Med et forår, som solidt har bidt sig fast begynder man så småt at få batterierne ladt op, og de næste måneder bliver kun bedre og bedre. Med sol og varme kommer energien også, hvilket igen resulterer i flere reviews selvom Tweak.dk allerede sprøjter dem ud. Vi venter også på lancering af de kommende nye bundkort, Haswlll osv, så den næste tid bliver super spændende, hvis man er ramt af et gal hardware gen, eller bare elsker at se og læse om nyt hardware og teknologier. Dagens test omhandler et produkt fra Asus, nemlig deres ASUS P9X79 Pro.
I dag er det tid til at tage et kig på et bundkort fra ASUS. Der er tale om deres ASUS P9X79 Pro. Bundkortet kommer med Intels X79 chipsæt og er udstyret med hele 8 DIMMs, der altså giver mulighed for en seriøs omgang RAM. Udover det, så kommer bundkortet med onboard tænd/sluk knap, samt plads til hele 3 grafikkort.
Intel X79 Express Chipset
Som den opmærksomme læser, med stor sandsynlighed, har opdaget, er X79 efterfølgeren til Intels X58 chipsæt, der blev lanceret tilbage i 2009. Forskellen på de 2 chipsæt er ikke voldsom, men værd at bemærke. For det første er der kommet en ny sokkel, denne gang med 2011 ben, bedre kendt som LGA2011. Til sammenligning var soklen på X58 ”kun” udstyret med 1366 ben, og gik under navnet LGA1366.
Noget rigtig interessant er at der er kommet 8 ekstra PCIe lanes, så du altså nu i alt har 40 lanes totalt, det burde altså give mulighed for et seriøst GFX setup! Den nok mest interessante ting er understøttelsen af Quad Channel RAM, så du altså nu har mulighed for at køre med en båndbredde på 256-bit, samt smide væsentlig flere GB RAM i dit system. Den øgede båndbredde er med til, på papiret, at give en god sjat ekstra ydelse, om det holder IRL, finder jeg ud af i testen. Desværre mangler den native integration af USB 3.0 fortsat hvilket er rigtig ærgerligt! På nuværende tidspunkt, er det kun AMD, der tilbyder muligheden via deres A75 chipsæt.
Som det også kan ses af ovenstående diagram, er nordbroen fortsat at finde inde i CPUen, hvor der holdes styr på PCIe, RAM samt på sydbroen (X79 Express Chipset, red.) Af andet kan nævnes 14 stk. USB 2.0, HD audio samt Gigabit LAN.
ASUS P9X79 Pro
Hvordan er ASUS’ gigant så skruet sammen? Først og fremmest, så er der tale om et seriøst stort bundkort. Det er kun en enkelt klasse under ASUS’ røde monstre, i form af Rampage Extreme/Formula.
Fast Boot
Ved hjælp af Fast Boot kan du starte din computer på kun 2 sekunder. En teknologi udviklet af ASUS, og understøttet af Windows 8.
ASUS Boot Setting
En funktion der gør det muligt, via et stykke ASUS software, at vælge boot device m.m. ved blot et klik. Du får kort sagt magten over din computers boot proces.
New DIGI+ Power Control
ASUS er gået all in, når det kommer til måden deres nye bundkort er lavet på. De har udstyret alle nye bundkort med digital strømstyring, der betyder at du kan justere spændingen ekstremt præcist. Det betyder rigtig gode muligheder for overclocking samt længere levetid for de forskellige komponenter. Udover det, så har ASUS sørget for at udstyre bundkortet med hele 8 DIMMs, og det kræver sin strømstyring. Til det spille ASUS’ DIGI+ Power Control ind. Den sørger for rigtig stabil spænding til hver af de otte DIMMs.
ASUS SSD Caching
Ved at kombinere en harddisk med en SSD, kan du opnå en utrolig ydelse. Det sker ved at kombinere plads med ydelse. Opsætningen er ligetil og enkel. Selv den grønneste amatør kan være med her!
BT GO!
ASUS har smidt et bluetooth modul på selve bundkortet, således at du slipper for at tilkøbe en dongle. BT funktionaliteten ses i form af et blåt ”USB stik” omme på kabinettets bagside. Den giver dig alle mulighederne, som BT teknologien tilbyder!
UEFI BIOS
ASUS er også sprunget med på UEFI vognene. Forskellen på en UEFI BIOS og en traditionel BIOS er opbygningen. Du kender med garanti den blå baggrund og hvide tekst, samt den meget simple opbygning, som kendetegner den traditionelle BIOS. Den nye UEFI BIOS er langt mere innovativ og overskuelig. Du kan bl.a. bruge din mus til at navigere med.
USB BIOS Flashback
ASUS har gennem alle tider været kendte for fejl under BIOS opdateringer, gjort af brugerne selv. Dette problem er ASUS nu kommet til livs. Det sker takket være USB BIOS Flashback, der er en teknologi, der gør det muligt at flashe en fejlflashet BIOS via en USB pind, du dog lige skal klargøre inden. Indsæt USB pinden go tryk på en knap, og så kommer alt i skønneste orden igen.
Fan Xpert+
Husker du SpeedFAN? Hvis ja, så vil du elske denne kreation fra ASUS. Fan Xpert+ er et af de mest avancerede FAN kontrol værktøjer, der nogensinde er lavet. Vha. dette værktøj får du magten over din FANS. Det har en lang række fordele. Bl.a. det faktum at du selv bestemmer over støjen, og altså derved slipper for træls larm. Du vælger selv hvordan du vil kontrollere dine blæsere. ASUS har sørget for alle muligheder. Du kan vælge om softwaren skal klare det hele selv, eller du kan overvåge det hele, og så blande dig når/hvis, du skulle lyste.
Sidst, men ikke mindst, så kan du tage den ultimative kontrol over alle blæsere i maskinen. Det sker ved at sætte softwaren til ”Advanced ” mode, hvorved du får mulighed for at stille alle blæsere individuelt.