Corsair T2 Road Warrior gamingstol

Vi skal i dag teste Corsairs nyeste bud på en racerinspireret gamingstol, T2 Road Warrior. Den er næste skridt i Corsairs evolution af den ultimative gamingstol. Læs med i dagens test, for at se hvor godt T2 Road Warrior klarer sig.

Sæt dig godt til rette, for i dag skal vi se på Corsairs nyeste bud på en gaming stol, med et racing inspireret design, anno 2018. Stolen har fået det mundrette navn Corsair T2 Road Warrior, og kan prale af en kapacitet på op til 136 kg, en solid aluminiumsramme i stolen, justerbart sæde, ryglæn og armlæn, samt et frækt design med masser af fart på.

 

skrivebord_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Det er ikke lang tid siden vi havde Corsairs første gaming stol forbi til en test, hvor den fik mange pæne ord med på vejen. Og det er mange af de samme ting vi vil fokusere på i dag, for Corsair har formået at bygge videre på et godt koncept, fornyet og forbedret på det.

Men inden at vi kommer alt for godt i gang, skal vi starte med at se på indpakningen af stolen. Den kommer i en stor kasse, som vejer på den anden side af 25 kg, og selve stolen vejer 24,5 kg. På forsiden finder vi et billede af T2 Road Warrior, og på den ene side en anmærkning om at man bør være mindst to personer til at løfte kassen.

 

 

Indhold i kassen:

  • Corsair T2 Road Warrior Gaming stol
  • Rygmodul
  • Siddemodul
  • Armlæn
  • Gaspatron
  • Fod
  • Instruktionsvejledning
  • Tilbehør til at samle stolen

indhold__corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Corsair T2 Road Warrior har en lang række af features, og noget af det man skal lægge mærke til, er at den kan klare op til 136 kg, samt de justerbare 4D armlæn, så man kan undgå mælkesyre i armene ved at få støtte, hvis man sidder i stolen en hel dag, til en intens omgang gaming+.

 

Specifikationer:

  • Sædeskum: Koldskum (Polyurethan)
  • Sædeskum densitet: 50kg/m³
  • Farve: Sort/hvid
  • Ramme: Metal
  • Overflademateriale på sæde: PU læder
  • Overflademateriale på ryglæn: 3D PVC-læder
  • Armlæn type: 4D (op/ned, venstre/højre, frem/tilbage, drej)
  • Armlæn størrelse: 26 cm x 10 cm x 2,65 cm
  • Justerbar tilt-vinkel på sæde: 0-17°
  • Tilt lås: Ja
  • Gas lift klasse: 4 
  • Gas lift højde: 85 mm løftehøjde
  • Justerbar ryglæn vinkel: 90-170°
  • Maximum sædehøjde: 60 cm
  • Minimum sædehøjde: 51,5 cm
  • Maximum armlæn højde: 38 cm
  • Minimum armlæn højde 28 cm
  • Ryglæn højde: 88 cm
  • Ryglæn skulder bredde: 50 cm
  • Sædestørrelse: 50 cm x 56 cm
  • Vægt: 24,5 kg
  • Bæreevne: 136 kg
  • Justerbar lændepude: Ja
  • Justerbar nakkepude: Ja
  • Base materiale: aluminium
  • Hjulstørrelse: 75 mm med kuglelejer
  • Hjul materiale: Polyurethan

features_1_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

 

Design:
I kassen finder vi alle delene til at samle T2 Road Warrior. Det er et mix af metal, plastik, koldskum for optimal komfort og PU læder, som ankommer i en mere eller mindre samlede dele. Kassen som Corsairs T2 Road Warrior ankommer i er rigtig stor kasse, og det er for det første på grund af den høje vægt, men også på grund af den store størrelse. Road Warrior er en stor stol. Og som man kan se af billederne og teksten længere oppe, har vi modtaget stolen i et sort/hvidt farvetema. Der er i alt fem forskellige farvekombinationer at vælge imellem, så der er noget for enhver smag.

 

corsair_t2_road_warrior_gaming_tweak_dk

 

Alt i kassen er beskyttet med skum, så ingen dele risikerer at gå i stykker eller få ridser under transporten. Stolen kommer selvfølgelig i mindre dele, som skal samles inden man kan tage det i brug. Udover at finde delene til stolen i kassen, er der selvfølgelig værktøj til at samle stolen, samt en vejledning til at samle din T2 Road Warrior stol. Den består primært af piktogrammer som fint viser hvordan T2 stolen skal samles. Alt i alt, skal man blot samle hjulbasen, skrue den på sædet, og så montere ryglænet på sædet bagefter. Det tager 20-30 minutter fra start til slut, hvis du ikke sidder med ti tommelfingre. Hjulene klikkes på stjernen i aluminium i bunden, mens resten af stolen skal skrues sammen med den medfølgende unbrakonøgle.

