Corsair K68 RGB - mekanisk gaming tastatur med IP32 certificering

Vi kender alle det at spille ting og sager i vores kære tastatur når vi sidder ved computeren i kampens hede. Flere har sikkert også ødelagt deres tastatur på den bekostning. Er du en af disse er der godt nyt fra Corsair, med lanceringen af deres nye K68 RGB tastatur som vi har set nærmere på. Med IP32 certificering, kan du ubekymret spilde cola eller andet i dit tastatur.

Tastatur markedet er efterhånden så proppet, at det kan være utrolig svært at skille sig ud fra mængden. Stort set alle PC tastaturer kommer med RGB lys, medie genveje, håndledsstøtte og lignende, så hvad gør man så? Corsair har taget et skridt i den rigtige retning med deres K68 RGB gaming keyboard (CH-9102020-NA), som vi skal se nærmere på i dag. Vi har at gøre med et mekanisk tastatur som vi kender det, som indeholder alle de ovennævnte features.

 

K68 RGB, har dog et guldkorn i ærmet som kun de færreste tastaturer på markedet i dag, kan prale med – det er vandafvisende. Takket være en IP32 certificering, kan K68 RGB klare at få en cola hældt ud over sig, og stadig være fuldt funktionelt efterfølgende. Hvis du bord i en jordhule, er der også gode nyheder da det også kan klare en god portion støv uden at fejle. På trods af at være ret hårdfør, ligner K68 RGB stadig et hvert andet moderne tastatur fra Corsair, hvilket er dejligt at se.

 

Corsair_K68_Mekanisk_Gamer_Tastatur_tweak_dk_1

 

Specifikationer og features
Jeg har været en tur forbi Corsairs hjemmeside så du slipper for turen der inde. Nedenfor har jeg listet specifikationerne på K68 RGB op, efterfulgt af introduktionsvideoen fra Corsairs YouTube side:

  • Type: Mekanisk Gamer Tastatur
  • Dimensioner: 455 x 170 x 39 m
  • Vægt: 1.41 kilo
  • Kontakter: Cherry MX Red
  • Baggrundsbelysning: Ja, RGB
  • Report/pollingrate: 1000 Hz
  • Matrix: anti-ghostning med NKRO
  • Håndledsstøtte: Ja, inkluderet
  • Software: Ja, Corsair CUE
  • Medieknapper: Ja, volume og mediestyring
  • Kabel: Gummi
  • Windows Lock: Ja, programmerbar

 

Unboxing – hvad får man med i kassen?
Med introduktionen og det tekniske på plads, er det blevet tid til at få pakket K68 RGB gamer tastaturet ud af kassen. Denne har de efterhånden karakteristiske gule og sorte farver, hvor vi på fronten finder et stort billede af selve det nye mekaniske tastatur samt en række features listet op, såsom kontakt type, RGB lys m.v. Bagsiden på kassen giver et detaljeret overblik over nogle af de forskellige funktioner, som K68 RGB tilbyder, beskrevet med billeder.

 

 

Når kassen åbnes op, finder vi K68 tastaturet pakket ind i en pose beskyttet af pap på begge sider og i bunden. Med det hele ude af kassen, kan vi danne os et overblik over hvad man får med, hvilket faktisk ikke er det store. Ud over selve K68 RGB tastaturet, finder vi et par papirer samt håndledsstøtten – det er sådan set det.

 

 

Et nærmere kig på Corsair K68 tastaturet
Lad os tage en tur rundt om Corsair K68 keyboarded og se på hvad Corsairs designere har gjort. Det første man bemærker er at K68 RGB ikke har den karakteristiske aluminiums top plade, som andre modeller fra Corsair. Jeg kan forestille mig at dette er en del af IP32 certificeringen, for at gøre tastaturet mere hårdført for væsker og støv. Det betyder dog at tastaturet er fremstillet i 100% plastik, og ikke har det eksklusive design og look som dets brødre. Byggekvaliteten er dog stadig rigtig høj, og næsten på fuld højde med de andre topmodeller fra Corsair. Tilslutningen er naturligvis et standard USB 2.0 stik.

