AUTHOR : Jesper Krab
PUBLISHED : 2020-02-12 14:22

Hvad er 6G?


De fleste har nok hørt om 5G, som er ved for alvor at gøre sit indtog i vores dagligdag. Men hvad med 6G – en futuristisk teknologi, som får 5G til at ligne 2G? Der er stadig lang vej endnu, før teknologien udvikler sig til et stadie, hvor man kan tale om reel anvendelse.

communicate-communication-computer-network-computing


6G er allerede ved at generere overskrifter i det teknologiske miljø, og der kommer stadig mere information frem, men det meste er kun løst baseret på nogle enkelte rapporter og studier inden for området. I realiteten er 6G på sit nuværende stadie ikke en funktionel teknologi, men eksisterer i stedet i en diffus, tidlig research-fase. Implementeringen af 5G fylder så meget for de fleste firmaer i øjeblikket, at der ingen interesse er i decideret 6G-udvikling. Erik Ekudden, Ericsson’s CTO, udtaler i et interview med Mobile World Live, at ”It’s a little too early to talk about 6G”. I samme interview kommer han dog også ind på, at det aldrig er for tidligt at researche teknologier som kan lede til fremtidig teknologisk udvikling. Men at kigge på decideret anvendelse er en helt anden ting. Ekudden mener at der kommer til at gå omtrent 10 år, før vi for alvor kommer til at høre om 6G – en holdning som deles af blandt andet Ren Zhenfei, grundlæggeren af Huawei, og den Japanske regering.

Hvilke specs er der på 6G?

Selvom vi reelt set ikke har nogen idé om hvilke tekniske specifikationer, 6G kommer til at få, er der flere eksperter som har givet deres bud allerede. Dr Mahyar Shirvanimoghaddam fra Sydney Universitet mener for eksempel, at 6G vil kunne opnå hastigheder på op til 8000 gigabits per sekund. I maj 2019 beskrev ITU for første gang om en opgradering af 5G-netværket, som kunne lede til kvantespring i research af 6G.

Den teknologiske udvikling fortsætter

Den mest mærkbare udvikling, som enhver opgradering af nettet bringer med sig, er naturligvis højere hastigheder og lavere latency, der yderligere fremmer den teknologiske udvikling i samfundet. 5G-opgraderingen gør for eksempel implementeringen af autonome biler, dronebaserede trafiknetværk og ”smart cities” mere realistisk. 6G vil selvfølgelig forbedre sådanne teknologier, men potentielt også åbne op for endnu vildere sci-fi applikationer, såsom opkoblingen af computersystemer direkte til hjernen, langt mere præcise touch-systemer og muligheden for at interagere over cyberspace med tankens kraft.

Hvem arbejder på 6G?

På trods af, at der ikke er noget konkret arbejde i gang med udviklingen af 6G, er der mange, som er ved at planlægge arbejdet. Japan har søsat et omfattende projekt efter en pressekonference i januar 2020, og Kina grundlagde allerede i november 2019 et researchteam dedikeret til 6G. Også Nokia, Samsung, Huawei og LG har grundlagt 6G researchcentre i Finland, Canada og Sydkorea. Så selvom fokus ligger på 5G lige nu, er der godt gang i det indledende arbejde omkring G6 og de muligheder, det bringer med sig.


Source & Image credit:

DigitalTrends, piqsels