MSI Titan GT77 12UHS - Monster gaming Laptop

P1088602
Det er blevet tid til endnu et kig på en gaming laptop. Denne gang er det dog en af de lidt større. Den kommer med en Intel i9-12900HX CPU og et RTX 3080Ti grafikkort, så vi er solidt plantet i High End segmentet, og med en pris der får øjnene til at løbe i vand.

Specifikationer

  • CPU: Up to 12th Gen Intel® Core™ i9-12900HX Processor
  • OS: Windows 11
  • Display: 17.3" UHD (3840x2160), 120Hz, IPS-Level
  • Chipset: Intel® HM670
  • Graphics: NVIDIA® GeForce RTX™ 3080 Ti Laptop GPU 16GB GDDR6
  • RAM: Max 128GB - 4 Slots - DDR5
  • Storage: 3x M.2 SSD slot (NVMe PCIe Gen4) - 1x M.2 SSD slot (NVMe PCIe Gen5) Compatible
  • Webcam: IR HD type (30fps@720p)
  • Keyboard: Cherry Mechanical Per-Key RGB Gaming Keyboard by SteelSeries
  • Network: Killer ax Wi-Fi 6E + Bluetooth v5.2 - Killer Gb LAN (Up to 2.5G)
  • Audio: 2x 2W Woofer - 2x 2W Speaker
  • Audio Jack: 1x Mic-in/Headphone-out Combo Jack
  • I/O: 2x Type-C (USB / DP / Thunderbolt™ 4), 3x Type-A USB3.2 Gen2, 1x Mini-DisplayPort, 1x SD Express Card Reader, 1x RJ45
  • Battery: 99 Battery (Whr) 4-Cell
  • AC Adapter: 330W adapter
  • Dimension: 397 x 330 x 23 mm
  • Weight: 3,3 kg
  • Color: Core Black

Som man kan se på specifikationerne, så er der mulighed for lidt forskellige konfigurationer. Den version, som vi har fået til test, er med i9-12900HX CPU, 64 GB RAM, et RTX 3080Ti grafikkort og 2TB M.2 SSD lager. 

Som altid kan det godt betale sig at se godt efter, når man bruger penge på en laptop i denne klasse. Hvis man ser alene på det overordnede modelnummer, så kan der være stor forskel på, hvilken hardware der er i maskinen. 

Hvis man fx søger bare på MSI Titan GT77 findes den både med RTX 3080Ti og RTX 3070Ti grafikkort. 

Begge dele er dog som sagt godt oppe i High End segmentet, og vores testmodel er en af de største i familien. 


En tur Rundt om MSI Titan GT77 12UHS

Det bliver hurtigt tydeligt, at MSI Titan GT12UHS maskinen tager en lidt anden vinkel, end de laptops vi har set på over den seneste tid. Her arbejdes der ikke for at kunne kalde sig en “thin and light” gaming laptop. 

Titan GT77 maskinerne er både større og tungere, end nogen af dem vi har set på i år. Det er naturligvis gjort for at give de bedste muligheder, for den kraftige hardware som er valgt. 

MSI Titan GT77 - bagside.JPG

Det mest tydelige eksempel på det er, at Titan GT77 er blevet forlænget på bagsiden. Når du vipper skærmen op, stikker maskinen ud yderligere syv centimeter. 

Det er gjort for at få plads til den massive køleløsning, som er nødvendig for at køle komponenterne. Der er i alt fire blæsere og syv heatpipes, der blæser den varme luft ud af maskinen seks forskellige steder. Den slags kræver plads, og det er derfor MSI Titan GT77 er bred over røven. 

MSI har dog valgt at krydre det design, med deres MSI Mystic Light RGB, som kan ses på bagsiden af maskinen. 

MSI Titan GT77 bagside RGB belysning.JPG

Køleløsningen betyder også, at strømtilslutningen sidder på venstre side af maskinen. Her skal den store 330W strømforsyning sættes til. 

