Cooler Master Masterliquid ML360P Silver Edition

Cooler Master Masterliquid ML360P SilverEdition cpu køler front
Cooler Master Masterliquid ML360P Silver Edition er navnet på Cooler Masters nye sølvfarvede Masterliquid ML360P all-in-one køler, som vi tager et kig på i denne test.



I denne test skal vi se på en køler fra Cooler Master, der på mange punkter ligner alle andre kølere på markedet, men skiller sig ud på resten. Der er tale om den sølvfarvede Masterliquid ML360P Silver Edition køler, som vi skal have hevet igennem testmøllen.

De tørre tal

coolermaster ml360p silver edition specs cpu cooler.jpg


Indpakning og indholdet

Æsken som køleren ankommer i, lader mig ikke være i tvivl om, at der er tale om et Cooler Master produkt. Papkassen er sort med en lilla kant. På forsiden er der et billede af køleren, samt en række ikoner der indikerer at RGB-lyset under synkronisering med de mest gængse standarder fra ASUS, MSI, AsRock og Gigabyte. På den ene side er alle specifikationerne listet op, så man inden køb kan være sikker på, at man køber noget der passer til ens system. På bagsiden finder man en beskrivelse af produktet på flere sprog. Dansk er dog ikke en af dem. Desuden finder man på bagsiden nogle stregtegninger der angiver målene på køleren.

CoolerMaster Masterliquid ML360P Silver Edition.jpg

Køleren og tilbehøret er pakket forsvarligt ind i noget stødabsorberende pap der gør, at posten virkelig skal håndtere pakken hårdhændet hvis indholdet skal tage skade.

CoolerMaster Masterliquid ML360P Silver Edition AIO kæler.jpg

Ude af æsken finder vi selve radiatoren og kølehovedet, en ramme med tre 120 mm blæsere, en masse skruer og beslag, ekstra ledninger og nogle brugsforvirringer. Sidstnævnte bør man i denne omgang ikke smide over højre skulder, da der står beskrevet hvilke beslag og skruer man skal bruge, alt efter hvilket system man har.

ml360p vandkøler AIO gaming rgb coolermaster indhold.jpg

Der følger mange kabler med, rigtig mange kabler, der skal vælges alt efter hvilken RGB-standard man bruger. Mere om det senere.

Det specielle ved denne køler er, at den er sølvfarvet. Dette er et kærkomment skift i en verden, hvor AIO kølere som oftest er sorte, og hvor gør-det-selv løsninger med spraymaling ofte er den eneste vej frem, hvis man gerne vil have et andet farvetema i sit kabinet.

Montering

At finde rundt i den store stak af monteringsgrej der medfølger, kan være lidt af en udfordring. Da køleren både skal kunne monteres på diverse sockets fra både Intel og AMD, medfølger der virkelig mange forskellige beslag. Det er derfor brugsanvisningen i denne omgang ikke skal smides væk.

Inden jeg monterer køleren på bundkortet, skal blæserne dog lige monteres på radiatoren. Dette gøres ret nemt med 12 fingerskruer. Hele rammen kræver egentlig blot 4 skruer for at sidde fast, men det lader til at Cooler Master har tænkt på os, der udskifter standardblæserne med noget bedre, og vedlagt nok fingerskruer til 3 x 120 mm blæsere. Det er nemlig ikke muligt at udskifte de tre blæsere på kølerrammen, så det lader til Cooler Master har satset på, at de tre medfølgende blæsere er tilstrækkelige til denne køler.

vandkøler cpu montering blæser skruer silver edition coolermaster.jpg

I vores tilfælde har vi monteret køleren på et AM4 socket bundkort med en Ryzen 2700 CPU. Jeg elsker det gang på gang, når producenten har gjort monteringen så let som muligt, hvilket jeg må sige at Cooler Master har med ML360P. For at kunne montere kølehovedet kræves der kun at man skruer to buede beslag på hver side af kølehovedet. Dette gøres med to skruer, der til min store fortvivlelse ikke var nemme at finde, da de ligger i posen med Intel tilbehør. Med beslagene monteret, kan man bruge de eksisterende plastikbeslag, der som standard sidder på alle AMD bundkort. Man hægter de to bøjler om kølehovedet på plastikbeslaget, og fæstner de to fingerskruer på beslagene. Det er også her stadig en god huskeregel, at man skiftevist drejer skruerne en enkelt omgang ad gangen, så man får et jævnt tryk på processoren.

