Fossil Gen 5 Carlyle HR Smartwatch

feature_fossil_gen_5_carlyle_smartwatch
Vi har hos Tweak.dk testet Fossils “Gen 5 Carlyle HR”, som er deres seriøse bud på et smartur, der kvalificerer sig til at tage kampen op mod både Samsung og Apple. På overfladen er der tale om et lækkert design, og indmaden praler også af nogle ret så fornuftige specifikationer. Men kan dette Wear OS-basere smartur for alvor bide skeer med de store drenge? Efter at have brugt uret dagligt, i et par uger, er det på tide, at samle sammen på hele forløbet.

I forbindelse med testen af Fossil Gen 5 Carlyle HR blev smarturet opdateret til version 2.17 af Wear OS. Smarturet var i hele perioden parret med en iPhone 11 Pro Max.

Husk også at læse: Dissing Watches - Dansk designede herreure

Uret kommer i en fin hvid kasse, med en gennemsigtig front, hvorigennem du med det samme kan kaste dine øjne på selve uret. Indholdet af kassen er forholdsvis ligetil. Du får selve uret, en ladestation med USB-tilslutning og diverse papirmateriale. Hverken mere eller mindre, men du får altså alt hvad du reelt set har behov for.

fossil_gen_5_smartwatch_carlyle_box

Fysiske specifikationer

Lad os få kridtet banen op ved at lige at liste de fysiske specifikationer:

  • Diameter: 44 mm.
  • Rem bredde: 22 mm
  • Tykkelse: 12 mm
  • Vægt: 99,79 g
  • Urværk: Digital
  • Lænke/rem: Silikone
  • Vandbeskyttende: Vandafvisende til 30 meter (3 ATM)
  • Glas: Brudsikker mineral
  • Urværk og hus i rustfrit stål

Gen 5 Carlyle HR er, fra et designmæssigt perspektiv, lige min kop te. Uret har med sine 44 mm, i diameter, en nær perfekt størrelse, og det subtile og kulsorte design, giver uret et både anonymt og attraktivt look, der ville kunne fungere i en hvilken som helst sammenhæng. Jeg tolker det som et helhjertet forsøg, fra Fossils side, på at skabe et ur, der nægter at gå på kompromis med et stilfuldt design til fordel for åbenlys branding. Således fremgår hverken deres navn eller logo nogen synlige steder på urets ydre, jo, på bagsiden ses det, men det kræver så at man tager uret af og vender det om. Først når uret vækkes til live ses Fossil-logoet som del af urskiven.

Urets silikone-rem har “quick release”, så den er nem at tage af, og den kan skiftes ud med en hvilken som helst anden rem på 22 mm, hvilket er ret standard i dag. Så der er gode muligheder for at sætte sit eget præg på urets æstetiske udtryk.

carlyle_fossil_gen_5_smartwatch_smartur

Gen 5 Carlyle HR immiterer et klassisk urdesign ved de to knapper på højre side og den roterbare krone. Der er mere eller mindre frit spil i forhold til at programmere disse knapper, og kronen bruges som alternativ til at navigere igennem urets menuer, hvilket naturligvis også kan gøres ved at swipe på skærmen med fingeren.

Valget af materialer giver uret en lækker følelse af kvalitet. Det føles både solidt og holdbart, og glasset på fronten kan tåle mange tørre tæsk. Når man betjener uret via de dertil indrettede knapper, på siden, får man den samme følelse af kvalitet. De sidder hverken for løst eller stramt, men lige tilpas så de er nemme at bruge uden anstrengelse.

carlyle_smartwatch_fossil_gen_5_top

Tekniske specifikationer

Da der er tale om et smartur skal vi naturligvis også ind på hvor kraftig den lille sag rent faktisk er, samt hvilke features der også er understøttede:

  • Skærm: 1,28” AMOLED (328 ppi)
  • Skærmopløsning: 416 x 416 pixels
  • Processor: Qualcomm Snapdragon Wear 3100
  • Hukommelse (RAM): 1 GB
  • Lager: 8 GB
  • Operativsystem: Wear OS
  • Forbindelser: Bluetooth 4.2 og Wi-Fi
  • Sensorer: Altimeter, ambient lys, gyroskop, pulsmåler
  • Mikrofon: Ja
  • Højttaler: Ja
  • GPS: Ja
  • NFC: Ja
  • Google Pay: Ja

Som det fremgår af det ovenstående har vi altså at gøre med et smartur, der er krydret med nogle ret så solide specifikationer. 

smartwatch_gen_5_carlyle_sensor_bagside_fossil_logo

Ydelse

Fossil er et af de få mærker på markedet, der fortsat dedikerer sig til Google’s Wear OS, og har man de kritiske briller på, så udgør dette potentielt et svaghedspunkt ved dette ur. Wear OS har et lidt dårligt renommé da det bl.a. er berygtet for at give dårlig batterilevetid og ikke at køre vanvittig flydende. Derudover så har Google i flere år syntes at tilsidesætte udviklingen af Wear OS. Det betyder, at der kan være langt mellem opdateringerne af platformen i sammenligning med andre systemer, fx watchOS fra Apple. 

