Fractal Design Prisma - Stilrene blæsere med RGB

fractal_design_front_prisma_14_12_pwm
Blæsere er en vigtig del i enhver computer, de disse sørger for at holde komponenterne kølige, hvad end der er tale om en radiator, CPU-køler, eller sågar blot normale blæsere monteret i kabinettet. Sådanne blæsere findes i alle afskygninger, og RGB-lyset har naturligvis også fundet sin vej. Denne gang tager vi et kig på Prisma AL-12 og AL-14 PWM-blæserne fra Fractal Design, som på papiret har ganske imponerende specifikationer, krydret med RGB-lys. Vi kigger blæserne efter i sømmende, og ser hvad de har at byde på – lad os starte ud med det tekniske nedenfor.

1_Fractal_design_new_logo_highres.jpg

Specifikationer og features

I dette afsnit, har jeg som altid været en tur forbi producentens hjemmeside og fundet lidt oplysninger på produktet – i dette tilfælde, produkterne – til jer. Jeg har listet specifikationerne på både 120 og 140 mm modellerne op nedenfor, efterfulgt af et enkelt billede der beskriver lidt omkring nogle af de features, som er fælles for de to størrelser af blæserne:

Prisma AL-12 PWM:

  • Dimensioner: 120 x 120 x 25
  • Stiktype: 4-pin PWM
  • Lejetype: LLS
  • Strømforbrug: 2.16 watt (+1.5 watt LED)
  • Omdrejninger: 500 – 2000 RPM
  • Støjniveau: 32.7 dB(A)
  • Airflow: 85.71 CFM
  • Statisk tryk: 2.78 mmH2O
  • MTBF: 100.000 timer
  • Kabler: Sorte sleevede

Prisma AL-14 PWM:

  • Dimensioner: 140 x 140 x 25
  • Stiktype: 4-pin PWM
  • Lejetype: LLS
  • Strømforbrug: 2.16 watt (+1.5 watt LED)
  • Omdrejninger: 500 – 1700 RPM
  • Støjniveau: 34.1 dB(A)
  • Airflow: 103.85 CFM
  • Statisk tryk: 2.38 mmH2O
  • MTBF: 100.000 timer
  • Kabler: Sorte sleevede

Fractal Design Prisma AL-12 og AL-14 PWM

 

En tur rundt om Prisma AL-12 og AL-14 PWM-blæserne

Lad os få taget et hurtigt kig på kasserne som disse blæsere kommer i, så at vi kan få dem pakket ud og give dem et nærmere kig. Som mange andre Fractal Design produkter, har de holdt designet på kasserne på et minimum, ligesom deres produkter. Det betyder at vi finder et stort billede af selve blæserne på fronten, med RGB-lyset tændt. Derudover er der kun modelnavnet, og det er sådan set det.

Fractal Design Prisma AL-12 og AL-14 PWM fans

På bagsiden af kasserne, finder vi nogle af de specifikationer som vi allerede har kigget på ovenfor, for blot et øjeblik siden. En sjov lille detalje her, er at nogle af specifikationerne som er listet op bagpå kasserne, ikke er helt de samme som Fractal Design skriver på deres egen hjemmeside? Dette er lidt underligt, og giver en lille smule uklarhed omkring hvilke specifikationer der rent faktisk passer, selvom udsvingene er minimale.

Fractal Design Prisma AL-12 og AL-14 PWM blæsere

Inden vi får pakket blæserne ud af kasserne, er der en sidste lille detalje. Der er nemlig en låge på fronten som kan åbnes, hvor man kan læse yderligere omkring nogle af de features der tilbydes, samt se en af blæserne igennem et lille vindue. Vi bliver her også gjort opmærksom på at der er support for diverse bundkort, når det kommer til det indbyggede RGB-lys i blæserne – mere om dette senere.