kølehoved dual chamber cpu cooler gaming rgb ryzen 2700 coolermaster ml360p.jpg

Med kølehovedet monteret skal der sættes noget strøm til køleren. Pumpen bruger et enkelt 3-pins strømstik fra bundkortet, og ønskes der RGB-belysning i kølehovedet, kræver det yderligere en RGB-pin, eller montering til den medfølgende styreboks.

Et nærmere kig

Ud over farven på køleren, er kølehovedet også lidt specielt. Der er nemlig tale om et dual chamber kølehoved, hvor kølehovedet er delt op i to kamre, hvilket ifølge Cooler Master skulle give en bedre ydelse og længere holdbarhed.

dual chamber coolermaster cpu køler.JPG

En egentlig software til at indstille RGB-belysningen findes ikke, og derfor skal dette gøres gennem ASUS, AsRock, MSI eller Gigabytes software, hvis fuld synkronisering ønskes. Man kan dog skifte effekter med den medfølgende controller, som jeg dog i skrivende stund endnu ikke helt har luret hvordan virker. Vælger man controlleren, så er det muligt at tilslutte den til ekstern eller intern USB, samt bundkortets RGB-headere med de medfølgende kabler. Alt efter hvilken producent ens bundkort kommer fra, er der forskellige kabler der medfølger, og det nemmeste her er simpelthen bare at følge brugsanvisningen, der sådan nogenlunde viser, hvordan kablerne skal tilsluttes. På selve controlleren står der også skrevet, hvilke kabler der skal tilsluttes hvor.

tilslutning cpu køler cooling AIO CLC coolermaster ml360p.jpg

rgb lys controller styreboks gaming coolermaster masterliquid.jpg

Ydeevnen

CPU: AMD Ryzen 2700

Software (benchmark): CPU-Z

Software (overvågning): HWinfo64

Procedure:

Vores kølertests er sat op således, at vi først varmer systemet op med CPU-Z stress test i 10/30 minutter (Luft/Vand). Derefter lader vi det køre videre i 2 minutter hvor vi måler gennemsnitstemperaturen i HWiNFO64. Vi trækker så endeligt rumtemperaturen på det givne tidspunkt fra og lander på en deltatemperatur for at give så neutralt et billede som muligt. Blæsere og pumper bliver sat til at køre fuld hastighed, så man får et billede af den maksimale køle-ydelse med den belastning vi nu giver den. Det skulle give et reelt billede af, hvor meget man kan spænde på de forskellige kølere, og om de kan tage mere eller mindre end hvad vi giver den.

Målingerne:

Rumtemperatur: ~24,5 grader

Blæserhastighed: 1800 RPM

Som vi kan se på grafen, så yder Cooler Master Masterliquid ML360P Silver Edition lige så godt som Deepcools Assassin III køler, som vi senest har testet. Testresultatet er også ret tæt på Noctua NH-D15, hvilket er ganske fint. Under stock hastigheder i vores belastningstest, falder ML360P dog en lille smule bagefter, hvilket i praksis dog ikke vil have nogen betydning. At køleren ligger så tæt på de to luftkølere skyldes dels det store overfladeareal på en 360 mm radiator, men også at de tre blæsere kører med 1800 RPM, hvilket bringer os fint videre til næste afsnit

coolermaster masterliquid ml360p silver edition ydelse processor køler.jpg

Støjniveau:

Det er ikke nogen hemmelighed, at blæsere der kører med 1800 RPM larmer en smule. Det er også et faktum at mindre blæsere generelt larmer en smule mere end større blæsere. I vores test har vi målt blæserne på ML360P køleren til ca. 30 dBA, hvilket er en smule mere end de 26-27 dBA, som vi målte på de to luftkølere. Det er dog inden for det jeg vil kalde udholdeligt støj, så længe det ikke varer ved under idle.

