Audi e-tron: Nerdvana på hjul: Test

Audi e-tron front
Så er tiden kommet til det nyeste skud på stammen af biltests her på Tweak. Denne gang har vi været omkring Audi i Risskov, som allervenligst har udlånt os deres e-tron. ¨Men det var ikke en hvilken som helst e-tron vi fik mellem hænderne her på redaktionen, det drejer sig om den store e-tron advanced Prestige 55 quattro.

Her i anmeldelsen vil jeg fokusere på hvorfor netop e-tron er enhver teknologi nørds (og drengerøvs) drøm når det kommer til elbiler, med en særlig fokus på gadgets, funktioner, infotainment og meget mere. Med det samme tør jeg godt komme med en anbefaling. Hvis du synes det du læser her lyder lækkert, så kør omkring den nærmeste Audi og få en tur i e-tron. Det er en fornøjelse!

audi e-tron elbil tweakdk.jpg

Inden vi dykker ned i den nørdernes nirvana, som e-tron er, vil jeg lige gennemgå ekstraudstyret som også var i vores testbil. 

Testbilen var udover standardudstyret udfærdiget med en ekstra lade tilslutning, alcantra/læder sæder, pre sense-bagsædepakke, virtual cockpit Plus, B&O Premium Sound System m. 3D-lyd, børste aluminiums dekor, S line interiør, komfort midt-armlæn foran, komfortparkeringsklimafunktion, ambientebelysningspakke, sportssæder, Matrix LED-forlygter med dynamisk lysiscenesættelse og dynamiske blinklys. Den samlede pris for bilen i testet stand løber op i 916.155,- i 2020.

Hvis du har fået blod på tanden og med det samme skal ind og købe sådan en vogn, så kan du på Audis hjemmeside indtaste koden AQ2NATH5 og så bliver bragt til præcis vores testbils konfiguration.

Nu til alt det sjove! Alt det som gør, at jeg med sikkerhed tør sige at e-tron vil få enhver nørd til at hoppe af glæde og forventning. Nemlig al den fede teknologi som Audi har formået at stoppe ind i e-tron.

Lad os starte fra en ende af – med en af de absolut vigtigste ved en elbil. Opladning. E-tron understøtter AC, DC og kan anvende CCS-Combo stikket (i førersiden). Det tillader fantastisk hurtig opladning på eksempelvis Clevers lade standere, og betyder at du under en ganske almindelig handletur i Bilka kan lade bilen mere eller mindre fra nær tom til 80%. Det er lækkert! Låget der skjuler lade stikket under normal tilstand åbnes og lukkes elektrisk (pluspoint på nerdfactor lige der! Tilmed indikeres opladningsstatus direkte ved siden af lade stikket. Simpelt, effektivt og nemt! Men nu tænker du sikkert, ja, ja – nu kan han vel heller ikke tale mere om opladning. Men jo! Det kan jeg faktisk. Lidt mere i hvert fald. I fronten (frunk, som nogen har døbt den slags) er der plads til dine opladningskabler. Let, bekvemt og hurtigt.

opladning e-tron audi tweakdk.JPG

På den mere nørdede side har vi de autonome funktioner. E-tron kommer med hvad der bedst kan karakteriseres som den bedste og mest velintegrerede adaptive fartpilot jeg endnu har prøvet. Farten tilpasses automatisk efter både skiltegenkendelse og indbygget GPS i bilens infotainment system. Men. Det er ikke alt. Audi’en sænker også automatisk hastigheden frem mod rundkørsler mv. når du kører med adaptiv fartpilot og GPS. Den kører friskt til i en rundkørsel, men der skal jo også være plads til lidt sjov. For sjov, det er e-tron at køre i!

infotaintmend e tron.JPG

Mest imponerende af alt, må dog næsten være bilens (i mine øjne hjerte og hjerne). Nemlig infotainment systemet eller Audi MMI (et forsigtigt gæt, så betyder det MultiMedia Interface). Audi e-tron er ganske enkelt foret med højkvalitets- touchskærme og det gør det til en fornøjelse at bruge bilen. I centerkonsollen hviler intet mindre end to store skærme. Begge er tiltet en anelse mod føreren for at give dig, som primær bruger den bedst mulige oplevelse, mindst mulig genskin og mest mulig fornøjelse. Det første indtryk der presser sig på er hvor mange timer Audis (software)ingeniører må have lagt i brugervenlighed og user experience, for Audi MMI er en intuitiv fornøjelse at bruge. Menuerne er logiske, opbygningen er nem at navigere i, touchskærmen særdeles responsiv – uden at være ”twitchy”.  Den føles dyr og premium, præcis som man ville forvente i en bil til (i dette tilfælde) en lille million (de starter i 599.990,- i 2020). 