Prisma fractal blæser rgb al12 120mm design

Lad os få pakket blæserne ud af kasserne, så vi kan se hvad man får med, hvilket faktisk ikke er det store. Vi har modtaget to 3-packs af blæserne. En pakke med tre 120 mm blæsere og en med tre 140 mm. Indholdet i kasserne er det samme, ud over blæsernes størrelse selvfølgelig. Ud over tre blæsere, er det eneste andet man får med i kassen, monteringsskruer. Jeg havde regnet med en form for RGB-controller var inkluderet, som ved nogle af Fractal Designs kabinetter, men dette var ikke tilfældet.

Fractal design prisma rgb fans al

Med alle seks blæsere lagt ud på bordet, kan vi nu tage et nærmere kig på de små detaljer. Den eneste forskel på 120 og 140 mm modellerne, er naturligvis størrelsen. Resten af designet er holdt identisk, så man på den måde sagtens kan blande størrelserne, uden at det ødelægger looket i computeren. Som stort set alle Fractal Designs produkter, er Prisma blæsernes design holdt på et minimum, hvor der kun er sorte og hvide farver, hvilket er lækkert at se.

Blæsere fractal fans prisma rgb pwm computerkøling

Nedenfor har jeg lagt en er hver blæser op ved siden af hinanden, så i rigtig kan se forskellen – som næsten ikke er tilstede. Designet på vingerne, og resten er altså den samme, og kun størrelsen er forskellen på de to blæsere. Byggekvaliteten overall føles også rigtig lækker og solid, på trods af at blæserne er fremstillet udelukkende i plastik.

120mm vs 140mm fractal prisma rgb blæsere hvide vinger rgb lys

Det samme anonyme design med sorte og hvide farver fortsætter på bagsiden af blæserne, hvor vi også kan se de sorte kabler løbe ud i det ene hjørne. Vi finder desuden også gummi i hvert hjørne, som skal minimere vibrationer i at blive sendt videre, således at blæserne kan være så støjsvage som muligt når de monteres.

Prisma fractal 120_140_mm blæsere rgb pwm

Som ved næsten alle andre produkter der har RGB-lys indbygget, giver dette naturligt nok nogle flere kabler at holde styr på, og det er også tilfældet ved Prisma blæserne. Ud over det traditionelle 4-pin PWM stik, som sidder gang i selve blæseren, og kan styres via bundkortet, finder vi nemlig yderligere to stik. For dem der ikke kender til disse stik, er der tale om 3-pin 5V ARGB-stik, som flere moderne bundkort er udstyret med. Grunden til at der er to styk på hver blæser, er at det er muligt at koble RGB-delen sammen i en kæde. Med andre ord er der ét han og ét hunstik på hver blæser – smart! Alle kablerne er flot sleevede og 100% sorte.

Prisma 5V fractal 120_140_mm blæsere rgb pwm stik prisma

I midten på hver bliver finder vi et diskret sort klistermærke, hvor der står tre gange ”Fractal Design” og nogle streger. Her er det lækkert at se at disse klistermærker at sat i midten af blæseren, og ikke lidt skævt som vi har set ved andre producenter. Dette gør bare at tingene ser mere lækre og professionelle ud når blæseren er i gang. Selvom der er en hvid kant rundt om vingerne på blæseren, er der ingen dioder herude. Vi finder i stedet for seks dioder monteret i midten af herligheden, som skinner ud på vingerne og den hvide kant.

Prisma 5V fractal design køling 140 mm blæsere rgb pwm stik prisma

Som på et hvert andet produkt der har med strøm at gøre, skal der også gøres opmærksom på strømforbruget – også på blæsere. Det betyder at der på bagsiden af hver blæser er et lille klistermærke, hvor der står skrevet hvor mange ampere blæserne trækker, både i sig selv, men også RGB-delen. Disse klistermærker er også sat lige på, hvilket altså viser at Fractal Design har sans for detaljerne, hvilket er lækkert at se, selvom at blæserne ikke er særlig dyre.

fractal Prisma prisma 5V design køling 140 mm rgb pwm stik blæsere

Vi runder turen rundt om blæserne af med billedet nedenfor, hvor alle seks er samlet. Nu skal vi have tilsluttet noget strøm, så at vi kan se hvordan blæserne rent faktisk ser ud, eller rettere RGB-lyset i dem.

