AUTHOR : Jan Blaszkevizc
PUBLISHED : 2017-07-24 08:27:00

Logitech MX Master 2S


Tilbage i 2015 lancerede Logitech deres MX Master mus, som vi her på siden roste til skyerne. Vi skriver nu 2017, hvilket betyder at Logitech er klar med efterfølgeren til deres meget populære computer mus, som de passende har valgt at kalde MX Master 2S. Klik ind på testen og læs med, når vi giver den et nærmere kig - er den en værdig afløser?

I denne test skal vi se nærmere på en ny version af en gammel ven. Tilbage i 2015 hilste vi første gang på MX Master PC musen fra Logitech. Vi skriver nu 2017, og Logitech er klar med en ny opdateret version, som er blevet forbedret på flere punkter. Vi får stadig det samme ergonomiske design og høje byggekvalitet. Det er nemlig under motorhjelmen Logitech har lavet flere optimeringer på musen. Kan disse imponere os yderligere end første udgave gjorde, eller er det hele blot marketings tricks?

 

Læs med når vi herunder starter med at få styr på specifikationerne, for derefter at skyde testen rigtigt i gang – velkommen til!

 

Logitech_MX_Master_2S_trådløs_computermus_tweak_dk_1

 

Specifikationer og features
Jeg har som altid været en tur forbi producenten, i dette tilfælde Logitech, og fundet en række specifikationer og features på MX Master 2S musen:

  • USB tilslutning: Windows 7 – nyere og MAC OSX 10.10 – nyere
  • Bluetooth tilslutning: Windows 8 – nyere og MAC OSX 10.10 – nyere
  • Mål på mus: 85,7 x 126 x 48,4 mm (HxBxD)
  • Vægt inklusiv batteri: 145 gram
  • Mål på modtager 18,4 x 14,4 x 6,6 mm (HxBxD)
  • Modtagers vægt: 2 gram
  • Sensor: Darkfield Lasersensor
  • DPI hastighed: 200 – 4000 DPI (trin på 50)
  • Batterilevetid: Op til 70 dage (afhængig af hvordan musen bruges)
  • Indbygget batteri: 500 mAH
  • Antal knapper: 7
  • Scrollehjul: Ja
  • Bevægelsesknap: Ja
  • Rækkevidde op til: 10 meter
  • Trådløs teknologi: unifying 2,4 GHz og Bluetooth
  • Software: Ja, Logitech Options

 

Unboxing – hvad får man med?
Inden vi kan se nærmere på Logitech MX Master 2S musen, skal vi naturligvis have den ud af kassen først. Vi finder de velkendte grønne og sorte farver på kassen. På fronten er der et stort billede af selve musen, samt model navn og logo, mens at bagsiden byder på nogle af de features musen er udstyret med – lad os åbne kassen.

 

 

Besøg vores samarbejdspartner MSI via banneret.

 

 

Kassen byder på følgende:

  • Logitech MX Master 2S mus
  • Diverse papirer
  • Ladekabel med micro-USB
  • USB dongle (trådløs modtager)

Logitech_MX_Master_2S_trådløs_computermus_tweak_dk_6

 

Et kig på selve musen – MX Master 2S
Vi kigger lige på det inkluderede USB kabel og den trådløse modtager inden vi går til musen. Kablet er faktisk ikke særlig spændende, men blot et normalt micro-USB kabel. Dette betyder at du kan bruge et hvert andet micro-USB kabel, hvis dette skulle gå i stykker eller blive væk – du er med andre ord ikke doomed. USB modtageren er blandt de mindste på markedet, og det er ret imponerende hvad Logitech har gjort her. Med en rækkevidde på op til 10 meter, er det mig en gåde, hvordan dette er muligt med sådan en lille modtager.

