Under dagens AMD pressemøde, løftede AMD's CEO Lisa Su sløret for, hvornår vi kan få fingrene i deres kommende monster af en CPU i Threadripper familien, Threadripper 3990X. Allerede i slutningen af 2019 blev det bekræftet, at vi kunne se frem til en ny CPU i AMD's topsegment, og nu har de altså officielt præsenteret Threadripper 3990X processoren.
Threadripper 3990X CPU'en er produceret med imponerende 64 kerner og 128 tråde. Dette kombineres med en boost clock op til 4,3 GHz og ikke mindre en 288 MB samlet cache. Det betyder at der er ikke mindre en otte Ryzen chiplets på den nye Threadripper 3990X CPU.
Er du at finde i målgruppen med tunge opgaver, som kan drage nytte af de mange kerner og tråde på Threadripper 3990X, så er der nu snart en ny spiller på markedet, som end ikke burde svede for at knække selv de tungeste opgaver du kan stille den over for. Threadripper 3990X processoren fra AMD, lander allerede d. 7. februar til en pris på 3990 dollars.
Det er altså ikke en billig CPU vi har med at gøre, men sammenlignet med noget tilsvarende hos Intel, er der en betydelig besparelse at hente.
AMD fremviste V-Ray benchmark sammenligning imellem Threadripper 3990X CPU'en og et Intel baseret system med et Dual Xeon Platinum 8280 setup med samlet 56 kerner og 112 tråde. Her slog Threadripper 3990X Intel systemet med 30%, og kunne klare det til en pris, som er mere end en fjerdedel under Intels pris på 20.000 dollars.
Med et pris til ydelses-forholdet i den kaliber, er det svært ikke at være imponeret af de fremskridt AMD har gjort den seneste tid. Så selv om det er en dyr CPU, så er det naturligvis et produkt, der henvender sig til det professionelle segment, hvor bekymringer over pris måske ikke helt spiller så stor en rolle.
Threadripper 3990X processoren lanceres på den nye TRX40 platform, som er en del af de nye bundkort, der kom sammen med den nyeste generation af Threadripper CPU'er i slutningen af 2019.