AUTHOR : Jan Blaszkevizc
PUBLISHED : 2019-03-19 05:06:00

COUGAR TURRET & TURRET MESH Miditowers


Der er ikke bare et, men hele to produkter på programmet i denne test. Turret og Turret MESH fra COUGAR har været en tur for testbænken, og vi er nu klar med vores samlede vurdering af de to miditower kabinetter. Klik blot ind på testen og få alle detaljerne og vores dom over de to kabinetter, som faktisk endte med at få en award med på vejen.

Bølgen af Cougar produkter fortsætter, og i denne test skal vi ikke blot kigge på et, men hele to af slagsen. Vi hopper igen ned i kabinet kategorien, hvor vi har modtaget deres Turret og Turret MESH kabinet. Fælles for disse to kabinetter, er at de har samme layout indvendigt og begge er miditowers. Som navnet indikerer har vi at gøre med en udgave med masser af ventilation – Turret MESH, mens at den normale Turret udgave i stedet fokuserer på at se godt ud med to inkluderede LED blæsere i fronten, vel og mærke uden RGB.

 

Der findes faktisk også en tredje udgave kaldet Turret RGB, som netop inkluderer to 120 mm RGB-blæsere. Denne udgave kigger min kollega Kim på, og kommer med hans korte gennemgang af dette kabinet lidt senere. Ligesom Turret og Turret MESH som vi skal se på i denne test, er Turret RGB nemlig identisk med de andre to når vi snakker det indre layout. Lad os få skudt denne test i gang med et hurtigt kig på de tekniske detaljer, og dernæst bevæge os videre til en gennemgang – både udvendigt og indvendigt.

 

tweak_dk_Cougar_TURRET_+_TURRET_Mesh_miditower_1

 

Specifikationer og features – Begge kabinetter
Jeg har været en tur forbi Cougars hjemmeside og fundet nogle oplysninger til jer på de to Turret kabinetter. Eftersom at de stort set er identiske, ud over nogle mindre detaljer, har jeg valgt at samle dem nedenfor, og gjort tydeligt hvor forskellene er:

  • Type: Midi-tower
  • Dimensioner: 206 x 461 x 420 mm
  • Bundkort support: Mini-ITX, Micro-ATX og ATX
  • Harddisk support: 2x2.5” + 2x3.5” (4x2.5” hvis ingen 3.5” er monteret)
  • Frontpanel: 2x USB 3.0, 1x USB2.0 samt lyd ind/ud
  • PCI-slots: 7
  • Maksimal grafikkortlængde: 350 mm
  • CPU-køler maksimal højde: 160 mm
  • Sidepanel venstre: Hærdet glas
  • Front materiale:
    - Turret: Plexiglas
    - Turret MESH: Metalgitter
  • Blæsere inkluderet:
    - Turret: 2x120 mm med rødt LED lys
    - Turret MESH: 1x120 mm uden lys
  • Radiator og blæsersupport – tjek billederne nedenfor:

 

En tur rundt om Cougar Turret + Turret MESH
Lad os starte vores tur rundt om de to kabinetter herunder. Eftersom at det er på det ydre at der er forskel på de to kabinetter, kigger vi naturligvis på dem begge ude fra. Men stiller Turret MESH til siden når vi bevæger os om i bagenden og indenfor. Nedenfor ser vi Turret MESH til venstre og Turret til højre. Som vi kan se til venstre har vi en masse ventilation takket være det store metalgitter i fronten på Turret MESH, mens at der til højre er et stort plexiglas vindue i stedet for, med ventilation i siderne.

 

Toppen på de to kabinetter er identiske, hvor vi finder et stort område med ventilation, hvor der er plads til maksimalt 2x120 / 2x140 mm blæsere, eller en 240 mm radiator. Det er også her oppe i fronten at vi finder selve frontpanelet bestående af: Lyd ind/ud, 1x USB 2.0 og 2xUSB 3.0 porte på begge udgaver af Turret.

