Galaxy S9 har haft et fint salg hjemme i Sydkorea. Det kunne dog sagtens være gået meget bedre.
Galaxy S9 er den sidste nye smartphone fra Samsung. Hjemme i Sydkorea har der været store forventninger til Galaxy S9, men den har haft det sværere end først antaget.
Samsung har bekræftet, at der er blevet solgt omkring 1 million eksemplarer på det sydkoreanske marked.
Det lyder måske meget godt, men det er i virkeligheden et tal, der burde have været meget højere, hvis man ser på, hvor godt tidligere Galaxy-modeller har solgt.
Galaxy S8 formåede at runde 1 million solgte eksemplarer på kun 37 dage, mens det for Galaxy S2’s vedkommende drejede sig om 40 dage.
Galaxy S9 har været tilgængelig i lige godt to måneder. Denne smartphone har altså været tæt på dobbelt så længe om at runde 1 million solgte eksemplarer som sine forgængere.