Prisma køling fractal prisma 5V design 140 mm rgb pwm kabler blæsere

 

Testen / RGB-showcase

Sidste stop inden konklusionen er nået, og det er nu blevet tid til at få sat blæserne til og se hvordan de ser ud. Vi har desværre ikke mulighed for at teste køleevnen direkte op imod andre blæsere, så denne del bliver mest af alt en showcase af RGB-lyset i blæserne. Der er naturligvis en masse andre effekter ud over disse som er vist på billederne, men skulle vi vise dem alle kunne vi nærmest blive ved.

rgb_lyset_tre_120mm_prisma_rgb_blæsere_Fractal_design_pwm

Jeg havde ingen intentioner om at skifte blæserne i min egen computer ud, så derfor blev det blot til nogle billeder på mit normale fotobord, både med og uden lyset i rummet tændt. Da vi pakkede blæserne ud, nævnte jeg at jeg lidt havde forventet at se en form for RGB-controller inkluderet til Prisma blæserne. Dette var dog ikke tilfældet, hvilket med andre ord betyder at du IKKE kan få lys i dine nye Fractal Design blæsere, hvis ikke dit bundkort har et 3-pin 5V ARGB-stik. Så hav dette i mente inden du bestiller, da blæserne langt fra er lige så fede med lyset slukket, som de er med det tændt, se blot nedenfor.

Rgb lys fractal prisma design pwm fans

140 mm udgaven skulle naturligvis heller ikke snydes, så jeg fandt en af disse frem også, og smed sammen med de tre 120 mm Prisma blæsere. Lyset der gengives er rigtig flot, jævnt og farverigt. Jeg havde ikke regnet med så flot en gengivelse, når der faktisk kun er seks dioder i midten af hver blæser.

Prisma computerkøling fractal prisma 5V design 140 mm rgb pwm fans

I forhold til støjniveauet, var dette desværre ikke noget jeg rigtig havde mulighed for at måle. Jeg kan dog sige så meget, at selvom jeg kørte blæserne ved deres maksimale hastigheder (2000 RPM for 120 mm modellen, og 1700 RPM for 140 mm modellen), var støjniveauet stadig overraskende lavt. Når først blæserne monteres i et kabinet, vil disse langt fra være den mest støjende komponent, med mindre du kører fuld custom vandkøling hvor de er de eneste komponenter der kører rundt selvfølgelig.

Prisma computerkøling fractal prisma design 140 mm rgb fans

Mange RGB-produkter har ofte svært ved at gengive farven hvid, men jeg vil faktisk stige at Prisma blæserne gjorde det ganske godt her. Der var et lille hint af blå, men lyset var stadig pænt og ikke mindst jævnt, som også var tilfældet med alle de andre farvekombinationer vi prøvede.

Prisma computer køling fractal prisma 5V design 140 mm rgb kontroller

Til min test / showcase, brugte jeg en af de RGB-controllere som Fractal Design inkluderer til et af deres kabinetter. Derfor er det mig også stadig en gåde hvorfor at sådan en controller ikke var at finde i kassen til Prisma blæserne? Det havde været et lækkert stykke tilbehør at få med, da man ellers er tvunget til at investere i et nyere, og ofte dyrt bundkort med 5V ARGB-stik, for at få gang i lyset. Med det sagt, nåede vi enden på vores gennemgang af AL-12 og AL-14 blæserne, både uden og med lyset tændt – lad os nu tage en hurtig snak om prisen, og runde af med en konklusion.