 

 

Det sidste billede vi tager af de to kabinetter samlet, ser vi nedenfor hvor jeg har afmonteret fronten på dem begge. Igen ser vi Turret MESH til venstre, og det normale Turret til højre. Ud over selve fronten, ser vi her også tydeligt forskelle på de to kabinetter. Mens at MESH udgaven ingen blæsere har inkluderet i fronten, finder vi nemlig hele to 120 mm LED blæsere i den normale Turret udgave. Blæserne her er med rødt LED lys, og bør altså give et lækkert lys igennem fronten i plexiglas. Skulle du være til RGB-lys findes der også en Turret RGB udgave, som har RGB-blæsere inkluderet – denne udgave ser min kollega Kim på senere.

 

tweak_dk_Cougar_TURRET_+_TURRET_Mesh_miditower_8

 

Vi stiller Turret MESH til siden for nu, og fortsætter vores tur med det normale Turret kabinet i fokus, eftersom at resten af de features vi nu skal se på er identiske på de to kabinetter – mere eller mindre. I bagenden finder vi et normalt layout hvor strømforsyningen skal monteres i bunden, efterfulgt af syv PCI-slots ovenfor, mens at der øverst oppe er hullet til bundkort I/O panel og plads til en 120 mm blæser. På den normale Turret udgave, er der her ingen blæser inkluderet. Det er der til gengæld på Turret MESH, hvor vi finder en 120 mm blæser inkluderet i bagenden, som kabinettets eneste.

 

Med et kig på bunden af kabinettet, finder vi her fire plastikfødder, uden nogen form for støjdæmpning, hvilket er lidt en skam. Cougar har ellers været gode til at implementere dette på de andre billigere kabinetter vi har set på fra netop dem. Ikke desto mindre finder vi dog stadig et støvfilter inkluderet her nede, ved indsugningen til strømforsyningen.

 

 

Det venstre sidepanel på alle tre udgaver af Turret kabinetterne er fremstillet i hærdet glas. Hvor vi normalt typisk ser fire tommelskruer til at holde glasset fast, er sagen en anden på Turret-serien. Cougar har nemlig limet en metalstribe fast i både fronten og bagenden af glasset, hvilket gør at glaspanelet faktisk kan afmonteres og fastgøres som et hvert andet normalt sidepanel i metal – stærkt gået, i et kabinet i denne prisklasse!

 

tweak_dk_Cougar_TURRET_+_TURRET_Mesh_miditower_11

 

Med glasset og det højre sidepanel lagt forsvarligt væk, kan vi fortsætte vores tur rundt om kabinettet med et kig indvendigt. Her mødes vi af et yderst åbent layout, med integreret PSU-cover. I fronten er der gjort plads til at en 360 mm radiator kan gå ned igennem coveret, mens at der i den modsatte ende af kabinettet er syv ventilerede PCI-covers. Cougar har i Turret-serien gjort brug af PCI-covers som kan genbruges hvilket er et stort plus i bogen. Vi har tidligere kigget på kabinetter i lignende prisklasser fra netop Cougar, hvor disse covers skal brækkes af, og derved ikke kan genbruges. Turret er et bevis på at det altså sagtens kan lade sig gøre i et budget kabinet, sådan.

 

 

Hvis du ikke skulle have bemærket det allerede, er det et enormt Cougar logo påtrykt på PSU-coveret, som ikke kan undgås at blive set. Hvor vidt dette er for meget, eller lige tilpas vil jeg lade dig selv bedømme, jeg holder min mening neutral lige her. På toppen af PSU-coveret som desuden er ventileret, finder vi desuden også to beslag til 2.5” diske monteret – men ingen huller til at trække SATA-data og strøm? I den stik modsatte ende kan vi for alvor se det store område med ventilation, hvor der er plads til både blæsere og radiatorer. Cougar har rykket monteringshullerne ud mod venstre side, for at skabe så og kompatibilitet som muligt med høje RAM og lignende.