 

Nu er det dog Logitech MX Master 2S musen i nok er mest interesserede i, så lad os tage det første billede af denne herunder. For dem der er bekendte med den normale MX Master, vil den nye S2 udgave nok ikke være særlig ophidsende at kigge på. Alt på ydersiden, lige på nær farven, er nemlig identisk med den gamle model – vi sammenligner disse to lidt senere, lad os nu tage en tur rundt om Logitech MX Master 2S.

 

 

Vi starter i fronten, og allerede her kan vi se at tanken med MX Master 2S, er ergonomi og komfort.

 

Formen er meget speciel, men det har alt sammen et formål. Ud over højre/venstre knapperne, finder vi naturligvis et hjul og  forrest på musen, er micro-USB stikket til ladning placeret. Det er dejligt at se at Logitech har placeret dette her, da det betyder at man stadig kan bruge musen selvom den måtte oplade. Det er dog meget begrænset, hvor ofte stikket skal i, da Logitech lover op til 70 dages batteritid på én enkelt opladning, hvor den gamle udgave ”kun” have 40.

 

Bagenden på Logitech MX Master 2S byder på endnu et kig på det specielle og ergonomiske design, ingen fancy pancy RGB lys eller andet nødvendigt gejl her – produktivitet og intet andet, er tanken med MX Master 2S.

 

 

På den venstre side, ser vi endnu en gang det specielle design på MX Master 2S. Her har Logitech diskret lavet et mønster, som skal skabe et lidt bedre greb på musen, ganske som vi så det på den første udgave af MX Master. Det samme gør sig gældende på den modsatte side, hvor vi igen også ser dette mønster. Vores udgave af MX Master 2S er grafit theme, men der er også en blå samt en hvid udgave tilgængelig, hvis de farve skulle være mere dig.

 

 

Tilbage til hjulet forrest på musen, samt knappen vi glemte at nævne, som er placeret bag dette. Ganske som på den originale MX Master, kan dette hjul også køre med modstand eller rulle frit – valget er dit. Det er muligt at vælge, hvordan dette skal fungere via Logitech Options, som vi ser på lidt senere. Især hvis du ruller igennem lange dokumenter, kan det være en fordel at lade hjulet rulle løst. Knappen bag hjulet har standard funktionen, at skifte mellem DPI hastighederne, men kan også omprogrammeres i softwaren.

 

Det primære hjul, er dog ikke det eneste hjul på MX Master 2S musen. Vi finder nemlig også det smarte tommelfingerhjul på siden, foran frem/tilbage knapperne. Disse har samme placering og følelse som på den gamle udgave, hvilket er lækkert at se – dog kræver det en del tilvænning at bruge disse korrekt. Vi finder desuden også batteri indikator lysene i form af de tre prikker nederst i venstre hjørne på billede 2. Mønstret, hvor tommelfingeren skal hvile, er desuden også stadig en knap, hvis der trykkes ned.

 

 

Vi fortsætter vores tur rundt om MX Master 2S, til bunden af musen. Herunder finder vi et stort klistermærke der beskriver, hvordan knapperne herunder fungerer, samt hvor softwaren kan hentes. Med klistermærket af vejen, finder vi stort set det samme layout som på den ældre udgave. Tænd/sluk knap, sensoren, og knappen der gør det muligt at skifte imellem de op til tre tilsluttede enheder. Der er fire teflon fødder, to store på hver side, samt to mindre i midten – forrest og bagerst.

 

 

Som sagt er det også muligt at bruge MX Master 2S mens at den lader op, hvilket de to billeder herunder giver en god indikation af. Jeg har desuden helt glemt at nævne, hvordan byggekvaliteten er på denne mus, så lad os få dette punkt ud af verden også. Kort sagt er den intet mindre end awesome. På trods af at være fremstillet i plastik og gummi, føles den virkelig solid og godt skruet sammen. Der er ingen dele der knager eller virker billige, hvilket er et kæmpe plus – præcis som på den originale MX Master, sådan Logitech!

