• TWEAK
• Software
• Spil

Diablo 2 Resurrected: Test En klassiker genfødes

**Denne test vil udelukkende handle om selve spillet, og ikke omkring de problemer som har været omkring Blizzards server problemer. 

Det første, jeg lagde mærke til, var de væsentligt forbedrede filmsekvenser – for spillet åbner med Marius' fortælling om hans første møde med ”The Wanderer” og de monstre, som angriber lige efter. Blizzard har altid været gode til filmsekvenser, og selvom frekvenserne i Resurrected er stort set nøjagtigt de samme som de var i Diablo II i 2000, så er de grafisk rykket frem i nutiden. Lydkvaliteten er ligeledes forbedret. 

Hovedmenuen ser noget anderledes ud, end den gjorde før.

Til venstre er en række knapper.

• OPTIONS, altså indstillinger.
• CINEMATICS, altså filmsekvenser. Ligesom i det oprindelige Diablo II kan man også i Resurrected til enhver tid gå ind og gense de filmsekvenser, man har låst op for.
• CREDITS, som starter spillets rulletekster, der kører side om side med noget af spillets ”concept art”.
   og
• EXIT DIABLO II, der som navnet antyder lukker spillet.

Midt i billedet er plads til at vise ens valgte karakter, som vælges i listen til højre. Der er både online og offline karakterer – altså dem der kan spilles med vennerne på nettet, og dem man kun kan spille alene. 

For at lave en karakter og komme i gang med spillet, trykker man naturligvis på knappen CREATE NEW. Under den er i øvrigt knapperne til henholdsvis at slette en karakter eller opdatere en ”vanilla” karakter til udvidelsespakken.

Når man trykker på create-knappen, bliver man mødt af et velkendt syn – nemlig de 7 forskellige karakterer omkring et bål. Blizzard har tilsyneladende valgt at skrue lidt ned for mængden af bar hud, sammenlignet med originalen, men det er nok også mere i nutidens ånd. Skærmen her giver nogenlunde sig selv – der er frit valg, man kan skrive et navn og man kan vælge sin sværhedsgrad. Der er både de klassiske ”Normal”, ”Nightmare” og ”Hell”, efterhånden som man låser op for dem, men der er også en ny ”Hardcore” mode, og hvis man vælger den, så er ens karakter altså sådan rigtigt død, når den dør. Sidst kan man vælge at spille sin karakter ”Pre-expansion”, altså uden indholdet fra udvidelsespakken Lord of Destruction.'

Nå, men lad os komme videre!
Jeg vælger en Amazon, og kommer i gang med spillet.

Her bliver man igen mødt af et nostalgisk, velkendt syn, i form af en opdateret version af den originale loading screen. Hvis man ikke var i nostalgi-gear før, så er man det i hvert fald nu...

Synet, der møder en ved spillets start, er igen ret velkendt. Grafikken er blot forbedret. Ens brugerflade er stilmæssigt meget lig originalen, men der er alligevel blevet strømlinet en anelse. Jeg har nogle billeder senere i anmeldelsen, der tydeligt viser forskellen.

Herfra var det fuldstændigt som at træde ind i et af mine personlige favoritspil ”all over again”. På grund af den fornyede, men vellignende, grafik og de samme, velkendte lyde (af for eksempel en ædelsten der bliver droppet) blot i forbedret format, føltes det virkelig som et længe savnet gensyn med en gammel ven. Den forbedrede grafik forstærker virkelig spillets atmosfære og de samme velkendte karakter-, inventar-, og evnevinduer (character, inventory, skill tree) som man er vant til – igen blot med moderniseret grafik – giver en god, nostalgisk følelse af gensyn.

Spillet herfra er, nogenlunde, som man kunne forvente. Det er en opdateret, forbedret version af et spil, vi alle sammen har mødt før. Det kan man sige både godt og skidt om – selvom jeg personligt netop havde håbet på et genfødt Diablo II som vi kendte det, og derfor er yderst tilfreds. Blizzard har trods alt også skruet på nogle småting og tilføjet lidt hist og her, men det vil jeg ikke afsløre for meget om. Der er både nye items og en vigtig rettelse i form af, at det legendariske ”Cow Level” ikke længere kun kan åbnes 1 gang pr. karakter. Man har for øvrigt også fået et væsentligt større ”stash”, og ikke alene er det forstørret, men der er 4 af dem nu – 1 til den specifikke karakter og 3 som er delt på tværs af ens (online) karakterer. Dette er en kærkommen forbedring, der helt sikkert gør spillet bedre.

