HyperX Alloy FPS RGB Mekanisk Tastatur

HyperX Alloy FPS RGB Mekanisk Tastatur
HyperX er et søskende firma til velkendte Kingston, som udelukkende har med gaming grej at gøre. Vi har tidligere set på et par af deres produkter, og i dag er turen kommet til endnu et af slagsen. Vi har modtaget deres nye Alloy FPS RGB tastatur, som benytter Kailh Silver Speed kontakter,

Vi har tidligere set på produkter fra HyperX som er ejet af Kingston. Mens at Kingston står for lager udstyr og lignende produkter, fokuser HyperX på gaming grej i form af tastaturer, headset med videre. I denne test skal vi kigge nærmere på førstnævnte, da vi har modtaget deres nye Alloy FPS RGB tastatur. Der er tale om et mekanisk tastatur som naturligvis er udstyret med RGB-lys som navnet antyder. Derudover har vi også mekaniske Kailh kontakter, og et yderst kompakt design som henvender sig til eSport, hvor HyperX også er sponsorer for nogle af de store teams på Counter Strike scenen, så som NAVI og Cloud9. 

Men hvordan er Alloy FPS RGB tastaturet at bruge der hjemme på skrivebordet? Dette og meget mere kigger vi nærmere på i denne test, hvor vi tager hele turen rundt om Alloy FPS RGB og finder de stærke og svage sider. Lad os starte ud med at få styr på den tekniske del, i form af specifikationerne. Inden vi helt når der til, starter vi som altid ud med vores lækre videopræsentation herunder. 


Specifikationer og features
Jeg har været en tur forbi HyperX hjemmeside og fundet en række oplysninger på Alloy FPS RGB tastaturet til jer. Nedenfor har jeg listet disse op, efterfulgt af et par billeder der viser et par af de features som tastaturet tilbyder. Når du er færdig med at nærstudere disse, går vi videre til unboxingen lidt længere nede:

  • Type: Mekanisk gamer tastatur
  • RGB lys: Ja, 16.7 millioner farver
  • Indbygget hukommelse: Ja, tre profiler
  • Kabel: Aftageligt på 1.8 meter
  • Vægt: 1100 gram
  • Dimensioner: 442 x 130 x 35.6 mm
  • Tilslutning: USB 2.0 (to styk)
  • USB-port i tastaturet: Ja, kun til opladning
  • Polling rate: 1000 Hz
  • Anti-Ghosting: 100%
  • Key Rollover: N-key
  • Medie kontrol og game mode: Ja
  • OS support: Windows 7 eller nyere
  • Kontakt type: Kailh Silver Speed
    - Tryk for aktivering af kontakt: 40 gram
    - Aktiveringspunkt: 1.1 mm
    - Levetid: Op til 70 millioner tryk pr. kontakt

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_2.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_3.jpg

Unboxing og en tur rundt om HyperX Alloy FPS RGB
Inden vi kan se nærmere på herlighederne, skal vi som altid først have pakket produktet ud. Alloy FPS RGB tastaturet kommer i en sort/rød kasse, hvor vi på fronten ser et stort billede af selve tastaturet, samt nogle features såsom RGB lys, kontakt type og layout. Bagsiden af kassen byder på yderligere information omkring nogle af de features som skiller sig ud på tastaturet.

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_4.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_5.jpg

Med kassen åbnet op, mødes vi af selve Alloy FPS RGB tastaturet som er beskyttet i en plastikskal med lidt dokumentation lagt øverst. Under unboxingen, bliver vi også gjort opmærksom på hvor softwaren til tastaturet kan hentes, oppe i det venstre hjørne - inkluderede CD’er hører fortiden til. Ved at gå direkte til producentens hjemmeside og hente softwaren, er man også altid sikker på at få den nyeste version installeret, vi vender tilbage til softwaren senere. 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_6.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_7.jpg

Nedenfor har jeg lagt alt indholdet fra kassen ud på bordet så vi kan danne os et overblik over hvad man får med. Jeg har listet det op her:

  • HyperX Alloy FPS RGB tastatur
  • 1.8 meter aftageligt USB-kabel
  • Diverse papirer/manual

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_8.jpg

Lad os som det næste tage en tur rundt om Alloy FPS RGB tastaturet og se hvad det er for en størrelse, og hvad HyperX har gjort for at skabe et gaming tastatur for den kræsne bruger. Eftersom at de store Counter Strike hold bruger HyperX produkter, må de jo gøre et eller andet korrekt? Designet på Alloy FPS RGB er yderst kompakt for et fuld størrelse tastatur at være. Der er ingen håndledsstøtte eller andet ekstra tilbehør inkluderet, hvilket for mig personligt er lidt et turn-off – men jeg er også ret kræsen med mine tastaturer, og har en svaghed for håndledsstøtter. 

