Razer Blade 18 (2024)

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090)
Razer har efterhånden en lang række af solide gaming laptops bag sig, og nu er tiden kommet til at tage et kig på deres nyeste Flagship gaming laptop, som kommer med solid CPU kraft og RTX 4090 mobil grafikkort.

Centrale specifikationer

  • 14th Gen Intel® Core™ i9-14900HX
  • NVIDIA® GeForce RTX™ 4090 (16GB GDDR6 VRAM)
  • 18" QHD+ 300 Hz Mini-LED, 16:10 (2560 x 1600)
  • 2 TB SSD M.2 NVMe PCIe 4.0
  • 32 GB DDR5-5600MHz
  • Thunderbolt™ 4 (USB4®) Type-C

Razer Blade 18 findes i et udvalg af forskellige konfigurationer og ovenstående er blot den version, som vi har haft på besøg til test. Den findes også i mere “afdæmpede” versioner med RTX 4060 grafikkort. Der kan dog også findes endnu mere beefy versioner med 64 GB RAM og 4 TB M.2 NVMe PCIe 4.0 lager. 


En tur rundt om Razer Blade 18

Ærligt talt er der ikke så meget at sige om Razer Blade 18. Razer har i efterhånden lang tid haft en ret gennemgående designstil for deres Blade laptops, og det er der ikke blevet ændret på med den nye Razer Blade 18. 

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090) låget.jpg

Det er stadig et design der på mange måder minder om en MacBook Pro med et afdæmpet sort (eller hvidt aka Mercury) design uden alt for meget lir. Det tydelige Razer logo på låget er fortsat en af de eneste ydre ting, der afslører den som en gaming laptop. 

Personligt kan jeg stadig godt lide designet på Blade serien, men det kunne have været lækkert at se Razer ryste posen en smule efterhånden. 

Når det er sagt så føles det hele vejen rundt som en solid og velbygget maskine, og materialerne med det CNC fabrikerede aluminiums kabinet er stadig lækkert at se på. 

Der er dog fortsat den ulempe at specielt den sorte version med den mat sorte overflade ret let tager imod fingeraftryk. Så hvis den skal blive ved med at se godt ud, så skal der pakkes en pudseklud med i tasken.

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090) skærmen.jpg

Når nu det er en Razer Blade 18 som er storebror i familien, så adskiller den sig naturligvis på størrelsen og kommer ind med en vægt på lige over tre kilo og mål på 21.90 mm x 275.40 mm x 399.90 mm.

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090) tilslutninger.jpg

Ser vi på de ydre tilslutninger så får vi 3 x USB 3.2 Gen 2 Type-A, 1 x Thunderbolt™ 4 (USB4®) Type-C, 1x USB-C 3.2 Gen 2 Type-C, RJ45 med 2.5Gb ethernet, HDMI 2.1 og endeligt en UHS-II SD kort læser og et 3,5 mm jackstik til lyd.

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090) Thunderbolt.jpg

Her er det værd at bemærke, at Thunderbolt porten understøtter Power Delivery and Display Port 1.4 med Nvidia GPU output. Den kan også bruges til opladning med op til 20V USB-C chargers med PD 3.0, op til 100W. 

Så der er altså super fleksible muligheder for tilslutninger på den nye Razer Blade 18.

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090) powershot.jpg

Åbner vi op så får vi den store 18” QHD+ 300 Hz Mini-LED, 16:10 skærm at se med en opløsning på 2560 x 1600. Over den får vi et ikke specielt imponerende 5 megapixels webcam, som dog kan bruges til login med Windows Hello.

Rammerne omkring skærmen er fine og tynde, og det giver os en moderne laptop. 


Under skærmen finder vi et tastatur, som man vil genkende, hvis man har set Razer Blade laptops før. Her er der heller ikke noget nyt at spore. Det er dog et velfungerende og behageligt laptop tastatur med RGB lys, som kan tilpasses for hver enkelt tast. 

For en så stor laptop, så er tastaturet dog ikke specielt stort, og der er fx ret klemte piletaster og ingen spor af dedikerede medietaster eller lign. 

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090) tastatur størrelse.jpg

En del af forklaringen til det skal findes i den store plads, som Razer har dedikeret til lyden. Der er i alt seks højttalere fordelt med ikke mindre end fire subs og to tweeters. Det setup fylder en del på hver side af tastaturet og tager den plads, som ellers kunne være brugt på et mere omfangsrigt tastatur. 


Software

På softwaren er der heller ikke sket det store fra Razers side. Alt tilpasning af de Razer specifikke indstillinger, kan klares igennem Razers Synapse software, som er en del af deres Razer Central. Det er den samme software, som bruges til deres øvrige tilbehør som mus osv. Det er rart at det hele er samlet der, så man ikke har behov for yderligere software. 

