ASUS Blue Cave AC2600 Router

Hvis du er træt af normale routerer med strittende antenner, så er Blue Cave AC2600 fra ASUS måske lige noget for dig. Med et design der ikke ligner noget andet på markedet, og en ydelse der på papiret, matcher andre dualband routere er der tale om et yderst spændende produkt. 

Det er ikke lang tid siden vi sidst hilste på et netværks produkt fra velkendte ASUS, og i denne test fortsætter vi stimen. VI har modtaget endnu en router som ud over at have et lidt spøjst navn, også har et design til at bakke det op – sig pænt goddag til: Blue Cave AC2600 routeren.

 

ASUS har med Blue Cave AC2600 stræbet efter at skabe en router med unikt, kompakt og moderne design, uden at gå på kompromis med ydelsen. Det betyder at vi har med en dualband router at gøre som har indbyggede antenner, kan styres vi App og på papiret bør levere en fornuftig ydelse. Hvordan det forholder sig i virkeligheden har vi naturligvis set nærmere på. Inden vi når til vores unboxing, turen rundt om Blue Cave AC2600 og ikke mindst selve testen, har vi endnu en gang lavet en lille præsentations video til jer herunder, enjoy.

 

 

ASUS_Blue_Cave_AC2600_router_tweak_dk_1

 

Specifikationer og features
Jeg har været en tur forbi ASUS’ hjemmeside og fundet lidt oplysninger til jer på Blue Cave AC2600 routeren. Nedenfor har jeg listet de mest relevante specifikationer og oplysninger op, efterfulgt af et par beskrivende billeder. Ønsker du alle de tekniske oplysninger på Blue Cave AC2600 kan du besøge ASUS’ hjemmeside, ved at klikke HER – eller nøjes med dem vi har udvalgt:

  • Type: Router til store hjem
  • Netværks standarder: IEEE 802.11a, IEEE 802.11b, IEEE 802.11g, IEEE 802.11n, IEEE 802.11ac, IPv4, IPv6
  • Data hastigheder: 802.11n: Op til 600 Mbps, 802.11n 256QAM: Op til 800 Mbps, 802.11ac: Op til 1734 Mbps
  • Antenner: Fire stk. indbygget
  • Sende modtage bånd: 2.4 GHz x 4 + 5 GHz x 4
  • Hukommelse: 128 MB flash / 512 MB RAM
  • Kryptering: WPA2-PSK, WPA-PSK, WPA-Enterprise , WPA2-Enterprise , WPS support
  • Porte: RJ45 10/100/1000 BaseT til LAN x 4, RJ45 10/100/1000 BaseT til WAN x 1, USB 3.0 x 1
  • Dimensioner: 160 x 160 x 80 mm
  • Strømadapter: 19 V, max 1.75 ampere
  • OS support: Windows XP og frem, Mac OS X og frem samt Linux
  • Fremhævede features: Router App, AiMesh support, AiDisk, AiCloud, Gæste netværk, Indbygget virus beskyttelse og firewall

 

En tur rundt om ASUS Blue Cave AC2600
Inden vi kan tage en tur rundt om selve routeren, skal vi naturligvis først have den pakket ud af kassen. På fronten af denne finder vi et stort billede af selve routeren, hvor der er et vindue i midten så man faktisk kan se den blå del af selve Blue Cave AC2600 igennem – fed detalje. Vi bliver gjort opmærksom på at der er tale om en dualband router som også har vundet nogle priser som er påtrykt selve kassen.

 

 

Med kassen åbnet op, kan vi se hvad der ligner tre kasser – hvilken dog ikke er helt tilfældet De to tynde dele holder selve Blue Cave AC2600 routeren, mens at den tykke indeholder alt tilbehøret man får med i kassen. Lad os få det lagt ud på bordet og danne os et overblik over hvad man alt får med – vi finder følgende:

  • ASUS Blue Cave AC2600 router
  • Strømadapter
  • LAN-kabel
  • Diverse papirer/manualer

 

Lad os ligge tilbehøret til siden for nu, og tage en tur rundt om selve Blue Cave AC2600. De fleste forbinder en router med en flad kasse med et par antenner strittende ud af bagenden eller siderne. Det er dog et noget andet design vi ser med Blue Cave AC2600 routeren, hvor ASUS virkelig har ladet ideerne få frit løb. Personligt er designet ikke min kop the, men der er helt sikkert andre der er vilde med det. Vi har at gøre med en firkantet kasse på 16 x 16 x 8 centimeter så at sige. I midten af det hele er der blå detaljer og et hul hele vejen igennem routeren, der er navnet Blue Cabe er mit gæt.

