Hvis du har fulgt med i nyhederne, har du sikkert hørt eller læst, at der har været flere tilfælde, hvor folk er blevet frarøvet penge via betalingsapp\'en MobilePay. Tweak.dk bringer dig her nogle tips til, hvordan du kan sikre dig bedst muligt mod at blive en del af den statistik.
Der har den seneste tid været flere historier om folk, der via betalingsapp\'en MobilePay er blevet frarøvet penge. Man kan aldrig sikre sig 100% mod at blive en del af statistikken, men vi har alligevel samlet nogle tips til, hvordan du kan sikre dig bedst muligt.
Sådan foregår svindlen:
Ved oprettelse af en MobilePay-konto skal man blot bruge kortnummer, udløbsdato og CVC-kontrolnummeret, som er det trecifrede kontrolnummer på bagsiden. Disse oplysninger aflures af gerningsmændene, som de med et taletidskort bruger til at oprette en MobilePay-konto. Denne konto bruges så til at overføre penge fra din konto videre til en medgerningsmand, som så straks går ned og hæver pengene, inden svindlen opdages og pengene tilbageføres til din konto.
Tip 1: Hold dine kortoplysninger tæt ind til kroppen
At svindlen som sådan ikke foregår på onlinebasis er faktisk ret betryggende. Det betyder nemlig, at det første tip, vi bringer, i langt de fleste tilfælde kan sikre dig næsten 100% mod at blive offer. Du skal nemlig altid holde dine kortoplysninger tæt ind til kroppen. Når du er i byen, så lad være med at lægge dit kort frit fremme på bordet, så andre kan se kortnummer osv. Hav altid dit kort på dig og sørg for, at det kun er dig, der bruger og har adgang til dit kort.
Tip 2: Sørg for, at MobilePay-kode og PIN-kode er forskellige
Du kan også sikre dig mod svindel ved at have PIN-kode og eventuelt skærmlås på din smartphone. Her vil det være en god idé at lade disse koder være forskellige fra den firecifrede kode til MobilePay. Der er jo ingen grund til at gøre det let for tyven.
Tip 3: Hav kode til MobilePay i hovedet og ikke på en lap papir
Det burde ikke være nødvendigt at tage dette tip med, men undertegnede har ofte set, at folk har ladet deres PIN-koder og andre passwords ligge frit fremme, så de kan huske dem. Det er en uendeligt dårlig idé, der kan gøre det let for enhver at lænse din konto.
Tip 4: Gør dig umage med din kode til MobilePay
Bør vi nævne, at det nok er verdens dummeste idé at lade din kode til MobilePay være "0000" eller "1234"? Det er heller ikke nogen god idé at lade din kode være "0511", hvis du har fødselsdag den 5. november. Gør dig derfor umage med at lave en kode, der for dig er nem at huske, men for andre er svær at knække.
Tip 5: Hav styr på de apps, du installerer
Sørg for at have styr på de apps, du installerer på din smartphone. Her skal du især være opmærksom, hvis du installerer apps uden om enten App Store eller Google Play. Her kan svindlere nemlig lægge malware ind i app\'en, så denne kommer til at fungere som en trojansk hest. Denne malware kan så aflure dine kortoplysninger direkte fra MobilePay. Vores råd er derfor, at du kun installerer verificerede apps fra App Store eller Google Play, så du derved sikrer dig bedst muligt mod malware.