Seasonic Focus SGX650 SFX-L

Strømforsyningsmarkedet er efterhånden mættet, da flere og flere producenter tilbyder disse. Seasonic er en af de tunge drenge i klassen, som faktisk står bag de strømforsyninger som mange andre producenter tilbyder. De er nu klar med deres nye Focus SGX serie af små SFX-L, og vi er klar med en dybdegående test. 

Med Focus SGX-serien af strømforsyninger, er Seasonic nu klar til igen at indtage SFX-L markedet for små strømforsyninger. Vi har at gøre med yderst kompakte modeller som er proppet med alle de lækre features vi normalt forventer af en strømforsyning i fuld ATX-størrelse. Det betyder 100% modulært kabel design, høj effektivitet takket være 80 Plus Gold og en semi-passiv køleløsning med blæser i rigtig høj kvalitet. Hvis du kombinerer dette med 10 års fuld garanti fra Seasonic, så har du den nye Focus SGX-serie.

 

Vi er klar til at se den efter i sømmene, og om strømforsyningerne er så lækre som de ser ud på papiret. I denne test tager vi et kig på topmodellen i serien som er på 650 watt, men med et lille twist som du vil se senere. Lad os starte ud med vores lækre præsentationsvideo nedenfor, og dernæst dykke ned i specifikationerne og de features som Focus SGX650 strømforsyningen tilbyder.

 

 

Specifikationer og features


Jeg har været en hurtig tur forbi Seasonics hjemmeside, og fundet lidt oplysninger og billeder af Focus SGX650 strømforsyningen til jer. Nedenfor har jeg indsat specifikationerne på strømforsyningen, efterfulgt af et par billeder der viser nogle af de features der tilbydes, samt en oversigt over de inkluderede kabler og stik:

  • Type: Intel SFX 12 V
  • Effektivitet: 80 Plus Gold
  • Dimensioner: 125 x 125 x 63.5 mm
  • Blæser: 120 mm Fluid Dynamic Bearing
  • Kabel interface: 100 % modulært med sorte kabler
  • MTBF: 100.000 timer
  • Sikkerhedssystemer: OPP, OVP, UVP, OCP, OTP, SCP
  • Garanti: 10 år fra Seasonic
  • Maksimal kapacitet: 650 watt
  • Output på 12 V: 54 ampere

 

Unboxing og en tur rundt om Seasonic Focus SGX650
Vi har nu fået styr på det tekniske og er klar til at få pakket strømforsyningen ud af kassen og se på hvad man får med. Focus SGX650 kommer i en sort kasse, hvor vi på fronten finder modelbetegnelsen og features såsom 80 Plus Gold certificering og hele 10 års garanti som Focus SGX650 leveres med. Bagsiden på kassen er lidt mere spændende og byder på endnu flere features listet op, samt en effektivitets graf og blæserkurve.

 

 

Med kassen åbnet op, finder vi øverst en manual inkluderet, mens at selve strømforsyningen er pakket ind i en tyk omgang skum for at beskytte den mod stød under transporten. I venstre side af kassen finder vi en stofpose med alle de modulære kabler. Lad os ligge alt indholdet i kassen ud på bordet, så vi kan danne os et overblik over hvad man alt får med – jeg lister op herunder:

  • Seasonic Focus SGX650 strømforsyning
  • Pose med modulære kabler
  • Strømkabel til 230V
  • Pose med skruer
  • En bunke strips/kabelbindere
  • Tre velcrobånd
  • Beslag til ATX-montering
  • Manual/quickstart guide

 

Lad os ligge tilbehøret og selve strømforsyningen til side for nu, og tage en gennemgang af de inkludere kabler man får med i kassen. Vi starter ud med et overbliksbillede nedenfor, hvor alle de inkluderede kabler er lagt op. Som det tydeligt kan ses nedenfor er kablerne lidt kortere end normale ATX-modeller, og selvfølgelig alle 100% sorte.

 

Seasonic_SGX650_80_Plus_Gold_SFX-L_strømforsyning_tweak_dk_10

 

Det første kabel i stakken er det store 24-pin ATX kabel, som for en gangs skyld er i samme materiale og design som resten af de modulære kabler. Det er ofte vi ser at det store ATX-kabel er med sleeving, mens at resten er de tynde sorte kabler uden sleeving, men med Focus SGX-serien er de alle identiske. Ved siden af ATX-kablet finder vi et 4+4-pin EPS kabel til at forsyne processoren med strøm. Selvom vi har med en SFX-L strømforsyning at gøre, havde det alligevel været rart at se et ekstra EPS-kabel i kassen.