Via softwaren har du mulighed for at tilpasse funktionerne, på stort set alle taster på tastaturet. Der er et stort udvalg af forskellige muligheder for hver tast. Det hele kan bindes op på forskellige profiler, så det er muligt at tilpasse tingene til forskellige brugesscenarier. 

Skærmbillede 2024-07-29 140116.png

Under Performance delen kan man tilpasse ydelsen. Der er mulighed for at vælge imellem en Balanced, Silent og Custom profil for køling og ydelse. 

Under custom kan man selv styre tingene lidt mere, og her kommer CPUen med fire power modes, mens grafikkortet kommer med tre. Her er det ikke kun hastigheden på blæserne man indstiller, men også hvor meget strøm de forskellige dele kan trække under load. 

Det betyder, at man kan forvente et udsving i ydelsen, alt efter om man vælger silent profilen eller om man sparker det hele op på max, med boost på både CPU og GPU. 

Kølingen, og dermed lydniveauet, vil naturligvis blive påvirket en del baseret på, hvilken indstilling man vælger. 

453422757_910100887811633_5883134151359980966_n.png

I forbindelse med boost funktionen på grafikkortet, kan man fx slå max køling til. På den måde kører blæserne hele tiden på max, for at optimere ydelsen. Ideen er god og jeg kommer ind på, senere i testen, om det så også giver praktisk mening i forhold til bedre resultater. 

Endelig kan man også i softwaren skifte RGB belysningen. Der er et væld af presets at vælge imellem eller man kan lave sin egen hvis ingen af de tilgængelige tilfredsstiller RGB trangen. 

452093870_1008767004025322_8859695040893094643_n.png

Razer Synapse softwaren kan godt være lidt tung at danse med. Jeg oplevede flere gange at softwaren hang hvis jeg ville ind og tilpasse indstillingerne for ydelsen fx. Hvis man har en “set and forget” tilgang til tingene, så er det dog til at leve med. Det kan dog godt blive lidt irriterende hvis man ofte tilpasser sine indstillinger. 


Test

Jeg har brugt Razer Blade 18 maskinen i et par uger hen over sommeren til en god kombination af arbejde og gaming. Det store format betyder, at den er rar at arbejde og spille på med god plads på skærm og tastatur. 

Det koster dog naturligvis på “bærbarheden”, men jeg synes stadig den er tilpas kompakt, når man tænker på hvilken hardware den er pakket med. For os der kan huske hvordan gaming laptops var “i gamle dage”, er det stadig en luksus med en high end gaming laptop på omkring tre kilo. 

Den solide hardware betyder også, at jeg ikke er løbet ind i nogen begrænsninger i forhold til de arbejdsopgaver jeg har kastet efter den. Både Photoshop og videoredigering har den klaret uden at svede alt for meget. 

PXL_20240729_124504126.MP.jpg

Batteritiden kan på spare indstillinger klemmes op på omkring fire timer i de brugsscenarier som jeg har testet. Der er flere smarte funktioner i softwaren, hvor du kan tilpasse tingene så du kan spare på batteriet. Det er både indstillinger for ydelsen og skærmen så man fx automatisk falder ned til 60 Hz på skærmen når man tager strømmen fra.

I forhold til skærmen, så leverer den et dejligt farverigt og kontrastfyldt billede, som er en fornøjelse at bruge til både medier, desktop brug og gaming. Der er dog lidt skår i glæden, da jeg ikke har kunne opnå den annoncerede refresh rate på 300 Hz. 

Under min test har jeg ikke kunnet få den til at levere mere end 240 Hz. Det er naturligvis stadig en den gode ende, men det er alt andet lige ikke hvad der står skrevet på listen.

Helt som jeg har oplevet på andre Razer Blade maskiner så leverer Razer Blade 18 også super solid lyd. Her høster man frugten af, at højtalerne på toppen er så store som de er. 

THX Spatial Audio betyder, at man får et utroligt og overraskende åbent og bredt lydbillede, som er guld værd under gaming. 

Razer Blade 18 (2024 - RTX4090) højttaler.jpg

Lyden skal dog også have et godt kick for at overdøve maskinens køling, når man slår den høje ydelse til under gaming. Det er naturligvis en konsekvens af, at Razer vælger en så tynd og slank profil, som de gør til deres Blade laptops. Så skal blæserne arbejde lidt hårdere for at holde tingene kølige. 

Med indstillingerne sat til højeste ydelse og køleprofilen til det samme, så landede jeg under min test med temperaturer på 75 grader på CPU’en i gennemsnit og 73 på grafikkortet. CPU’en havde dog peaks på omkring 100 grader undervejs.

Alle tests er lavet med ydelsen sat til det højeste via Razer Synapse og blæserne sat til at køre så hurtigt de kan. De gælder på tværs af alle benchmarkresultater herunder. 


Cyberpunk 2077

Vi starter, som altid, i den tunge ende med Cyberpunk 2077. Her kan vi se i non Ray Tracing testen, at vi kan komme ind med ret gode resultater. 