 

hjulbase_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Som det ses på billederne, er en af de mest prominente features armlænene, som er 4D armlæn, hvilket betyder at de kan justeres op/ned, venstre/højre, frem/tilbage, og drejes. Det er en super lækker feature, som vi kommer mere ind på i selve testen. Hjulene på T2 Road Warrior er en anden feature i fokus, og de er lavet af polyurethan, og minder om inline-rulleskøjtehjul i god kvalitet – og så ruller de virkelig godt, uden at larme og lave grimme mærker i gulvet.

 

hjul_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Under sædet finder vi en arm der går ud til højre, som er pumpen til stemplet, samt en arm til venstre som styrer vippefunktion ves stolen. På sædet kan man montere en lændestøtte, og en nakkestøtte, som spændes fast bag på stolens ryg, som det ses af billederne herunder.

 

ryglaen_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Designet af T2 Road Warrior minder utrolig meget om de talløse andre gamerstole på markedet, og deres eget design fra sidste år, på deres T1 gaming stol. Designet er præget af syninger på sæde og ryglæn, samt et Corsair logo i toppen af ryglænet, bagved nakkepuden. På bagsiden finder vi også et logo, samt lynlåse der løber ned langs begge sider på ryggen.

 

back_2_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

logo_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Ned langs ryglænet og sædet løber en hvid stribe, med accenter der minder om kulfiber, og et flot designet mønster. Det passer godt sammen med armlænene i plastik, der har fået et flot udseende af kulfiber. For at justere på disse armlæn, er der tre knapper på armlænene. Den ene knap findes ved tommelfingrene når armene er på armlænet, og bruges til at justere armlænet frem eller tilbage. Den anden knap findes på indersiden af armlænet og kan justere armlænet ind og ud, og den tredje knap kan bruges til at justere højden af armlænet. Sidst, men ikke mindst, så kan man justere vinklen på armlænet ved at dreje på det. Det klikker på plads i forskellige vinkler, og det er let at justere til ens personlige præference.

 

armlaen_4_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Den sidste funktion vi endnu ikke har kastet blikket mod, er muligheden for at justere ryglænet, hvilket gøres ved at trække i håndtaget i højre side, hvor ryglæn og sæde møder hinanden. Ryglænet kan ligges helt ned, og kan dermed justeres varieret, i en vinkel mellem 90 – 170 grader. Der er derfor meget stor frihed i forhold til at justere stolen så den får den helt rigtige ergonomi, som passer netop dig. Som prikken over i’et, er der de to puder, lændestøtten og nakkestøtten, som monteres ved at klikke de elastiske bånd fast bag ved stolen. De bliver dermed også meget lette at justere

 

back_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Test:
Vi starter udefra, og bevæger os ned i detaljerne i dagens test. Der er tale om en stol i rigtig lækker kvalitet. Den er superlækker at sidde i. En af grundene til dette er konstruktionen. Som tidligere nævnt har stolen en samlet vægt på intet mindre end 24,5 kg. Foden er lavet i stål, men et par af de bedste hjul undertegnede nogensinde har set på en kontor- og gamingstol. Hjulene er monteret på kuglelejer, og er lavet i polyurethan, som mest af alt minder om et par lækre gummihjul til et par dyre inline rulleskøjter. Hjulene larmer ikke når man kører henover gulvfladen, hvad end der er tale om hårdt gulv, eller gulvtæppe. Og så sætter de heller ikke mærker. Kæmpe plus i min bog.

 

 

Sædet og ryglænet er betrukket med kunstlæder, og selvom vi ser bort fra de fede detaljer i betrækket, er man ikke i tvivl om at det er kvalitetsmaterialer man sidder på. Skummet i sædet har en hårdhed der er velegnet til at sidde på, i mange og lange sessioner. De to puder er meget lette at flytte rundt med, ved at hive lidt i elastikbåndene der holder dem på plads, og hvis det er helt uønsket, kan de let afmonteres. Som rosinen i pølseenden, er der de to 4D armlæn, som er en superlækker feature, jeg har lært at sætte meget pris på i testperioden. Det er intuitivt at justere armlænene i hvilken som helst retning der er tale om, ved at bruge de tre knapper på hvert armlæn. Og så er de yderst behagelige i brug, når man har fået justeret dem korrekt.