 

En glædelig overraskelse er dog den medfølgende jumper til at starte strømforsyningen, uden resten af systemet. Dette bruger man især hvis man leger med custom vandkøling og skal se om tingene er tæt, uden at risikere at kortslutte noget. På PCI-Express siden er vi godt dækket ind, da der er hele to kabler inkluderet her, som hver har to 6+2-pin PCI-Express stik – altså en total på fire.

 

 

SATA-strømmen leveres fra to kabler som hver er udstyret med tre SATA-stik – altså en total på seks. Dette bør være mere en tilstrækkeligt til et hvert Mini-ITX build, da pladsen i små kabinetter alligevel ofte er trang og brugen af SATA-diske falder i takt med at M.2 kommer mere og mere frem.

 

Der er naturligvis også et kabel med Molex-stik inkluderet i kassen. Hele tre af slagsen er der monteret på kablet, og til at toppe den af med, finder vi også en Molex til Floppy adapter, for dem der af en eller anden mystisk årsag stadig bruger denne type stik.

 

 

Hvis du i forvejen er bekendt med Focus+ serien som er normale ATX strømforsyninger fra Seasonic, vil designet på Focus SGX ikke være noget nyt for dig. Der er lånt rigtig mange design detaljer fra de større strømforsyninger, men gitteren foran blæseren er nyt og gemmer den store 120 mm blæser med Fluid Dynamic Bearing som sørger for at holde tingene kølige.

 

På bunden af SGX650 finder vi som på enhver anden strømforsyning et diagram over outputtet. Vi har hele 54 ampere og 648 watt at lege med på 12V siden, hvilket er mere end nok til enhver moderne gamer computer med highend grafikkort og overclocket processor. Sagt med andre ord kan du bygge et sandt lille powerhouse med SGX650 i dit kabinet – i hvert fald på papiret, hvordan det forholder sig i praksis ser vi lidt senere.

 

 

I bagenden af SGX650 finder vi et standard strømstik og dertilhørende kontakt, mens at resten består af ventilation så den varme luft kan komme ud. På de større ATX-modeller fra Seasonic finder vi næsten altid en knap, der gør det muligt at tænde/slukke for det semi-passive kølesystem. Denne er dog ikke til stede i SGX650, selvom den også er udstyret med dette, hvilket faktisk er fint med mig. Jeg forstår ikke hvorfor man ønsker at slukke for noget så genialt som dette, så at Seasonic har valgt at blæseren i SGX650 skal passe sig selv, er helt OK.

 

Den modsatte ende af SGX650 strømforsyningen byder på det modulære interface, som er super enkelt at finde ud af. Kablerne passer ganske enkelt kun i der hvor de hører hjemme, og er også opmærket med tekst hvor de hører hjemme. Du kan med andre ord ikke gøre noget forkert her – plug and play.

 

 

Traditionstro tager vi lige et kig under motorhjelmen på strømforsyningen, inden vi spænder den for vores belaster og ser hvordan den klarer sig med hensyn til ydelse og støj. Bemærk som altid at dette bryder garantien på enhver strømforsyning, og at du IKKE bør åbne en strømforsyning med mindre du ved hvad du laver!

 

Efter seks skruer og et garantibrud er vi inde i Focus SGX650 strømforsyningen og mødes at synet på det første billede her under. Blæseren fylder stort set hele strømforsyningen og er på hele 120 mm og med Fluid Dynamic Bearing som sikrer lavt støjniveau og lang levetid. Blæseren kommer fra producenten Globe Fan og har modelbetegnelsen: S1201512HB.

 

 

Alt inde i Focus SGX650 sidder meget tæt monteret, og hver enkelt centimeter plads er brugt. Jeg blev overrasket over hvor kompakte og små køleprofilerne rent faktisk var. Ud fra dette, er jeg ret overrasket og imponeret over at Seasonic har formået at gøre Focus SGX650 blæserfri op til 30% belastning. Det giver en rigtig god indikation på at komponenterne virkelig er af høj kvalitet, men vi havde heller ikke forventet andet. Selvom vi ikke kan se hvor mange uF den monterede kondensator er på, kan vi dog se at den er i stand til at operere ved op til 105 grader – igen en indikator på høj kvalitet.

 

 

Brugen af ledninger til at forbinde de forskellige PCB’s inde i SGX650 er yderst minimal, dels fordi der ganske enkelt ikke er plads, men også fordi at ledninger kan give elektrisk støj. I stedet har Seasonic loddet samtlige PCB’s sammen, så afstanden er kortets muligt. For eksempel det modulære interface og DC til DC-kredsløbet er på separate PCB’s som er loddet direkte til hovedprintet i bunden. Der er diverse afskærmninger mellem dele, såsom transformatoren, DC til DC, modulære interface og strømstikket – der er tænkt på enhver detalje, på trods af det meget kompakte design. Lad os få samlet Focus SGX650 igen og se hvordan den rent faktisk yder.

