AUTHOR : Jan Blaszkevizc
PUBLISHED : 2019-12-02 09:02

Corsair QL120 RGB - All in på RGB-lyset!


Corsair er uden tvivl en af kongerne, når vi snakker integration af RGB-lys i deres produkter, hvad end vi snakker tilbehør, kabinetter, RAM eller noget helt andet. Vi skal i dag se på deres seneste blæser-serie kaldet QL, som lover endnu mere lys end i nogen anden Corsair blæser tidligere. Dette er alt sammen fint på papiret, men hvordan forholder tingene sig i praksis? Lad os se nærmere på Corsair QL120 RGB-blæserne og hvad de har at byde på!

  

1_Corsair_logo_high_res.jpg

Specifikationer og features

Inden vi når til unboxingen og turen rundt om blæserne, skal vi naturligvis først have styr på de tekniske detaljer og features som QL-serien fra Corsair byder på. Jeg har derfor været en tur forbi deres hjemmeside, og fundet lidt oplysninger og beskrivende billeder, som jeg har listet op nedenfor:

  • Type: 120 mm blæser
  • Dimensioner: 120 mm x 25 mm
  • Lejetype: Hydraulisk
  • Vinge-type: Statisk tryk
  • Lys: Ja, RGB
  • PWM-kontrol: Ja,
  • Corsair iCUE software: Ja
  • Input volt: 6 – 13.2 V
  • Hastighed (RPM): 1500
  • Støjniveau max: 26 dBA
  • Maksimalt strømforbrug: 0.3 A
  • Statisk tryk max: 1.55 mm-H2O
  • Maksimalt airflow: 41.8 CFM

2_corsair_QL_blæsere_features_1.JPG

3_ql_120_blæsere_corsair_Features_2.JPG

blæser_120_ql_corsair_icue


En tur rundt om Corsair QL120 RGB-blæserne

Med det tekniske overblik, kan vi nu gå videre og få pakket blæserne ud således at vi kan se hvad man får med. Som stort set alle andre nyere Corsair produkter, er kasserne som QL-blæserne kommer i sorte og gule. På fronten finder vi et billede af selve blæserne, samt enkelte features listet op. Som vi kan se nedenfor, har vi ikke blot modtaget en, men hele to triplepacks af QL-blæserne.

Corsair QL120 RGB iCUE

QL120 RGB-blæserne, sælges både som triplepacks som vi har modtaget, men også singlepacks. Lige ledes findes blæserne også i 140 mm udgaver, som kan fås i single og dualpacks. På bagsiderne af kasserne til QL120 RGB finder vi specifikationerne, samt indholdet i kasserne listet op, så man allerede kan få sig et overblik, inden kassen åbnes op.

Corsair QL120 RGB iCUE blæsere RGB fans

I stedet for at glo på teksten på de små kasser, pakker vi naturligvis bare tingene ud i stedet for. Nedenfor ser vi indholdet fra én af de to pakker vi har modtaget. Lad mig liste indholdet op, for at gøre det lidt mere overskueligt for jer derude bagved skærmen. Til én triplepack QL120 RGB-blæsere, får man følgende:

  • 3x Corsair QL120 RGB-blæsere
  • Diverse papirer
  • 6-vejs RGB kontrol-HUB
  • Montering til kontrol-HUB
  • 3x4 skruer til montering af blæserne

Corsair iCUE QL120 RGB PWM 120mm LED

Lad os zoome lidt ind på de ting man får med, inden vi fortsætter til selve blæserne. Det er dejligt at se at Corsair inkluderer alt nødvendigt udstyr til montering af blæserne i kabinettet, samt styring af RGB-lyset. Montering af kontrolboksen til RGB-lyset klares med en dobbeltklæbende pude fra 3M, således at du kan placere boksen hvor det passer bedst ind i dit kabinet.-

iCUE QL120 PWM 120mm LED Corsair RGB

Selvom der ”kun” medfølger tre blæsere i kassen, er det muligt at tilslutte op til seks blæsere til kontrolboksen. Du kan altså styre seks blæsere med én boks, hvilket i vores tilfælde gør kontrolboksen fra den anden kasse overflødig. Jeg er ikke helt sikker på hvad man får inkluderet til de singlepacks som Corsair tilbyder? Man må næsten antage at der også medfølger en form for kontrolboks med i disse pakker, måske en mindre udgave?