tweak_dk_lydskala_576px.jpg.jpg

Pris

I skrivende stund kan en ML360P Silver Edition køler erhverves for ca. 1550,-, hvilket er lidt i den dyre ende i forhold til andre 360 mm AIO kølere. Også Cooler Masters egne alternativer kan erhverves for en del færre penge. Med til historien hører dog også, at denne køler er lidt speciel i form af sin lidt anderledes farve, hvilket selvfølgelig er det man betaler for.

Konklusion

Cooler Master Masterliquid ML360P Silver Edition er en ganske potent køler. I vores test yder den side om side med den anerkendte Noctua NH-D15, hvilket dog resulterer i en anelse mere støj fra blæserne. I stock belastningstesten med standard blæserindstillinger ser vi at køleren ikke helt er oppe hos de store drenge, men med en smule justering kan den nemt komme derop, uden at larme alt for meget.

Valget om at gøre installationen nem for brugeren er jeg stor fan af. Cooler Master har valgt at smide alle tre 120 mm blæsere i én ramme, for derved at kunne spare en del kabler. Det er nemlig ikke unormalt i dag, at kølere og blæsere står for en hel del kabelrod i kabinettet, hvilket er reduceret så meget som muligt her. Det er muligt at skifte blæserenheden ud hvis man ønsker det, men så skal man skifte alle blæsere, da det ikke er muligt at skifte enkelte blæsere.

silver edition coolermaster køler sølvfarvet slanger radiator processor køler.jpg

Installationen af kølehovedet er jeg også stor fan af, i hvert fald hvis man har en AMD CPU som jeg. Her har Cooler Master nemlig valgt at man skal bruge de eksisterende beslag fra AMD, så man ikke skal sætte en anden bagplade på bundkortet. Har man derimod et Intel system, så er man desværre nødt til at montere en anden bagplade, før man kan installere denne køler. Generelt er installationen nem og ligetil.

RGB-belysning har køleren også. Den ser fin ud, uden at være alt for prangende. Er man til synkronisering af alt ens RGB-belysning, så kan man også synkronisere belysningen i denne enhed ved at tilslutte den en af de gængse standarder fra ASUS, AsRock, MSI eller Gigabyte.

gaming rgb blæser 120 mm 360 mm radiator coolermaster.jpg

Det store nye i denne køler må uden tvivl være farven. Den sølvgrå farve ser super ud, og det lader ikke umiddelbart til, at farven er kommet på bekostning af ydelse. Alt på køleren er farvet, radiator, kølehoved, blæsere og selv de sølvgrå sleeves på slangerne er super flotte og ser umiddelbart ret eksklusive ud. Det eneste der ikke er farvet i sølvgrå, er de kabler der kommer fra henholdsvis kølehoved og blæserne. Disse er sorte, og begge kabler der kommer fra blæserenheden, har endda fået en gang sort sleeving.

360 mm blæserenhed coolermaster masterliquid gaming køler.jpg

kølehoved cpu køler pumpe coolermaster.jpg

Denne køler er en del dyrere end de konkurrerende produkter, hvis man kigger på ren og skær ydelse kontra pris. Ser man derimod på at man får mindre kabelrod, muligheden for at lave et sølvfarvet tema, og generelt en køler der innovativ på flere fronter, ja så er de ca. 1550,- for denne 360 mm AIO køler godt givet ud.

Cooler Master Masterliquid ML360P Silver Edition ender med en score på 9/10 og en Great Product award for en køler der er speciel på mange områder, har en god ydelse og dækker et andet marked end de eksisterende alternativer.

Pros

- God ydelse

- Nem installation

- Sølvfarven muliggør andre farvesammensætninger i kabinettet

- Nogenlunde lydsvag

Cons

- Prisen er høj hvis man kun kigger på ydelse kontra pris


Vores partnere