Der er dog et stort turn-off ved Alloy FPS RGB som stort set alle burde være enige med mig i. At kunne afmontere USB-kablet er et stort plus i min bog, men jeg er meget uforstående for hvorfor at HyperX har valgt at benytte det oldgamle mini-USB stik i tastaturet. Det er efterhånden længe siden at vores smartphones benyttede micro-USB som er betydeligt mindre end mini, som er at finde her. Ikke nok med at stikket er stort og klodset, så er holdbarheden heller ikke god kontra et Type-C stik, som desuden også kan vende begge veje. Med andre ord burde HyperX havde benyttet et Type-C stik til det aftagelige kabel, det havde givet så meget mere mening for et nyt produkt i 2018. 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_9.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_10.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_11.jpg

Oppe i det højre hjørne finder vi statusdioderne til caps og numlock, samt game mode. Der er ingen medieknapper eller volumehjul her oppe. Selvom dette er lidt en skam, kan jeg godt forstå hvorfor disse ikke er tilstede. Eftersom at HyperX produkterne har fokus på gaming og ikke meget andet, skal tingene være kompakte og fungere uden en masse tingel tangel som kan skabe unødvendige problemer. Vi finder dog stadig medie genveje gemt i ”F” tasterne, sammen med profilvalg og game mode on/off, som alle aktiveres sammen med ”FN” tasten til højre for mellemrum.

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_12.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_13.jpg

Hele den øverste del på Alloy FPS RGB tastaturet er fremstillet i ét stort stykke tykt aluminium, som gør at tastaturet er virkelig stift og ikke har spor af fleks, selvom man prøver at bøje det – lækkert! Faktisk er byggekvaliteten overall virkelig høj, og helt klart i toppen over de tastaturer jeg har set på i løbet af året. De mekaniske kontakter er monteret ovenpå top pladen, som på stort set alle andre mekaniske tastaturer, hvilket får det til at se ud som om at knapperne svæver som det kan ses på billederne nedenfor. 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_14.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_15.jpg

Hvis vi vender tilbage til området omkring numpaddet, er dette stedet hvor det før omtalte mini-USB kabel skal tilsluttes, således at der kan komme liv i tastaturet. Her finder vi desuden også et indbygget USB-stik markeret med en smartphone der lader. Dette skyldes at der her IKKE er tale om en USB passthrough port, men i stedet en dedikeret port til at oplade dine enheder, som for eksempel smartphone, trådløst headset eller lignende. Det havde været et plus i bogen, hvis at porten også kunne have været brugt til data. 

HyperX ligger på ingen måde skjul på hvilke kontakter deres Alloy FPS RGB tastatur er udstyret med, hvilket er lækkert at se, da vi tidligere har set andre producenter prøve på dette. Selvom de fleste stadig sværger til de tyske Cherry MX kontakter, så er den kinesiske producent Kailh mere eller mindre på samme højde, og laver tilsvarende kontakter. I Alloy FPS RGB finder vi deres Silver Speed kontakter som aktiveres ved blot 1.1 mm tryk, og kræver 40 gram for at blive trykket ned. Dette er direkte tilsvarende samme farve kontakter fra Cherry MX. 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_16.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_17.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_18.jpg

Vi fortsætter vores tur rundt om Alloy FPS RGB med et kig på bunden. Her nede er der fire aflange fødder som skal sikre at tastaturet ligger fast på de fleste overflader. Der er naturligvis også føder der kan slås ned for at give tastaturet en lille vinkel som jeg personlig foretrækker.

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_19.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_20.jpg

Som det kan ses på de to billeder herunder, hvor tastaturet først ligger fladt og efterfølgende med benene slået ned. Så er vinklen som fødderne giver, faktisk ret minimal sammenlignet med andre tastaturer vi tidligere har kigget på – men lidt er bedre end ingen ting, især når vi ikke har nogen håndledsstøtte inkluderet.

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_21.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_22.jpg

Inden vi springer videre og tager et kig på softwaren, runder vi lige turen rundt om Alloy FPS RGB af med et billede hvor USB-kablet et tilsluttet. Designet er virkelig minimalistisk på dette tastatur, kun brudt af HyperX logoet i mellemrumstasten – men hvad sker der når vi får det sat til computeren? Dette finder vi ud af efter vi har været igennem softwaren.

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_23.jpg

Softwaren – HyperX NGenuity
Under unboxingen fandt vi frem til et link hvor man kan hente HyperX NGenuity softwaren, således at man kan ”låse op” for alle funktionerne i Alloy FPS RGB tastaturet. Efter en hurtig tur forbi hjemmesiden, en installation og genstart senere, mødtes vi af synet fra det første billede herunder. Dette er hvad jeg vil kalde startsiden, hvor man har adgang til at oprette og redigere i de op til tre forskellige profiler der kan gemmes direkte i tastaturet.