120mm iCUE PWM LED Corsair RGB QL120

For at tilslutte kontrolboksen og få glæde af RGB-lyset i QL-blæserne, kræves der et internt USB 2.0 stik på dit bundkort, samt et ledigt SATA-strømstik. Det er dejligt at se at Corsair er gået med SATA og ikke Molex, som i min optik bør udfases snarest, ligesom Floppy blev.

120mm Corsair PWM LED RGB QL120 iCUE

Lad os få lagt tilbehøret til siden for nu, og i stedet vende blikket mod selve blæserne. Jeg tager udgangspunkt i én af de seks blæsere, eftersom at de jo selvfølgelig er identiske. Hver blæser er pænt pakket ind og præsenteret når kassen åbnes op, som vi kan se nedenfor.

PWM iCUE LED Corsair RGB QL120 120mm Fans

Designet på QL-blæserne fra Corsair er ret unikt, idet vi typisk ser én LED stribe løbe rundt i kanten i rammen på blæseren. Corsair har i stedet to af disse LED striber – en på forsiden, og en på bagsiden. Derudover er der også lys inde i midten, som skinner ud i vingerne. Meget mere om dette senere når vi får sat strøm til sagerne.

PWM QL120 iCUE LED RGB 120mm Fans Corsair

I midten af vingerne, finder vi det velkendte Corsair logo, som faktisk er en påklistret metalskive – der er kræset for detaljerne her. Man kan tydeligt se hvilke dele af QL-blæserne der kan lyse op, da disse er hvide/grå, mens at resten af rammen er matsort. Corsair har holdt et forholdsvist anonymt design, i hvert fald når der ikke er gang i lyset.

PWM QL120 iCUE LED RGB 120mm Fans Corsair anti vibration

Eftersom at der er tale om programmerbart RGB-lys og ikke blot standard som kan skifte farve, kræver det naturligvis også et dedikeret stik, som forbindes til den før viste kontrolboks. Med andre ord, betyder dette at der løber to kabler fra hver blæser. Det ene til kontrolboksen, og det andet til bundkortet hvor der også er support for PWM-kontrol så at blæserhastigheden kan styres let. Corsair har gjort tydeligt hvilket kabel der er til hvad – også selvom at stikkene på ingen måde ligner hinanden.

PWM iCUE blæsere LED Corsair RGB QL120 120mm 4pin stik

På bagsiden af hver QL-blæser finder vi det samme lækre Corsair logo i metal i midten af det hele. Corsair har virkelig gjort deres, for at sikre at disse blæsere er lækre og skiller sig ud fra mængden. Fra denne side, som stort set er identisk med fronten, kan vi også få en ide om hvad der er i vente når det kommer til lyset.  Bemærk desuden også de gummistykker der er monteret i hvert hjørne på den sorte ramme, selvom de kan være svære at se. Dette er for at minimere vibrationer i at blive sendt videre – det er de små detaljer der tæller.

iCUE blæsere Corsair RGB QL120 120mm PWM

Jeg har pakket resten af den ene triplepack ud, således at vi kan få sat tingene sammen, og så småt få gjort klar til testen. Allerede på billedet nedenfor er der en god portion af kabler, men dette er langt fra dem alle. Der skal mere til for at få gang i alle features som QL-blæserne har at tilbyde.

iCUE QL120 PWM 120mm LED Corsair RGB airflow custom fans mount

Nedenfor er RGB-stikkene tilsluttet kontrolboksen, og vi er mere eller mindre good to go. Alt vi mangler nu er at få sat strøm til tingene og tage et kig på Corsair iCUE softwaren, inden vi forkæler jer med billeder af lyset i blæserne – så lad os gøre dette som det næste.

software fans 120mm Corsair PWM LED RGB QL120 iCUE

 

Softwaren – Corsair iCUE

Hvis du i forvejen ejer et Corsair produkt, har du med stor sandsynlighed allerede deres iCUE software installeret på din computer. iCUE er den software Corsair har udviklet, hvor alle deres understøttede enheder samles, så du har det hele ét sted – smart. Som vi kan se på billedet nedenfor, har jeg mit Virtuoso SE headset tilsluttet, som jeg testede HER, samt en Lighting Node Core (QL kontrolboks) – vi klikker på sidstnævnte.

software blæsere 120mm software PWM RGB QL120 iCUE

Første skridt når vi kommer ind på Lighting Node Core enheden, er at fortælle iCUE softwaren, hvilken blæsertype der er tilsluttet, samt antallet. Det er MEGET vigtigt at den korrekte blæser serie vælges her, da iCUE ellers ikke har styr på hvor mange dioder der er, og effekterne bliver derfor ikke gengivet som de ellers kunne. Eftersom at jeg kun har tilsluttet tre blæsere, vælger jeg QL RGB-serien, og dernæst antallet tre.

QL120 RGB Corsair iCUE

Når dette er gjort, kan vi for alvor gå i gang med den sjove del – nemlig at lege med det utal af effekter og muligheder der er med RGB-lyset i iCUE softwaren. Ikke nok med at du kan indstille fronten og bagsiden uafhængigt af hinanden, kan det samme gøres for midten af blæserne også, men det stopper ikke her. Du kan nemlig også indstille lyset for hver eneste individuelle lys-diode i hver blæser! Her snakker vi altså 34 dioder per blæser, hvilket giver 102 dioder fordelt på tre blæsere, som alle kan indstilles helt efter dit ønske – damn!

QL120 RGB Corsair iCUE  software

 

Demonstration af RGB-lyset

Hvis du har sunket de hardcore fakta fra afsnittet ovenfor, er det nu blevet tid til at skal se lidt nærmere på lyset i QL-blæserne i action! Med 102 dioder, kan du få tingene præcist efter dit ønske, hvilket er ret imponerende. De to billeder herunder er taget inden jeg installerede iCUE softwaren og blot havde blæserne tilsluttet en strømforsyning på mit fotobord. Dette giver derfor også en ide om hvad du har i vente, hvis du af en eller andet årsag vælger ikke at installere softwaren. Derved må du nøjes med det ”normale” regnbuelys som ofte kendetegner RGB.

QL120 RGB Corsair iCUE  RGB fans LED

Selvom dette lys da er meget flot, skal og bør du gøre dig selv den tjeneste at installere iCUE softwaren for at få det bedste ud af dine nye dyre blæsere. QL-blæserne er bestemt ikke billige, men lys-gengivelsen er også ulig noget jeg har set tidligere i andre blæsere. Som vi kan se nedenfor hvor det er total mørkt, er der virkelig knald på farverne, og lysstyrken. Faktisk så meget at jeg næsten vil gå så langt som at sige at LED-strips ikke er nødvendige, med en stak QL-blæsere monteret i kabinettet.

QL120 iCUE  RGB fans Corsair PC

Vi tager lige et par billeder mere hvor der er knald på lyset i QL-blæserne. Eftersom jeg ikke havde nogle planer om permanent at montere disse blæsere i min computer, kom jeg med en alternativ løsning for at skyde billederne. Jeg bruger stadig mit trofaste Corsair 900D Ultratower kabinet som har nogle år på bagen. Dette kabinet har en låge i hver side i bunden – perfekt til at præsentere blæsere, som vi kan se på billedet herunder. Da min computer er baseret på AMD Ryzen Treadripper, kører jeg et farvetema med orange og hvidt lys, og her passede QL-blæserne perfekt ind som vi kan se.

QL120 RGB monteret Corsair iCUE

Men der er selvfølgelig en masse andre farver og effekter – nærmest uendelige føles det som om. Så meget kan man tilpasse tingene i iCUE. For ikke at gøre denne test unødvendig lang, har jeg derfor valgt at holde det på et minimum. Nedenfor har jeg samlet tre forskellige effekter/farver på et billede, blot for at i kan få en ide om hvad der er muligt med QL-blæserne, selvom det på ingen måde retfærdiggøre de utal af effekter du selv kan strikke sammen.

QL120 LEd RGB sammenligning Corsair iCUE .JPG

Et sidste billede med QL-blæserne igen indstillet til orange, for at matche resten af mit setup, her lidt tættere på. Der skal ikke herske nogen tvivl om at Corsair her har skabt noget unikt når det kommer til PC blæsere, og jeg har ikke set noget lignende i mine mange år som anmelder for Tweak.dk – Corsair QL-serien er virkelig imponerende på mange punkter, selvom enkelte ting kunne være anderledes. Men dette snakker vi om i konklusionen lidt længere nede, nu først et afsnit om prisen.

