheder som terrorangrebet på Sri Lanka, der ramte familien Holch Povlsen og branden i Notre Dame-kirken i Paris. Men også årets store hits fra biograflærredet og tv-skærmen som ‘Joker’, ‘A Star is Born’, ‘Chernobyl’ og ‘Ex on the Beach’ er at finde på listerne.

Som altid fik flere af de store personligheder, der mistede livet i det forgangne år, også danskerne til tasterne. I år i særlig grad ‘Beverly Hills’-stjernen Luke Perry, Ole Stephensen og Master Fatman.

Seebach og Bieber topper årtiet

I anledning af, at vi nytårsnat siger farvel til 10’erne har vi også kigget på, hvilke danske og udenlandske personer, danskerne har skrevet flest gange i søgefeltet set over hele årtiet. Både den danske og udenlandske liste er stærkt domineret af popkulturen - også helt i toppen.

Google_Danskere.jpg

Rasmus Seebach fik sit store gennembrud ved årtiets begyndelse og har siden været en af Danmarks største popstjerner. Interessen for ham har gjort ham til årtiets mest googlede dansker herhjemme - skarpt forfulgt af HC Andersen, som formentlig har trukket en del søgninger fra turister. To kvinder med lidt forskellig levevej - realitystjernen Mascha Vang og Dronning Margrethe - følger derefter.

Google_UdenlandskePersoner.jpg

Med en tidslinje næsten identisk med Rasmus Seebach slog teenageidolet Justin Bieber globalt igennem med debutsinglen ‘One Time’ i 2009, og i 2010 strøg Biebers første fulde studieudgivelse direkte ind som nummer et i flere lande og opnåede platin i USA. Han er med afstand årtiets mest søgte udenlandske person - efterfulgt af præsident Donald Trump.

Se de globale søgelister og årets Year in Search-video på: Year in Search 2019

Fakta: Sådan laves Year in Search-listerne

•    Year in Search-listerne laves på baggrund af de søgeord, som har haft den største søgetilvækst i det forgangne år (dog med et minimum antal søgninger). Målt på ren volumen vil ‘navigationssøgninger’ som ‘Facebook’, ‘YouTube’ osv. altid være de mest søgte, men de søgninger siger ikke ret meget om året, der er gået. Derfor laves Year in Search ud fra de søgeord, der er ‘trending’, frasorteret bl.a. spam.

•    Konkret laves listerne ved hjælp af forskellige både interne og eksterne værktøjer, der viser anonymiserede søgetendenser på et aggregeret niveau. Bl.a. data fra Google Trends, som er et offentlig tilgængelig og gratis værktøj, der viser indekseret søgevolumen på tværs af geografi, tid og søgeord. Her kan alle gå på opdagelse i søgetendenser og sammenhænge på globalt, nationalt og regionalt niveau.

•    NB: I modsætning til 2019-listerne er listerne over årtiets mest søgte personer udtryk for det absolutte antal søgninger på personerne.

Læs også: Google +10 ting som gør en forskel


Vores partnere