Ved at klikke på plus symbolet kan vi få lov til at oprette en ny profil, som jeg passende har valgt at kalde ”Tweak Test”. Under oprettelsen af profilen er det også muligt at indsætte et billede til denne, samt importere en spilprofil, så at lyset i tastaturet tilpasser sig det spil man spiller. På billede to herunder har jeg valgt spillet PUBG, og som vi kan se har lyset på tastaturet tilpasset sig til de knapper man bruger i spillet. Men det stopper langt fra her, når det kommer til indstillingerne man kan foretage. Med profilen gemt, kan vi trykke på ”Customize” og få adgang til menuerne på billede tre herunder, hvor det første har med lyset at gøre.

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_24.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_25.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_26.jpg

Den første fane kaldet ”Freestyle” er hvor lyset er tilpasset til den spilprofil vi har valgt, men der er mange flere muligheder. Under ”Zones” kan du vælge forskellige zoner på tastaturet og tilpasse disse uafhængigt af hinanden. Du kan naturligvis også gå all in og ændre lyset hver for sig – mulighederne er mange og det er stort set kun fantasien og tiden der sidder grænserne. 

Menu nummer to ude i venstre side er kaldet ”Game Mode”. Her inde kan du vælge hvilke knapper og funktioner der skal være deaktiverede når du går i game mode. Windows tasten slukkes, du kan ikke trykke ALT+F4 for at lukke programmet og så videre. Du kan selv tilpasse sagerne efter din smag her. 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_27.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_28.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_29.jpg

Macro menuen er stedet hvor du kan optage, redigere og slette dine macroer til Alloy FPS RGB tastaturet. Du kan give hver enkelt knap på tastaturet en ny funktion/macro, og tilpasse helt ned til millisekunder – intet nyt under solen her. Det fungerer og er lige til, hvis man er til den slags på sit tastatur. Sidst men ikke mindst er der tandhjulet oppe i højre hjørne af softwaren, bedre kendt som indstillinger. Her kan vi vælge sprog i softwaren, samt tjekke for opdateringer til tastaturet, og det er mere eller mindre det. Overall er HyperX NGenuity softwaren super simpel at finde rundt i, og giver de funktioner og muligheder man har brug for uden en masse unødvendigt skrammel – sådan! 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_30.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_31.jpg

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_32.jpg

Testen – Brugen og Komfort
Vi er nu nået til sidste stop inden konklusionen, det er med andre ord blevet tid til at se på hvordan Alloy FPS RGB tastaturet rent faktisk er at bruge. Dette betød at mit trofaste Vanguard K08 tastatur røg på hylden i nogle uger, og Alloy FPS RGB tog dets plads. Det første jeg bemærkede da jeg gik i gang med at bruge Alloy FPS RGB tastaturet, var at jeg manglede min håndledsstøtte. Jeg foretrækker en naturlig overgang fra bordet og op til kanten på mit tastatur, og ikke et ”bump” som man får uden en håndledsstøtte. Med det sagt, så kan man jo vende sig til langt det meste, og efter en lille uges tid, var Alloy FPS RGB da også ganske behageligt at arbejde med, selvom det aldrig helt blev det samme uden en håndledsstøtte. Heldigvis er tastaturet forholdsvis tyndt af et mekanisk tastatur at være, og kan vinkles en smule hvilket bidrog positivt til komforten. Hvis du er vandt til et tastatur uden håndledsstøtte vil du uden problemer kunne gå all in med Alloy FPS RGB og være oppe i skrive hastighed i løbet af no time, takket være det normale layout som tastaturet har. 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_33.jpg

Der er efterhånden en masse forskellige typer af mekaniske kontakter på markedet, og Silver Speed fra Kailh/Cherry MX er som navnet antyder, uden tvivl blandt de hurtigste du kan komme i nærheden af. Eftersom at der kun kræves 1.1 mm tryk for at dit tasteslag registreres, kræver det en del tilvænning før at man undgår fejltryk og bevægelser i spil som man ikke ville have foretaget. PRES kontakterne på mit Vanguard K08 tastatur aktiveres ved ved 1.5 mm, så der er altså 0.4 mm kortere kontakterne skal trykkes for at et tasteslag registreres på Alloy FPS RGB. Selvom dette ikke lyder af meget, er det noget der tydeligt kan mærkes! I spil som Counter Strike hvor det kan være et spørgsmål om liv og død, at bevæge sig korrekt og hurtigt, giver det en klar fordel med disse kontakter i tastaturet. Dette er måske ikke noget man som normal gamer vil bemærke, men når man spiller på højt plan er kun det bedste godt nok – det er de små ting der tæller her. Kort sagt er Silver Speed kontakterne fra Kailh imponerende hurtige at arbejde med, når man altså lige har vænnet sig til dem, og er over de mange tastefejl som der kommer under indlæringen – i hvert fald i mit tilfælde. 

