Sådan placerer du højttalerne i din hjemmebiograf

Hvis du netop har købt dig fattig i et surroundsystem og er lidt på bar bund hvad angår opsætningen, så frygt ej. Tweak guider dig i dag igennem den, for nogle, lidt svære højttaleropsætning, så du kan nyde dine film med den lyd, de fortjener.

Der var engang, hvor surround sound var noget, man skulle gå i biografen for at opleve. Tiderne er dog blevet en anden, og surround sound er efterhånden ved at være hvermandseje. Systemerne er i hvert fald kommet ned i en pris, hvor langt de fleste kan være med. Dog har undertegnede ofte set, at folk køber højttalere i dyre domme, hvorefter de sættes op på en måde, hvor de slet ikke kommer til deres ret. Det skal være løgn, skal det. Derfor denne korte guide, der forhåbentligt kan få dig på rette spor. 

Jans Cerwin Vega

 


Valg af opsætning 

Der findes utallige parametre i forhold til korrekt indstilling af hjemmebiografen, men for at I ikke skal drukne i instruktioner og informationer, har vi valgt i denne artikel kun at fokusere på, hvordan I placerer jeres højttalere korrekt, så højttalerne kan få lov at formidle den lyd, de blev designet til at formidle.
 

5.1 opsætning: 

Vi skal dog allerførst have fastlagt hvilket setup, vi har at gøre med. Den mest almindelige opstilling er 5.1, hvor vi har 5 surroundhøjttalere og 1 subwoofer. 

5.1 opsætning

Hvis du har dette setup, skal centerhøjttaleren, der formidler stemme og tale i film, placeres over eller under dit lærred eller tv. De to fronthøjttalere skal placeres på hver side af fjernsynet, og de kan, hvis du ser film i et lille rum, med fordel placeres let skråt, så de peger hen mod lytteren.

De to baghøjttalere skal placeres, så de sidder en smule over lytterens hoved, og de kan også, hvis du sidder i et forholdsvis lille rum, placeres let vinklet ind imod lyttepositionen.
 

7.1 opsætning: 

En lidt mere highendopsætning er 7.1, hvor vi har to højttalere mere at gøre med, end vi havde ved 5.1. Denne opsætning er dog mere egnet til større rum end 5.1. 

7.1 opsætning

Her kan vi se, at der er rykket to højttalere ud på sidevæggen. Disse kan enten placeres ret på væggen eller let vinklet mod lyttepositionen. De to baghøjttalere skal dog placeres ret på væggen mod lyttepositionen. Disse kan godt placeres lige ved siden af hinanden, men må dog ikke placeres i hvert sit hjørne af rummet.
 

6.1 opsætning: 

En lidt utraditionel opsætning, som ikke er så ofte set, er 6.1, hvor vi har 6 surroundhøjttalere og 1 subwoofer. 

6.1 opsætning

Her er de to baghøjttalere erstattet af én, og denne skal placeres ret på bagvæggen, så den peger ind mod lyttepositionen. Ellers er det samme historie som 7.1.
 

4.1 opsætning: 

Sidste opsætning kan kun lige betegnes som værende en surroundopsætning i undertegnedes optik. Den er da heller ikke set ofte, men rummets dimensioner kan vise sig at gøre, at en 4.1 opsætning er den eneste mulige. 

4.1 opsætning

Her har vi ingen sidehøjttalere, og på bagvæggen har vi kun én højttaler, som skal placeres ret på væggen og pege ind mod lyttepositionen.
 

Placering af subwoofer: 

I har nok lagt mærke til, at der på billederne ikke er vist en subwoofer. Der er meget delte meninger omkring subwoofere, men undertegnedes oplevelse er, at subwooferen enten skal placeres ved siden af lyttepositionen eller ved siden af dit tv/lærred. Placeringen af subwooferen er ikke helt så vigtig som placeringen af surroundhøjttalerne, men den er alligevel ikke helt ligegyldig. Dette skyldes, at de frekvenser, som en subwoofer skal formidle, er så lavfrekvente, at de ofte ikke er retningsbestemte. Placeringen af subwooferen er dog noget, der er forskellig fra stue til stue, og der er derfor ikke andet for end at prøve sig frem og høre, hvor det lyder bedst.
 

Afrunding: 

Vi håber, at I med denne guide er blevet lidt mere sikre på, hvordan I skal placere jeres højttalere. Hvis I godt kunne tænke jer, at vi kommer med en lidt mere teknisk gennemgang af opsætningen af hjemmebiografer og forstærkere, skal I være velkomne til at smide en kommentar i kommentarfeltet. Det må I dog også gerne, hvis I har konstruktiv kritik, eller hvis I bare vil klappe os på skuldrene.

Vores partnere