Google lancerer næste generation af Nest Hub

Google lancerer næste generation af Nest Hub
Den nye Nest Hub, som lander i butikkerne 4. maj, giver danskerne råd og anbefalinger til at forbedre nattesøvnen og har markant mere bas end forgængeren.

Google løfter i dag sløret for en ny og forbedret udgave af højtaleren Nest Hub, som lander i butikkerne 4. maj. Med funktionen Sleep Sensing fungerer den nye Nest Hub som en personlig søvnspecialist, som hver morgen giver brugeren en kort gennemgang af nattesøvnen på den syv tommer store skærm. Funktionen er udviklet i samarbejde med søvnforskere.

Søvnanalysen er baseret på elementer såsom lysforhold og skiftende temperaturer i soveværelset. Derudover registrerer Nest Hub ved hjælp af radarteknologien Motion Sense host, snorken, åndedræt og bevægelserne fra den person, som ligger tættest på enheden, uden at der er brug for kamera eller wearables. Efter nogle nætter kan Nest Hub give råd og anbefalinger til at få bedre nattesøvn.

Nest Hub_Lifestyle_Your Evening with Sleep Sensing.jpg


Valgfri søvnhjælp

Netop fordi den kan stå i soveværelset er Nest Hub bygget med fokus på privatlivet: Sleep Sensing-funktionen er valgfri, og en indikator på skærmen viser, hvornår den er aktiv, ligesom mikrofonen kan slukkes med en fysisk knap. De indbyggede bevægelsessensorer opfanger kun bevægelse - ikke ansigter eller kroppe. Samtidig bliver lyde som host og snorken udelukkende bearbejdet på enheden og således ikke sendt til Google. Søvndata bruges ikke til eksempelvis annoncering.

Google_Seep-infographic_SE.jpg

“Googles produkter bliver i stigende grad designet til at hjælpe folk med at leve sundere. Med den nye Nest Hub håber vi også at kunne analysere og give råd til søvn, sådan at danskerne i sidste ende kan vågne endnu mere veludhvilede op om morgenen. I den forbindelse har vi været ekstra opmærksomme på at sikre privatlivet”, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.


Bygget til at underholde

Foruden anbefalinger til at optimere søvn fungerer Nest Hub også som en højtaler med indbygget stemmestyring i form af Google Assistent. Den rummer samme lydteknologi som Nest Audio, hvilket vil sige 50 procent mere bas sammenlignet med sin forgænger. 

Kort fortalt kan du lytte til musik, podcasts og lydbøger fra tjenester som fx Spotify eller YouTube Music, ligesom man kan streame tv-serier og film fra fx Netflix, Disney+ og YouTube. Samtidig kan højtaleren med sit kantløse design gøre sig som digital billedramme og vise dine udvalgte billeder. 


Fakta

 
- Pris: 799 DKK

- Farver: Chalk og Charcoal

- Lanceres i 10 lande: Danmark, Norge, Sverige, Østrig, Belgien, Italien, Irland, Holland, Spanien og Schweiz. 

- Sleep sensing-funktionen er gratis at bruge året ud. 

Vores partnere