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_35.jpg

Hvis du ønsker flere informationer omkring de forskellige mekaniske kontakter der findes på markedet, kan du læse vores artikel om netop dette. Du kan finde denne ved at klikke lige HER, og blive sendt der til i en ny fane. Overall er Alloy FPS RGB fra HyperX faktisk ganske lækkert at arbejde med – når man altså lige får det lært at kende. Eftersom at der ingen håndledsstøtte er inkluderet, og at kontakterne er så hurtige som de er. Indebærer det også at der er en indlæringskurve man skal igennem, før at man er på samme højde som man ville være med et ”normalt” mekanisk tastatur med for eksempel Cherry MX Red eller Blue kontakter – Silver Speed er noget HELT andet, og ulig nogle andre kontakter på markedet i øjeblikket. Alloy FPS RGB tastaturet giver mening for dem der ønsker et solidt bræt der kan holde til nogle tæsk/være med på farten, og samtidig leverer top performance uden en masse unødvendige features, RGB-lyset er der ganske vidst – men you get the point.

tweak_dk_HyperX_Alloy_FPS_RGB_mekanisk_tastatur_37.jpg

 Pris
I skrivende stund d. 02/12 2018 kan HyperX Alloy FPS RGB tastaturet findes på nettet til omkring 800,- DKK, hvilket faktisk er en ganske fair pris sammenlignet med andre mekaniske tastaturer på markedet. Du får et solidt bræt som er bygget som en tank, med lækkert lys og features som enhver gamer vil elske.

Ønsker du flere detaljer på Alloy FPS RGB tastaturet fra HyperX, kan du tage en tur forbi deres hjemmeside. 

 

Konklusion
Enden er nået… I hvert fald i vores test af Alloy FPS RGB tastaturet fra HyperX. Vi skal have samlet tankerne og konkluderet hvad vi har fundet ud af, i den tid tastaturet har lagt på skrivebordet. Som jeg startede ud med at nævne i indledningen, så er Alloy FPS RGB fra HyperX et mekanisk tastatur uden en masse unødvendige features. Der er godt nok stadig RGB-lys indbygget, men ud over dette har vi faktisk med et meget basic tastatur at gøre, hvilket giver mening hvis man tænker på målgruppen. HyperX er sponsor for flere af de store Counter Strike hold, som bruger deres produkter. Dette betyder at tingene skal være af en hvis kvalitet. Alloy FPS RGB er bygget som en tank, og det føltes som om at det kan klare en del uden at falde fra hinanden.

USB-kablet kan afmonteres, således at der er en ting mindre der kan gå i stykker under transporten. Jeg er dog meget uforstående overfor, hvorfor at HyperX har valgt at bruge det efterhånden gamle mini-USB stik, og ikke hoppet på Type-C vognen. Dette er både et mere holdbart stik, samtidig med at det også kan vendes begge veje. Nu vi er ved de ting der måske kunne have været bedre, så havde det for mig personligt også været et stort plus at se en inkluderet håndledsstøtte i kassen. Lige ledes havde det også været et plus hvis at Alloy FPS RGB havde været tilgængeligt med mere end én type kontakt. Silver Speed kontakterne, er måske ikke for alle og enhver, da de er virkelig følsomme, så en rød eller brun variant havde været lækkert også.

Med det sagt, så er der virkelig ikke meget ondt at sige omkring Alloy FPS RGB tastaturet. HyperX har virkelig skabt et solidt produkt som både ser lækkert og stilrent ud, samtidig med at det leverer en lækker performance – når man vender sig til de virkelig hurtige kontakter fra Kailh. RGB-lyset er pænt og jævnt, der er medie genveje i ”F” tasterne, og du har en port til at oplade din telefon, headset eller lignende direkte i tastaturet. Vi ender på en score der hedder 8.5/10 samt vores Safe Buy award, for et solidt gamer tastatur med en række fede features, hvor der dog stadig er plads til lidt små forbedringer. Overall er Alloy FPS RGB fra HyperX et lækkert tastatur, som uden tvivl vil kunne tilfredsstille langt de flestes behov, og mere til!

Godt

  • Bygget som en tank
  • Pænt RGB-lys i samtlige taster
  • Gaming Mode
  • Software med masser af muligheder
  • Indbygget USB port – dog kun til opladning
  • Medie-kontrol og genveje i ”F”-tasterne
  • Aftageligt USB-kabel = sikker transport
  • Kailh Silver kontakter med hurtig registrering

Knap så godt

  • Ingen håndledsstøtte inkluderet
  • Benytter mini-USB port (ikke Type-C)
  • Kun tilgængeligt med én kontakttype

Score: 8,5 + Safe Buy award 

Vores partnere