Corsair M55 RGB PRO

Corsair har uhyre mange mus i deres line-up, både kablede og trådløse. Men indtil for nyligt var det bad luck hvis man bruger sin mus i venstre hånd, og ønskede en Corsair mus. Dette laver vi dog om på i dag, hvor Corsair netop har lanceret deres nye M55 RGB PRO mus, som med sit design gør det muligt at bruge den i begge hænder. 

Stort set alle, hvis ikke alle mus vi tidligere har set på fra Corsair, har alle været til at bruge i højre hånd. Med lanceringen af M55 RGB PRO musen, udvider Corsair nu deres sortiment, og lancere en mus der kan bruges til begge hænder. Vi finder med andre ord et symmetrisk design, når vi ser på musen ovenfra.

 

M55 RGB PRO er også pakket med en god portion af lækre features, som gør den klar til at konkurrere på et efterhånden mættet marked. Det betyder at vi både finder Omron kontakter, indbygget RGB-lys, support for Corsairs iCUE software og sidst men ikke mindst. En helt nyudviklet sensor kaldet PAW3327, som er skabt i samarbejde med velkendte Pixart. Hvad alt dette betyder for brugen af musen, finder vi ud af i denne test, så lad os med det samme komme i gang!

 

1_Corsair_M55_RGB_PRO_gamermus_logo

 

Specifikationer og features
Jeg har været en tur inde i min reviewer’s guide og fundet lidt oplysninger på M55 RGB PRO musen til jer. Disse har jeg listet op nedenfor, så i hurtigt kan få et overblik over de vigtigste specifikationer og features på musen:

  • Type: Gamermus
  • Tilslutning: USB 2.0
  • Sensor: PAW3327 (Optisk Pixart)
  • DPI-hastighed: 200 – 12.400 DPI (steps på 100 DPI)
  • Acceleration: 220 IPS / 30 G
  • On-board profiler: 1
  • RGB-lys: Ja, i to zoner
  • Programmerbare knapper: 8
  • USB report rate: 1000 Hz / 1 ms
  • Kabel: 1.8 meter stofkabel
  • Dimensioner: 124.4 x 57.25 x 40 mm
  • Vægt: 86 gram uden kabel
  • Garanti: To år

Det skriver Corsair selv om M55 RGB PRO:
The CORSAIR M55 RGB PRO Gaming Mouse offers game-winning versatility with an ambidextrous design that fits any grip or hand, and the precision of a 12,400 DPI optical sensor. Its durable construction, complete with 50 million click-rated Omron switches and a premium braided cable, stands up to the rigors of intense gaming while minimizing fatigue with a remarkably light weight of just 86g. Start gaming immediately with simple plug-and-play setup out of the box. Take full control with powerful CORSAIR iCUE software, enabling you to swap between left and right-handed modes, assign macros and button remaps to eight programmable buttons, customize RGB backlighting, and manage three DPI settings that can be switched on the fly. No matter how you choose to play, stand up to any challenge with the M55 RGB PRO.

 

23_Corsair_M55_RGB_PRO_gamermus_fulgeperspektiv

 

Unboxing og en tur rundt om M55 RGB PRO musen
Som ved et hvert andet produkt, skal vi naturligvis have pakket sagerne ud, inden vi kan tage det første kig. M55 RGB PRO kommer i en sort og gul kasse, ganske som alle andre nyere Corsair produkter. På fronten af kassen finder vi et stort billede af musen, samt modelnavnet, mens at bagsiden byder på et mere detaljeret kig med dertilhørende tekst.

 

 

Inde i kassen, er det eneste vi finder ud over musen en stak papirer i form af en quickstart guide og nogle garantioplysninger – det er det, man får med.

 

4_Corsair_M55_RGB_PRO_gamermus_kasse_indhold

 

Med disse papirer lagt til siden, kan vi nu tage det første rigtige kig på selve M55 RGB PRO musen. Som vi kan se på det første billede herunder, har vi at gøre med en matsort mus, som har en mellemklasse størrelse og vægt, med sine 86 gram. Musen er udstyret med et 1.8 meter langt stofkabel som har et solidt UBS 2.0 stik i enden.

