Corsair Glaive RGB PRO Gamermus

Corsair lancerede deres Glaive RGB mus tilbage i maj 2017 - altså for omkring to år siden. Med 2019 skudt godt igang, bringer Corsair nu deres Glaive mus tilbage, med en ny og opdateret udgave kaldet Glaive RGB PRO. Hvad dette rent faktisk betyder, og hvad Corsair har gjort for at bringe musen op til 2019's standarder, kan i læse meget mere om i testen!

I denne test skal vi igen tilbage til et tidligere testet produkt så at sige. Sidste gang var det Corsair der pustede liv i deres Ironclaw RGB mus, ved at tilføje en trådløs udgave som vi har anmeldt for nyligt. Producenten det drejer sig om denne gang, er stadigvæk Corsair og det er igen en mus der skal en tur på testbænken.

 

Tilbage i maj 2017 anmeldte vi den, den gang spritnye Glaive RGB mus som var Corsairs første mus med udskiftelige sider/greb, for at optimere komforten. Vi skriver nu 2019, og Corsair er klar med en opdateret udgave af netop denne mus som vi skal have igennem maskineriet i dag. Vi finder blandt andet en ny sensor, en ekstra knap og andre småting som på papiret bringer Glaive RGB PRO (som musen kaldes) op til 2019’s standarder. Lad os se hvordan det forholder sig i praksis, efter at vi har fået kigget på specifikationerne og pakket musen ud!

 

1_tweak_dk_corsair_glaive_RGB_PRO_logo

 

Specifikationer og features
Jeg har som altid været en hurtig tur forbi producentens hjemmeside, efter lidt specifikationer til jer. Nedenfor har jeg listet disse op, efterfulgt af to billeder der også fortæller lidt om Glaive RGB PRO musen:

  • Hastighed: 100 – 18.000 DPI (1 DPI intervaller)
  • Sensor type: Optisk, PMW3391
  • RGB lys: Ja, tre zoner
  • Programmerbare knapper: 7
  • Kontakt type: Omron (50 millioner tryk)
  • Report rate: 125 / 250 / 500 / 1000 Hz
  • Indbygget hukommelse: Ja
  • Vægt uden kabel: 122 gram
  • Musefødder: PTFE
  • Software: Corsair iCUE
  • Tilslutning: 1.8 meter USB-kabel
  • Optimeret for: FPS / MOBA gaming
  • Bedst til palm grebet
  • Dimensioner: 125,8 x 91,5 x 44,6 mm

 

Unboxing og en tur rundt om Corsair Glaive RGB PRO musen
Som alle nyere Corsair gaming produkter, har vi at gøre med en sort/gul kasse, hvor vi på fronten finder et billede af selve musen og det er mere eller mindre det. På bagsiden bliver der gået lidt mere i detaljer omkring nogle af de forskellige punkter på musen, hvis man er til den slags. I stedet pakker vi musen ud og tager en tur rundt om den.

 

 

Nedenfor ser vi alt indholdet fra kassen, lagt ud på bordet. Jeg er en smule skuffet her, da jeg også var den der anmeldte den første udgave af Glaive RGB musen for nogle år siden. Den gang fik man også en lækker lille transporttaske inkluderet i kassen, men denne ser ud til at være sparet væk på 2019 udgaven. Vi finder derfor følgende i kassen:

  • Corsair Glaive RGB PRO musen
  • Diverse papirer
  • To ekstra sider/greb

 

Lad os få lagt tilbehøret til siden for nu, og vende blikket mod selve Glaive RGB PRO musen. Hvis du læste min anmeldelse af første udgave af musen tilbage i 2017, vil mange ting på denne mus ikke være noget nyt for dig. Corsair har nemlig genbrugt formen på musen, som stort set er identisk med den første udgave. Den største visuelle forskel er at vi nu finder to knapper oppe bagved hjulet, i stedet for en enkelt. Derudover er USB-stikket også med et andet design, end det var for to år siden, men det er mere eller mindre også hvad vi kan se af forskellige – i hvert fald umiddelbart.