Ud over strømtilslutningen finder vi på venstre side også to Type-A USB3.2 Gen2 stik, en SD Express kort læser sammen med et kombineret mikrofon og headset jack. 

MSI Titan GT77 - højre side io.JPG

På højre side finder vi endnu et Type-A USB3.2 Gen2 stik, to Type-C stik, som understøtter både USB, Thunderbolt 4 og DisplayPort, en Mini-DisplayPort, HDMI og et netværksstik. 

MSI Titan GT77 - Venstre side io.JPG

Samlet set et rigtigt solidt udvalg af tilslutningsmuligheder. 

Åbner vi laptoppen bliver vi mødt af den 17,3” store 4K IPS skærm med en 120Hz refresh rate. Der er dejligt tynde rammer, hvor der også findes plads til et ikke specielt imponerende 720p webcam over skærmen. 

MSI Titan GT77 4K 120hz IPS skærm.JPG

Tastaturet er mekanisk med Cherry MX kontakter. Det er lavet i samarbejde med SteelSeries, og kommer naturligvis med MASSER af RGB muligheder. Lyset kan tilpasses individuelt for hver knap, via SteelSeries Engine software. 

Tasterne er dog en anelse sammenklemte, da MSI har valgt at inkluderer et num pad. 

MSI Titan GT77 - SteelSeries tastatur.JPG

Under tastaturet får vi et dejligt stort touch pad til navigation sammen med en fingeraftrykslæser som kan sættes op til at fungere om login til Windows 11. 


Software

Vi kan ikke helt komme uden om, et kort kig på softwaren på MSI Titan GT77. Maskinen leveres med Windows 11 i sin standard form. Den er som altid, fyldt med et udvalg af forskelligt bloatware, som man med fordel kan rydde lidt op i, med mindre man er fan af kabale og alle de andre ting, Microsoft gerne vil skubbe i hovedet på os. 

MSI Titan GT77 SteelSeries Software taster.png

Tilpasning af lys og tastatur foregår via SteelSeries Engine software, som ligger i deres SteelSeries GG suite. Det er et stykke solidt software, som giver et hav af muligheder for dels at tilpasse lyset, men også indstille hver enkelt tast, som man har lyst. 

Alt sammen kan sættes op på forskellige profiler, så det kan tilpasse sig alt efter, hvilke spil eller programmer man bruger. 

MSI Titan GT77 - SteelSeries software RGB lys.png

Ved siden af SteelSeries delen har MSI dog også deres egen MSI Center Software. Det har historisk været en tung sag. Heldigvis er MSI dog gået over til, at brugeren selv kan vælge, hvilke dele af programmet man har planer om at bruge. På den måde kan man nøjes med at installere de ting og slippe for resten. 

MSI Titan GT77 - MSI Center software.png

Det er en lækker udvikling, for MSI klemmer rigtigt mange ting ind i deres MSI Center suite af softeware. Der er både AI billedsortering, Recovery og Capture software og meget andet. 

Underligt nok, så kan man også her styre RGB lyset via deres egen Mystic Light, selv om det også er indbygget i SteelSeries. 


Testen

Vi springer videre til testen af maskinen, da det naturligvis er her vi skal se, om den på nogen måde er alle pengene værd. 

MSI Titan GT77 er en ret stor og tung laptop efter moderne standard. Det bliver endnu mere tydeligt, når man indregner den store 330W strømforsyning med. Så det er ikke en laptop man lige let sætter til på togturen. 

Skærmen giver et rigtigt lækkert farverigt billede og 4K IPS er svært at klage over. 

MSI Titan GT77 330W strømforsyning.JPG

Det mekaniske Cherry MX tastatur er også en god bonus. Det har et lækkert taktilt feel, når der skrives eller spilles på det. Det kombineret med muligheden for at tilpasse lys og funktioner på hver enkelt tast betyder, at mulighederne er stort set uendelige.

