Netflix er hjemstedet for mange interessante serier. Streamingsitets nyeste projekt indebærer Fast & Furious som animationsserie.
Langt de fleste har før eller siden stiftet bekendtskab med Fast & Furious. Den populære film-franchise har over årene kastet intet mindre end otte film af sig.
Nu ønsker Netflix at bygge videre på franchisen – dog denne gang ved at producere en animationsserie i samarbejde med DreamWorks Animation Television. Det bekræfter Netflix i en nylig annoncering.
I modsætning til filmene ønsker Netflix ikke, at Dominic Toretto skal være animationsseriens hovedkarakter. Den rolle gives i stedet til fætteren Tony Toretto.
Plottet er, at Tony følger i fodsporene på Dom ved, at han og hans venner bliver rekrutteret af et agentbureau fra den amerikanske regering. Deres opgave bliver at infiltrere en racing-liga, der fungerer som platform for en forbrydelsesorganisation med planer om verdensdominans.
Vin Diesel skal sammen med Tim Hedrick, Bret Haaland, Neal Moritz, Chris Morgan stå for seriens produktion.