 

 

Inden vi tager et kig på softwaren, skal vi lige hilse på MX Master 2S’ lillebror, MX Anywhere 2S. Denne lille mus deler de fleste features med sin storebror, men er en lille og lettere udgave, som er til at have med på farten. Sensor, hjul, batteritiden og softwaren er den samme. Der vil desuden komme en test af denne lille sag i nærmeste fremtid her på siden, så stay tuned for denne. Men ind til videre, må i nøjes med disse tre billeder.

 

 

Software – Logitech Options
Vi har nu både været igennem specifikationerne, kigget på musen, og sågar sammenlignet den med sin lillebror. Med andre ord er det blevet tid til at vi skal give softwaren et hurtigt kig, inden vi springer til test delen.

 

Normalt skal man en tur forbi producentens hjemmeside for at få fat i den seneste udgave af softwaren til et givent produkt, men dette var ikke tilfældet her. Til dagligt bruger jeg nemlig stadigvæk den første udgave af MX Master musen, som vi testede tilbage i 2015. Når softwaren åbnes op, kan man vælge blandt de tilsluttede enheder som understøtter Logitech Options software. I mit tilfælde, var dette MX Master på venstre side og MX Master 2S på højre – vi klikker på den højre.

 

Første menupunkt hedder blot ”Mus”, og er stedet hvor du kan tilpasse de forskellige knapper på, Logitech MX Master 2S. Der er nedenstående at vælge imellem, som alle er markeret med en cirkel. Ved at klikke på en af disse, får man en række muligheder, som den givne knap kan bruges til – vælg blot hvilken du ønsker på listen, ganske simpelt.

 

 

Andet menupunkt har navnet ”Peg og rul”, hvor man kan justere hastigheden på musen, samt indstille hjulet. Logitech har virkelig skabt en enkel, men alligevel god software med deres Options her. Selvom funktionerne umiddelbart ser begrænsede ud, er der alt man måtte have brug for, set fra en produktiv persons synspunkt. Det er blandt andet muligt at indstille DPI hastigheden fra sølle 200, og hele vejen til 4000 med trin på 50. Dette er en klar forbedring fra den originale MX Master computermus, som maksimalt gik til 1600 DPI, og hvor alle trin var på 200.

 

En helt ny feature som kun MX Master 2S og den nye MX Anywhere 2S mus har, er noget Logitech kalder ”Flow”. Billede 2 herunder, beskriver sådan set ganske godt hvad det er, hvilket i teorien virker super smart – men hvad med virkeligheden? Det er blevet tid til at gå til test delen, hvor vi både skal kigge på dette, performance på musen og naturligvis også komforten.

 

 

Testen – Performance og Komfort
Da jeg til dagligt selv bruger den gamle MX Master mus, havde jeg høje forventninger når det kom til de nye features og forbedringer. Testen går normalt ud på, at jeg erstatter testproduktet med hvad jeg normalt bruger til dagligt i en given periode. Men eftersom at jeg nu benytter den mus som MX Master 2S skal erstatte, tænkte jeg at det også kunne være sjovt at holde dem op mod hinanden på nogle punkter – så dette var hvad jeg gjorde.

 

Logitech_MX_Master_2S_trådløs_computermus_tweak_dk_27

 

Som forventet, gik brugen til hverdagens opgaver ganske smertefrit, og MX Master 2S var god til det hele, ganske som sin forgænger. Præcisionen på Darkfield lasersensoren, var igen virkelig imponerende, og kørte upåklageligt lige meget hvilken overflade den blev lagt på. Præcisionen var perfekt, og det samme var hastigheden. Normalt når jeg surfer rundt på nettet og i Windows, har jeg min mus på omkring 1600 DPI, hvilket var hvad den gamle MX Master maksimalt var i stand til. Det var helt underligt nu at kunne skrue hastigheden højere op – selvom det ikke var nødvendigt for mig. En del af hverdagens opgaver hos mig er naturligvis billedredigering, som er en naturlig del af arbejdet på Tweak. Ganske som ved MX Master, var 2S PC musen også lækker på dette punkt, og formåede igen at imponere mig. Placeringen og følelsen af tommelfingerhjulet viste sig igen at være yderst brugbart i denne sammenhæng, når man skulle navigere rundt i store billeder.