QL120 RGB Corsair iCUE corsair fans installeret

 

Pris

I skrivende stund d. 01/12 2019 skal du punge ud med lige knap 850,- DKK hvis du ønsker en triplepack af Corsairs seneste QL120 RGB blæsere, som vi her har haft kigget på. Du kigger altså på knap 1700,- DKK for de to pakker som vi har modtaget til testen her – dette kan du købe et grafikkort for! Med andre ord, syntes jeg at prisen er i den noget høje ende af skalaen, og du skal virkelig være glad for lys, for at den kan retfærdiggøres. Ganske vidst er QL blæserne fra Corsair blandt de fedeste jeg nogensinde har kigget på, men til den pris, kunne jeg godt nøjes med nogle billigere alternativer, som deres LL-blæsere for eksempel.

Ønsker du alle detaljerne på QL120 RGB blæserne fra Corsair, kan du klikke lige HER og blive sendt direkte til deres hjemmeside hvor alle informationerne kan findes.

1_Corsair_logo_high_res.jpg

 

Konklusion

Vi er nu nået til det sidste afsnit, inden vores test af Corsair QL120 RGB-blæserne er komplet – nemlig konklusionen. Blæsere er ret svære at teste for normale personer som os, da vi ikke har noget avanceret måleudstyr til at bekræfte om de specifikationer som Corsair oplyser, holder vand hvad angår airflow. Jeg vælger dog at tro på Corsair, da vi sjældent bliver skuffet her, men hvad med alle de andre ting ved disse blæsere? QL-serien fra Corsair er deres seneste skud på stammen inden for blæsere, og det kan vi tydeligt se flere steder. Der er gået all in på lyset, og dette mener jeg virkelig! Jeg har i mine 10 år på Tweak aldrig set en blæser med så meget bling-faktor som QL-serien fra Corsair.

Hvor vi ved normale blæsere typisk ser en LED ring rundt i kanten, har Corsair taget tingene til nye højder. Ikke nok med at der er en LED ring, både på fronten OG bagsiden, gør det samme sig gældende inde i midten på blæseren hvor motoren også er – vildt. Alt lyset kan styres individuelt via iCUE softwaren, således at du kan få tingene helt som du måtte ønske – wow. I de triplepacks som vi har modtaget, finder vi også alt nødvendigt udstyr for at komme i gang, du kan endda tilslutte op til seks blæsere til en kontrol-HUB for at spare lidt kabler, for der er MANGE. Dette er klart en af de negative ting ved hardcore RGB-blæsere, nemlig de mange kabler. Men kan man hylde styr på disse kan resultatet blive fedt!

Det er dejligt at se at Corsair har valgt at bruge SATA-strømstik og ikke Molex, som efterhånden er en uddød race. Overall lander vi på en samlet score der hedder 8/10, samt vores Great Product award. QL-blæserne fra Corsair er super fede, og blandt de bedste jeg har haft i mine hænder længe. Grunden til at vi ikke klatrer højere op på pointstigen, er de mange kabler, samt prisskiltet som er meget voldsomt. En triplepack som vi modtog to af til test, koster intet mindre end 850,- DKK pr. stk., hvilket er mange penge når vi ”bare” snakker tre blæsere med lys. Men går man all in, og er glad for farvestrålende lys, kommer man ikke udenom at QL-serien fra Corsair er blandt de flotteste RGB-blæsere på markedet i øjeblikket.

 

Godt

  • RGB-lys ulig noget andet jeg før har set i blæsere!
  • Tilgængelig i single og triple-packs
  • Alle nødvendige ting medfølger
  • Bruger SATA-strikstik
  • 34 dioder per blæser
  • Lyset på for – og bagside kan styres uafhængigt af hinanden
  • Op til seks blæsere kan tilsluttes én HUB
  • Masser af effekter!

Knap så godt

  • Prisen er høj
  • Mange kabler at holde styr på


Score: 8 + Great Product award

25_konklusion_to_tripplepack_ql120_blæsere_corsair_icue_rgb.JPG


VORES PARTNERE

Synology
Olympus
Razer
MSI
Cooler Master
Cougar Gaming
Corsair
AMD
ASRock
Deepcool
Seasonic
Gigabyte