 

 

Lad os vende Turret kabinettet om og tage et kig på den modsatte side, hvor kabler skal trækkes og fastgøres. Der er en god mængde punkter hvor kabler kan stripses fast, men lidt begrænset huller til kablerne i forhold til de kabinetter vi tidligere har set på fra Cougar. Dette betyder at du skal være mere omhyggelig med at planlægge din kabelføring inden du går i gang med at bygge i Turret-serien. Nede i kælderen under coveret, finder vi et harddiskbur som kan fjernes ved at løsne fire skruer, som er udstyret med skuffer til harddiske. Lad os få skruet dette fast igen, og få noget hardware smidt i kabinettet.

 

 

Montering af hardware og lys i Turret
Såfremt du ønsker at montere 2.5” diske i Turret kabinettet, skal du have skruetrækker og skruer frem, hvad end du monterer dem på beslagene på PSU-coveret eller i en af skufferne. Monteringen af normale 3.5” diske derimod, kan klares uden brug af værktøj, da disse blot klikkes fast til skufferne. Der er support for to af hver disk, eller fire 2.5” diske, såfremt du ikke vælger at montere nogle 3.5”.

 

Monteringen af strømforsyningen, foregår via bagenden hvor du først monterer der inkluderede beslag. Som ved et hvert andet kabinet der har fastgjort PSU-cover er det en god ide at montere alle de kabler du regner med at skulle bruge, INDEN at du monterer strømforsyningen i kabinettet, da pladsen ellers er meget trang.

 

 

Nedenfor ser vi det færdige resultat med alt hardwaren monteret i Turret kabinettet. Byggeriet foregik forholdsvis smertefrit og var forholdsvis lige til takket være det åbne layout på den anden side. Selv byggere uden den store erfaring bør kunne opnå fine resultater i dette kabinet, da der er okay plads til kabler, samt mulighed for at gemme alle dem du ikke skal bruge under PSU-coveret.

 

 

Lad os vende den anden side til kameraet og tage et kig på hvordan vores hardware tager sig ud. Med et ATX bundkort og fuld størrelse grafikkort monteret, er Turret kabinettet godt fyldt op. Som vi kan se er der fri passage af luft fra fronten og hen over alle komponenterne der er monteret. Husk dog at vi har monteret vores hardware i den normale udgave af Turret, hvor et MESH udgaven altså INGEN blæsere har monteret i fronten når du køber det – dette skal du selv ud og investere i. Hvad angår pladsen, skriver Cougar på deres hjemmeside at grafikkort må have en maksimal længde på 350 mm, mens at CPU-kølere må være 160 mm høje.

 

 

Da der ikke er noget hul til at trække vores PCI-Express strøm i det integrerede cover, betyder det at kablet må trækkes hele vejen inde bag fra bundkortet. Som nævnt er der altså heller ikke nogen huller til at trække SATA-data og strøm til sine 2.5” diske som monteres på coveret – dette er ikke helt gennemtænkt, og kunne altså have været løst med to små huller inde nær bundkortet. En ting der dog er gennemtænkt er monteringshullerne i toppen, hvor der altså uden problemer kan monteres både 120 og 140 mm blæsere, eller sågar radiatorer uden at man løber ind i pladsproblemer med RAM eller køleprofiler på bundkort.

 

 

Eftersom at vi jo har monteret vores hardware i den normale Turret udgave, som kommer med LED blæsere i fronten, skal disse naturligvis også have et hurtigt kig. Selvom begge blæsere blev tilsluttet 12 V direkte, var der dog en smule forskel i lyset på de to blæsere, hvilket også lidt kan ses på det første billede nedenfor, hvor nogle af dioderne kan ses på den øverste blæser. Dette er lidt en skam, da Turret kabinettet ellers virker til at være i god kvalitet til prisen, og godt gennemtænkt langt hen af vejen. Lad os få snakket lidt pris og runde af med konklusionen som det næste nedenfor.