 

 

I den højre side af tastaturet over numpaddet finder vi de dedikerede medieknapper på K68 RGB. Ud over tre knapper til styringen af volumen (op/ned og mute), finder vi også knapper til at play/pause, stop og skifte frem og tilbage. Det er lækkert med dedikerede knapper i stedet for FN-genveje som mange andre benytter – det gør bare tingene lidt lettere. Ud over medieknapperne, finder vi desuden også status LED lys, samt en Windows Lock knap som kan programmeres, og en knap til hurtigt at justere lysstyrken i det indbyggede RGB baggrundslys.

 

Alle tasterne ud over mellemrum har den samme overflade på K68 RGB. Corsair har dog valgt at give mellemrums tasten en rug og noget anderledes overflade. Hvorfor de har valgt dette forstår jeg ikke helt, da enhver der er vandt til at bruge en computer (og måtte være interesseret i K68 RGB) ikke er i tvivl om hvor mellemrum sidder. Personligt have jeg foretrukket en blank mellemrumstast som matchede de andre, både hvad angår udseende og funktionalitet. Heldigvis benytter K68 RGB jo Cherry MX kontakter, hvilket betyder at det er muligt at købe andre knapper hvis man er utilfreds, eller de måske bliver slidte.

 

 

Hvor mange andre tastaturer fra Corsair har de mekaniske kontakter monteret ovenpå aluminiums top pladen, er de gemt lidt væk nede i tastaturet på K68 RGB. Dette skyldes uden tvivl IP32 certificeringen, da der jo altså ikke må komme vand ned i elektronikken for at modvirke kortslutninger. Det giver et lidt anderledes design end hvad vi normalt ser fra Corsair, men det gør bestemt ikke noget. K68 RGB er stadig meget lækkert at se på, og det overall design er stadig det samme.

 

 

Lad os tage et kig på de monterede Cherry MX Red kontakter. Jeg afmonterede knapperne på piletasterne og tog et nærmere kig. På billedet tæt på, kan vi tydeligt se endnu en af tingene der gør at K68 RGB har fået sin IP32 certificering. På normale mekaniske tastaturer vil selve kontakten være blottet. RGB kontakterne fra Cherry er fremstillet i helt gennemsigtigt plastik, men som vi kan se på billede to nedenfor er der en plastikkappe rundt om kontakterne på K68 RGB som faktisk går helt op over det lille kryds hvor knapperne trykkes på. Hvor vidt dette har nogen effekt på det indbyggede RGB lys kigger vi nærmere på lidt senere.

 

 

Vi vender bunden i vejret på K68 RGB tastaturet og tager et nærmere kig hernede. Vi finder fire aflange gummifødder, en i hvert hjørne. Derudover er der også huller til montering af den medfølgende håndledsstøtte som let kan klikkes på, samt to små ben som kan slås ud for at give tastaturet en vinkel.

 

 

Nedenfor ser vi tastaturet med fødderne slået op, og der efter ned. Selvom det ikke er meget tastaturet løftes med fødderne slået ned, kan det stadig være nok til at forbedre komforten betydeligt. Personligt foretrækker jeg et let vinklet tastatur, som vi kommer til at snakke mere om, om lidt når vi går videre til test delen.

 

Corsair_K68_Mekanisk_Gamer_Tastatur_tweak_dk_16

 

Corsair_K68_Mekanisk_Gamer_Tastatur_tweak_dk_17

 

Et sidste billede af K68 RGB som helhed med håndledsstøtte monteret, inden vi springer videre til et hurtigt kig på softwaren. Hvis man er vandt til designet på Corsairs tastaturer er der intet nyt under solen, når man kigger på K68 RGB. Den største forskel er at top pladen er i plastik i stedet for aluminium, samt at kontakterne er gemt nede i tastaturet i stedet for at være monteret ovenpå.

 

Corsair_K68_Mekanisk_Gamer_Tastatur_tweak_dk_18

 

Softwaren – Corsair CUE
Inden vi når til vores test del og skal kigge nærmere på hvordan tastaturet er at bruge, og ikke mindst om det rent faktisk kan tåle vand/væsker, skal vi lige tage et hurtigt kig på softwaren først. Som alle andre nyere Corsair produkter er der fuld support for CUE softwaren, som kan hentes på deres hjemmeside. Når denne åbnes op mødes vi af synet fra det første billede nedenfor. Jeg forstår stadig ikke hvorfor at Corsair fylder deres software med hvad jeg vil kalde ”demo produkter”. Du kan kort fortalt klikke på disse og se hvilke indstillinger der kan rettes – hvis du altså ejede produkterne, hvad er ideen med dette?

