ASUS er kendt for at lave solid bundkort med bunker af features på deres highend ROG serie. Vi har denne fredag sat ASUS ROG Maximus XI Gene på prøve for at konkludere på, om et prisskilt på næsten 4000 kroner kan forsvares.
Med de nye high-end processorer fra Intel, som i9-9900K, kom der også et nyt chipsæt til overflade, som er i stand til at understøtte de nye processorer og et højere strømforbrug, og i samme omgang kunne producenterne også benytte lejligheden til en overhaling af bundkortene.
I dag tager jeg et kig på ROG Maximus XI Gene bundkortet fra ASUS, der helt som navnet afslører, netop er baseret på det nye chipset. ROG Maximus XI Gene bundkortet rettet imod overclocking med features som kan komme brugerne til gode selv hvis det er overclockning i den mere ekstreme udgave, som man giver sig i kast med.
ROG Maximus XI Gene bundkortet fra ASUS befinder sig i ASUS' ROG serie, og det bærer designet naturligvis også tydeligt præg af. Bundkortet er holdt i de efterhånden klassiske sorte og grå toner, og naturligvis med RGB LED lys placeret udvalgte steder, der kan styre via ASUS Aura softwaren.
Formfaktoren er denne gang Micro ATX, men det er tilpasset lidt fra producentens side med kun en enkelt PCI Express x16 og en enkelt x4. Men med et kort som det, er det nok heller ikke den del der betyder mest i det samlede regnestykke.
En feature der springer i øjnene, er at der kun er to DIMM slots til RAM i modsætning til de normale fire, som vi typisk ser. Det er gjort for at gøre plads til andre ting på bundkortet, som jeg kommer ind på om lidt. De to DIMM slots er dog de nye Double Capacity DIMM slots, så hvis man køber RAM der understøtter det, er det faktisk muligt at få op til 64 GB RAM via kun to DIMM slots.
Som navnet antyder, er Double Capacity RAM nye RAM typer, hvor der er plads til dobbelt så mange RAM chips på et enkelt modul. Det betyder med andre ord der nu kan være op til 32 GB på hver RAM klods. Man kan købe den nye type RAM fra producenter, som blandt andet G.skill, der har lavet en Double Capacity version af deres Trident Z kits.
Den ekstra plads på ROG Maximus XI Gene bundkortet, har ASUS på det nye Gene kort brugt til to M.2 pladser, der løber fra top til bund under en samlet heatspreader. Hvis det ikke er nok, så kan man via kortets DIMM.2 plads, installere yderligere to M.2 SSDer via det medfølgende DIMM.2 kort.
DIMM.2 kortet kommer med en stor headspreader i metal, som matcher designet på kortet super godt. De op til to M.2 SSDer forbindes via DIMM.2 til PCI express 3.0 x4, så der er god mulighed for at udnytte hastighederne på denne front.
Af øvrige lagermuligheder finder vi fire SATA stik, men sammen med de gode M.2 muligheder, forestiller jeg mig også det er nok for de fleste.
Strømmen er klaret af et 24 pins stik, som suppleres to otte pins stik til CPUen, så man er dækkertind selv hvis man giver sig i kast med det mest ekstreme CPU overclocking. Til almindeligt brug, og selv ret hardcore overclockning burde det ene dog være mere end rigeligt, men godt at se ASUS giver os muligheden.
Kortet er udstyret med en 10 fasers strømstyring, så på den front er der også sikret et godt udgangspunkt for overclocking af processoren. Der er naturligvis understøttelse for de nye CPUer fra Intel, som deres top model i9-9900K, men det nye Z390 chipset er også bagudkompatibel med 8. generation som i7-8700K, som også er det jeg har testet kortet med, da min i9-9900K CPU desværre ikke er landet endnu.
Mulighederne for at lette livet for en ekstrem overclocker er lidt kodeordet for ROG Maximus XI Gene bundkortet, hvilket specielt ses i øverste højre hjørne. Her får vi får et hav af hjælpemidler. Vi får onboard knapper til power, reset, safe boot og retry og det er kombineret med Debug LED og kontakter til LN2 mode og Slow Boot. Hertil er der i bunden af ROG Maximus XI Gene bundkortet også målepunkter, hvis man vil foretage sine egne præcise eksterne målinger af de forskellige spændinger i forbindelse med overclocking.
Placeringen af målepunkterne er dog ikke helt optimal, da de i de mange tilfælde nok vil blive dækket og gjort svært tilgængelige, så snart der er et grafikkort monteret i systemet.
Der er dog samlet set fantastiske muligheder for dem som har brug for det.
Af andre mere almindelige features, finder vi et enkelt internt USB 3.0 stik sammen med en USB 3.1 Gen 2 Type C og to USB 2.0 stik langt kortets bund
Langs bunden af bundkortet finder vi også yderligere stik, som RGB LED stik, front panelet osv., og de er alle lavet med en 90 graders nedadgående vinkel. Det kan være en ret vigtig detalje at være opmærksom på, alt efter hvilket kabinet man benytter sig af, da man kan risikere at stikkene bliver blokeret af kabinets bunden.