 

6_tweak_dk_corsair_glaive_RGB_PRO_musen_overblik

 

Tager vi et kig på fronten af Glaive RGB PRO musen, finder vi naturligvis USB-kablet der løber ind i musen her. Det er også her oppe det store hjul er monteret, samt stedet hvor den ene af de tre RGB-zoner gemmer sig. Nærmere betegnet i de riller der løber ned langs fronten på musen. Den anden RGB-zone er gemt i Corsair logoet i bagenden af musen, hvilket igen ikke er noget nyt i forhold til den oprindelige udgave.

 

 

Den venstre side er hvor vi kan udskifte de forskellige greb der medfølger i kassen. Ligesom resten af formen på musen, har disse heller ikke ændret sig siden den første mus. Det samme gør sig gældende for den højre side, hvor vi mødes af skridsikkert gummi, som skal sikre et godt greb på musen – selv til mange timers brug.

 

 

Den sidste af de i alt tre RGB-zoner løber hen over frem/tilbage knapperne på den venstre side. Det er desuden også her vi finder de fem indikatordioder der viser hvilken hastighed musen kører med. Disse var blå og ikke andet på den første udgave, men ser ud til at kunne ændres i farve på PRO udgaven her i 2019 – sådan Corsair!

 

De tre forskellige sider der medfølger til Glaive RGB PRO, fastgøres alle magnetisk, og er tilpas stærke således at de ikke falder uønsket af under brug. For et mere detaljeret kig af disse, kan du med fordel springe ind og se på vores test af den oprindelige Glaive RGB mus – klik blot HER. I bunden på musen er hvor vi finder den største opgradering på PRO udgaven af Glaive, nemlig sensoren. Hvor den gamle udgave brugte en PMW3367 sensor, er 2019 udgaven blevet udstyret med Corsairs custom PMW3391 sensor, som er lavet i samarbejde med Pixart. Denne sensor har jeg personligt hilst på et par gange, så jeg ved allerede nu hvad der er i vente efter at vi har set på softwaren nedenfor.

 

 

Softwaren – Corsair iCUE
På software siden er der også sket en del siden, vi så på den første udgave af Glaive RGB musen. Vi snakker nu iCUE i stedet for CUE, hvor Corsair har samlet ALLE deres enheder et sted, hvilket er lækkert. Når softwaren åbnes op, mødes man af en oversigt over tilsluttede enheder som er understøttet – i vores tilfælde er dette kun Glaive RGB PRO musen, så vi trykker der. Den første funktion man får derefter kaldes ”Actions”, som kort fortalt giver mulighed for at tilpasse knappernes funktioner, og optage macroer som kan gemmes direkte i musens indbyggede hukommelse.

 

 

Det næste menupunkt kaldes ”Lighting Effects” og er stedet hvor du kan styre de tre RGB-zoner i musen, helt som du måtte have lyst til. Der er en masse forskellige effekter som kan indstilles uafhængigt af hinanden, helt som man lyster. Under fanen ”DPI” kan du indstille hastigheden på musen, på de op til fem forskellige niveauer. I modsætning til den første udgave af Glaive RGB musen, er det nu også muligt at ændre farven på indikatordioderne på musen, hvilket er lækkert at se – hellere en feature for meget, end en for lidt. ”Performance” fanen giver mulighed for at tænde/slukke angle snapping og tilpasse præcisionen på markøren, og det er faktisk det.