 

 

Pris
I skrivende stund d. 12/03 2019 skal du punge ud med 400,- DKK for Turret MESH kabinettet, mens at den normale Turret udgave koster lige omkring 100,- DKK ekstra. Dette skyldes at du der får to inkluderede LED blæsere, i stedet for en enkelt standard uden lys. Fronten er her også i plexiglas i stedet for metalgitter som på MESH udgaven. Der findes desuden også en tredje udgave kaldet Turret RGB, som i princippet er det samme som den normale Turret udgave, blot med RGB-blæsere i stedet for. Denne udgave koster omkring 600,- DKK.

 

Ønsker du alle detaljerne på de to Turret kabinetter vi har set på i denne test, kan du blot klikke på den model du ønsker at få flere informationer omkring, nedenfor:

tweak_dk_Cougar_TURRET_+_TURRET_Mesh_miditower_1

 

Konklusion
Det er blevet tid til at vi skal have rundet denne test af. Eftersom at vi ikke blot har kigget på et, men hele to produkter i samme test, gør det at det bliver lidt anderledes end vi er vandt til da der er stærke og svage sider ved begge kabinetter. Lad os derfor starte ved de fællestræk som de to Turret kabinetter deler imellem sig. For det første er der naturligvis det ydre design, som mere eller mindre er ens, ud over at Turret MESH naturligvis har metalgitter i fronten, hvor at det normale Turret kabinet har plexiglas – ud over dette er designet udvendigt identisk. På indersiden er de to kabinetter 100% identiske, hvilket bestemt er en god ting. Det betyder nemlig at vi finder det samme åbne layout med integreret PSU-cover, SSD-montering og fine kabelføringsmuligheder.

 

Hvor vi i det normale Turret kabinet finder to 120 mm LED blæsere med rødt lys i fronten, finder vi kun en enkelt 120 mm blæser uden LED lys i Turret MESH-udgaven. Med det lidt højere prisskilt på den normale udgave, er det også forventeligt at man får lidt mere, så alt er OK her. Dog var lyset i de to inkluderede blæsere ikke helt identisk, da den øverste blæser lyste lidt svagere end den anden, selvom begge blæsere kørte på 12 V. Det kan være at vi blot har været uheldige med vores eksemplar, det skal jeg ikke kunne sige. Skulle du være mere til RGB-lysshow, så findes der også en tredje udgave af Turret, som er identisk med den normale udgave med LED-blæsere. Men i stedet for at have rødt lys, kommer det med RGB-blæsere i fronten – der af navnet Turret RGB. Dette koster omkring 100,- DKK mere end det normale Turret kabinet, men så får du altså også to RGB-blæsere med i pakken.

 

Alt i alt syntes jeg at Cougar har ramt plet på rigtig mange punkter med deres Turret-serie af kabinetter. Man får rigtig meget kabinet for sine penge, lige meget hvilken udgave man måtte vælge. Med støvfiltre alle tænkelige steder, det før nævnte PSU-cover og hærdet glas med enkel og let montering får man virkelig meget miditower for sine penge her. Der er også overraskende meget plads til både hardware, og ikke mindst køling hvad end man er til luft eller vand. Vi ender derfor på en samlet score der hedder 8,5/10 samt vores Safe Buy award for Turret og Turret MESH kabinetterne. Her går man ikke helt galt i byen, og får faktisk overraskende meget kabinet for sine penge!

 

Godt

  • Kompakt design
  • Åbenfront med gitter (Turret MESH)
  • To inkluderede LED blæsere (Turret)
  • Støvfiltre i top, front og bund
  • Integreret PSU-cover med SSD-montering
  • God byggekvaltiet til prisen
  • Tre udgaver tilgængelige!
  • Imponerende support for radiatorer/blæsere
  • Smart og enkel montering af hærdet glas

Knap så godt

  • LED-blæserne lyste ikke ens (Turret)
  • Kun én inkluderet blæser (Turret MESH)
  • Ingen huller til SATA-data og strøm i PSU-cover

Score: 8,5+ Safe Buy award

 

tweak_dk_Cougar_TURRET_+_TURRET_Mesh_miditower_31

 

VORES PARTNERE

Synology
Olympus
Razer
MSI
Cooler Master
Cougar Gaming
Corsair
AMD
ASRock
Deepcool
Seasonic