fremtidens bil e tron audi indefra.JPG

Når nu smilet hænger fast helt oppe omkring ørerne, så bliver det ganske enkelt ikke lettere at sige noget negativt om e-tron 55, når det går op for en at den øverste og primære skærm er dybt integreret med den nederste touchskærm. Den nederste skærm kan man hurtigt komme til at henlægge som blot værende ”en prætentiøs måde at styre klimaanlæg”. Ganske enkelt noget der er gjort for at være ”smart i en fart”. MEN… MEN! Først og fremmest fungerer det helt og aldeles fremragende at kontrollere klimaanlægget på en touchskærm i den størrelse. Langt, LANGT vigtigere er det dog at denne anden, og mindre, touchskærm er dybt integreret med den primære. Det vil i reelt brugsscenarie sige at den kobler direkte sammen når du eksempelvis skal indtaste adresser i GPS-funktionen i Audi MMI. Hvordan? Jo, skærmen bliver såmænd til et tastatur… Eller endnu bedre – den har håndskriftsgenkendelse. Og ikke en af de her elendige versioner som alle prøver at spise dig af med. Nej, det er en genkendelse som VIRKELIG bare spiller. Næsten uanset hvor grim en håndskrift du har (jeg har en FORFÆRDELIG en af slagsen), så genkender Audi MMI det du skriver hurtigt, effektivt og ikke mindst intuitivt. YES!

Nu kommer det her lynhurtigt til at lyde som en gang Audi fan-boyism. Lad mig lige understrege at sådan forholder det sig ikke, og jeg forstår godt hvis du tænker det nu. Faktisk er undertegnede, traditionelt, lidt skeptisk overfor Audi. Det er dog helt umuligt ikke at blive imponeret af e-tron!

Videre med føreroplevelsen i samspil med Audi MMI!

digital cockpit audi e-tron bil test.JPG 

Når du sidder komfortabelt i førersædet vil du blive mødt af Audi Virtual Cockpit. Audi selv beskriver det som din optimale måde at skabe overblik over de vigtigste data og få vist e-tron-specifikke tjenester – såsom aktuel batteritilstand, resterende rækkevidde, køretid og kørt strækning. Alt det og mere er sandt. Virtual cockpit kommer med flere forskellige layouts, på hver deres måde, skaber en unik brugeroplevelse med netop de ting i fokus, som er nødvendige for den individuelle bilist. I Audi MMI er det i øvrigt også muligt at programmere en timer til opladning af batteriet eller finde en lade destination.

Nu har vi på redaktionen allerede fiflet lidt med andre elbiler. Et punkt hvor e-tron skiller sig klart ud, er dens evne til forudseende og særdeles effektivt, regenerere strøm til batteriet. Det er en vildt imponerende oplevelse, og utroligt svært at beskrive. Det bedste jeg kan gøre for at beskrive det, er at fortælle jer at bilen fuldkommen autonomt forudser hvornår du har behov for at bremse og automatisk begynder at regenerere strøm. Det sparer vanvittig mange kilometer på batteriet – og kan i periode forekomme som en nærmest uendelig rækkevidde når man lærer at køre med det.

Vores testbil er ydermere udstyret med B&O premium sound system. Ja. Hvad skal jeg næsten sige? Det er B&O! Det er simpelthen en fornøjelse at bruge lydsystemet i e-tron. Uden at være audiofil, tør jeg godt sige at det er, hvis ikke det bedste, så klart top-3 af lydsystemer jeg har oplevet i biler. Sammen med den totalt fraværende støj (akustikruder, lækkert!) er det noget som ganske enkelt skal opleves! Der er ligeledes DAB, hvilket nok må kaldes en nødvendighed i 2020, men stadig lækkert.  

e-tron elbil hybrid, front audi grill.jpg

Så er der selvfølgelig smartphone-integration, gennem såvel Apple CarPlay som Android Auto. I løbet af testen har vi udelukkende brugt Apple CarPlay. I løbet af testen har vi også leget lidt med tilslutningen, fra den klassiske med USB tilslutning (som fungerer problemfrit og effektivt) til den (i vores øjne) langt mere interessante trådløse integration mellem Audi MMI og Apple CarPlay. Det betyder at når du sætter dig ind i bilen tilslutter Apple CarPlay automatisk trådløst og fuldkommen problemfrit. En lille sidebemærkning. Den trådløse oplader i midterkonsollen. Audi, hvis i læser med: ROS DEN INGENIØR! Integrationen og følelsen mellem den vertikale oplader, gummiet og ikke mindst det lille roterende hjul på klipsen som holder telefonen opret burde gøres til et UX design-studie. Alle andre bilmærker bør kigge med her!

