HP Omen 16 - En gennemsnitlig gaming laptop - Test

HP Omen 16 laptop gaming Intel Nevidia RTX 3070
Markedet for gaming laptops er utroligt godt mættet efterhånden. Det kan være en jungle at gennemskue, alle de mange modeller og konfigurationsmuligheder som findes. Derfor forsøger vi at komme godt omkring de forskellige muligheder, der findes derude, og i dag er tiden kommet til Omen 16 laptoppen fra HP.

Specifikationer

  • Operativsystem: Windows 11
  • Processorfamilie:11. generations Intel® Core™ i7-processor
  • Processor: Intel® Core™ i7-11800H (op til 4,6 GHz med Intel® Turbo Boost Technology, 24 MB L3-cache, 8 kerner, 16 tråde)
  • Chipsæt:Intel® HM570
  • Grafik: NVIDIA® GeForce RTX™ 3070 Laptop GPU (8 GB dedikeret GDDR6-hukommelse) 4
  • Hukommelse: 16 GB DDR4-3200 MHz RAM (2 x 8 GB)
  • Internt lager:1 TB PCIe® NVMe™ TLC M.2 SSD
  • Skærm: 16,1", QHD (2560 x 1440), 165 Hz, 3 ms responstid, IPS, meget smal kant, refleksfri, 300 nits, 100 % sRGB 5 6 7
  • Berøringsskærm: Nej
  • Screen-to-body ratio (uden højttalere): 80.69% 8
  • Farveskala: 100% sRGB
  • Lysstyrke: 300 nit
  • Mindste produktmål (B x D x H): 36,92 x 24,8 x 2,3 cm (Målene afhænger efter konfigurationen)
  • Vægt: 2,31 kg (Vægten afhænger af konfigurationen)
  • Batteritype:6-cellers 83-Wh litiumionpolymer ( 12)
  • Batteritid: Op til 5 timer og 30 minutter 13
  • Opladningstid for batteriet: Understøtter hurtig batteriopladning: Ca. 50 % på 30 minutter 14
  • Trådløs forbindelse: Kombination af Intel® Wi-Fi 6 AX201 (2 x 2) og Bluetooth® 5 (understøtter Gigabit-filoverførselshastigheder) 15 16 17 (Understøtter MU-MIMO; Kompatibel med Miracast®)
  • Netværksgrænseflade: Integreret 10/100/1000 GbE LAN
  • Produktfarve: Skyggesort cover og sokkel, skyggesort tastaturramme i aluminium
  • Tastatur: Sort tastatur med 4 zoner med RGB-bagbelysning i fuld størrelse, og 26 taster med rollover og teknologi til forhindring af artefakter på grund af lav svartid
  • Webcam: HP Wide Vision 720p HD-kamera med to indbyggede digitale mikrofoner
  • Lydfunktioner: Lyd fra B&O; DTS:X® Ultra; To højttalere; HP Audio Boost
  • Pegeenhed: HP Imagepad med understøttelse af multi-touch-bevægelse; Understøttelse af præcisions-touchpad
  • Udvidelsessokler: 1 multiformat SD-mediekortlæser 
  • Porte: 1 Thunderbolt™ 4 with USB4™ Type-C® 40 Gbps signalhastighed (USB-strømforsyning, DisplayPort™ 1.4, HP Sleep and Charge); 1 SuperSpeed USB Type-A 5 Gbps signalhastighed (HP Sleep og Charge); 2 SuperSpeed USB Type-A 5 Gbps signalhastighed; 1 HDMI 2.1; 1 RJ-45; 1 AC smart ben; 1 kombineret hovedtelefon-/mikrofonstik; 1 mini DisplayPort™
  • Optisk drev: Optisk drev medfølger ikke
  • Strømforsyningstype: 230-W vekselstrømsadapter

De centrale specifikationer på en gaming laptop er naturligvis CPU og grafikkort. Her får vi i vores tilfælde en kombination af Intels på papiret solide i7-11800H og et Nvidia RTX 3070. Det er dog værd at bemærke, at de kombineret med en 16.1” QHD (2560 x 1440) og 165 Hz skærm. Det lyder dejligt, men jeg kan godt blive lidt bekymret for, om et RTX 3070 i en ret tynd og let laptop, kan følge med til at udnytte den skærm optimalt. 