 

Hvad angik komforten, så er formen på den nye 2S model identisk med den originale MX Master – dette er dog på ingen måde en negativ ting, tværtimod. Formen er nemlig utrolig ergonomisk, og klart en af de mest behagelige comouter mus jeg har brugt til dato. Så at Logitech ikke har ændret noget her, er blot endnu et plus i bogen. Knapperne føles lige som på den gamle mus, hvilket også er dejligt. Batteritiden på den gamle MX Master var intet mindre end fantastisk med sine 40 dage. På MX Master 2S har Logitech formået at booste dette yderligere, således at man nu har op til 70 dage på én enkelt opladning – imponerende! På den lille måned jeg har leget med musen, har jeg endnu ikke haft den en tur i opladeren, på trods af at have brugt den flere timer dagligt. Dette er intet mindre end imponerende, men på samme tid også en gåde, eftersom at batteriet i MX Master 2S er på samme størrelse som i den første udgave.

 

Sammenlignet med den originale MX Master mus

 

Logitechs Flow feature fortjener også en lille kommentar med på vejen. Set fra en produktivt persons synspunkt, er det er virkelig smart idé. Det er intet mindre end genialt, at kunne kopiere filer fra en enhed til en anden via en og samme mus, og helt uden brug af USB nøgler eller andet.

 

Med Logitech Options installeret på begge computere, og musen tilsluttet enten via dongle eller Bluetooth, er det blot at gå i gang. Den eneste hage ved Flow, for at det kan lade sig gøre, er at begge enheder skal være tilsluttet det samme netværk, enten med kabel eller Wi-Fi. Men det giver også lidt sig selv, for hvordan skulle det ellers være muligt at sende filer imellem de to enheder?

 

Hvor hurtigt det skal gå, er blot et spørgsmål om hvad dine komponenter er i stand til. Inden det bliver alt for teknisk her, vil jeg sidde nogle afsluttende ord på vores test del herunder.

 

Alt i alt har Logitech virkelig gjort det godt her. De har taget en computermus, som i forvejen var lækker, og gjort den endnu bedre på stort set alle punkter. På trods af at være lavet til produktivt arbejde, kan den også bruges til lidt hygge gaming ind i mellem uden problemer. Lækker komfort, præcis sensor, gode knapper med brugbare funktioner, perfekt hjul og fantastisk byggekvaltiet, er blot nogle af de positive ting vi nævner her. Inden vi får taget hul på konklusionen, må i hellere rulle lidt længere ned af siden, hvor vi først kigger pris – og dernæst den endelig konklusion og dom på MX Master 2S!

 

Logitech_MX_Master_2S_trådløs_computermus_tweak_dk_31

 

Pris
I skrivende stund d. 24/07 2017 kan MX Master 2S findes på PriceRunner til 607,- DKK. Logitech har forbedret MX Master på utrolig mange punkter med 2S modellen, og gjort en super lækker mus endnu bedre. Du kan klikke HER for at komme direkte til PriceRunner.dk og se prisoversigten.

 

Ønsker du alle detaljerne på MX Master 2S, kan du besøge Logitechs egen hjemmeside, ved at klikke på banneret med deres navn herunder.

 

Logitech_MX_Master_2S_trådløs_computermus_tweak_dk_1

 

Konklusion
Vi er nu nået til enden i vores test af Logitech MX Master 2S musen, og hvilken fornøjelse det har været. Da jeg til dagligt bruger den gamle model, var jeg max klar, da Logitech bad os teste deres nye udgave. Hvis du husker min test af den gamle MX Master, blev den rost på stort set alle punkter – find testen af den ved at trykke HER. Med den nye model, har Logitech skruet alt op til elleve, og gjort alle ting bedre, der iblandt den eneste negative ting jeg havde at sige om den gamle model, hvilket var sensor hastigheden. MX Master 2S er i stand til at køre med på til 4000 DPI, hvor den gamle kun kunne klare 1600. Men dette er dog langt fra det eneste Logitech har gjort bedre.