 

K68 RGB som er markeret med farver er det eneste tilsluttede Corsair produkt, og klikker vi på dette kommer vi til billede to nedenfor. Under Actions er det muligt at tilføje og optage macroer som kan programmeres til hver eneste tast på tastaturet. Du kan også gemme dem direkte på tastaturets hukommelse, og sågar bestemme om det er muse bevægelser der skal gengives.

 

 

Lighting menuen giver nærmest sig selv, da dette er stedet hvor du kan tilpasse det indbyggede RGB lys i K68. Der er en masse effekter at vælge imellem. Hvis disse ikke skulle være nok for dig, kan du også gå ind i avancerede indstillinger og lave dine egne. Vi har set flere videoer og klip på nettet hvor folk er yderst kreative og laver animationer med for eksempel Pacman eller lignende – dette tager dog tid! Performance menuen giver ikke helt så meget mening, i forhold til navnet. Her kan du nemlig kun tilpasse hvad der skal ske når du trykker på Windows Lock knappen, samt hvilke farver der skal lyses med.

 

 

Se også vores Corsair buildvlog video:

 

 

Inden vi går videre til test delen, tager vi lige to hurtige billeder af det indbyggede RGB lys i bølge effekten. Lyset i K68 RGB er fint klart, men måtte gerne være en smule kraftige i styrken. Jeg er ret sikker på at den lidt tilbageholdende lysstyrke skyldes plastikkapperne som dækker de mekaniske kontakter, og beskytter dem mod vand. Hvid er ikke helt hvid som vi kender det fra stort set alle RGB produkter. Men alt i alt er lyset ganske fint og mere en acceptabelt.

 

 

Testen – Brugen og Komfort
Det er nu blevet tid til at kigge nærmere på hvordan K68 RGB rent faktisk er at bruge. I stedet for at fokusere super meget på kontakterne, har jeg i stedet valgt at gå lidt mere i dybden med komforten og ikke mindst IP32 certificeringen. Grunden til dette er at alle Cherry MX Red kontakter er identiske, og kender man til disse vil man uden problemer kunne gå i gang med at bruge dette tastatur for fuld skrue. Hvis du ønsker flere oplysninger omkring Cherry MX Red og de mange andre varianter der findes, både fra Cherry og andre producenter. Henviser jeg til vores store guide og gennemgang af de forskellige slags der er på markedet. Du kan finde vores guide af disse ved at klikke her.

 

Tilbage til K68 RGB og komforten der tilbydes. Hvis du tidligere har læst nogle af mine tastaturanmeldelser, ved du også at jeg elsker når producenter inkluderer håndledsstøtter til deres tastaturer. Det var derfor et kærkomment syn da jeg så at Corsair havde lagt sådan en i kassen til K68 RGB. Ved at have en naturlig gang fra bordet og op til tastaturet, betyder det at håndledende ikke skal have sjove vinkler når man bruger tastaturet. Med benene slået ned for at få tastaturet vinklet og håndledsstøtten monteret, var K68 RGB virkelig behageligt at arbejde med. Layoutet er helt standard da der ikke er nogen macro knapper eller andet til at forskyde dette. De dedikerede medieknapper er super godt integreret og er samtidig også en del af det indbyggede RGB lys, hvilket er et plus.

 

 

Alt i alt var K68 RGB virkelig lækkert og lige til at bruge, såfremt man er vandt til Cherry MX Red kontakter og kan lide dem. Førhen var dette også min foretrukne kontakt, hvor jeg nu i stedet foretrækker PRES kontakten fra Sound BlasterX som kan findes i deres Vanguard K08 tastatur som vi også har testet. Vi ville ikke have testet K68 RGB fuldt ud, uden at kigge nærmere på IP32 certificeringen. For at undgå at få vand i andet end tastaturet, tog jeg det derfor med ud i mit køkken, hvor jeg hældte noget ud over det, som det fremgår på billederne ovenfor. Corsair nævner ikke noget om hvorvidt du kan fortsætte med at bruge tastaturet når der er hældt vand/væske i det, eller om man skal lade det tørre først.