 

 

Kigger vi på M55 RGB PRO musen lige forfra, kan vi rigtig se hvor symmetrisk den er at se på – de to sider er med andre ord helt identiske. Vi finder højre/venstre klik knapper, som begge benytter Omron kontakter med en levetid på over 50 millioner klik. I den modsatte ende, i bagenden, finder vi ikke det store udover et Corsair logo som er den ene af de to RGB-zoner som musen er udstyret med.

 

 

Vender vi blikket henholdsvis venstre og højre side på musen, kan vi nu rigtig se at de er identiske. Vi finder store områder med gummi, for at sikre et godt greb på musen, samt frem/tilbage knapper med god placering på begge sider. Byggekvaliteten overall, virker rigtig solid og M55 RGB PRO er godt skruet sammen.

 

 

Kigger vi på M55 RGB PRO lidt oppe fra i fronten, kan vi se hjulet som den er udstyret med. Der er ikke tale om det største hjul vi har set, men heller ikke det mindste. Bagved hjulet finder vi en knap, hvis standard funktion er at skifte mellem de op til fem forskellige DPI-hastigheder man kan indstille i iCUE softwaren. Alle knapperne på musen, kan naturligvis ændres til hvad end man måtte ønske i softwaren også.

 

Springer vi hurtigt en tur ned i bunden af musen, mødes vi her af én stor teflon plade, samt to mindre i fronten. Disse sikre et musen glider ubesværet på enhver overflade. Det er naturligvis også her nede vi finder den nyudviklede PAW3327 sensor som Corsair har lavet i samarbejde med Pixart. Det skal blive spændende at se hvordan denne er at bruge lidt senere. Men inden vi når helt dertil, skal vi først have en hurtig gennemgang af softwaren til musen.

 

 

Softwaren – Corsair iCUE
For alle som er bekendt med iCUE softwaren fra Corsair, er der her intet nyt under solen. Efter en hurtig tur forbi Corsair hjemmeside, er softwaren nede, installeret er vi klar til at give den et kig. Når denne åbnes op, mødes vi af synet på det første billede her under, kaldet ”Home”. Har man mere end et understøttet produkt tilsluttet, vil de komme frem her – vi vælger naturligvis M55 RGB PRO musen da dette er vores eneste mulighed.

 

Det første menupunkt er kaldet ”Actions” og er stedet hvor du kan optage og ændre på dine macroer, samt funktionerne på musens otte knapper. Du kan mere eller mindre få tingene som du vil have det. iCUE er meget innovativt og let at arbejde med. Under den næste menu ”Lighting Effects” kan du som navnet antyder, ændre på det indbyggede lys i M55 RGB PRO musen. Der er to zoner som kan indstilles uafhængigt af hinanden, og der er en masse forskellige farver og effekter at vælge imellem. Dog vil jeg reelt set kun sige at der er én lys-zone i musen, som er Corsair logoet i bagenden. Zone to, er nemlig den lille diode oppe bagved hjulet, som tilpasses alt efter hvilken hastighed musen kører med.

 

 

Menu siden ”DPI” er stedet hvor hastigheden på de op til fem hastighedsniveauer kan justeres. Ønsker du ikke så mange hastigheder kan du slukke for dem i venstre side. Med mulighed for DPI helt nede fra 100 og op til 12.400 er der uden tvivl nok for alle og enhver, samt have en Sniper indstilling også. Du kan som nævnt ovenfor, ændre hvilken farve de forskellige hastigheder skal have her også. Performance menuen gør det muligt at ændre hastigheden på musemarkøren, samt vælge om ekstra præcision skal være tændt eller slukket. Til gaming, vil jeg personligt ikke anbefale nogen af delene aktiveret.