Skærmbillede 2022-06-28 133339.jpg

Alt det ser vi naturligvis nærmere på i løbet af testen. 

Som altid med gaming laptops, er der er et hav af forskellige konfigurationsmuligheder og versioner derude. Det er også gældende for Omen 16, som kan fås med meget anden hardware, end den vi har til test. Det er mere nøjagtigt 16-b0027no (4S9B9EA) versionen vi har haft til test. Så vær blot opmærksom, hvis du støder på en Omen 16 i butikkerne. Det er ikke nødvendigvis den samme konfiguration, som den vi har her. 


Design

Der er langt imellem gaming laptops, eller laptops generelt, som står ud i mængden på nogen speciel vis. Det samme gør sig også gældende når vi ser på Omen 16 laptoppen fra HP. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting. 

Omen 16 er den klassisk sort firkant uden alt for meget lir. Kabinettet er i sort plast med en smal og let profil. Hele herligheden lander med en vægt på lige over 2 kilo og en tykkelse på kun 2,3 centimeter. Så vi er helt klart  i den lette klasse for gaming laptops, som efterhånden er blevet stilen for de fleste moderne gaming laptops. 

HP Omen 16 gaming laptopn top cover.JPG

På ydersiden er det kun det lille reflective logo og Omen navnet, der antyder hvilken slags maskine vi har fat i. 

Hvis vi ser på de ydre tilslutninger har vi på den ene side en SD kort læser, en 3.5mm lyd port, en Thunderbolt port, HDMI 2.1, Mini DisplayPort, USB A, RJ-45 LAN port og strømstikket. På den anden side får vi yderligere to USB type A stik. 

HP Omen 16 tilslutninger Thunderbolt 4.JPG

Så der er samlet set et rigtigt solidt udvalg af tilslutniger. Det er lækkert at se Thunderbolt 4 porten, som via USB stikket kan bruges både til opladning af Omen 16 laptoppen, som DisplayPort out udgang og som dataport med hastigheder op til 40 Gbps. Sammen med den indbyggede Bluetooth og Intel Wi-Fi 6 AX201, burde de fleste være godt tilfredse med tilslutningsmulighederne. 

Åbner vi Omen 16 op kan vi se at vi får et tastatur i TKL layout. Så det er altså ikke fuldt størrelse med NUM pad, hvilket også i de fleste sammenhænge er lidt overflødigt på en gaming laptop. 

HP Omen 16 key layout.JPG

Layoutet er dog fornuftigt udlagt med god plads og fornuftige taster, der føles behagelige at bruge. Der er sekundære funktioner op F1 til F12 tasterne, som kan tilgås via FN tasten. Det er standard ting som mediekontrol, mulighed for at styre lysstyrke osv. 

Der er en enkelt dedikeret funktionstast, der som standard åbner HPs Omen Gaming Hub software. 

Der er naturligvis i ægte gaming stil RGB i tastaturet, men det er dog ikke per key oplyst. I stedet for er det inddelt i fire zoner, som kan indstilles via HP Omen Gaming Hub softwaren.

HP Omen 16 gamin laptop RGB tastatur.JPG

Under tastaturet får vi et dejligt stort touchpad, med understøttelse for multitouch funktioner. Det vil i gaming sammenhæng naturligvis ikke blive brugt ret meget. Det klarer sig dog fint og giver en god præcis oplevelse under brug.

Lige over tastaturet kan vi se de indbyggede højttalere, som er lavet i samarbejde med B&O. Endeligt har vi naturligvis også den 16,1" store QHD IPS skærm med en refresh rate på 165Hz. Den har relativt smalle rammer, som dog er en god del større i toppen og specielt bunden. 

I toppen er der også et indbygget 720p Webkamera, som ikke giver specielt imponerende billeder. I en snæver vending kan den dog bruges, sammen med de indbyggede mikrofoner, til en hurtigt online møde. 

Skærmbillede 2022-06-08 115136.jpg

Byggekvaliteten på Omen 16 maskinen er fornuftig, mens materialerne er ret gennemsnitlige med sort plastik hele vejen rundt. Der uddeles ingen design priser her, men alt er samlet fint og funktionelt. 