 

 

Sidste officielle menupunkt kaldes ”Surface Calibration”, og for dem der kan engelsk, giver dette også lidt sig selv. Her kan an ved at bevæge musen i cirkulere bevægelser, bede sensoren om at skanne overfladen den ligger på, og derved få det bedst mulige resultat når man bruger musen – lækkert, og en feature vi efterhånden har set på en del highend mus. ”Settings” fanen i toppen af iCUE giver en mulighed for at opdatere softwaren og firmware på musen, samt ændre indstillinger for selve softwaren også. Dette er faktisk mere eller mindre alt hvad softwaren har at tilbyde, og der er mere end nok for selv den krævende nørd, samtidig med at det er dejligt let at have med at gøre. Lad os komme i gang med at bruge Glaive RGB PRO musen som det næste, og få sat nogle ord på netop dette!

 

 

Testen – Brugen og Komfort
Vi er nu nået til sidste stop inden konklusionen, det er naturligvis blevet tid til at se på hvordan Glaive RGB PRO musen er at bruge. Eftersom at jeg også var så heldig at anmelde den originale Glaive RGB mus, da den udkom for omkring to år siden i 2017, havde jeg en god ide om hvad jeg gik ind til, hvad angik formen og komforten på musen. Igen fandt jeg frem til at den lille støtte med rug overflade var den der bedst passede til min hånd og måden jeg holder på – ganske som i min oprindelige test af den første Glaive RGB mus tilbage i 2017.

 

Til testen sendte Corsair os deres nye MM350 musemåtte til, som er en stor stofmåtte med fokus på FPS gaming alene på grund af sin størrelse. Det var også denne måtte jeg brugte i min test af Ironclaw RGB Wireless musen som vi har testet for nyligt HER. Ganske som den oprindelige Glaive RGB mus, er der tre lys zoner indbygget i musen. En ting jeg brokkede mig lidt over ved første generation af Glaive RGB musen, var at uanset hvilken farve man valgte i de tre zoner, lyste DPI indikator lysene altid blåt. Dette har Corsair rettet i den nye Glaive RGB PRO udgave, hvor dette nu også kan tilpasses. Hjulet på Glaive RGB PRO er også rigtig lækkert med perfekt feedback og størrelse til både klik og rul. Dette var også en ting der gjorde sig gældende ved den første udgave, så dejligt at se at Corsair ikke har ændret på noget her.

 

 

Lad mig få sat nogle ord på hvordan musen rent faktisk var at bruge, og her starter vi ud komforten som Glaive RGB PRO tilbyder. Som nævnt kiggede jeg på den første udgave af Glaive RGB musen, tilbage i 2017. Siden da er der ikke sket meget med formen på musen, faktisk intet. Denne er identisk og det eneste nye vi finder er to knapper bagved hjulet i stedet for en. Derfor vidste jeg også hvad jeg gik ind til på dette punkt. En af de unikke features på Glaive RGB PRO musen, er muligheden for at skifte imellem de tre medfølgende greb, for at opnå den bedst mulige komfort. Sammenlignet med min ASUS ROG Pugio mus som jeg bruger til dagligt, og har gjort det lige siden den blev testet. Ligger Glaive RGB PRO rigtig lækkert i hånden, selvom den er betydeligt større rent fysisk. Dette betyder også at personer med små/mindre hænder måske kan få problemer med størrelsen. Glaive RGB PRO er nemlig ikke en lille mus – ganske som sin ældre forgænger.

 

Nu har jeg snakket en hel del om komforten som der tilbydes og sammenlignet Glaive RGB PRO meget op imod den gamle og oprindelige mus – men dette stopper nu. For nu er det blevet tid til at snakke performance, og her har Corsair opdateret musen med deres nye PMW3391 sensor lavet i samarbejde med Pixart. I modsætning til PMW3367 sensoren som vi fandt i den gamle mus, har vi nu mulighed for hastigheder på op til 18.000 DPI, som før toppede på 16.000. Dette er tal som stort set ingen kan bruge til noget, så hvad har den nye sensor ellers bragt med sig?