Til køling er der i alt seks PWN blæserstik fordelt på ASUS ROG Maximus XI Gene med de fire af dem i toppen. Der er en enkelt Full Speed fan og en dedikeret til vandkølingspumper. Til at supplere det, er der til dem der vil have mere overvågning af deres vandkølede system, også stik til flowmeter.
Lyden på kortet er klaret af producentens ROG Supreme FX, som er afskærmet fra resten af produktet, og kommer med et otte kanalers HD lyd med et S1220A Audio Codec.
Svinger vi om på bagsiden, er der også et rigtigt godt udvalg af eksterne tilslutninger. Her gemmer der sig knapper til at genstarte og nulstille BIOS, to USB 2.0, fire USB 3.0 og fire USB 3.1 hvoraf den ene er et Type C stik. Vi får også et HDMI-stik til integreret grafik, Intel Gigabit LAN stik og Intels Wireless AC 9560, 802.11 trådløst netværk til den medfølgende antenne. Slutteligt finder vi lydudgangene med en enkelt Optisk udgang.
Feature listen er alen lang på Maximus XI Gene kortet, og er du segment med planer om at overclocke systemet, eller typen der tit roder med sin hardware, og vil have gode muligheder for at tilpasse og teste tingene igennem ved forskellige indstillinger, er mulighederne utallige.
Kigger vi et lag dybere på den medfølgende BIOS, er ASUS kendt for at tilbyde mange muligheder via deres ROG BIOS, og med Maximus XI Gene skuffer de bestemt ikke. Der er mulighed for tilpasning af stort set alle aspekter af indstillingerne selv på det meget avancerede plan for både CPU, RAM og systemet generelt.
Med Maximus XI Gene er der også mulighed for AI overclocking. ASUS har indbygget et system, der hele tiden overvåger og analyserer systemet, når det bruges under forskellige belastninger. Det sammenholder det så det med den tilgængelige køling, og kan så løbende tilpasse indstillingerne for at give de mest optimale indstillinger, hvis man vælger at slå det til.
Dette er et punkt vi ikke er gået i dybden med i denne test.
ROG Maximus XI Gene bundkortet fra ASUS, klarede sig dog utroligt godt ved manuel overclocking, og jeg kunne uden det store besvær clocke min 8700K til 5GHz, selvom køleløsningen på min testbench begyndte at være godt presset, og jeg oplevede periodevis CPU Throttleling under mine tests. Evt. ville et delid af CPUen også hjælpe for min gennemsnitstemperatur under full load med et 5GHz overclock var på omkring 80 grader. Men altså med afstikkere til den høje ende af 90erne.
Så der skal altså en solid køleløsning til, men har man det sammen med en fornuftige CPU, så er 5GHz bestemt inden for rækkevidde med et kort som ROG Maximus XI Gene bundkortet fra ASUS. De professionelle overclockerere har også allerede sat flere verdensrekorder med et Maximus XI Gene bundkort, hvilket også vidner om kortets kvalitet.
Konklusion:
I det hele taget har det været en gennemført positiv oplevelse at teste ASUS ROG Maximus XI Gene kortet. Det er spækket med features til den kræsne bruger, og yder bundsolidt, hvis det parres op med tilsvarende solid hardware.
Det er i den grad et kort, der henvender sig til den mere avancerede bruger, og mulighederne i f.eks. BIOS er næsten skræmmende, hvis ikke man har godt styr på hvad de forskellige indstillinger påvirker i systemet.
Med det sagt, så fik jeg i løbet af et kvarter tunet et 5GHz overclock ind som var stabilt men en anelse temperatur udfordret, og jeg vil bestemt ikke påstå at være hardcore overclocker.
De lækre features kommer naturligvis med en pris, og pt. kan man finde kortet online med en pris lige under 3900 kr. og det placerer os solidt i highend markedet. Et prædikat ROG Maximus XI Gene bundkortet fra ASUS i den grad lever op til.
Det er et kort rettet imod entusiasten, som har planer om at dykke ned i de avancerede features, og kan se sig selv bruge ting som DIMM.2 kortet og de nye Double Capacity DIMM slots.
Der er rigtig mange muligheder med ROG Maximus XI Gene, og byggekvaliteten og featurelisten man får med i pakken har naturligvis en pris, som jeg mener kan retfærdiggøres.
Det er ikke et begynder kort, og man får i den her sammenhæng hvad man betaler for.
Der er en god grund til at Maximus XI Gene er kortet som nogle af verdens bedste overclockere, som f.eks. Der8uer vælger at bruge, når han kaster sig ud i ekstrem overclocking.
ASUS ROG Maximus XI Gene får et velfortjent 9 tal, og en entusiast award herfra for et bundsolidt produkt med en lang featureliste til hardcore brugeren.
Godt:
Skidt: