AUTHOR : Kim Monberg
PUBLISHED : 2016-05-09 05:38:00

Thermalright Le Grand Macho PASSIV CPU køler


Så er Thermalright ude med nogle nye kølere. Vi skal i denne anmeldelse kigge på en ret stor køler, som Thermalright promoverer som passiv. Kan denne køler, trods sin størrelse, holde en CPU kold, når den belastes? Det kan du få at se i denne anmeldelse.

Det er ikke særlig tit, at vi kigger på passive kølere her hos Tweak.dk. Men ingen regel uden undtagelse, og når en producent som Thermalright sender os en, så kigger vi gladeligt på den. Vi har modtaget deres Le Grand Macho, som er en ordentlig fætter af en køler på hele 900g. Se her i anmeldelsen, om den klarer sig godt som passiv køler.

 

Thermalright logo

 

Men lad os da lige se, hvad man får for sine penge

 

En fin kasse med print af selve køleren og betegnelsen af alle specifikationer på siden. Det er hvad man modtager, når man bestiller denne køler. 

Foruden køleren indeholder kassen en brugervejledning og diverse monteringsbeslag. Selvom der ikke følger nogen blæser med til køleren, så har Thermalright vedlagt nogle monteringsclips til en blæser samt gummihjørner til vibrationsdæmpning. Så de har forberedt den til en blæser. Der medfølger også en lang skruetrækker, så monteringen går nemt.

 

 

Lad os kigge nærmere på køleren

 

Selve køleren er pænt udformet. En flot køleprofil med finner i aluminium. Der er 35 af dem i alt. Toppen af køleren er sort, hvilket lige sætter den sidste prik over i'et. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at Thermalright havde afsluttet rørene med en kappe, så man ikke havde de grimme ender, der stikker ud i toppen.

 

 

Selve køleren har hele 7 heatpipes, som alle går ned til den forniklede køleflade, som inden under er ren kobber. Som man kan se, er placeringen af kølefladen asynkron; den er skubbet over i den ene side. Det gøres for at holde plads fri til RAM.

 

 

Selve kølefladen er helt blankpoleret, så den skaber perfekt kontakt med din CPU. Rørene ser heller ikke ud til, at være bukket for meget, så de skulle have optimal ydelse. Og så ser køleren generelt bare flot ud.

 

 

Hardwaremontage

 

Umiddelbart er der jo ikke det vilde at vise eller fortælle om selve køleren. Så jeg hopper direkte videre til hardwaremontagen. Først forberedes bagpladen ved at man stikker skruerne igennem og monterer plastikskiver på forsiden. Plastikskiverne holder på selve skruen, så man skal ikke styre det hele. Så stikker man skruerne igennem hullerne i bundkortet, hvorefter man monterer fingerskruer. Det spændes med skruetrækkeren fra bagsiden. Til sidst monteres overbeslaget på fingerskruerne med nogle skruer, hvorefter man så er klar til at montere køleren.

 

 

Køleren monteres med den lange skruetrækker, og som man kan se, er der masser af plads til RAM i passiv tilstand. Grafikkortet kan også sagtens være der, men personligt synes jeg det er faretruende tæt på kølerens finner. Hvis der er bagplade på dit grafikkort, skal du ikke bruge denne køler, med mindre du kan flytte grafikkortet til et andet slot.

Jeg har også monteret en blæser på køleren. Så kan man se, at der er rigeligt med plads til sådan en også. Så at lave denne passive køler om til en aktiv køler er slet ikke noget problem.

 

 

Skal vi ikke sætte knal på dyret

 

Så skal der testes, så lad os tænde op for systemet og begynde nogle benchmarks.


Hardware:

Processor: Intel i7 4770K (TDP - 84 Watt)
Bundkort: ASrock Z97M Pro 4
RAM: Corsair Vengeance 2 x 4 GB 1600 MHz

Software:

Benchmark: OCCT
Log: HWiNFO64

Procedure:

Jeg har sat testen op således, at jeg først har sat OCCT til at køre i 10 minutter ved den givne hastighed for at varme hele systemet op. Derefter kører det videre i 2 minutter, hvor jeg aflæser temperaturene i HWiNFO64. HWiNFO64 angiver så gennemsnitstemperaturen over de 2 minutter, og det er så denne temperatur, jeg endeligt har brugt.

 

Resultatet er udmålt i deltatemperaturer; det vil sige, at jeg har trukket rumtemperaturen fra for at vise den egentlige temperatur i processoren.

 

Køleevnen:

 

Ja, grafen fortæller jo lidt om, hvad der sker. Jeg satte en kabinet blæser til at stå et par centimeter fra køleren og suge væk fra den. Som man kan se på den nederste graf, var resultatet ikke så godt. Det kan klart være på grund af airflowet, som jeg jo ikke kan simulere uden et kabinet. Havde jeg haft et kabinet at monteret køleren med lodrette køleribber, så airflowet kunne gå fra bund til top, sammen med airflowet i kabinettet, kan det være jeg havde fået et bedre resultat. Eller det er jeg sikker på, jeg ville.

Jeg valgte derimod at lave en test med monteret blæser. Jeg havde en blæser fra Thermalright med modelnummeret TY-140. Med den blæser var scenariet helt tydeligt et andet, og køleren klarede sig ganske fint.

 

Støjen:

 

Støjen fra denne køler er jo relativ. Hvis man bruger den som passiv køler, er den jo selvsagt lydløs. Der er intet mekanisk der bevæger sig, og jeg tror næppe, man kan høre væsken der fordamper sig i rørene. 

Monterer man en blæser på køleren, kommer det jo meget an på, hvilken blæser man monterer. Den blæser jeg brugte er meget støjsvag og larmer ikke specielt meget.

 

Jeg har her et link, hvor Thermalright viser, hvordan de tester køleren som passiv køler. Som man kan se på billederne, har de testet køleren i flere forskellige kabinetter med flere forskellige CPU'er og setups. Det giver et hint om, hvor god køleren er som passiv køler.

 

http://www.thermalright.com/html/products/cpu_cooler/le_grand_macho.html?panel=2

 

 

 


VORES PARTNERE

Synology
Olympus
Razer
MSI
Cooler Master
Cougar Gaming
Corsair
AMD
ASRock
Deepcool
Seasonic
Gigabyte