AUTHOR : Kenneth Johansen
PUBLISHED : 2020-02-13 07:10

RX 5600 XT Red Dragon: Den ultimative 1080p GPU


Selv om meget mediedækning og hype omkring grafikkort drejer sig om nye high end grafikkort på markedet, så er det ikke her de fleste kunder befinder sig. Mellemsegmentet med mere prisvenlige alternativer er ikke overraskende meget større. I dag tager vi et kig på et grafikkort fra PowerColor i AMD's RX 5600 XT familie. Det er en grafikkorts serie, som AMD selv har udråbt til den ultimative grafikkort til 1080p gaming.

P1011092


Vi kan ikke komme uden om, at AMD er kommet godt tilbage efter de seneste par år i skyggen på hardware markedet. AMD har stået en anelse i skyggen af Intel og Nvidia, men nu står de super stærkt på CPU markedet, men halter stadig lidt på grafikkortene sammenlignet med Nvidia, hvis man kigger på high end markedet. 

High end markedet er dog kun en lille del af det samlede marked, og langt de fleste grafikkort der sælges findes i det noget billigere mellemsegment. 

Seneste skud fra AMD inden for grafikkort er deres Radeon 5600 XT, som de som sagt selv har udråbt som det ultimative 1080p grafikkort. I dag tager vi et kig på netop et af de kort, i en Red Dragon udgave fra PowerColor. 


NOTE:

Inden vi kommer i gang med selve testen, så vil vi dog lige indskyde, at det grafikkort som vi har modtaget til test, kommer direkte fra AMD selv. Det har vist sig, at det er en tidlig model som AMD har fået, og PowerColor efterfølgende har valgt at lave en lille ændring til grafikkortet, så den endelige retail version er lidt anderledes end vores pressesample. 

red-dragon-rx-5600-xt-heatpipes

Helt nøjagtigt drejer det sig om antallet af heatpipes, som grafikkortet er udstyret med. Vores grafikkorts sample har fire, mens den endelige version af grafikkortet har fem. Det betyder, at man muligvis vil kunne se en variation i varme og ydelse imellem grafikkortet i vores test , og detgrafikkort man kan købe i butikkerne. 

Fordelen vil dog falde til retail-grafikkortets fordel. Så hvis vi spotter forskelle, vil det forventeligt være med lavere temperaturer og bedre ydelse end i vores test. 

amd-rx-5600-xt-chip

Resten af kortet, og i særdeleshed selve GPU chippen, er dog 100% identisk med den, som man vil få på et retail grafikkort.

PowerColor RX 5600 XT Red Dragon specifikationer 

Med noten bag os, kan vi kaste os over dagens test. Vii starter med at tage et kig på de tekniske specifikationer for grafikkortet.

  • Graphics Engine: AXRX 5600XT 6GBD6-3DHR/OC
  • Video Memory: 6GB GDDR6
  • Stream Processor: 2304 Units
  • Engine Clock: 1560MHz(Game) / up to 1620MHz(Boost)
  • Memory Clock: 14.0 Gbps
  • Memory Interface: 192-bit
  • DirectX® Support: 12
  • Bus Standard: PCIE 4.0
  • Standard Display Connecors: HDMI/ DisplayPort x3

Features:

  • OpenGL
  • CrossFireX™ Technology (DirectX® 12/Vulkan™)
  • AMD Stream Technology
  • AMD Eyefinity Technology
  • AMD Hypermemory

amd-radeon-RX-5600-XT-specs

Radeon 5600 XT grafikkortet er bygget på AMD's 7nm RDNA arkitektur, og kommer med 36 compute units, 2304 Stream Processors samt seks GB GDDR6 RAM på en 192 bits hukommelsesbus.  

PowerColor RX 5600 XT Red Dragon understøtter også PCIe 4.0 selv om det, som tingene ser ud nu, ikke har nogen praktisk betydning for grafikkortets ydelse. 

En af de hovedpunkter, som AMD selv fremhæver, er deres 7nm arkitektur, som gør det muligt at klemme mere ydelse ned i deres grafikkort sammenlignet med tidligere generationer, og samtidigt kunne gøre det mere energieffektivt. 

rx-5600-xt-power-comparison

AMD's egen sammenligning med deres RX 590 grafikkort viser for eksempel et 42% boost til ydelsen og samtidigt et 33% fald i strømforbruget.

Sammen med grafikkortet er der også adgang til AMD's Adrenaline software, som ud over drivers, også indeholder en del andre funktioner, som giver mulighed for at få mest muligt ud af dit AMD baserede grafikkort. 

radeon-software-adrenaline

Vi har tidligere taget et kig på nogen af de funktioner og den gennemgang kan I læse lige her.

Den officielle specifikation på boost clock hastigheden omtales fra AMD's med et max boost op til 1560 MHz og en forventet game clock på 1375 MHz. 