Fossil kommer til dels denne udfordring til livs med den stærke hardware, der er at finde i Gen 5 Carlyle HR. Navigerer man rundt inde i smarturets menuer er brugeroplevelsen flydende og det kan man helt sikkert takke den kraftige Snapdragon Wear 3100 processor for, der ydermere er hjulpet godt på vej af hukommelsesstørrelsen på 1 GB. Så selvom Snapdragon Wear 3100 processoren efterhånden har et par år på bagen, så er det stadig en CPU, der formår at levere imponerende resultater.

gadget_smartur_fossil_smartwatch_carlyle test

Den lille 1.28” AMOLED-skærm leverer et skarpt og meget læsbart billede. Lysføleren justerer selv skærmens lysstyrke, og selv ved højlys sol vil du nemt kunne aflæse skærmen. 

Batterilevetid

Et af de, i mine øjne, vigtigste punkter når det kommer til smarture er batteriet. Batteriet, der sidder i Gen 5 Carlyle HR er OK. Det burde for de fleste være til en hel dags brug, men med fare for lidt under, såfremt du ofte tager det frem, og benytter dets funktioner i løbet af dagen. Gen 5 Carlyle HR er bestemt et af de Wear OS-ure på markedet, hvor batterilevetiden ligger over gennemsnittet, men du må forvente at skulle lade det op dagligt, og det betyder så også, at det kan blive problematisk, hvis du ønsker at bruge det til fx søvnmonitorering, da du formodentligt er nødsaget til at smide uret i laderen natten over.

Det kommer i sidste ende meget an på dit daglige forbrugsmønster af uret, og det er også delvist afhjulpet ved at slå urets “always-on display” fra.

Fossil har ydermere forsøgt at løse udfordringen ved at implementere forskellige batteri-indstillinger, der aktiverer og deaktiverer visse features afhængig af om du ønsker at forlænge batterilevetiden. Der er også muligheden for at oprette en tilpasset batteri-profil, så du selv kan styre hvilke features du ønsker at uret skal have kørende i baggrunden til daglig.

Om ikke andet, så lades batteriet meget hurtigt op, så der skal ikke meget til for at toppe det af igen, men det er naturligvis træls at skulle kalkulere med den slags i hverdagen.

Anvendelse

Gen 5 Carlyle HR er nemt at bruge, og man får hurtigt styr på at navigere rundt i menuerne. Swiper man nedad får man adgang til urets “hurtig-menu”, hvor du kan justere batteri-profilen, slå lyden fra, og vælge mellem nogle forskellige do-not-disturb-tilstande. Swiper man opad får man adgang til notifikationscentret, hvor du kan få overblik over alle de notifikationer du har modtaget på din telefon, fx mails, Facebook-beskeder, SMS’er osv. Et swipe til højre giver dig Google’s feed, hvor du kan få adgang til påmindelser, Google Assistant mv. Swiper du til venstre ser du de widgets du har udvalgt, alt efter hvilke applikationer du har givet en widget-placering, fx skridttæller, aktivitetsmål, vejrudsigt osv.

apps_fossil_wear_os_smartwatch_fitness_nike

Trykker du kronen ind får du adgang til urets hovedmenu, hvormed du kan tilgå alle urets funktioner samt dine installerede apps. De senest benyttede apps finder man samlet i toppen, nedenunder finder man en samlet liste over alle apps, sorteret alfabetisk. Da Gen 5 Carlyle HR er baseret på Wear OS fra Google, så er der naturligvis fra starten en masse forudinstallerede Google-apps at finde i hovedmenuen, bl.a. Google Fit, Påmindelser, Agenda, Kontakter, Play Butik m.fl. Er man ikke den store fan af Googles eget bud på en fitness-app, så kan man sagtens installere en alternativ tredjeparts-app. Nike Run Club og Cardiogram kommer i øvrigt også forudinstallerede.

En fed feature er den indbyggede højttaler, der faktisk giver dig mulighed for, at bruge uret til at foretage telefonsamtaler. Højttaleren er tilmed super praktisk da den kan give dig feedback når du interagerer med Google Assistant. Den kan endda også bruges til at lytte til musik. 

wear_os_app_iphone_fossil_smartwatch

Som nævnt har jeg benyttet Gen 5 Carlyle HR i forening med min iPhone 11 Pro Max, og jeg må sige, at selvom at der er tale om Google overfor Apple, så har integrationen virket rigtig godt. Du kan hente en Wear OS-app via App Store, og med den kan du forbinde enhederne med hinanden, over bluetooth, og du kan konfigurere og opdatere uret via selvsamme app. Udvekslingen af notifikationer har været øjeblikkelig, så jeg har haft en rigtig god oplevelse med at tilgå mine notifikationer udelukkende via uret - både beskeder, mails og telefonopkald dukker med det samme op på uret, og når jeg lytter til musik via Spotify kan jeg også bruge uret til at skippe mellem numrene. Det har virket upåklageligt og uden de store kompleksiteter i forhold til opsætning og ibrugtagning. 

smartwatch_wear_os_fossil_urskive diturdk

Urskivens udseende, eller tema, kan ændres både via uret selv, eller via telefon-appen. Der er et væld af stilarter at vælge mellem. Så der burde være noget for enhver smag. Personligt foretrækker jeg de simple og mere nedtonede muligheder.