 

 

På bagsiden er der en masse huller som fungerer som udluftning til de indre komponenter således at de kan komme af med varmen. Det er også her omme vi finder alle knapper og tilslutninger på Blue Cave AC2600 routeren. Hvis vi starter fra venstre mod højre finder vi følgende: Power knap, strømstik, reset knap, USB 3.0 port, 4xGigabit LAN, WAN-port og sidst men ikke mindst en WPS knap for hurtig tilslutning af printere eller lignende. Alt i alt et meget standardudvalg af porte og knapper, som langt de fleste moderne routere i dag er udstyret med. Det blev samtidig også ordene for turen rundt om Blue Cave AC2600 routeren, næste skridt er at få den sat op, så vi kan teste hastigheder og dækning.

 

 

Opsætning, ASUS Router app, og interface
Inden vi kan se på hvordan Blue Cave AC2600 rent faktisk gør det som router, skal vi naturligvis først have den op at køre. Jeg har efterhånden kigget på en del normale routere og mesh systemer, som alle har været opsat via App’s på smartphone eller tablet, men med Blue Cave AC2600 tænkte jeg at jeg ville klare det i browseren, som man gjorde det ”i de gamle dage”. Når man tilslutter routeren og lader den starte op og starter sin browser, lander man automatisk på det første billede herunder – det kræver naturligvis at man har forbindelse til routeren enten via et LAN kabel eller trådløst.

 

Efter at have trykket på ”Create A New Network”, løb jeg dog ind i et problem. Uden videre skiftede sproget nemlig til hvad jeg vil tro er kinesisk, uden nogle muligheder for at ændre sproget nogen steder. Nu er kinesisk ikke min stærkeste side, så jeg strandede lidt med opsætningen af Blue Cave AC2600 her. Der var derfor kun en vej vist, og det var at hente ASUS’ router App til Android og prøve den vej. Jeg skal ikke kunne sige om alle Blue Cave AC2600 routere har denne ”fejl” når de skal opsættes, eller om det blot vores eksemplar da det kommer direkte fra ASUS.

 

 

Efter en hurtig tur i Google Play Store og ASUS Router App hentet, kunne jeg komme videre. Når App’en åbnes mødes vi af synet på det første billede herunder. Hvis du allerede ejer en ASUS router kan du logge på den her, ellers skal der trykkes i bunden på teksten: I want to set up a new router.

 

Med et tryk der, gik der ikke mange sekunder før at Blue Cave AC2600 blev fundet, og min smartphone gik i gang med at etablere forbindelse. Da der var hul igennem til routeren, blev vi mødt af omtrent det samme skærmbillede som i internetbrowseren tidligere – vi trykker START.

 

 

Heldigvis resulterede et tryk på ”START” ikke at alt endnu en gang blev kinesisk. I stedet blev vi ved det engelske som er til at forstå. Første skridt i opsætningen er at slukke for sit modem/CPE og efterfølgende tænde det igen. Dette skyldes at routeren derved kan trække en frisk IP og der derved ikke opstår komplikationer under opsætningen. Når alle dioder på dit modem/CPE lyser som de skal og plejer, kan du trykke næste endnu en gang.

 

 

Næste skridt er at give de trådløse netværk navne og dertilhørende koder. ASUS kommer med forslag til standard navne, som vi i dette tilfælde lader være som de er. Hvad angår koderne, bør disse altid være en kombination af tal og bogstaver, for at være så stærke som muligt. Da vi så på Lyra Trio systemet fra ASUS blev vi gjort opmærksom på at vores WiFi kode ikke var stærk nok, da jeg blot valgte 12345678 under opsætningen. For at teste om Blue Cave AC2600 er lige så smart, valgte jeg endnu engang denne kode – dette anbefaler vi som sagt IKKE at man gør!

 

Med WiFi navne og koder oprettet er næste skridt at lave et login til routerens interface. De normale værdier er stort set altid ”admin” i både navn og kode – ændrer disse til noget du kan huske, og benyt igen tal og bogstaver i koden for at gøre den så stærk som muligt. Med et tryk på næste endnu en gang, går Blue Cave AC2600 i gang med at rette indstillingerne og gemme dem.