 

Hvis vi vender blikket mod toppen og trykker på ”Settings” får vi her også et par muligheder for justering af M55 RGB PRO musen. Der kan her justeres polling rate, vælges om alle knapperne på siderne skal være tændt/slukket, om du bruger musen i højre/venstre hånd, opdatere firmwaren, samt ændre indstillinger i selve softwaren. Overall er iCUE super enkelt at finde ud af, og tilbyder en god portion indstillinger til M55 RGB PRO musen, og enhver anden understøttet Corsair mus for den sags skyld.

 

 

Testen – Brugen og Komfort
Det er nu blevet tid til at vi skal have smækket M55 RGB PRO musen på bordet, og komme i gang med at se hvordan den er at arbejde med. Normalt ville dette mere eller mindre være en repetition, når vi snakker andre highend gamermus fra Corsair. Da de mere eller mindre alle gør brug af deres PMW3391 sensor, som ligesom PAW3327 sensoren i M55 RGB PRO også er lavet i samarbejde med Pixart. M55 RGB PRO er den første mus jeg har hænderne i, som gør brug af denne nye sensor så derfor starter vi så at sige fra bunden.

 

Til min test af musen, brugte jeg Corsairs egen MM350 måtte i stof, som jeg havde liggende på hylden. Da der ikke er nogen form for overfladekalibrering indbygget i den nye PAW3327 sensor, var det blot at finde de rette hastigheder i softwaren, og komme i gang. Hvis du har læst nogle af mine andre test af computermus her på Tweak, ved du at jeg altid anvender 1000 DPI når jeg surfer rundt på nettet, eller er på skrivebordet. Mens at hastigheden ryger ned på 400 DPI når jeg springer ind i FPS spil såsom PUBG og lignende. Til enhver opgave, hvad end det er spil, præcisionsarbejde eller blot normal brug af musen, er det vigtigt at sensoren gør hvad den skal og reagerer som forventet. PAW3327 i M55 RGB PRO, gjorde lige netop dette. Med hastigheden sat til de oplyste værdier ovenfor, var der ikke meget tilvænning, før at jeg var på samme niveau i spil, som med min trofaste Asus ROG Pugio mus – lækkert!

 

 

Den nye PAW3327 sensor, leverede med andre ord den performance der blev forventet, lige meget hvilken opgave jeg brugte musen til – men hvad med resten? Hvis vi starter med knapperne/kontakterne som Corsair har udstyret M55 RGB PRO med, så er det altid kærkomment at blive mødt af velkendte Omron på dette område. Her kender man klik-følelsen og kontakterne er også pålidelige med sin levetid på mindst 50 millioner klik per kontakt. Hvad angik hjulet på musen, så var dette en lidt blandet fornøjelse for mig. Mens at rul på hjulet var tilfredsstillende og med tilpas modstand til både spil og websurfing, var den en lidt anden historie når der skulle klikkes på hjulet. Jeg oplevede flere gange at tryk på hjulet ikke blev registreret når jeg skulle side ”pings” i PUBG, med mindre at der blev trykket rigtig hårdt. Dette er ikke en ting jeg er vandt til på min ROG Pugio mus, så dette krævede en del tilvænning.

 

Vi skal selvfølgelig også have sat nogle ord på den komfort som M55 RGB PRO musen leverede. Hvor langt de fleste mus er lavet udelukkende til højre hånd, kan denne bruges til begge – men hvad betyder det for komforten? Faktisk var jeg positivt overrasket over komforten på denne mus, især hvis man kigger på udformningen på den, med de to identiske sider. Min Asus ROG Pugio mus, kan også bruges til begge hænder og har en lignende udformning, dog er Corsair M55 RGB PRO musen en del smallere at holde på i siderne. Dette er dog noget man sagtens kan vænne sig til, så det er som sådan ikke noget problem. En anden ting man også skal vænne sig til er at knapperne på siderne sidder næsten fladt med siderne på musen. Det betyder at de godt kan være lidt sværere at trykke ind, i forhold til sideknapperne på de fleste andre mus. Igen er dette et spørgsmål om tilvænning og som sådan ikke noget problem. Alt i alt syntes jeg at Corsair M55 RGB PRO gjorde et godt indtryk, og levede varen langt hen af vejen. Lad os få snakket lidt pris, og rundet testen af med en konklusion nedenfor.