Med opdaterede visuelle effekter bliver især magi og magiske effekter en helt ny oplevelse, selvom det er med samme følelse som før.

Spillet er, som tidligere, inddelt i 5 akter, hver med deres velkendte boss, Mødet med henholdsvis Andariel, Duriel, Mephisto, Diablo og Baal giver da også samme følelse, spillet som helhed har givet: Det er et glædeligt gensyn i nye, opdaterede versioner af de samme gamle rammer. Atmosfæren, som sagt, er virkelig forbedret, og det mærkes især ved disse ”boss fights”. Der er dog også andre gamle kendinge, man kan møde, såsom Rakanishu – som man også stadig ofte hører en type af modstandere i spillet nævne ved navn. Der er som sagt ikke som sådan ændret på meget, men det holder jeg nu også fast i er en god ting.

Herunder kommer en række billeder, der kan synliggøre de visuelle ændringer i en gammel kending:

Ild, lys og skygger er markant forbedret, og det giver virkelig udslag i hvordan spillets atmosfære føles.

Her kan det opdaterede ”stash” system ses.

På de følgende billeder er der 2 af hver – et i den nye grafik og et i den gamle, som man nemt kan skifte til inde i spillet, ved at trykke G. Den lille funktion har jeg haft meget skæg ud af – det er virkelig spændende at se, hvor langt man er kommet siden ”dengang”, for Diablo 2 var jo i år 2000 helt med fremme, grafisk.

De her 2 billeder er taget i en af de insektfyldte hulesystemer under ørkenen i akt 2.
De næste 2 er taget i akt 4, altså i Helvede, og jeg har inkluderet dem primært for at vise den voldsomme forbedring i både monstrenes udseende og lavaen omkring en.

Nu har jeg spillet både alene og med venner – mest med venner, for det er og bliver sådan, Diablo er sjovest – og vil runde anmeldelsen af med min endelige mening og konklusion

KONKLUSION

Blizzard har genskabt en gammel kending, og de har været enormt tro mod originalen. Det har pustet velfortjent liv i et af fortidens mest ikoniske spil. Det her er som at spille Diablo II for første gang, en gang til. Der er ikke gjort meget i nye krumspring, tilføjelser, fjernelser eller andre store justeringer, men de justeringer der er lavet, hjælper virkelig til at bringe en klassiker med ind i den moderne æra.
Spillede du Diablo II da du var yngre? Elskede du det, ligesom jeg gjorde? Så bør du helt sikkert spille Resurrected – du vil nyde hvert sekund.
Har du overvejet at spille Diablo II, men været afskrækket af den gamle, ”dårlige” grafik? Så bør du spille Resurrected – så du ved hvad os lidt ældre gamere taler om, når vi siger at 2'eren var bedre end 3'eren.
Er du i det hele taget til top-down adventure hack-and-slash? Er du til spil fyldt med grusomheder og mørk, truende atmosfære? Så bør du spille Resurrected.
Det er i det hele taget svært for mig at sige ret meget negativt om Diablo II: Resurrected. Faktisk er det eneste, jeg sådan lagde mærke til, som ærgrede mig lidt, at karakterernes opdaterede design måske ikke er 100% tro mod de originale – for man har søgt at lave karakterdesign, som passer ind i den moderne æra med politisk korrekthed, brændende feminisme og den slags. Det bidrager nok til spillets moderne værdi, men det ærgrer mig, en ældre gamer, der personligt er træt af, at der skal lægges fingre imellem.

Så, alt i alt, varm anbefaling af Diablo II: Resurrected. Om du er ung eller lidt ældre, ny eller gammel gamer, så garanterer jeg timevis af fed underholdning, især sammen med ens venner eller bekendte.
Med tanke på de småting der er at sætte en finger på, giver jeg Diablo II: Resurrected 9 ud af 10 mulige.

 Pros:

• Atmosfæren
• Den forbedrede grafik
• Stilen er holdt
• Meget få ændringer
• Et glædeligt gensyn

Cons:

• Meget få ændringer
• Stilen er visse steder rettet for ”politisk korrekthed”