 

 

Efter en hurtig genstart af Blue Cave AC2600 routeren, er man oppe og køre med de valgte indstillinger og klar til at bruge routeren. Når App’en åbnes efterfølgende bliver man spurgt om man ønsker adgang til router indstillingerne ude fra, vi trykker naturligvis ja. Dernæst lander vi på startsiden i softwaren, som har en måler over trafikken på netværket i midten, samt nogle menupunkter i bunden. Det første menupunkt er ”Devices” hvor man kan få et overblik over hvilke enheder der er tilsluttet til hvilket trådløst bånd, samt hvilke enheder der tidligere har været på.

 

 

Det andet menupunkt er kaldet ”Insight”. Her er der en liste over forskellige funktioner og anbefalinger man kan foretage. Under opsætningen nævnte jeg at jeg var lidt nysgerrig om hvorvidt Blue Cave AC2600 også ville kritisere mine svage koder, og heldigvis var dette tilfældet. Som vi kan se øverst på det første billede nedenfor, bliver vi gjort opmærksomme på at vores router login kode er for svag, og længere nede i bunden får vi det samme at vide om vores WiFi kode. Dette er et skulderklap til ASUS, som gør det så let som muligt for forbrugeren, ved at komme med anbefalinger og gode råd. I menuen ”Family” kan du oprette familiemedlemmer ud fra de tilsluttede enheder, og spærre for adgang til bestemte hjemmeside, begrænse hastigheden de kan trække, med videre – super smart hvis man er mange i husstanden. Sidste menupunkt i bunden er ”More” som indeholder et utal af funktioner og muligheder – vi kigger kun på et par af disse.

 

 

System Monitor gør det for eksempel muligt at overvåge hvor mange hvor mange ressourcer der bliver brugt af Blue Cave AC2600 hardware. Det er også her muligt at opdatere firmware, eller prioritere trafikken til gaming, streaming eller noget helt andet. Vi holder det ved disse enkelte par eksempler, da vi ellers aldrig bliver færdig og kigget på ydelsen. Lad os få opdateret firmwaren og bevæge os videre til et par af de andre funktioner.

 

 

Ud over de fem menupunkter i bunden, er der faktisk tre faner inde i ”More” menuen øverst. Vi kigger ikke på flere features, men trykker i stedet for på ”Plugins”. Her har vi muligheder som AiCloud, AiPlayer og et par andre. Dette er funktioner som Blue Cave AC2600 understøtter, som blandt andet gør det muligt at bruge hjemmenetværket som en ”sky” eller streame film eller andet fra en harddisk der tilsluttes USB-porten. Du kan sågar tilslutte kameraer direkte til netværket via AiCam udvidelsen.

 

Det sidste punkt i App’en er måske også en af de fedeste hvis jeg selv skal sige det, og blev faktisk først tilgængelig på Blue Cave AC2600 efter firmwareopdateringen. Funktionen hedder AiMesh, og gør det kort fortalt muligt at få understøttede ASUS routere til at snakke sammen, og derved danne ét enkelt netværk som kan dække større huse end én normal router. Vi har allerede set på komplette mesh systemer fra både TP-Link og ASUS, men at have muligheden for at købe en enkelt normal router her og nu, og koble endnu en på senere er rigtig fed! Men da jeg kun har én router fra ASUS hjemme i skrivende stund, kunne jeg desværre ikke teste denne feature.

 

 

Med Blue Cave AC2600 oppe og køre, tænkte jeg at jeg ville give webinterfacet i browseren endnu et skud. På login skrev jeg navn og kode og kom ind. Selvom alt stadig var på kinesisk, var det dog muligt at ændre sproget oppe i det højre hjørne nu, så interfacet rent faktisk kunne forstås og bruges. Selvom ASUS’ router App giver adgang til de fleste normale indstillinger og er mere end nok for den normale bruger. Er det lækkert at have muligheden for at gå i dybden og foretage avancerede indstillinger i et webinterface. Jeg har dog ikke valgt at gennemgå dette, da jeg er overbevist om at brugeren der vælger at begive sig herind ved hvad de laver og ikke behøver en gennemgang. I stedet vender vi nu blikket på ydelsen og ser på hvordan Blue Cave AC2600 rent faktisk performer!

