Corsair iCUE H115i Elite Capellix: Test

corsair icue h115i elite capellix vandkøler front kølerhoved
I denne test tager vi et kig på den helt nye H115i Elite Capellix køler fra Corsair.

Vandkølere fra Corsair er ikke noget nyt, og vi kender dem under diverse forskellige navne, med efterhånden den største forskel på RGB-området. Corsair har med deres helt nye Capellix serie sat yderligere fokus på RGB’en, og det er blandt andet det vi skal se på i denne test. Selvfølgelig skal i heller ikke snydes for en performance test af H115i Elite Capellix køleren, så vi hiver den lige igennem vores sædvanlige belastningstest. Men lad os starte fra en ende af.

De tørre tal

  • Cooling Socket Support: Intel 1200, 1150, 1151, 1155, 1156, 1366, 2011, 2066 - AMD AM4, AM3, AM2, sTRX4, sTR4
  • Radiator Dimensions: 322mm x 137mm x 27mm
  • Radiator Material: Aluminum
  • Coldplate Dimensions: 65 x 65mm
  • Cold Plate Material: Copper
  • Fan Dimensions: 140mm x 25mm
  • Fan Speed: 2000 RPM
  • Fan Airflow: 97 CFM
  • Fan Static Pressure: 3.0 mm-H2O
  • Noise Level: 10 - 36 dBA

Køleren har en 280 mm radiator, hvilket man lige skal være opmærksom på, da den er en smule bredere end 240mm og 360mm, og da det ikke er alle kabinetter der understøtter den ekstra bredde. Denne køler findes også i en 240mm og 360 mm udgave, som henholdsvis H100i Elite Capellix og H150i Elite Capellix.

Det er også værd at nævne, at de medfølgende blæsere er Corsairs ML RGB-blæsere og altså ikke de standard grå ML blæsere, som vi kiggede på, da vi testede H115i RGB Pro XT køleren. ML står for Magnetic Levitation og betyder i denne sammenhæng at lejet, som blæseren drejer rundt om, fungerer med magneter, så der ikke direkte er kontakt mellem rammen og blæseren. Det skulle være medvirkende til mindre støjudvikling gennem blandt andet reduceret vibration. Blæserne er udstyret med 8 individuelt adressérbare RGB-dioder.

Æsken og indholdet

Lad os komme videre til indpakningen. Som vi efterhånden er vant til, så er æsken på dette produkt fra Corsair også holdt i gul og sort. Forsiden er denne gang lidt mere lækker end hvad vi har set før. Vi finder her et billede af selve køleren, mens baggrunden er prydet af noget lækkert trekantet mønster, som man endda kan føle på. I bund og grund er det ligegyldigt, men det giver æsken et lidt mere eksklusivt udseende.

Corsair icue h115i elite capellix processor køler æske.jpg

På bagsiden finder vi som altid en masse information om selve produktet, mens vi på den ene af siderne finder påskriften ”Super Chilled” ligesom på alle andre Corsair kølere.

Produktnavnet står selvfølgelig også skrevet flere steder på æsken, så man ikke er i tvivl om, hvilket produkt man kigger på.

Inde i æsken finder vi selvfølgelig selve køleren, der ligesom alle andre færdige vandkølingsløsninger kommer samlet med kølerhoved, slanger og radiator. Derudover finder vi de to ML140 RGB-blæsere, en iCUE Commander CORE enhed, en ekstra akrylplade til kølerhovedet, kabler og diverse monteringsbeslag. Hvis man efterhånden skulle være i tvivl om, hvordan en Corsair AIO køler monteres, så skal man heller ikke frygte her, da der selvfølgelig også følger en monteringsvejledning med. Helt atypisk, følger der også en lille unbrakonøgle med i kassen, men mere om den senere.

Capellix Corsair h115i icue indhold elite vandkøler.jpg

Et nærmere kig

Med alt ude af æsken er det tid til at nærstudere herligheden. Der er selvfølgelig de to ML140 blæsere, som vi har skrevet om utallige gange. Eneste forskel er, at disse er udstyret med hver otte individuelt adressérbare RGB-dioder, hvor der normalt blot medfølger de kedelige grå ML-blæsere med de fleste af Corsairs køleløsninger.

corsair elite capellix icue h115i vandkøler ml140 rgb blæser.jpg

Selve køleenhedens radiator og slanger er som vi kender dem fra Corsair. Radiatoren er sort med et Corsair logo på siden, og slangerne er udstyret med sort sleeving, så intet nyt der. Der hvor denne køler er nyskabende er i kølehovedet. Der er selvfølgelig alt det indvendige, såsom pumpen og kølepladen, der selvfølgelig tilhører seneste generation af begge dele, for maksimal ydelse. Det ydre af kølerhovedet er der dog blevet ændret en del på i forhold til Corsairs andre vandkølere. Først og fremmest er denne del blevet større på alle leder og kanter. Kobberpladen er blevet næsten en centimeter større på begge led sammenlignet med Corsairs andre kølere.