 

Jeg valgt at følge det logiske og lod derfor tastaturet tørre efter at have hældt vand i det, inden jeg igen tilsluttede det til computeren. Dette gjorde jeg da jeg mener at det klart ville være det man ville gøre såfremt at uheldet måtte være ude. Efter at have ladet tastaturet tørre i nogle timer tæt på en radiator tilsluttede jeg det igen. Ganske som forventet fungerede det stadig helt uden problemer, som om at intet var hændt. Hvis du skulle være så uheldig at spilde cola eller andet sukkerholdigt ned i tastaturet, kan det være at du skal i gang med en rengøring, da dette som bekendt begynder at klistre når det tørrer.

 

K68 er lækker at arbejde med og skrive på, og med en IP32 certificering der bogstaveligtalt afviste vand, formåede K68 RGB fra Corsair at imponere os, og holde hvad det lovede. Med disse ord, er det blevet tid til at smække en pris på K68 tastaturet og runde testen af med en konklusion.

 

Corsair_K68_Mekanisk_Gamer_Tastatur_tweak_dk_27

 

Pris
I skrivende stund d. 12/02 2018 kan K68 RGB findes hos diverse danske forhandlere til omkring 1100,- DKK inklusiv fragt. Dette er en god portion penge for et mekanisk tastatur, især sammenlignet med de andre modeller som Corsair også tilbyder. For blot 200,- DKK ekstra kan du få fingrene i deres topmodel K95 Platinum RGB. Dog har dette tastatur ikke IP32 certificeringen så det kan klare drikkevare og andet blive spildt ned i det. Hvis du ofte er uheldig på dette punkt, er K68 RGB det perfekte tastatur til dig. 

 

Hvis du er nysgerrig, kan du også finde flere informationer omkring K68 RGB ved at klikke på Corsair banneret nedenfor, som sender dig til deres side i en ny fane.

 

Corsair_K68_Mekanisk_Gamer_Tastatur_tweak_dk_1

 

Konklusion
Sidste etape er nået, og vi skal have konkluderet hvad vi har fundet ud af i den tid K68 RGB har lagt på skrivebordet. Corsair tilbyder efterhånden så mange forskellige tastaturer at det kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Det er dog kun K68/RGB der kan klare at få en kold cola ud over sig og stadig overleve uden problemer takket være IP32 certificeringen. Det er lækkert at se Corsair holder fast i at bruge tyske Cherry MX kontakter, selvom K68/RGB kun er tilgængelig med den røde variant. Vi skal faktisk tilbage til 2017 hvor vi for første gang mødte K68, som dengang dog ikke var en i RGB udgave men i stedet havde rødt lys. Nu i 2018 har vi den opdaterede model vi har set på i dag, som har RGB lys integreret i stedet for med fuld kontrol i Corsair CUE softwaren.

 

Dedikerede medieknapper er også at finde, og det samme er en inkluderet håndledsstøtte som løfter hele oplevelsen – både fra et ergonomisk men også praktisk synspunkt. Byggekvaliteten er også ganske fint, på trods af at være fremstillet 100% i plastik og ikke den karakteristiske aluminiums plade som vi er vandt til at se på andre modeller. Dette giver du op til fordel for IP32 certificeringen ved K68. Med et prisskilt på omkring 1100,- DKK er K68 RGB ikke noget billigt tastatur. Faktisk kan du for de samme penge få fingrene i et K70 RGB som har før omtalte aluminiums plade og volumehjul i stedet for knapper. Om du vil prioritere udseende over sikkerhed (hvis uheldet er ude) vil jeg lade være op til dig. K68 RGB er et lækkert tastatur som minder meget om de andre, med det ekstra trick i ærmet. Derfor lander vi på scoren der hedder 9/10 samt vores Safe Buy award.

 

Godt

  • IP32 certificering = kan klare vand/støv
  • Cherry MX Red kontakter
  • Understøttelse af Corsair CUE softwaren
  • Indbygget RGB lys (selvfølgelig)
  • Dedikerede medieknapper
  • Håndledsstøtte inkluderet i kassen
  • Solid byggekvalitet…

Knap så godt

  • … på trods af udelukkende at være plastik
  • Prisen er en smule høj

Score: 9 + Safe Buy award

 

Corsair_K68_Mekanisk_Gamer_Tastatur_tweak_dk_28

 

Vores partnere