 

 

armlaen_3_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

 

Og det er i virkeligheden den vigtigste del, når der er tale om en gamingstol, ergonomien. Jeg har personligt nydt rigtig godt af indstillingsmulighederne, og fundet en perfekt vinkel på ryglænet, en passende højde og afstand på armlænet, og en perfekt hældning på sædet. Lændepuden er jeg specielt blevet glad for, da den kan holde til en del mere tryk, end de puder jeg er vant til at se. Den bliver ikke flad hvis jeg stirrer ondt på den, og den holder formen, og dermed funktionen. Skal jeg anbefale en helt særlig feature ved Road Warrior stolen, så er det ikke armlænene, hjulene eller byggekvaliteten, men den virkelig gode lændepude som Corsair har lanceret med stolen. Den er bedre end hvad jeg tidligere har oplevet, og har derfor en betydelig bedre komfort. Og det skal man bestemt ikke kimse af!

 

 

Overordnet set, så er Corsairs T2 Road Warrior mere end den gennemsnitlige gamerstol vi tester, men den har også et prisskilt der matcher kvaliteten. Min personlige mening, er at Road Warrior er prisen værd, dels på grund af mulighederne for at justere stolen, men i høj grad på grund af den ekstremt gode lændestøtte, samt de gode 4D armlæn, som er blandt de bedste på markedet. Helt grundlæggende, så er siddekomforten helt i top.

 

 

Pris:
Corsair T2 Road Warrior kan findes på PriceRunner.dk til en pris på 2290,00.- DKK inklusive fragt. Dette er mange penge for en kontorstol, men på den anden side får du også hvad du betaler for. Vil du gerne læse mere om T2 Road Warrior eller andre Corsair produkter, kan du klikke på banneret herunder.

 

Corsair_T1_Race_Gaming_Stol_tweak_dk_1

 

Konklusion:
Corsair T2 Road Warrior. Det er et produktnavn der bærer en hvis forventning med sig. Det er for det første, på grund af Corsair, som er kendt for den gode kvalitet, men også det lidt mere frygtindgydende navn, Road Warrior. Det trækker selvfølgelig paralleller til racer-designet af sædet, som efterhånden er ved at være et ret generisk design, men efter undertegnedes mening, kan man også let sammenligne det med en anden Road Warrior, Mad Max. Og det er ikke helt forkert at forbinde de to, stol og fiktiv badass. T2 Road Warrior er en fantastisk stol, i nær perfekt konstruktion og byggekvalitet. Jeg er ikke i tvivl om at navnebror Mad Max, sagtens kunne finde på at rive en T2 stol frem som hans foretrukne sæde i postapokalypsen.

 

Det er altid med stor forventning at vi tester produkter fra Corsair, specielt med tanke på den varme modtagelse som T1 stolen fik i sin tid. Der er ingen tvivl om at Corsair har bygget videre på deres tidligere erfaring, og forbedret på de ting der haltede lidt bagefter. Resultatet er en stol som er den mest ergonomiske gamingstol som undertegnede har regeret de virtuelle slagmarker fra, og fuldt ud på højde med en rigtig god ergonomisk kontorstol. Udseendet, såvel som byggekvaliteten er der ikke en finger at sætte på.

 

Designet er generisk, og som vi er blevet forvænt med hos gamingstole, med mulighed for at vælge fem forskellige farvetemaer, både de mere gaming-orienterede skrigende farver, men også som i dagens test, med en mere afbalanceret og voksen gaming stol. Sammen med carbon-looket på ryglænet og armlænene er det svært ikke at se en smuk stol. Armlænene er eksemplariske, både i kvalitet, og justeringsmuligheder, og lændestøtten er formidabel. Det er lang tid siden jeg sidst har siddet i en gamingstol med samme støtte over lange perioder, og det gør den meget velegnet til længere gamingsessioner.

 

Det tager knap 30 minutter at samle T2 Road Warrior, og jeg vil gå så langt som til at sige, at man sagtens kan samle stolen uden en brugervejledning. Med en gaspatron der kan klare op til 136 kg, er stolen dækket rigtig godt ind, og bør derfor passe til størstedelen af os gamere.

 

Vi runder dagens test af Corsair T2 Road Warrior af med en score på 9,5 ud af 10 og en Great Product award, for en virkelig lækker gamingstol, der imponerer på rigtig mange parametre, mest af alt på komforten. Skal jeg pege på et enkelt sted som Corsair kan forbedre, er det prisen. Den er høj, også selvom man får en af de bedste gamingstole på markedet. Jeg synes personligt at prisen matcher kvaliteten, men den gør også at T2 er lidt uden for det gennemsnitlige gamingsegment. Jeg glæder mig til at ser hvad næste års T3 kan

 

Pros:

  • Let samling
  • God ergonomi - gode indstillingsmuligheder
  • Hjul i polyurethan
  • Farvevalg – både til de friske og de lidt ældre
  • Nakke- og lændepude
  • Lændepude er værd at nævne to gange
  • Byggekvalitet
  • Design i top

Cons:

  • (Pris)

skrivebord_corsair_t2_road_warrior_tweak_dk

Vores partnere