Det kræver dog lige til tilvænning at bruge tastaturet. MSI har valgt at inkliudere numpad funktionalitet også. Det betyder dog bare, at tingene skal klemmes lidt sammen, for at få plads imellem de to højttalere på hver side. 

Så tasterne er ikke opsat i et standard layout, hvilket betyder at ens muskelhukommelse kan arbejde lidt imod en under brug. 

MSI Titan GT77 SteelSeries tastatur layout.JPG

Testen af ydelse sker naturligvis via vores sædvanlige udvalg af spil, for at få en ide om, hvor ydelsen ligger. Inden jeg rykker til resultaterne vil jeg dog lige komme ind over kølingen i maskinen. Jeg startede nemlig indledningsvis med at undre mig over, at systemet var så stille som det var, hardware taget i betragtning. 

Jeg opdagede dog samtidigt, at temperaturerne på CPU’en landede på 96 grader og 86 grader på grafikkortet under gaming. Det første dels til hardware der oplevede et thermal throttle og dels maskine, der faktisk var så varm på overfladen flere steder, at den var direkte ubehagelig at røre ved.

Alt dette skyldes dog, at profilen for køling som standard er sat ret lavt, og ikke automatisk skifter til en kraftigere køling, når der var brug for det. Dette skete til trods for, at maskinen via MSI Center var indstillet til Extreme Performance Mode. Jeg kunne umiddelbart ikke finde et sted at ændre tingene i software, så det skete automatisk. 

MSI Titan GT77 køling.JPG

I stedet for skal man lige huske via genvejstasten på tastaturet, og sætte fuld tryk på kølingen manuelt. Husker man det ender man, ikke overraskende, med en køleløsning der larmer betydeligt mere. Det betød dog også, at temperaturen for CPUen landede på 68 grader og grafikkortet på 75 grader. 

Det betød, at ydelsen blev markant forbedret i spil, så det er en vigtig detalje at have på plads, hvis man spiller krævende spil. Jeg vil dog sige, at knap så krævende spil som fx Overwatch sagtens kunne spilles uden problemer med den lavere og betydelig mere stille køling. Alt sammen hvis man kan leve med de høje temperaturer.

Hvis vi starter med at se på resultaterne for spil, som alle er lavet med maksimal køling slået til. Vi lægger ud med det mest krævende spil, som er Cyberpunk 2077. 

MSI Titan GT77_Cyberpunk.jpg

Her kan vi se, at selv om vi har et RTX 3080Ti kort til rådighed, så kommer vi ikke i nærheden af at udnytte de 120 Hz, som skærmen kan klare. Vi er endda langt fra de 60 FPS, som burde være minimum for en PC gaming oplevelse. 4K opløsning er naturligvis også en hård nød at knække, med et spil der er så tungt som Cyberpunk 2077.

Her vil ting som DLSS eller FidelityFX 1.0 være nødvendige, eller alternativt lavere indstillinger. Med DLSS slået til i Performance mode, kunne der klemmes omkring 80 FPS ud af Titan GT77, uden at det gik for meget ud over udseendet på spillet. Med FidelityFX sat til performance mode, var jeg på den gode side af 90 FPS. 

MSI Titan GT77_Outriders.jpg

Vi rykker videre til Outriders, som også ligger i den krævende ende af skalaen. Her klarede maskinen sig noget bedre, men det var dog stadig under de magiske 60 FPS. Igen skal man ind og benytte sig af de specielle features, som DLSS eller tilpasse indstillingerne, for at få solide resultater. Med DLSS sat til Performance Mode, lå de gennemsnitlige FPS resultater på 87 FPS. 

MSI Titan GT77_assasins creed.jpg

Med Assasin’s Creed Valhalla gentager historien sig med resultater lige under de magiske 60 FPS. Her er det ikke engang muligt at slå DLSS eller lign. til, da det ikke er en del af spillets indstillingsmuligheder. 