19_pris_oversigt_gennemgang_fractal_design_prisma_rgb_blæsere_120mm_140_mm.JPG

 

Pris

I skrivende stund d. 10/02 2020 kan du finde en 3-pak med enten 120 eller 140 mm blæserne fra Fractal Design til omkring 500,- DKK inklusiv fragt. Dette er en ganske fin pris for en pakke der indeholder tre flotte blæsere, som både leverer godt airflow, men samtidig også imponerende RGB-lys. Sammenlignet med andre blæsere på markedet som også tilbyder ARGB-lys, vil jeg gå så langt som at sige at du faktisk får meget for dine penge ved Prisma PWM-blæserne fra Fractal Design.

Ønsker du alle detaljerne på de to blæsermodeller vi her har kigget på fra Fractal Design, kan du naturligvis finde yderligere informationer på deres egen hjemmeside. Klik blot på modellen du ønsker at læse mere om herunder, og bliv sendt direkte til deres side:

Fractal Design AL-12 PWM

Fractal Design AL-14 PWM

1_Fractal_design_new_logo_highres.jpg

 

Konklusion

Vi er nu nået til enden i vores lille gennemgang af disse blæsere fra Fractal Design. Selvom vi ikke har haft testet dem direkte imod andre blæsere, på for eksempel en CPU-luftkøler eller lignende, har vi stadig fået nogle indtryk og kunne danne os nogle meninger om disse blæsere. På papiret leverer både 120 og 140 mm modellerne af blæserne, rigtig fornuftige tal, når det kommer til airflow og støjniveauet. Selvom vi som sagt ikke have muligt for at måle disse ting, tør jeg roligt sige at der i den grad bliver flyttet luft, og det med et støjniveau, som langt de fleste kan leve med uden problemer – især når blæserne først bliver monteret i et kabinet.

Sammenlignet med mange andre blæsere med RGB-lys, vil jeg sige at Prisma blæserne fra Fractal Design, gør det rigtig godt. Ikke nok med at de har et super flot og jævnt lys, hvad end vi snakker om 120 eller 140 mm modellen, så er de også udstyret med det såkaldte ARGB-stik. Sagt på dansk, betyder det at du får mulighed for endnu flere effekter, end ved traditionel RGB-lys – såfremt at du altså har et bundkort der understøtter det, og har det korrekte 5V 3-pin ARGB-stik. Det er MEGET vigtigt at dit bundkort har dette, da der ikke medfølger nogen form for RGB-controller til Prisma blæserne. Med andre ord, kan du ikke få gang i lyset, hvis dit bundkort ikke har det rette stik. Vi har set disse controllere findes, da de er inkluderet til nogle af Fractal Designs kabinetter, så det ville have været rart at se dem i pakkerne til blæserne også.

Hvis man har tjekket at ens bundkort har stikket, er der ikke rigtig noget der kan gå galt, og man får en bundsolid blæser med rigtig flot lys. Dog er der en masse kabler at holde styr på, som ved et hvert andet RGB-produkt - så dette skal man have i tankerne. På Prisma blæserne er der også yderligere kabler, da man har mulighed for at koble RGB-delen sammen, så man kun tilslutter ét stik til bundkortet. Men hvad betyder alt dette så for dig som forbruger? Hvis du er på udkig efter nogle solide blæsere med flot lys, som er en klar opgradering over traditionelle blæsere der typisk følger med til kabinettet, så er Prisma PWM-modellerne fra Fractal Design klart et nærmere kig værd. Flot ydelse, lækkert RGB-lys, PWM-kontrol og alt dette til en yderst fornuftig pris. Derfor lander vi også på en samlet score på 9/10, samt vores Safe Buy award i denne omgang.

 

Godt

  • Pænt stilrent design
  • Flot jævn RGB-lys
  • PWM-kontrol
  • Standard ARGB-stik til diverse bundkort
  • Mulighed for at kæde blæserne sammen (RGB)
  • Tilgængelig i 120 og 140 mm versioner
  • Fornuftigt airflow og støjniveau
  • God pris

Knap så godt

  • RGB-blæsere = mange kabler
  • Ingen inkluderet RGB-controller i kassen

Score: 9 + Safe Buy award

20_konklusion_fractal_prisma_rgb_al12_al14_pwm_blæsere_afslutning_fans.JPG