Konklusion

Gen 5 Carlyle HR er et godt ur. Til trods for at Fossil stadig holder fast i Wear OS-platformen, frem for at udvikle sin egen platform, så betyder den solide hardware at brugeroplevelsen forbliver intakt. Betjeningen er intuitiv og lige til, og animationer og navigation afvikles flydende og ubesværet. Skærmen er krystalklar, og giver et flot og skarpt billede, med gode farver og læsbarhed selv udendørs, under åben og solrig himmel. 

Er man til fitness og ønsker at bruge uret til dette er der et væld af muligheder. Både via Google Fit, men alternativt via et bredt udvalg af tredjepartsløsninger, som man finder via Play-butikken.

Installationen var mere eller mindre problemfri. Dog tog det lidt tid første gang, men når først det er overstået, så kører det bare derudad. Jeg oplevede et par pludselig genstart af uret, men der gik lang tid imellem. Så det var ikke forbundet med nogen specifik handling, og det skete ikke nok til, at det på nogen måde påvirkede min oplevelse af uret i negativ retning. 

ditur carlyle_gen_5_smartwatch_smartur

Hvem henvender Gen 5 Carlyle HR sig til?

Der er tale om en udpræget herremodel, men designmæssigt er uret tilpas anonymt til at alle og enhver kan finde en glæde ved det - om du så er mand, kvinde, ung eller gammel. Dog findes der en tilsvarende damemodel, der grundlæggende er det samme ur, blot med andre designs og farver. 

smartwatch_gen_5_carlyle_fossil_angle.jpg

Er man ikke typen, der kun holder sig til fx Samsung eller Apple, så er Fossils Gen 5 Carlyle HR et rigtig solidt valg, der virker rigtig godt sammen med en iPhone, men uundgåeligt endnu bedre med en Android-baseret smartphone.

Det er et velegnet valg til den bruger, der ønsker øget fleksibilitet i hverdagen og hurtig adgang til notifikationer, uden at man behøver række ned i lommen efter sin telefon. En stor fordel hvis du er på farten eller hvis du i øjeblikket er optaget af noget andet. Uret understøtter også Google Pay, hvilket er enormt praktisk, og igen er med til at give dig øget fleksibilitet.

Med et væld af fitness-muligheder giver Gen 5 Carlyle HR dig også et godt startsted til at få mere ud af din daglige træning, men vær dog forberedt på, at batteriet kan være en mindre hæmmesko sammenlignet med fx en Fitbit, og tracking-mulighederne er ikke lige så udvidede og avancerede som ved en Garmin eller lignende enhed. Uret skal have lov at lade op om natten, men i det mindste tager det ikke særlig lang tid. 

knapper_smartwatch_roterbar_krone_fossil_carlyle.jpg

Prisen

Gen 5 Carlyle HR er i skrivende stund prissat til 2.395 kroner hos DitUr.dk, der er autoriseret Fossil-forhandler i Danmark. Det er en ret skarp pris for et smartwatch, der har så mange muligheder at byde på, og med de hardware-specifikationer. Det kvalificerer uret som et værdigt alternativ til de store spillere, eksempelvis Galaxy Watch og Apple Watch.

Pros

  • Skarp og lysstærk skærm
  • Lækkert stilrent design
  • Byggekvaliteten er i top
  • Mange funktioner
  • Indbygget højttaler
  • Kraftige hardware-specifikationer

Cons

  • Wear OS fortjener flere regelmæssige opdateringer
  • Batteriet måtte gerne give lidt længere levetid

Fossil Gen 5 Carlyle HR får en flot score på 8 ud af 10 og en velfortjent anbefaling i form af vores "Great Product"-pris. Et vellykket design, kombineret med et væld af funktionalitet. Selvom at Wear OS til tider kan være lidt af en klods om foden, så er det lykkedes Fossil at håndtere disse ulemper med manér. Dette gør Fossils Gen 5 Carlyle HR til et godt bud på det bedste Wear OS-baserede smartwatch på markedet i dag, samt et værdigt alternativ til både Galaxy Watch og Apple Watch.

Der kommer en giveaway på dette ur, så hold godt øje med Tweak.dk.