Der er dog mulighed for at bruge upsampling eller Adaptive Quality for at ramme et bestemt FPS tal. Adaptive Quality delen topper dog ved 60 FPS så der er ikke meget at vinde der.

MSI Titan GT77_Overwatch.jpg

Vi slutter af med det letteste spil i rækken, som er Overwatch. Her er det dog også værd at bemærke, at vi ligge rnoget under, hvad vi ser med fx et desktop RTX 3070Ti. Det viser bare, at selv om der står RTX 3080Ti på spec listen, så skal vi huske på, at laptop versionerne er noget underernærede i forhold til de store desktop varianter. 

Jeg vil slutte testen af med lyden. Der er solide højttalere indbygget i Titan GT77, som ligger en god tand over gennemsnittet for laptops. Der mangler naturligvis lidt at den dybere lyd, som man vil kunne få med gode eksterne højtalere. Det er dog meget godt, taget størrelsen på højtalerne taget i betragtning. 

MSI Titan GT77 speakers.JPG

Højttalerne skal også være ret beefy for at kunne overdøve kølingen på maskinen. Når der er smæk på kølingen, hvilket er nødvendigt for at få god ydelse, så larmer maskinen betydeligt. Der skal skrues op for lyden eller spilles med headset, for at gøre det til en tålelig oplevelse. 

Det går ikke at spille i stuen, mens andre forsøger at tale sammen eller se TV.


Pris

Med en maskine, som MSI Titan GT77 skal man være parat til at sluge noget af en pille i forhold til prisen. Jeg kan pt kun finde den til salg hos Dustin.dk og her lander den med en pris på lige under 42.000 kroner! Det er en pris, som næsten gjorde fysisk ondt på mig, på trods af at vi kun har den til låns i forbindelse med testen. 


Konklusion 

Ind imellem sidder jeg med et stykke hardware, hvor jeg tænker: “Hvorfor?” Det er i den grad tilfældet med MSI Titan GT77 maskinen her. Det er lidt som om MSI har tænkt, at de bare ville lave en Gaming Laptop med den mest high end hardware ,uden lige at stoppe op og tænker over om kombinationen af hardware, og ikke mindst prisen ville ende med at give mening for forbrugerne. 

Rent hardware og designmæssigt, er der ikke en finger at sætte på tingene. Det er lækre materialer og jeg ville bestemt ikke klage over at have en laptop, med den kombination af hardware.

MSI Titan GT77 strømforsyning.JPG

Det er noget af det bedste man kan få inden for laptop hardware, så den del er på plads. Men det er den helt utroligt høje pris dog også! 42.000 kroner skal der på bordet, før man kan tage MSI Titan GT77 maskinen med hjem. 

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig et scenarie, hvor jeg kunne finde på at anbefale en maskine, som den her til en almindelig gamer.

Hvis det er med gaming for øje, så er kombinationen af en 4K skærm og en laptop version af et RTX 3080Ti kort faktisk skudt lidt ved siden af. Som vi kan se på resultaterne, så kan selv et af de vildeste kort på laptop markedet, ikke klare ydelse der passer til skærmen. 

P1088601.JPG

Så man vil ende med at smide en forbandet masse penge ud af vinduet, blot for at kunne sige, at man har det vildeste af det vildeste inden for gaming laptops. I den her størrelse giver en 4K skærm, i forvejen ikke ret meget mening. 

Maskiner med en 1440p skærm og et RTX 3080 kort kan findes til omkring halv pris. Det er et felt der giver meget mere mening. 

Vi lander med en endelig karakter på 7, for en maskine der har sine hardware specs i orden, men som INGEN mening giver til den normale gamer, der ikke også drukner i penge.


Godt: 

  • Noget af den bedste laptop hardware der findes


Skidt: 

  • 4K er for meget selv for et RTX 3080Ti laptop kort. 
  • Prisen!


Vores partnere