 

 

Testen af ASUS Blue Cave AC2600 routeren
Det er nu blevet tid til at vi skal kigge nærmere på hvordan Blue Cave AC2600 routeren rent faktisk yder. Det ydre design og opsætningen er jo kun den ene side af medaljen, og ikke ensbetydende med god ydelse. Som i mine tidligere router tests har jeg valgt at fokusere på det trådløse netværk i testen her, da det kablede gigabit netværk måske ikke er så relevant at se på længere. Alle nyere routere yder stort set identisk med en kablet forbindelse, så vi ved jo alle, hvad vi kan forvente heraf. Jeg har derfor endnu en gang valgt at hente programmet LANSpeedTest for at se, hvad det trådløse netværk kan levere på henholdsvist 2.4 og 5 GHz båndende. De tre billeder nedenfor er blot for at vise hvordan Blue Cave AC2600 kunne se ud hjemme hos dig – designet er en smule specielt og moderne. Placeringen på billede nummer to, er hvor routeren var placeret under mine tests.

 

 

For at give en ide om hvad du kan forvente af Blue Cave AC2600 routeren hjemme hos dig selv, valgte jeg at køre tre forskellige tests – eller faktisk seks i alt, for at få et overblik over den samlede ydelse. Først og fremmest testede jeg 2.4 GHz netværket fra henholdsvis 5 meter i fri luft, 10 meter med to vægge (indendørs) og sidst men ikke mindst 15 meter med tre vægge i mellem router og computer (udendørs). Det samme blev herefter gentaget for 5 GHz båndet, således at jeg fik et samlet resultat og seks grafer med hastigheder. Nedenfor har jeg startet ud med 2.4 GHz testen på de tre forskellige afstande, efterfulgt af 5 GHz. Enheden der blev up – og downloadet til, var min stationære computer som var tilsluttet netværket med LAN kabel, og med en SSD som det valgte drev for at undgå nogle flaskehalse, mens at enheden jeg testede trådløst med, var min Lenovo bærbar som er udstyret med et Intel Dual Band Wireless-AC 3160 netkort.

 

 

 

Som vi kan se fra graferne ovenfor, leverede Blue Cave AC2600 overall en super fin ydelse. Den tekniske begrænsning på 2.4 GHz er lige omkring 50 Mbit/s hvilket vi både så ved både 5 og 10 meters testen. Selv omkring 15 meter væk fra routeren, igennem to indervægge og en ydermur, have vi stadig omkring 15 Mbit/s både op og ned, hvilket må siges at være godkendt. Især hvis man har i baghovedet at jeg bor i et villakvarter hvor der er mange andre netværk i området. Ydelsen var faktisk mere eller mindre det samme som TP-Link Archer C2300 routeren som jeg har testet tidligere, som også befinder sig i samme prisklasse. Så sammenligner man direkte er resultaterne på 2.4 GHz ganske fornuftigere, især hvis vi tænker på at Blue Cave AC2600 ikke har nogle fysiske antenner, de er alle indbyggede.

 

På 5 GHz båndet var vi oppe på over 250 Mbit/s ned og lige knap 200 Mbit/s op, hvilket er ganske respektable hastigheder, og betydeligt højere end Archer C2300 som koster det samme. Med omkring 10 meter mellem router og computeren, samt to indervægge, formåede vi stadig at opnå 129 Mbit/s ned og 89 Mbit/s op, hvilket igen er yderst acceptable resultater. På 15 meters afstand og med to indervægge samt en ydermur imellem router og computer, fik vi faktisk bedre resultater end på 2.4 GHz – overraskende nok. I teorien burde man kunne opnå højere hastigheder over længere afstande på 2.4 GHz båndet, men med 21 Mbit/s ned og 14 op, formåede Blue Cave AC2600 at levere 6 Mbit/s mere download på 5 GHz i forhold til 2.4 GHz båndet – imponerende. Jeg tror at dette skyldes at der er mange 2.4 GHz netværk i mit område, hvilket betyder at forstyrrelserne på 5 GHz derfor ikke er så stor – dette er dog blot min teori.

 

Overall vil jeg kalde resultaterne som Blue Cave AC2600 leverede, for godkendte. Sammenlignet med Archer C2300 fra TP-Link som koster cirka det samme, får man en anelse mere ydelse med Blue Cave AC2600 tilsluttet der hjemme. Dog vil jeg sige at ASUS Router App’en ikke virker så gennemført som Teather fra TP-Link. I testperioden på knap to uger, oplevede jeg på intet tidspunkt udfald eller underlige ting på netværket som Blue Cave AC2600 leverede, det virkede bare – så tommel op her. Lad os gå videre og få sat en pris på dyret og runde testen af med en konklusion!