 

 

Eller det vil sige, at det ville vi normalt gøre nu. Der er dog en lille ting vi lige skal se på først. Du kan ikke have undgået at se at der på næsten samtlige billeder ovenfor, har stået en ekstra SGX-kasse i baggrunden. Seasonic sendte nemlig ikke kun deres Focus SGX650, men også den anden model i serien kaldet Focus SGX450, blot så vi kunne give jer et par ekstra lækre billeder af de to strømforsyninger sammen. Vi starter ud med et billede af SGX650 ovenpå SGX450 kassen her under, ren show off.

 

Seasonic_SGX650_80_Plus_Gold_SFX-L_strømforsyning_tweak_dk_28

 

De to strømforsyninger er faktisk fuldstændig identiske når vi kigger på dem. Man skal helt tæt på og kigge nærmere på klistermærket i bunden for at kunne skille dem fra hinanden. Men lækkert hardware sammen med lidt kunstigt natur, what is not to like right? Næste skridt i testen, er benchmarking af performance og støjniveau, nu vil jeg ikke lade jer vente længere…

 

 

Testopsætning og Benchmarking
Det er nu blevet tid til at vi skal kigge på hvordan strømforsyningen rent faktisk yder og opfører sig når der kommer strøm til. Udseendet og feature sættet er jo kun den ene del af en strømforsyning, mindst lige så vigtigt – hvis ikke vigtigere – er naturligvis performance.

 

Testen kommer til at foregå med vores PSU-belaster som er udstyret med en række pærer som vi kan tænde/slukke, og derved præcist holde styr på hvor meget belastning den tilsluttede strømforsyning får. For at måle strømforsyningens PG-signal, og se om den starter korrekt op efter bogen, bruger vi en Thermaltake Dr. Power II. Derudover bliver et multimeter brugt til at måle spændingsværdierne under de forskellige belastninger, samt en normal elmåler til at måle elforbruget. På denne måde kan vi udregne effektiviteten, og se om 80 Plus kravene overholdes. Det eneste redskab vi mangler adgang til er et Oscilloscope, så at ripple/støj også kunne blive en del af vores tests.

 

Ovenover ses PSU belasteren, multimeter, Dr. Power II og elmåleren.

 

På vores belaster er det kun muligt at belaste på 12V. Jeg belaster derfor strømforsyningen så meget jeg kan på 12V siden - men foretager mine målinger på alle tre linjer (3.3, 5 og 12V) for at se om de forskellige belastningsgrader påvirker de andre linjer på strømforsyningen. Da de fleste komponenter i vores computer bruger 12V (grafikkort, CPU, blæsere etc.) er det naturligvis denne der er vigtigst at belaste.

 

Lige ledes aflæser jeg forbruget på elmåleren, og udregner effektiviteten som strømforsyningen leverer ved de forskellige belastningsgrader – tjek vores resultater herunder, henholdsvis med en graf for spændingsværdierne og watt ind kontra ud/effektiviteten.

 

 

I vores tests var effektiviteten på strømforsyningen ved de forskellige belastninger var følgende, rundet op/ned. Som vi kan se sammenlignet med 80 Plus kravene på billedet nedenfor (se til højre), overholder Seasonic Focus SGX650 alle de effektivitetsniveauer den skal i forhold til at være en 80 Plus Gold certificeret strømforsyning:

  • 150 watt belastning: 91% effektivitet
  • 350 watt belastning: 92% effektivitet
  • 650 watt belastning: 90% effektivitet

 

Seasonic_SGX650_80_Plus_Gold_SFX-L_strømforsyning_tweak_dk_36

 

Allerede da jeg modtog denne strømforsyning og gik i gang med at kigge på den, vidste jeg at vi havde med samme høje Seasonic kvalitet at gøre som vi plejer. Dette afspejlede sig også, da vi fik Focus SGX650 tilsluttet vores belaster og målt nogle værdier. Som det fremgår på vores grafer ovenfor, var denne lille strømforsyning klippestabil og havde stort set ikke nogen ændring i spændingsværdierne – selv når den blev belastet maksimalt, virkelig imponerende. PG-signalet meldte også alt OK, og strømforsyningen startede op lige efter alle forskrifterne.