capellix elite h115i icue corsair kølerhoved.jpg

Toppen af kølerhovedet er dog det mest spændende, da den er blevet opgraderet til nu at indeholde 33 individuelt adressérbare RGB-dioder.

kølerhoved corsair h115i icue capellix elite rgb belysning.jpg

Ovenpå kølerhovedet er der desuden placeret en akrylplade, der efter ønske kan skiftes ud med den anden medfølgende plade, for at give endnu flere muligheder for at tilpasse belysningen til resten af computerens komponenter. Det er her den lille unbrakonøgle kommer ind i billedet, da den skal bruges til at løsne fire skruer der holder akrylpladen på plads.

corsair kølerhoved h115i elite rgb belysning capellix.jpg

Ud over monteringsgrej, kabler og alt det andet kedelige pjat, følger der også en iCUE Commander CORE enhed med i kassen. Denne lille boks giver mulighed for at tilslutte op til seks PWM-blæsere og tilhørende RGB-stik og styre alt dette gennem Corsairs iCUE software. Det skal dog lige nævnes, at det kræver RGB-belysning fra Corsair, hvis man vil tilslutte denne til Commander CORE enheden, da Corsair ikke bruger ”standard” (det kunne være rart med en standard) 5V eller 12V RGB stik.

corsair commander core icue rgb styring capellix h115i.jpg

iCUE software

Uden at komme med den helt dybdegående gennemgang af Corsairs iCUE software, så kan jeg fortælle at man med denne kan styre RGB-belysningen på de tilsluttede enheder samt blæser- og pumpehastigheden. Softwaren har en indbygget Zero-RPM mode, der lader køleren slukke for blæserne når der ikke er behov for dem.

Til belysningen har Corsair lavet en række standard lysprofiler, men det er rimelig nemt og hurtigt at lave ens egen individuelle belysning, lige fra solide farver for et enkelt farvetema, til blinkende techno belysning i over 16 millioner farver. Man kan også synkronisere belysningen til de spil man spiller, eller til at afspejle processorens temperatur. Mulighederne synes nærmes uendelige og er alt for omfattende til at det giver mening at forklare det hele her.

En lille sidste ting med softwaren i samarbejde med Commander CORE enheden er, at samspillet mellem disse to er blevet forbedret i forhold til tidligere udgaver, så det hele er blevet mere brugervenligt.

Montering

Før vi kan teste køleren, skal vi selvfølgelig have monteret den på vores testbænk. Først monterer jeg blæserne på radiatoren. Dette gøres som altid nemt med fire skruer til hver blæser. Efterfølgende går jeg i gang med at montere beslaget til kølerhovedet, som skal udskiftes fra det standardbeslag til en eller anden Intel platform, og til det medfølgende AM4 beslag, som er det jeg skal bruge til testbænken. Det monterede beslag fjernes nemt ved helt enkelt at trække de to dele af kølerhovedet.

capellix corsair h115i intel monteringsbeslag icue elite.jpg

Herefter skubber jeg de nye beslag på den nu frie plads. Dette gøres helt uden værktøj.

amd monteringsbeslag corsair h115i elite capellix.jpgcapellix corsair h115i amd am4 monteringsbeslag icue elite.jpg

Dernæst skal jeg lige have monteret de to kroge, der skal holde køleren fast til det standard AM4 beslag der sidder på bundkortet. Krogen og fingerskruen dertil finder man i en af poserne med tilbehøret.

corsair capellix amd monteringskrog fingerskrue h115i.jpg

Med beslaget monteret er det nu tid til at sætte kølerhovedet ovenpå processoren og fæstne de to kroge ved skiftevis at dreje en smule på de to fingerskruer i hver side. Vær opmærksom på, at stramme dem nogenlunde lige og ikke at over stramme dem. Kølerpasta skal man ikke tænke på, da dette er smurt på fra fabrikken.

asrock am4 corsair capellix h115i elite icue cpu køler.jpg

Til sidst tilslutter jeg det ene kabel fra kølerhovedet til CPU_FAN headeren på bundkortet og det andet til Commander CORE enheden. Og selvfølgelig tilslutter jeg også kablerne fra blæserne til selvsamme enhed, før jeg tilslutter denne til et ledigt USB-stik på bundkortet.