 

 

Pris
Det er i skrivende stund d. 10/06 2019 endnu ikke muligt at købe M55 RGB PRO musen, da vi stadig er under NDA, hvilket betyder at musen officielt ikke er frigivet endnu. Vi har dog fået MSRP prisen på musen af Corsair, som lyder på 49.99,- euro i Europa. Dette svarer direkte omregnet til omkring 375,- DKK, hvilket i så fald gør M55 RGB PRO musen til en lækker sag for pengene. God komfort, mulighed for brug i begge hænder og en lækker sensor med dertilhørende Omron knapper.

 

Ønsker du alle detaljerne på musen fra Corsair selv, kan du finde dem ved at klikke på logoet herunder, som sender dig direkte til oversigten med de mus de tilbyder.

 

1_Corsair_M55_RGB_PRO_gamermus_logo

 

Konklusion
Vi har nu været hele turen rundt om M55 RGB PRO musen fra Corsair, og det er blevet tid til at samle tankerne her i konklusionen. Som jeg startede ud med at sige i denne test, er dette den første mus fra Corsair der kan bruges i begge hænder – i hvert fald hvad jeg lige kan mindes. Samtidig med dette, benytter M55 RGB PRO også en helt nyudviklet sensor, som er lavet i samarbejde med Pixart, kaldet PAW3327. Med lækker præcision og mulighed for hastigheder på helt op til 12.400 DPI er der nok til enhvers behov. Vi finder naturligvis også Omron kontakter i musen, sammen med diskret RGB-lys i Corsair logoet i bagenden.

 

Med fuld support for Corsairs iCUE software, er der rig mulighed for at tilpasse musen helt som man måtte ønske. Du kan ændre funktionerne på samtlige knapper, optage macroer, styre lyset og meget mere i softwaren. Hjulet i M55 RGB PRO er i min optik en af musens svageste punkter. Selvom at rul på hjulet, hvis også er dets primære opgave, er ganske godt. Så syntes jeg at klikkene var en del for hårde. Som jeg nævnte i test afsnittet, oplevede jeg flere gange at klik ikke blev registeret i kampens hede, hvilket ikke er særlig godt, når man for eksempel skal markere en fjende i PUBG.

 

Vægten på blot 86 gram, gør også at M55 RGB PRO er en ret let mus, sammenlignet med de fleste andre på markedet. Der findes ganske vidst lettere mus, men denne hører absolut til i den lave ende af skalaen, hvilket er endnu et plus – hvis man vel og mærke er til lette mus. Jeg har valgt at give M55 RGB PRO musen fra Corsair en samlet score på 9/10, samt vores Safe Buy award. Corsair har her skabt en overraskende komfortabel mus, som tilmed kan bruges til begge hænder, har en lækker ny sensor og lav vægt, samtidig med at den ikke koster alverden.

 

Godt

  • Mulighed for brug i begge hænder
  • Hjulet er overall ganske OK
  • Indbygget RGB-lys i Corsair logoet
  • Omron kontakter benyttet
  • Masser af muligheder i Corsair iCUE softwaren
  • Forholdsvis lav vægt (86 gram)
  • God PAW3327 sensor (mulighed for 12.400 DPI)
  • Overall udmærket komfort…

Knap så godt

  • … dog er musen meget smal
  • Klik på hjulet er lidt for hårde (i min optik)
  • Knapperne på siderne kræver tilvænning

Score: 9 + Safe Buy award

 

23_Corsair_M55_RGB_PRO_gamermus_fulgeperspektiv

 

Vores partnere