AUTHOR :
PUBLISHED : 2019-03-05 12:11:02

Asetek starter et gamingakademi i Aalborg


Danske Asetek har i dag annonceret et helt nyt tiltag, der vil være gode nyheder for gamere verden rundt.

Danske Asetek har i dag annonceret et helt nyt tiltag, der vil være gode nyheder for gamere verden rundt. I forbindelse med, at de vil sætte større fokus på gaming, vil de starte et helt nyt Esports-akademi i deres hovedkvarter i Aalborg, med det ikke så overraskende navn Asetek Esports Academy.

 


Akademiet vil bestå af high-end Aurora computere fra Alienware med ydre enheder fra Razer til FPS-entusiasterne. Derudover vil Asetek stille hele fem racing simulatorer til rådighed, ligeledes baseret på Alienware Aurora PC’er med F1 Esport certificeret grej fra Fanatec.

 


Ifølge Asetek selv er akademiet et led i en strategi, der skal bringe dem tilbage til rødderne. De ønsker at minde folk om, at det trods alt var dem, der stod bag legendariske produkter, såsom Vapochill og Waterchill.

 


Derfor har de sat håndværkere og systembyggere i sving og dedikeret en afdeling i deres hovedkvarter til gaming og Esport. De ønsker at kunne hjælpe unge håbefulde med at blive fremtidens Esports-stjerner.


Udstyr for alle pengene
Asetek har i samarbejde med Alienware bygget nogle kraftfulde PC’er til gamerne: Aurora R8 med 9900K CPU’er og 2080 OC GPU’er. Alle computere har indbygget vandkøling, lavet af Asetek selv.
Derudover har Razer sponseret rigeligt med udstyr, deriblandt Huntsman Elite, Deathadder Elite, Nari Ultimate, og alt andet man kunne tænke sig af ydre udstyr.

 


Komforten og den rette stilling er naturligvis også vigtig, og derfor har man fundet samarbejde med svenske Arozzi om at levere gamingstole til de hungrende FPS-gamere.


Racing simulatorerne har fået leveret et helt lille cockpit af Fanatec: DD-2 gaming rat, Clubsport V3 pedaler og et ægte Recaro racersæde.


Mere end bare spil
Asetek Esports Academy vil også byde på en lounge, som er fuldt møbleret med luksuriøse SACKit-stole i vores allesammens skandinaviske design. En stor fladskærm giver mulighed for taktisk gennemgang af spil, at følge med i Esport-turneringer eller bare generel afslapning. Det gør til sammen, at akademiets spillere både har udstyret og afslapningsmulighederne for at kunne præstere, når det gælder.


Akademiet vil ikke kun være hjemmebasen for aspirerende gamere, men også give muligheden for ansatte at få sig en velfortjent puster. Det vil ligeledes være en lokalitet for fremtidige Asetek Esport turneringer, overclocking-arrangementer og meget mere. Live-streams vil desuden blive en del af pakken, hvor du kan få lov at prøve dig selv af mod Aseteks såkaldte Technology Evangelists i online-sessioner.


Giver konkurrencemæssige fordele
Det rigtige udstyr betyder noget. Ligesom passion, udholdenhed og dygtighed er noget, der skal trænes.


Derfor vil Asetek også sørge for, at deres E-atleter ikke kun får træning i spillene, men også holder sig på spidsen af deres kunne gennem fysisk og mental træning.


Alt dette bliver lanceret sammen med en spritny hjemmeside og et forøget fokus på kernepublikummet: Entusiaster og gamere.


Asetek ønsker på denne måde at bygge et online community gennem blogs, Esport turneringer, guides og tips & tricks.


Hvad andet det byder på i fremtiden, må vi vente at se.

 

Billeder & Kilde
Asetek


VORES PARTNERE

Synology
Olympus
Razer
MSI
Cooler Master
Cougar Gaming
Corsair
AMD
ASRock
Deepcool
Seasonic
Gigabyte