AUTHOR : Uber
PUBLISHED : 2020-05-22 10:21

AMD åbner for PCI Express Gen 4.0 til B550


Da AMD frigav Ryzen 3000 serien sidste år, var en af nøglefunktionerne understøttelse af det hurtige PCIe 4.0 interface. Dette gjaldt vel og mærke kun, hvis du købte high-end X570 bundkort. Med lanceringen af de nye B550 bundkort tilbyder AMD til stor glæde for mange, også begrænset PCIe 4.0 support til denne budgetvenlige mainstream platform.

amd-am4-socket


Tidligere var AMD's high-end X570 chipset det første, der bragte PCI Express 4.0 (PCIe 4.0) support til markedet. Denne nye standard tilbød op til 2X båndbredde support til næste generations hardware, f.eks. SSD'er, netværkskort, GPU'er osv. Nyeste B550 chipset bringer nu potentialet i PCIe 4.0 til mainstream markedet. 

For nylig annoncerede AMD, at virksomhedens B450 og X470 chipsets vil have Zen 3 CPU understøttelse, men det kommer uden fordelene ved PCIe 4.0 og den dertil knyttede øgede båndbredde.

Med dette i tankerne, er et af de vigtigste nøglepunkter i det nye B550 chipset, at det vil understøtte PCIe 4.0 og Zen 3 CPU'er, hvilket giver gamere og slutbrugere en mere "overkommelig" mulighed for at opgradere. Sammenlignet med B450 chipset understøtter B550 officielt PCIe 4.0 enheder inden for PCIe-slots i fuld længde.

Dette kan faktisk betyde, at øverste slot kører på PCIe 4.0 x16, med nogle modeller, der også giver mulighed for “x8 / x8” konfiguration fra andet slot i fuld længde (kan også understøtte Nvidia SLI). En anden fordel ved B550 chipsettet inkluderer support til op til to USB 3.1 G2 porte, som B450 mangler.

En lille note, som er værd at nævne, er, at B550 bundkort ikke understøtter de foregående 1. og 2. gen Ryzen processorer eller Ryzen 3000 APU'er som for eksempel Ryzen 5 3400G. Selvom vi har samme AM4 socket, gør en ROM-begrænsning det meget vanskeligt for AiB’erne at inkludere support til alle nuværende, fremtidige og tidligere Ryzen processorer med en firmware patch. 

Naturligvis kan leverandører af bundkort løbende frigive BIOS-patches, men det er bestemt ikke noget vi skal sætte vores lid til.

Uanset hvad, får du ikke PCIe 4.0 understøttelse, medmindre du installerer en Zen 2 Ryzen 3000 CPU på et af disse bundkort. 

Inkluderet i B550 er også fordoblingen af båndbredden på bundkortets generelle PCIe-baner fra chipsettet. Denne "per-lane throughput” har faktisk gjort det muligt for AMD at reducere antallet af baner mellem chipset og CPU fra seks PCIe 2.0 baner til fire PCIe 3.0.