 

Corsair har igen gjort det muligt at indstille hastighederne med 1 DPI’s intervaller! Dette betyder 100% kontrol og at du kan finde den helt perfekte hastighed til lige netop dit behov. Jeg plejer at bruge mine mus ved to hastigheder – en til gaming, og en til normalt brug, så dette var også hvad jeg indstillede Glaive RGB PRO musen til. Sammen med MM350 musemåtten, var der fart over feltet, men også masser er præcision til krævende opgaver som billedredigering. Jeg ved ikke om jeg decideret kunne mærke forskel i forhold til den oprindelige Glaive RGB mus, men ikke desto mindre var oplevelsen lækker og der var ikke rigtig noget at komme efter. Corsair har med den nye PRO udgave af Glaive RGB, rettet de småfejl og mangler der var ved den første udgave, og bragt nyt liv et gammelt design som stadig spiller maksimalt! Lad os få snakket lidt priser, og der efter komme til konklusionen.

 

 

Pris
I skrivende stund d. 10/05 2019 kan Glaive RGB PRO musen fra Corsair findes til omkring 600,- DKK inklusiv fragt. Dette er den helt samme pris som musen den afløser, blev lanceret med tilbage i 2017, så alt er i den skønneste orden her. Man får en solid highend mus med masser af features og lækkerier i form af god komfort, udskiftelige sider/greb og ikke mindst en formidabel sensor der leverer varen til alle slags opgaver.

 

Du kan læse meget mere omkring Glaive RGB PRO musen på Corsairs egen hjemmeside. Klik blot på banneret med deres logo nedenfor, for at blive sendt direkte dertil.

 

1_tweak_dk_corsair_glaive_RGB_PRO_logo

 

Konklusion
Tilbage i 2017 da vi testede den første udgave af Glaive RGB musen, skrev jeg at dette var den første modulære mus vi nogensinde havde set fra Corsair – nu har vi så hilst på nummer to. Med Glaive RGB PRO musen, har Corsair taget alle de gode ting ved den oprindelige mus og skruet det hele op til elleve. Dette betyder at en masse småfejl er blevet rettet, samtidig med at musen har fået en opdateret sensor. Vi finder derfor stadig den samme form og lækre komfort, som på første generation af musen hvilket er lækkert at se. Selvom Glaive RGB PRO er til den store side, hvad angår størrelsen, vil den kunne tilfredsstille langt de flestes behov – især eftersom at siderne/grebene kan udskiftes og man får tre med i kassen. Jeg er dog lidt skuffet over ikke at se transportposen til disse inkluderet endnu en gang.

 

Den nye PMW3391 sensor som vi efterhånden har hilst på nogle gange efterhånden, leverer en rigtig lækker oplevelse lige meget hvad man foretager sig med musen. Den er uhyre præcis, og tilbyder også latterlige hastigheder hvis man er til den slags. Mulighed for overflade kalibrering er også klart et plus, da sensoren derved altid performer sit ypperste.

 

Jeg har valgt at give Glaive RGB PRO den same score som den oprindelige udgave fik tilbage i 2017. Dette betyder at vi lander på et solidt 9-tal, samt vores Great Product award. Corsair har her taget en i forvejen lækker mus, og opdateret den til 2019’s standarder på flere punkter, mens at musens kernefeatures er beholdt. Hvis du har større hænder og søger en mus som du kan tilpasse som det passer dig, som samtidig har en formidabel sensor og et lækkert hjul – så er Glaive RGB PRO fra Corsair i den grad et nærmere kig værd!

 

Godt

  • Rigtig god komfort overall
  • Godt hjul med god størrelse
  • Custom PMW3391 sensor med 18.000 DPI!
  • Masser af præcision og fart
  • RGB-lys med iCUE support
  • Tre forskellige sider/greb medfølger
  • Ret stor fysisk (for nogen)

Knap så godt

  • Ret stor fysisk (for nogen)
  • Ingen transportpose? (havde den oprindelige udgave)

Score: 9 + Great Product award

 

25_tweak_dk_corsair_glaive_RGB_PRO_konklusion

 

Vores partnere