PowerColor selv har dog anført, at man med deres seneste VBIOS opdatering til grafikkortet kan forvente noget højere end det. Så får man en boost clock på 1620 MHz og en game clock på 1560 MHz, hvis man bruger OC BIOS, mens man på Silent BIOS kan forvente en Game Clock på 1460 MHz.


PowerColor RX 5600 XT Red Dragon design: 

Grafikkortet vi har fået til test, er en Red Dragon version fra PowerColor, der er en af AMD's samarbejdspartnere ved lanceringen af de nye grafikkort. 

Vi har tidligere set på deres Red Dragon RX 5700 grafikkort, som I kan læse anmeldelsen af lige her.

powercolor-red-dragon-rx-5700-xt

Designet på 5600 XT versionen er helt som vi har set på andre grafikkort i Red Dragon serien. vi mødes af et afdæmpet design udført i sort metal og plastik, og helt uden RGB LED lys af nogen art. 

Der er sølv high-lights omkring de to 100 mm blæsere, som understøtter det PowerColor kalder Mute Fan Technology. Det betyder, at blæserne ikke kører før grafikkortet kommer over 60 grader. 

På siden af grafikkortet er der et hvidt PowerColor logo, og på den sorte backplate i børstet aluminium, er der en mindre Red Dragon logo i det ene hjørne.

tilslutninger-stik-rx-5700-red-dragon

Tilslutninger består af tre DisplayPort stik og et enkelt HDMI stik. Ud over det skal man have et enkelt otte pins PCIe stik ledigt i sit system til at drive grafikkortet.

I det hele taget et ret afdæmpet grafikkort som burde passe fint i de fleste systemer. 

bios-switch-red-dragon-rx-5700-xt

Grafikkortet er desuden udstyret med en BIOS kontakt, der kan skifte imellem Ultra OC og en Silent OC indstilling på PowerColor RX 5700 XT Red Dragon, alt efter hvilken stil man foretrækker. 


Test af PowerColor RX 5600 XT Red Dragon

Vi er naturligvis ude efter at finde ud af, hvordan grafikkortet klarer sig under de bedste forudsætninger. Så alle benchmarks i testen er gennemført med grafikkortet indstillet på sin OC BIOS. 

Under fuld belastning toppede grafikkortet med en clock hastighed, der gennemsnitligt ramte omkring 1700 MHz, så altså et ret pænt boost over de 1620 MHz som PowerColor selv angiver. Det klarede grafikkortet med en temperatur der toppede ved 74 grader, og et rigtigt fint lydniveau på 37db på grafikkortets standard blæserkurve. 

load-test-rx-5700-xt-red-dragon

I det hele taget rigtigt godt klaret af RX 5600 XT Red Dragon grafikkortet fra PowerColor.

Det hele kommer naturligvis an på, hvor godt grafikkortet får vekslet sine clockhastigheder til ren rå ydelse i vores testede spil og benchmarks. AMD har selv markedsført RX 5600 XT grafikkortene målrettet imod gaming i Full HD 1920x1080, så det er primært den opløsning vi er gået efter i testen. 2560x1440 er dog også taget med, for at få en fornemmelse for hvordan grafikkortet klarer sig her.. 

Første test i rækken er et par syntetiske benchmarks, og vi starter med 3D Mark Time Spy

3D Mark - Time Spy.png

Her kan vi se at RX 5600 XT grafikkortet er lige i hælene på sin storebror RX 5700. AMD sammenligner selv med et GTX 1660Ti i deres PR materiale, da de ligger nogenlunde side om side på pris. Her kommer AMD og RX 5600 XT grakortet fra PowerColor klart bedst fra land.. 

3D Mark - Fire Strike Ultra.png

Næste test er 3D Mark Fire Strike Ultra. Her er fordelingen endnu bedre i RX 5600 XT grafikkortets favør. Her overhaler det tilmed det større og dyrere RX 5700 grafikkort i samme Red Dragon version fra PowerColor.

Assasins Creed Odyssey_01.png

Første test i vores spil lineup er Assasins Creed Odyssey, som ligger i den tunge ende i forhold til de krav spillet stiller til din hardware. Her kan vi se at RX 5600 sagtens kan være med i 1080p, og lidt overraskende for os, placerer 1440p resultatet faktisk ikke langt efter. 

Begge dele er solidt over 60 FPS, så AMD har ihvertfald ikke lovet for meget i forhold til 1080p ydelsen. 

Assasins Creed Odyssey_02.png

Kigger vi på sammenligningen, kan vi se, at det går endnu bedre. RX 5600 XT Red Dragon er solidt foran de øvrige grafikkort i testen. Selv det større RX 5700 grafikkort bliver slået solidt i både 1080p og 1440p opløsningerne. 