Cyberpunk 2077_non-rt.jpg

Selv med indstillingerne sat til High og uden brug af DLSS eller anden FPS magi får vi fornuftige resultater tæt på 100 FPS og gode 1% resultater Det giver en solid spiloplevelse og kan naturligvis forbedres, hvis man benytter sig af DLSS. 

Cyberpunk 2077_rt.jpg

Vi skal naturligvis også se på Ray Tracing resultaterne for Cyberpunk 2077. Her begynder det dog at halte en del, hvis vi ser på de rene rå tal. Gennemsnitlige FPS resultater på under 60 FPS begynder at give en dårlig spiloplevelse. Her er der ikke nogen vej uden om, at man enten skal gå ned i kvalitet eller benytte sig af DLSS, for at booste frameraten. 


Assasins Creed Valhalla


Ser vi på det grafisk lettere Assassin's Creed Valhalla, så begynder resultaterne at krybe godt op. Her er resultaterne tæt på 140 FPS i gennemsnit og igen med fornuftige 1% resultater.

AC Valhalla.jpg

Outriders

 

Outriders kan også stille tunge krav til en gaming PC, men også her er vi rigtigt godt med. Resultater lige over 140 FPS i gennemsnit med gode 1% resultater betyder, at man i den grad får en god spilbar oplevelse med Razer Blade 18. Hvilket dog også burde være at forvente med et RTX 4090 grafikkort. 

Outriders.jpg

Overwatch 2

Overwatch.jpg

Sidste spil i rækken er Overwatch, som er en del lettere grafisk end de andre spil i testen. Her landede vi med resultater på lige over 300 FPS i gennemsnit. Så til denne slags titler begynder det at give mening at have et high refresh display, også selv om det ikke helt når de annoncerede 300 Hz. 


Samlet set vil jeg sige at der er gode gaming resultater at hente med Razer Blade 18 i denne konfiguration. Igen burde det også være at forvente, når det mere eller mindre er toppen af poppen når det kommer til mobil gaming hardware. Specielt hvis man så indregner brug af DLSS eller AMD Fidility FX og Dynamic Resolution Scaling oven i, så kan det blive super solide resultater. 


Pris

Den stærke hardware og de super solide gaming resultater har naturligvis en pris, og her vælter korthuset lidt. Jeg kan finde Razer Blade 18 i den konfiguration, som vi har haft til test, i danske webbutikker med en pris på lige under 43.000 kroner! 

Der kan spares lidt, hvis man handler direkte med Razer, som har den på deres egen hjemmeside med nordic layout til “kun” 38800. 

Mens jeg prøver at få vejret igen, kan vi springe videre til konklusionen. 


Konklusion

Ud over at jeg godt kunne tænke mig, at Razer snart rystede posen en smule i forhold til designet på deres Blade serie af laptops, så har jeg ikke meget at brokke mig over rent hardwaremæssigt. 

Razer Blade 18 i vores konfiguration er et bæst af en gaming laptop, som vil æde sig igennem alt hvad man kaster efter den. 

Det fylder naturligvis lidt mere, men hvis man er ude efter en laptop til gaming, så er et 18” display i den grad en velkommen opgradering. Specielt når den samlede pakke stadig kun vejer omkring tre kilo. 

Det er en laptop der ligger i toppen af poppen inden for gaming hardware. Prisen er dog i den grad også derefter, og jeg ville aldrig reelt kunne anbefale den til “normale” mennesker. 

Man krydser på et tidspunkt en grænse, hvor den ekstra ydelse bliver uforholdsvis dyr og det er også tilfældet med denne laptop. 

PXL_20240729_124925737.MP.jpg

Hvis budget ikke er et issue, så er det dog svært at komme uden om, at Razer laver et monster af en maskine, i en trods alt afdæmpet og stilfuld indpakning. 

Det er svært for mig at give en karakter for ydelse og hardware er i topklasse, men værdien mangler lidt, synes jeg. Sidste år kiggede jeg fx på Razers egen Razer Blade 16 og selv om prisen her også er høj, så er det ikke helt så stort et slag i maven som her. Samtidigt synes jeg også at sammenhæng mellem hardware, ydelse og pris i den del af serien giver betydeligt mere mening. 

I dette tilfælde lander vi en med en endelig karakter på 8, for et super solidt produkt når der måles på hardware og ydelse, men som altså kræver en så tårefremkaldende høj pris at værdien i købet ryger lidt ud af vinduet. 


Fordele

  • Hardware og ydelse i topklasse
  • Fantastisk lyd
  • Lækker stor skærm


Ulemper

  • Overfladen er ret modtagelig for fingeraftryk og snavs
  • Kunne ikke få skærmen til at ramme de annoncerede 300 Hz
  • Prisen!

Vores partnere