Vi fortsætter herefter til vores stresstest.

Ydelsen

CPU: AMD Ryzen 2700


Software (benchmark): CPU-Z
Software (overvågning): HWinfo64

Procedure:

Vores kølertests er sat op således, at vi først varmer systemet op med CPU-Z stress test i 10/30 minutter (Luft/Vand). Derefter lader vi det køre videre i 2 minutter hvor vi måler gennemsnitstemperaturen i HWiNFO64. Vi trækker så endeligt rumtemperaturen på det givne tidspunkt fra og lander på en deltatemperatur for at give så neutralt et billede som muligt. Blæsere og pumper bliver sat til at køre fuld hastighed, så man får et billede af den maksimale køle-ydelse med den belastning vi nu giver den. Det skulle give et reelt billede af, hvor meget man kan spænde på de forskellige kølere, og om de kan tage mere eller mindre end hvad vi giver den. 

Målingerne:

Rumtemperatur: ~27,2 grader
Blæserhastighed: ~1800 RPM

ydelses benchmark capellix corsair aio rgb vandkøler h115i elite.jpg

Som man kan se på grafen, så lander denne køler på førstepladsen i vores standardiserede stresstest og så er der vist ikke meget mere at sige om det. Under testen når vores CPU op på ca. 115 Watt og Corsair anbefaler selv at man tester på en CPU der belaster køleren med 200 Watt, dette har vi ikke haft mulighed for, men det er vist heller ikke nødvendigt i denne omgang. Blæserne kørte desuden med 1800 RPM og ikke de angivne 2000 RPM for disse ML140 RGB-blæsere, da det var denne hastighed jeg maksimalt kunne skrue hastigheden op på i iCUE softwaren.

Støjniveau:

Vi har som altid målt støjniveauet fra køleren under fuldt load, og Corsair angiver selv dette til at ligge mellem 10-36 dB, hvilket også var præcist hvad vi målte. Så mange tak for ærlighed med jeres testresultater. Havde vi kunnet få de sidste 200 RPM med for blæserne, havde dette måske set en lille smule anderledes ud, men denne gang blev Corsairs marketing reddet af iCUE softwaren, så der er vist nogen der skylder en is.

Da selve antal dB ikke giver hele billedet af lydudviklingen, kan jeg tilføje at støjen mindede om en dyb brummen og ikke en høj piven, så lyden er til at holde ud. Dog var den ret tydelig selv med hørebøffer på, så jeg anbefaler at man i det daglige nøjes med en lidt mindre aggressiv blæserprofil.

lydskala decibel kølere amd intel gaming.jpg

Pris

En Corsair iCUE H115i Elite Capellix køler kan i skrivende stund erhverves til den nette sum af 169,90€ eller omregnet ca. 1300,- DKK. Denne pris synes jeg er helt fair, når man tænker på alt det tilbehør der medfølger.

Konklusion

Det er nu tid til at konkludere og besvare spørgsmålet, om Corsair er kommet med noget nyt, eller om der blot er tale om endnu en refresh af et ældre produkt. Til dette må jeg sige, at Corsair ikke revolutionerer kølermarkedet med denne køler, hvilket jeg dog heller ikke forventer. Der er ganske enkelt tale om en køler der i forhold til dets forgængere er blevet opgraderet på flere områder, og hvor det især er belysningen, som Corsair har fokus på. I 2020 er RGB bare en nødvendighed i ethvert produkt der henvender sig til gamere, og her leverer Corsair i den grad varen med deres iCUE H115i Elite Capellix køler.

Køleren yder rigtig godt, har en fornuftig pris og kommer med en masse fint tilbehør i form af blandt andet en Commander CORE enhed, til styring af lys samt pumpe- og blæserhastighed.

Monteringen er som altid nem og ligetil, hvilket jeg er virkelig glad for ved Corsairs kølere. Jo mindre værktøj jeg skal have op af skuffen, desto bedre. Og til denne køler skal jeg kun bruge en skruetrækker til montering af blæserne.

Den udskiftelige akrylplade på kølerhovedet er en fin tilføjelse, der giver mulighed for selv at styre, hvor aggressiv belysningen skal være.

Jeg ender med at give Corsair iCUE H115i Elite Capellix en score på 9/10 og en Great Product award, for en køler der er prissat korrekt, yder rigtig godt og kommer med en masse tilbehør.

Pros:

  • God ydelse
  • Flot RGB-lys
  • Udskiftelig akrylplade på kølerhovedet
  • Commander CORE enhed medfølger
  • Nem montering

Cons:

  • Kølerhovedets materiale virker lidt billigt

Vores partnere