 

Selvom Focus SGX650 er en kompakt SFX-L strømforsyning, er det alligevel lykkedes Seasonic at implementere en semi-passiv køleløsning i den. Det betød at den 120 mm store blæser ikke startede før vi kom over 30% belastning, svarende til omkring 200 watt. Med andre ord har du en 100% lydløs strømforsyning når du blot surfer på nettet eller har let belastning på dit system. Når blæseren træder til og begynder at dreje er den yderst støjsvag, selv når vi belaster strømforsyningen hårdt. 120 mm er også en stor blæser for en SFX-L strømforsyning, hvilket betyder at den ikke behøver dreje så hurtigt for at have samme effekt som en mindre med højere omdrejninger. Med en Fluid Dynamic Bearing matcher levetiden på blæseren også de 100.000 timer som er den oplyste levetid på Focus SGX650, bakket op af 10 års garanti fra Seasonic. Lad os snakke pris og konkludere som det næste – ydelsen er der absolut ikke en finger at sidde på!

 

 

Pris
I skrivende stund d. 15/11 2018 kan Focus SGX650 strømforsyningen fra Seasonic findes til omkring 1200,- DKK inklusiv fragt hos de danske forhandlere. Dette er en forholdsvis høj pris sammenlignet med normale 650 watt ATX strømforsyninger med lignende specifikationer. For eksempel kan Seasonics egen Focus+ 650 watt findes til omkring 800,- DKK som tilbyder mere eller mindre de samme features – men er en ATX strømforsyning. Det koster som regel altid mere at bygge mindre, men ønsker du en solid strømforsyning med hele 10 års garanti er Focus SGX650 et rigtig godt bud, til trods for den lidt høje pris.

 

Alle detaljerne på Focus SGX650 kan naturligvis findes direkte hos Seasonic selv. Klik blot på banneret med deres navn nedenfor, og bliv sendt direkte til deres hjemmeside i en ny fane.

 

Seasonic_SGX650_80_Plus_Gold_SFX-L_strømforsyning_tweak_dk_1

 

Konklusion
Enden er nået, i hvert fald i vores test af Focus SGX650 strømforsyningen fra Seasonic, og det er blevet tid til at samle tankerne og konkludere. Inden lanceringen af Focus SGX-serien var det længe siden vi sidst havde set en SFX-L strømforsyning fra Seasonic lejeren, så det var et tiltrængt og friskt pust. Selvom der ind til videre kun er to modeller i Focus SGX-serien, gør det den bestemt ikke dårligere. 650 watt modellen som vi har testet her - som også fik pænt besøg af sin lillebror på billederne - er en af de mest solide SFX-L strømforsyninger jeg har testet til dato. Lad mig starte med at koble nogle ord på designet, som mest af alt minder om Seasonics egne Focus+ modeller, som vi også har testet. Farverne er sorte med detaljer i hvid og guld som giver strømforsyningerne et diskret look.

 

Byggekvaliteten er on point, og virkelig lækker hele vejen rundt. Det er en tung lille klods man sidder med i hænderne som oser af kvalitet – også de inkluderede kabler er lækre, selvom man kun får et enkelt 4+4-pin EPS kabel i kassen. Selvom det er de færreste Mini-ITX bundkort som har mere end et 8-pin EPS, ville det alligevel have været en fed detalje fra Seasonic at inkludere et ekstra kabel. Især hvis man tænker på at de bakker strømforsyningen op med hele 10 års garanti, så havde en ”fremtidssikring” været lækker at se.

 

Ydelsen der leveres er der absolut ikke en finger at sidde på, som det efterhånden har været tilfældet ved samtlige strømforsyninger vi har testet. Focus SGX650 er klippestabil lige meget hvor meget belastning vi kaster på den. Støjniveauet er på et absolut minimum, takket være den store 120 mm Fluid Dynamic Bearing blæser som er monteret, og desuden først tænder når belastningen kommer over 30%. Alt i alt er der virkelig ikke meget negativt at sige om Focus SGX650 som overall virkelig gjorde det godt og imponerede mig på flere punkter. Dette vælger jeg at belønne med en flot score på 9/10 samt vores Safe Buy award. Hvis du kan leve med den lidt høje pris, får du en voldsomt lækker SFX-L strømforsyning med gode features og ikke mindst 10 års fuld garanti!

 

Godt

  • Lækker byggekvalitet
  • Kompakt og anonymt design
  • Høj effektivitet – 80 Plus Gold
  • Klippestabil ydelse
  • 100% modulært interface med sorte kabler
  • Imponerende støjniveau – lydløs op til 30% belastning
  • God mængde tilbehør inkluderet

Knap så godt

  • Prisen kan virke skræmmende
  • Kun ét 4+4-pin EPS-kabel

Score: 9 + Safe Buy award

 

Seasonic_SGX650_80_Plus_Gold_SFX-L_strømforsyning_tweak_dk_39

 

Vores partnere