 

Batteritiden, som før lød på op til 40 dage, hedder nu 70 i stedet for. Det er nu også muligt at vælge i blandt tre forskellige farver, i stedet for blot en. Ud over disse ting, er de fleste andre features de samme som på forgængeren. Ergonomisk design, lækker byggekvalitet, sensor med Darkfield teknologi, som kan køre på enhver overfalde, og et lækkert tommelfingerhjul på siden. Softwaren er også stadig den samme, dog med et ny menupunkt, som også betyder en ny feature indbygget i musen. MX Master 2S tilbyder nemlig Logitechs Flow feature, som jeg beskrev i test delen – hvilket er mega awesome når det er sat op.

 

Alt i alt er der virkelig ingen negative ting at sige om MX Master 2S, som klart er en af de mest ergonomiske og mest alsidige mus jeg har testet til dato. Hvor vidt du bør opgradere, hvis du i forvejen er ejer af den originale MX Master, er svært at sige. Jeg vil lade det være op til dig selv at afgøre hvor vidt de nye optimerede features og Logitech Flow er nok grundlag for dig. Med det sagt, så får MX Master 2S intet mindre end vores topkarakter på 10, samt den eftertragtede Editors Choice award – Logitech i har skabt en værdig afløser til jeres i forvejen fantastiske mus!

 

Godt

  • Utrolig ergonomisk design
  • Høj kvalitet over hele linjen
  • God sensor med Darkfield teknologi
  • Tommelfingerhjul
  • Softwaren er enkel med god
  • Kan bruges på tværs af platforme (3 enheder af gangen)
  • Imponerende batteritid
  • Logitech Flow og Easy-switch

Knap så godt

  • N/A

 

Conclusion
We have now reached the end in our review of the Logitech MX Master 2S mouse, and what a pleasure it has been. Since I use the old model every day, I was pumped when Logitech asked me if I wanted to look at their new version. If you remember my review of the old MX Master, it was praised for virtually all things - find the review by clicking HERE. With the new model, Logitech has cranked everything up to eleven, and made all things better, including the only negative thing I had to say about the old model, which was the sensor speed. The MX Master 2S is able to run at to 4000 DPI, where the old could only handle 1600. But this is far from the only Logitech has done better.

 

The battery on the old model was up to 40 days and is now up to 70 instead. It is now also possible to choose between three different colors, instead of just one as well. In addition to these things, most other features are the same as those of the predecessor. Ergonomic design, good build quality, Darkfield technology sensor capable of running on any surface and a nice thumbwheel on the side. The software is still the same, though with a new menu side, which also means a new feature built into the mouse. MX Master 2S offers Logitech's Flow feature, as I described in the test section - which is awesome when it's set up.

 

All in all, there are really no negative things to say about MX Master 2S which is clearly one of the most ergonomic and versatile mice I've tested to date. How far you should upgrade if you are already the owner of the original MX Master is hard to say. I will let it be up to you to decide if the new optimized features and Logitech Flow are enough reason for you. With that said, the MX Master 2S gets our best possible score which is 10/10, as well as our Editor’s Choice award - Logitech has created a worthy replacement for there already amazing mouse!

 

Pros

  • Very ergonomic design
  • High build quality all over
  • Great sensor with Darkfield technology
  • Thumbwheel
  • Simple yet good software
  • Use cross platforms (three at a time)
  • Impressive battery life
  • Logitech Flow and Easy-switch

Cons

  • N/A

Score: 10 + Editors Choice award

 

Logitech_MX_Master_2S_trådløs_computermus_tweak_dk_32

 


VORES PARTNERE

Synology
Olympus
Razer
MSI
Cooler Master
Cougar Gaming
Corsair
AMD
ASRock
Deepcool
Seasonic
Gigabyte