Overordnet fungerer Apple CarPlay i Audi e-tron perfekt, med den ene lille undtagelse, at når det køres via den trådløse funktion, så forekommer der et delay mellem kontrollen på rattet og CarPlay. Dette er muligvis en teknisk begrænsning i softwaren, men ikke desto mindre værd at bemærke – det det tager CarPlay oplevelsen fra et 13-tal til et 11-tal. Det er ikke som sådan et problem, men desværre en lille glitch, som brugeren vil opleve ofte – og det er virkelig en skam.

præsentation e tron Audi tweakdk.JPG

Men sådan en e-tron er jo en kæmpe slæde, sidder du sikkert og tænker. Og hvad så med parkering og færdsel i byen? Nu er det sådan at, jeg, vores journalist, er bosiddende i Aalborg C – med alt hvad det betyder af lade”problemer” og parkeringsudfordringer. Endnu engang må vi springe på hovedet i Audi MMI. E-tron har ganske enkelt kameraer alle vegne – front, bag, side – ja, man fristes til at sige top og bund også. Samtidig er vores bil udstyret med 3D visning fra over, som gør du kan parkere e-tron på en 5-krone. Sådan føles det i hvert fald. Det fungerer fantastisk og får e-tron til at føles som om det var en A3 i størrelse.

Audi har naturligvis også skabt en app. myAudi. I App’en kan du bl.a. programmere din bil til at varme op (eller køle ned) til bestemt tidspunkter. Lækkert til kolde danske vintre. Du kan også tjekke opladningsstatus og få helbredsstatus på din bil generelt. Der kan bookes tider til service og meget andet.    

infortaintmentsystem software status elbil opladning.JPG

Afrundingsvis skal vi lige omkring lidt småting ved e-tron også.

Først og fremmest, den digitale klimakontrol er også ført om på bagsæderne. Wow… Vildt nok. Det er sgu dedikeret Audi. Det kan vi lide! Når det så er sagt, hvorfor i alverden er der så ikke USB stik til bagsæderne? Og nu vi er ved USB stikkene, så er det synd at det kun er USB-A stik der er integreret i fronten. Vi vil gerne se USB-C i 2020. 

Nu skal det jo ikke være USB stik der farver dit syn på Audi. Så lad os lige slutte af med et par sikre vindere. På iPhone integrerer Audi MMI med kalenderen på din iPhone. Man skal ikke bande. Men *BIIP* det er en lækker funktion når man er meget på farten.

elbil grøn miljø audi e-tron

Når vi nu runder af, er det med den eneste kommentar vi har, der minder om en normal artikel om en bil. For den er vigtig, men har to dele. Først og fremmest Audi e-tron er utrolig sjov at køre. Det er ikke en sportsvogn, men den er hurtig! Dernæst, once you go luftaffjedring, you never go back! Det tør jeg godt sige. E-tron har været min første oplevelse med adaptiv luftaffjedring og sikke en fornøjelse, fra den helt bløde komfort man oplever i byen, til den mere stive affjedring på motorvejen. Skal du offroad? Ingen problem, et par klik i Audi MMI og så hæver hele affjedringen sig. Altså, man føler sig næsten som sådan en gangster-fyr i en Hollywood film. Det er noget der SKAL opleves!

Læs vores andre biltests på Tweak.dk



Hvor lander vi så, på Tweak-skalaen?

Det bliver ganske enkelt solide 9.5/10 og en Enthusiast Only award. Hvorfor enthusiast only? Jo, fordi e-tron koster en million gode danske stakater. Bevares, den er pengene værd, UDEN TVIVL. Men det altså kun for de, som har en million kroner der brænder et hul i lommen. Har du det? KØB!

Pros:

- Audi MMI

- Køreoplevelsen

- Opladning

- CarPlay integration

- Luftaffjedring

- Autonome funktioner

- Nerdfactor!

- Cool factor!

Cons:

- USB-A

- Problemer med at få App og bil til at snakke sammen over 4G

Vores partnere