Astralis vinder BLAST Pro Series São Paulo i dominerende stil

Efter en historisk dag i Ibirapuera Arena i São Paulo, Brasilien, har Astralis slået de bedste Counter-Strike hold i verden og vundet endnu en BLAST Pro Series-titel. Det skete natten til søndag dansk tid foran et vildt brasiliansk publikum.

*Pressemeddelelse

Fotos: RFRSH Entertainment

 

Efter en historisk dag i Ibirapuera Arena i São Paulo, Brasilien, har Astralis slået de bedste Counter-Strike hold i verden og vundet endnu en BLAST Pro Series-titel. Det skete natten til søndag dansk tid foran et vildt brasiliansk publikum.

 

 

Hele 7.000 ekstatiske fans var vidner i en propfyldt arena, da de danske superstjerner mødte deres amerikanske rivaler fra Team Liquid i en spektakulær finale. Forinden havde Astralis gjort rent bord i gruppespillet og slået samtlige modstandere.

 

Præmiepuljen lød på hele 250.000 amerikanske dollars, og med sejren vandt Astralis-holdet 125.000 dollars.

 

Husk at se vores GUIDE: Valg af grafikkort 2019:

 

 

Danny “zonic” Sørensen, træner, Astralis

 

• At spille BLAST Pro Series São Paulo har været en vanvittig oplevelse. Publikum var enormt passionerede, og vi nød hvert eneste sekund af oplevelsen. At vinde i et land hvor Counter-Strike er så kæmpestort er en fantastisk følelse, og vi kan ikke vente med at komme tilbage, siger Danny “zonic” Sørensen og fortsætter:

 

• Det var en udfordrende turnering for os. Formatet er intenst. Man får ikke mange pauser, hvilket betyder, at vi skal holde fokus konstant. Modstanden var hård, og alle holdene udfordrede os utrolig meget. Det er hårdt arbejde, men når man vinder og føler glæden fra så mange fans, både i arenaen og hjemme i stuerne, så er det det hele værd, siger Danny “zonic” Sørensen.

 

Det var langt fra første gang, Astralis og Team Liquid stødte hovederne sammen. De to hold var rivaler gennem det meste af 2018, og de har mødt hinanden i finaler over hele verden igen og igen.

 

Lukas “gla1ve” Rossander, Astralis:

 

• Det publikum var noget af det vildeste, jeg har oplevet. Det mindede mig i høj grad om BLAST Pro Series i Royal Arena de seneste to år. Den måde de støttede hjemmeholdet på var fantastisk, og jeg er virkelig glad for at have oplevet det. Selvfølgelig ville det have været fedt at møde MIBR i finalen på deres hjemmebane, men at spille mod Team Liquid er altid en vild oplevelse, og det her glemmer jeg ikke lige foreløbig.

 

• Det gør det ekstra specielt, at vi får sejren mod Team Liquid. Det er altid spændende at spille mod dem, og de sørger for at vi holder os vågne hele tiden. Tak til alle vores fans, sponsorer og alle der har gjort denne turnering mulig. Det føles godt at tilføje endnu en titel til vores liste, og jeg er bare så stolt over mit hold og den organisation, der støtter og hjælper os hver eneste dag.

 

Nicolai “dev1ce” Reedtz, Astralis

 

• Vi kom virkelig klar ind til den her turnering, fordi det var en titel, vi så gerne ville vinde. Modstanden var hård, men jeg er glad for, at det lykkedes for os. Drengene spillede virkelig godt, og jeg håber, vi kan komme tilbage og forsvare vores titel i Brasilien igen.

 

• Det er direkte tilbage til arbejdet, når vi kommer hjem. Vi skal spille BLAST Pro Series Miami i næste måned, og der skal vi være fuldstændig klar til endnu en duel mod Liquid. De kommer til at være hævntørstige, og vi kommer til at stå overfor et helt vildt amerikansk publikum, der kommer til at bære deres hjemmehold frem. Det bliver sindssygt, men vi glæder os.

 

Titlen som turneringens bedste spiller gik til Astralis’ dev1ce efter den ene pragtpræstation efter den anden.

 

Astralis har nu vundet 12 titler siden april sidste år. Holdet har været altdominerende og har således ligget på verdensranglistens førsteplads ligeså længe.

 

Holdet er de første til at vinde to BLAST Pro Series-turneringer i træk. De får chancen for at bygge på rekorden den 12-13 april, hvor BLAST Pro Series Miami afholdes og igen til BLAST Pro Series Madrid den 10-11 maj.

 

Kilde & Billeder

rfrsh.net, Astralis

 

Vores partnere