Google Pixel 7 lander på danske butikshylder

Google Pixel 7
På trods af at vi nu er nået til 7. generation af Googles Pixel smartphones har vi i Danmark været snydt for at være med til festen. Det ændre sig nu med Google Pixel 7 serien som også lander på danske butikshylder.

Det har naturligvis været muligt at få Google Pixel telefonerne i Danmark også hvis man har været lidt kreativ eller hentet dem i udlandet. Nu bliver det dog helt officielt muligt at finde Pixel 7 Pro og Pixel 7 på det danske marked. 

Fra den 13. oktober bliver det for første gang muligt at købe Googles smartphone, Pixel, i danske butikker. Seks år efter lanceringen af den første Pixel får Google dansk telefondebut i form af de spritnye Pixel 7 Pro og Pixel 7, som begge er blevet annonceret under Googles event i går. Sammen med dem kommer også Pixel 6a, der kom på markedet i foråret. 

Pixel 7 Serien.png

Fælles for Pixel 7 og Pixel 7 Pro er, at de drives af Googles nyeste chip, Tensor G2, som via machine learning gør telefonens navigation lynhurtig og effektiv. Pixel-telefonerne har længe været anerkendt for markedets bedste kameraer, og de nye telefoner er yderligere optimeret. Det muliggør nye niveauer af optisk zoom, ligesom de eksempelvis har Magic Eraser, hvor du ved hjælp af kunstig intelligens kan fjerne forstyrrende elementer fra billeder. Derudover har telefonerne en ekstra sikkerhedschip, Titan M2, der giver den højest mulige sikkerhed.

Pixel Dekonstrueret.jpg

“Vi har tydeligt kunnet mærke appetitten blandt danske brugere for at få adgang til Googles telefoner i Danmark, og derfor har vi også glædet os helt vildt til at få dem på hylderne. Særligt fordi det sker med nogle telefoner, som gør hverdagen nemmere, sikrere - og sjovere. Vi har jo længe haft fysiske Google-produkter i Danmark, fx stemmestyrede højtalere. Men med telefonerne kommer vi til et nyt niveau. Pixeltelefonerne binder hele hardwarefamilien sammen”, siger Bianca Bruhn, Googles landechef i Danmark. 


Fra topmodel til budgetvenlig

Topmodellen Pixel 7 Pro har en 6,7 tommer QHD+ OLED-skærm, 12 GB hukommelse og enten 128 eller 256 GB lagerplads og op til 72 timers batteritid. Det primære kamerasystem består af tre linser, som i samspil tilbyder 10x optisk zoom og Superzoom – en teknologi, der gør 30x digitalt zoom mulig. 

Med funktionen Skarpere billede kan kameraet desuden selv kompensere for rystelser i billedet og stille skarpt, og så sikrer Mørkelinse, at du kan tage skarpe og tydelige billeder selv ved meget lav belysning. 

Pixel 7 Pro_Hazel.png

Pixel 7 Pro er bygget i 100 procent genanvendt aluminium og fås i farverne Obsidian (dybsort), Hazel (hasselgrøn) og Snow (snehvid).

Pixel 7 har en 6,3 tommer OLED-skærm med FHD+-opløsning. Den gemmer på 8 GB hukommelse, har enten 128 eller 256 GB lagerplads, og med  Ekstrem batterisparefunktion kan du klemme op til 72 timer ud af batteriet.

Pixel 7_lemongrass.png

Det bagudrettede dual-kamera på 50MP har 2x optisk zoom og kan optage videoer i 4K med 60 billeder i sekundet. Ligesom Pixel 7 Pro er den bygget i 100 procent genanvendt aluminium, og så fås den i farverne Obsidian (dybsort), Lemongrass (citrongræs) og Snow (snehvid).

Pixel 6a.png

Pixel 6a er den mest budgetvenlige af de tre telefoner, og den drives af første generation af Googles Tensor-chip. På trods af prisen er det en hurtig telefon med op til 72 timers batteritid  og et 12MP dual-kamera, der kan optage videoer i 4K-opløsning og med op til 60 billeder i sekundet. Telefonen byder på en 6,1 tommer skærm, rummer 6 GB hukommelse og har 128 GB lagerplads. Pixel 6a fås i farverne Charcoal (gråsort), Chalk (kridthvid) og Sage (salviegrøn). 

Pixel Buds Pro (Fog).png

Endelig lancerer Google høretelefonerne Pixel Buds og Pixel Buds Pro, som er bygget til at spille sammen med Pixel-telefonerne. De er bygget på en 6-core audio chip og har bl.a. aktiv støjreducering. Fordi ingen ører er helt ens, og høretelefoner derfor ikke altid passer, har Pixel Buds Pro skabt det såkaldte Silent Seal, som tilpasser sig ørets form for at skabe den optimale lyd. De har op til 11 timers lyttetid og fås i farverne Charcoal (gråsort) og Fog (lys grå) 


Telia og Elgiganten bliver officielle partnere

Alle tre Pixels kan forudbestilles nu og kommer i handlen den 13. oktober hos Elgiganten og Telia, der samtidig bliver officielle partnere. 


Priser og tilgængelighed

Samtlige telefoner kommer på markedet den 13. oktober til følgende priser:

  • Pixel 7 Pro (128 GB) - 6.999 kroner
  • Pixel 7 Pro (256 GB) - 7.799 kroner
  • Pixel 7 (128 GB) - 4.999 kroner
  • Pixel 7 (256 GB) - 5.799 kroner
  • Pixel 6a - 3.699 kroner
  • Pixel Buds - 839 kroner
  • Pixel Buds Pro - 1.799 kroner

Vores partnere