 

ASUS_Blue_Cave_AC2600_router_tweak_dk_49

 

Pris
I skrivende stund d. 11/10 2018 kan Blue Cave AC2600 fra ASUS findes på nettet til omkring 1400,- DKK inklusiv fragt. Sammenlignet med andre dualband routere i samme klasse og med samme featuresæt, vil jeg kalde prisen for fornuftig, selvom den er i den høje ende sammenlignet med andre modeller som for eksempel Archer C2300 fra TP-Link som stort set yder på samme niveau. Du kan klikke HER for at komme direkte til prisoversigten med de forskellige forhandlere.

 

Ønsker du alle detaljerne på Blue Cave AC2600 fra ASUS selv, kan du give deres hjemmeside et besøg. Klik blot på banneret med deres logo herunder, og bliv sendt direkte til deres hjemmeside i en ny fane.

 

ASUS_Blue_Cave_AC2600_router_tweak_dk_1

 

Konklusion
Det er blevet tid til at få rundet vores test af Blue Cave AC2600 routeren fra ASUS af. Det har været en spændende og lidt anderledes oplevelse at have denne router forbi testbænken, ikke mindst fordi den har et spændende design, men også fordi den faktisk overraskede os positivt. Hvis du har et hus på under 150 m2 vil jeg mene at Blue Cave AC2600 bør kunne opfylde dine behov, hvis du ønsker en router med et anderledes og spændende design med god performance og dækning. Selvom designet er en smagssag, er jeg alligevel ret imponeret over hvor kompakt ASUS har formået at gøre Blue Cave AC2600. Jeg havde ikke regnet med den performance vi så, da der ikke er nogle ydre antenner på routeren her, i stedet er de alle indbyggede i den specielle kasse med et hul i midten.

 

Med support for de seneste teknologier såsom MU-MIMO og en kraftig Intel baseret processor, er Blue Cave AC2600 en kraftig router med mange muligheder. De fleste indstillinger kan foretages via ASUS Router App’en, mens at de helt avancerede funktioner kan tilgås via et webinterface i din browser. Jeg skal dog gøre opmærksom på at jeg var tvunget til at opsætte routeren i App’en, da interfacet i browseren var på kinesisk (mit gæt) og ikke kunne ændres før routeren var sat op og jeg kunne logge ind på interfacet. Jeg skal ikke kunne sige om det er sådan på alle Blue Cave AC2600 der bliver sendt ud, eller om det blot er tilfældet på vores eksemplar da den kommer direkte fra ASUS selv.

 

Der er også en USB 3.0 port indbygget i Blue Cave AC2600 routeren, som tillader dig at tilslutte en USB-enhed såsom en ekstern harddisk og få adgang til dine filer på hele netværket. Den indbyggede virus beskyttelse gør at du kan surfe sikkert uden at skulle tænke på at få ”skidt” ind på dit netværk, hvilket er en lækker feature. Blue Cave AC2600 understøtter desuden også ASUS AiMesh, som gør det muligt at lave et mesh netværk der hjemme, via normale understøttede ASUS routere – smart! Dette var dog ikke noget vi havde mulighed for at teste i praksis, da Blue Cave AC2600 var den eneste ASUS router jeg havde til rådighed i testperioden.

 

Alt i alt har jeg valgt at give Blue Cave AC2600 routeren en samlet score på 8/10 samt vores Safe Buy award. Vi har at gøre med en router der gør det som den skal, til en pris der er fornuftig i forhold til resten af markedet. Dog findes der billigere alternativer der kan levere næsten den samme performance, og ASUS Router App’en mangler en finpudsning. Der er for mange steder hvor der er blandet engelsk og dansk tekst sammen, som ikke giver helt mening. Men ydelsen er der absolut ikke en finger at sidde på, overall job well done ASUS.

 

Godt

  • Fornuftige hastigheder – både 2.4 og 5 GHz
  • ASUS Router App med masser af funktioner
  • MU-MIMO teknologi
  • Simpel opsætning
  • Antivirus software indbygget
  • Understøtter ASUS AiMesh
  • Indbygget USB 3.0 port

Knap så godt

  • Designet (for nogen)
  • ASUS Router App’en mangler finpudsning

Score: 8 + Safe Buy award

 

ASUS_Blue_Cave_AC2600_router_tweak_dk_50

 

Vores partnere