SilverStone RAVEN RVX01 ATX kabinet

SilverStone er begyndt at udvide deres sortimenter. Det gælder også deres populære Raven serie, som de er begyndt at tænke i nye baner med. Det gør de uden at gå på kompromis med de kendetegn, Raven serien har i forvejen; bundkort der drejes 90 grader i forhold til standarden, så kablerne skal monteres i toppen samt det typiske Raven design på fronten. Læs med her, hvordan deres nye tiltag klarer sig i testen.

Så er det blevet tid til at kigge på et nyt produkt fra SilverStone. De er begyndt at tænke i nye, farverige baner og udviklet et nyt design på deres, i forvejen, populære serie. Men de afviger bestemt ikke fra det, som gør Raven serien så populær; nemlig fokus på super godt airflow ved at montere bundkortet med stikkene opad. Læs her, og bedøm selv, om dette skal være dit nye kabinet.

 

Raven logo

 

Skal vi ikke lige se på kassen og indholdet.

 

Kassen man modtager er en brun kasse med sorte aftegninger på. Der er fine illustrationer af kabinettet samt en fuld liste over specifikationerne. Kabinettet er beskyttet af en plastikpose og flamingosider. Så der skal meget til, før det tager skade under transport.

I kassen finder vi en brugervejledning, en pose med diverse skruer og et par drevskuffer.

 

 

Lad os kigge på det nye design.

 

Modellen, jeg har modtaget, er den røde model. De laver også en blå og en (neon) grøn model. Som man kan se, har SilverStone beholdt det typiske Raven design på fronten og generelt holdt de skarpe kanter på kabinettet. I bunden er der et stort støvfilter og 4 gode gummifødder, så kabinettet står godt fast.

 

 

Støvfilteret trækkes nemt bagud af kabinettet, så det er nemt at rengøre. I bunden sidder så 3 stk 120 mm Air Penetrator blæsere, som sørger for godt airflow over alt den hardware, du monterer i kabinettet.

Frontpanelet som sidder på toppen af fronten har en drevdiode samt power- og reset-knap. Der er også lyd ind/ud og et par USB 3.0 porte.

 

 

Så begynder jeg at skille ad.

 

Jeg starter med at tage toppen af, hvilket gøres med et par fingerskruer. Det skal jo også være nemt at tage den af, da man nok skal derind ret ofte. Her på toppen kan man se, at det er her, alle kablerne skal komme ud. Der er plads til en 120 mm blæser i toppen.

Kabinettet er spejlvendt, så man monterer sin hardware fra den modsatte side, end hvad man er vant til. Der er ingen luft bag bagpladen, så det er meningen, at man trækker alle kabler foran. I fronten er der også plads til en 120 mm blæser.

 

 

Der er et par indre detaljer, jeg vil fremhæve.

 

Holderen til drevene glides ind i et par slidser bagerst i kabinettet. Der er intet der holder denne på plads; ikke nogen lås eller noget. Det er udelukkende kabinetsiden, der holder denne på plads.

De 3 Air Penetrator blæsere, der er monteret i bunden, er utroligt støjsvage. De har en dBA på 19,7 ved 1200 RPM på 12V. Det er ikke PWM blæsere. Desværre følger der ikke en fordeler med, så man kan montere alle 3 blæsere til samme udgang på bundkortet. Det er lidt en skam.

Foran bundkortet er en plade, som ikke vises igennem vinduet på kabinettet. Denne plade kan ikke fjernes, og man kan montere 2 ekstra drev på denne plade. Enten 2,5" eller 3,5" efter eget valg.

 

 

Hardwaremontage.

 

Jeg har monteret et ATX bundkort, et par drev og en non-modulær PSU.

Selve montering gik OK, men jeg synes altså, at det var lidt besværligt. Hvis bare SilverStone have gjort sådan, at man kunne fjerne pladen i fronten, så havde det hele gledet meget nemmere. Det gælder også, når man skal stripse kablerne senere hen osv.

Som man kan se, er det ret svært at gemme sit kabelrod væk. Man kan stripse de kabler op, man ikke bruger, lige under forsyningen. På den måde vil de være væk fra vinduet, da man ikke kan se strømforsyningen igennem vinduet.

Ellers kan man gemme kablerne i bunden af kabinettet, hvor man heller ikke kan se dem. Men så skal man stripse dem godt ind til bundpladen, så man bibeholder det gode airflow i kabinettet.

 

 

Som noget helt anderledes, er bagpladen helt fri for kabler bagpå. Der er ingen plads til at trække kabler her; dem skal man trække foran. Så det er jo dejlig nemt. Stikkene til drevene i drevskufferne skal bukkes en del, for ikke at komme i vejen for monteringen af siden. Men det er ikke kritisk, og de fleste stik kan man jo faktisk få vinklet, eller hvor ledningerne går ud igennem siden i setdet for enden.

 

 

På første billede kan man se, hvordan kablerne skal løbe under toppen. Jeg har haft monteret toppen, da jeg var usikker på, om den kunne sidde der, men det kunne den lige præcis. Så det er ikke et problem.

Drev dioden er på toppen, lige ved siden af reset-knappen. På fronten har vi det typiske Raven V, som lyser op, når man tænder maskinen - dette er nemlig power-dioden. Selve styrken er rigtig fin og afdæmpet.

 

 

Vores partnere