Filmforslag uge 17 - The Way Way Back

Tweak.dk fortsætter traditionen med at foreslå en god film til jer, og i denne uge vender vi blikket mod et komediedrama, nemlig ”The Way Way Back” fra 2013. Filmen har kendte navne som Steve Carell og Toni Collette på rollelisten, og selvom filmen måske ikke har fået så meget promovering herhjemme i andedammen, gør det den ikke mindre seværdig.

Vi tager i dag et kig på filmen ”The Way Way Back” fra 2013. Filmen kan klassificeres som et komediedrama, og på rollelisten finder vi bl.a. Steve Carell i en sjældent seriøs rolle. Hvis din nysgerrighed er blevet vakt, foreslår vi, at du læser videre. Velkommen til.

 

The Way Way Back poster

 

 

Filmen handler om den 14-årige Duncan, der er plaget af generthed. Efter forældrenes skilsmisse bor han sammen med sin mor, spillet af Toni Collette, og sin stedfar Trent, spillet af Steve Carell. Duncan føler imidlertid ikke, at han hører til nogen steder, og som så mange andre skilsmissebørn har oplevet, så føler han, at han ofte fanges som en lus mellem to negle i alskens scenarier.

Derudover er han utroligt genert og sky, og han plages især af stedfaderen Trent, som ikke mener, at han kommer nok ud, og at han i det hele taget er ret sær og vattet.

 

Duncan

WWBSP LLC.

 

Som om det ikke var nok, så skal han på ferie i et sommerhus sammen med moderen og stedfaderen og deres vennepar. Ferien bliver mest af alt en ferie for ”de voksne”, så Duncan og stedfaderens datter overlades mere eller mindre til sig selv.

 

Dinner

WWBSP LLC.

 

Duncan går mest for sig selv, og en dag møder han Owen, som er leder af et vandland i nærheden. De to ender med at være pot og pande, og Duncan finder ud af, at han rent faktisk duer til noget, da han bliver ansat i vandlandet. Derudover giver det ham også noget menneskeligt, da Owen er med til at give ham den rygrad og det selvværd, som han hele tiden har manglet, men som han ikke har kunnet få i hjemmet. Derudover hjælpes han af nabopigen Susanna, som også lader til at kunne forstå Duncan og de problemer, han går og tumler med.

 

Duncan og Susanna

Fox Searchlight

 

Det er en utroligt hjertevarm fortælling, og man sidder hele tiden med et smil på læben, mens man følger Duncans udvikling. Det er ikke svært at følge Duncan i de besværligheder og udfordringer, han har i filmen, og det hele støttes op af solide skuespillerpræstationer hos alle karaktererne.

 

Duncan og Owen

 

Filmen udkom på dvd/bluray i Danmark 14/11 2013, og den kan bl.a. også findes på YouBio.

Hvis vi har vakt din interesse og nysgerrighed, kan du læse meget mere om filmen ved at klikke på banneret herunder, der fører dig til IMDb side for "The Way Way Back".

 

The Way Way Back IMDb

Vores partnere