Vi har dog en fornemmelse af, at det kan have noget med driver opdateringen siden vi testede vores RX 5700 kort. Desværre har jeg ikke haft muligheden for at genteste RX 5700 grafikkortet, da jeg ikke har haft adgang til det.

Men sammenligningen med Nvidia giver under alle omstændigheder en solid sejr til RX 5600 XT Red Dragon i vores test. 

Far Cry 5_01.png

Næste spil er Far Cry 5, som repræsenterer mellemsegmentet rent belastningsmæssigt. Igen ser vi resultater, der er rigtigt solide. Igen kan RX 5600 XT Red Dragon sagtens være med i både 1080p og 1440p, og endda også med mulighed for at kunne udnytte en High Refresh gaming skærm. 

Far Cry 5_02.png

Ser vi på sammenligningen, så er vi igen overraskende lidt foran det større RX 5700 grafikkort i samme familie. Hullet ned til Nvidia er blevet lukket lidt. Det er dog stadig en solid sejr til RX 5600 XT Red Dragon i denne sammenligning også. 

Overwatch_01.png

Sidste spil i vores testrække er Overwatch, som er placeret solidt i E-Sport segmentet og knap så krævende spil. Det kan vi naturligvis også se på resultatet. Ved 1080p er vi tæt på den 300 FPS grænse, som ligger i Overwatch. Igen er vi godt med ved 1440p, og her vil en high refresh gaming skærm også være en god følgesvend. 

Overwatch_02.png

Vi slutter af med den sidste sammenligning, og her kan vi se et felt der minder meget om de tidligere. Her har RX 5700 for første gang indtaget sin forventede førsteplads. Det ændrer dog ikke ved, at RX 5600 XT Red Dragon stadig gør det rigtigt godt, og hvis vi sammenligner med Nvidias bud, så er der ingen tvivl om hvem der vinder.  


Pris: 

På nuværende tidspunkt kan man finde PowerColor RX 5600 XT Red Dragon grafikkortet med en online pris på lige omkring 2600 kroner. Sammenligner man med andre grafikkort i samme prisklasse, som for eksempel Nvidias GTX 1660Ti og RTX 2060, så er RX 5600 XT grafikkortet en rigtigt stærk konkurrent. 


Konklusion:

AMD sammenligner i deres PR materiale selv direkte med et GTX 1660Ti graikkort på Nvidia siden, og det gør de primært fordi de to grafikkort placeres i det samme segment rent prismæssigt. RX 5600 XT Red Dragon lander lidt imellem GTX 1660Ti og RTX 2060 fra Nvidia, og hvis man tager i betragtning, at RX 5600 XT grafikkortet fra PowerColor, i vores test, slog begge de grafikort med en tydelig margen, så er der ingen tvivl om, hvad der giver bedst mening. 

Man får bedre ydelse end et RTX 2060 graikkort, bare billigere, hvilket er svært at argumentere imod. Selv inden for AMD's egne rækker, så vil vi nok ende med at hælde til RX 5600 XT over et RX 5700. Selv om vi forventer, at RX 5700 grafikkortet ville klare sig en anelse bedre, end de resultater vi har haft at sammenligne med , så er der kun tale om et lille spring. 

powercolor-logo-rx-5700-xt

I skrivende stund ligger prisforskellen imellem et RX 5600 XT og et RX 5700 på omkring 1000 kroner., og når det regnes ind, så synes vi helt klart, at et RX 5600 XT grafikkortet giver mest mening. 

PowerColors Red Dragon versionen, som vi har kigget på i denne test, klarede også opgaven med en rigtigt fornuftigt lydniveau, som man i et normalt kabinet ville skulle anstrenge sig for at høre.

Igen skal vi holde for øje, at det grafikkort vi har haft forbi til test, ikke er helt det samme, som den endelige retail version en kunde vil finde i butikkerne. 

Den version har en ekstra heatpipe, og med det vil man derfor kunne forvente en anelse bedre temperaturer. Vi ville dog ikke forvente en specielt nævneværdig forskel i ydelsen. 

powercolor-red-dragon-5700-xt

Det er dog heller ikke nødvendigt, for RX 5600 XT Red Dragon fra PowerColor er et super solidt grafikkort til prisen. Det slår uden problemer Nvidias kort i samme prisklasse, og giver endda sin egen storebror, RX 5700, kamp til stregen. 

Vi vil ikke tøve med at anbefale RX 5600 XT grafikkortet fra Red Dragon, hvis man er ude efter et grafikkort til Full HD eller 1440p gaming. 

Vi lander med en endelig karakter på 9, og en Great Product Award, for et grafikkort der yder solidt godt og slår konkurrenterne på prisen.  

Læs også: 

AMD sætter fart på Radeon RX 5600 XT