Software

HP har på Omen 16 maskinen inkluderes deres Omen Gaming Hub software, som kan bruges til indstilling og tilpasning af maskinen. Det er deres forsøg på at lave en software hub med alt, hvad man har behov for som gamer. 

På den praktiske side er der mulighed for at tilpasse indstillingerne, så man kan optimere dem baseret på om man for eksempel spiller spil eller ser film. Det sker via Optimizer menuen, hvor man også kan deaktivere visse funktioner, for at sikre en gaming oplevelse uden forstyrrelser. Så sikre systemet automatisk Windows genveje bliver deaktiveret, hukommelsen ryddet og ting som automatiske opdateringer stoppes. 

Omen Gaming Hub software light studio.jpg

Hvis man vil ændre på RGB belysningen på tastaturet, så skal man igennem  Light Studio menuen. Her kan man tilpasse de fire forskellige RGB zoner. Det kan gøres enten ud fra et udvalg af præinstallerede muligheder, eller man kan sammensætte sine egne effekter ved at kombinere de forskellige effekter. 

Under min test var Light Studio delen af softwaren stadig i et Beta stadie, og det var en lidt rodet affære, som ikke virkede specielt intuitiv. Lidt skuffende at opleve, at vi sælges et dyrt produkt med, hvad der basalt set, er ufærdig software. 

Der er også en streaming del af Omen Gaming Hub softwaren, men den var dog også i et beta stadie, og var endnu mere uoverskueligt at kaste sig over. 

Generelt set var min oplevelse med Omen Gaming Hub softwaren ikke specielt imponerende, hvilket er skuffende når det er den eneste indgangsvinkel, til at ændre på ting som RGB lyset osv. 

Der er fyldt en masse reklamer på for andre produkter og spil, og personligt bryder jeg mig aldrig om, når en producent binder de funktionelle dele af softwaren op på andre ting, som streaming software eller andet. Jeg vil gerne selv vælge, hvad jeg vil bruge og har ikke brug for ekstra bloatware, som der allerede er rigeligt af i en standard installation af Windows. 

Omen Gaming Hub software front.jpg

Jeg synes kun det er endnu mere irriterende, når omkring halvdelen af funktionerne i softwaren ved lancering stadig er i Beta stadiet. Omen er gået så langt, som at lave den dedikeret knap på deres maskine, der ikke laver andet end at åbne Omen Gaming Hub softwaren, og så præsenterer de en software der er omkring 50% Beta software, og fuld af reklamer for ting jeg ikke har bedt om. 

Det er en ommer til HP Omen holdet. 


Test

Jeg har selvfølgeligt primært testet HP Omen 16 maskinen med henblik på gaming. Den har dog også været brugt til almindelige desktop opgaver, hvilket den ikke overraskende har klaret uden de store problemer. Skærmen og den høje opløsning betyder, at almindelige Windows opgaver er dejligt lækre at se på, og der er masser af plads på skærmen til internet browsing og film. 

Maskinen er rigtigt god til selv at indstille sig til arbejdet, og når der ikke er behov for det dedikerede Nvidia grafikkort, springes der over på det integrerede for at spare på energi og varmeudvikling. 

HP Omen 16 skærm.JPG

Så ingen klager på den front, inden vi springer videre til vores udvalg af gaming tests. Her var jeg naturligvis nysgerrig på, hvordan maskinen ville klare kombinationen af et RTX 3070 grafikkort og en skærm med høj opløsning og refresh rate. 2560x1440 ved 165Hz kan være noget af en mundfuld.

Jeg startede med at lade systemet køre en stress test med et typisk gaming load. Det blev til halvanden time, med en Heaven benchmark og systemet endte med gennemsnitlige temperaturer på 88 grader for CPUen og 85 grader for grafikkortet. Der var enkelte afstikkere på CPUen, hvor den ramte 100 grader, så der var korte perioder med thermal throttling.

De temperaturer betød selvfølgeligt, at blæserne og kølesystemet i Omen 16 virkeligt kom på arbejde. Det er ikke overraskende, og det er forventet, når der klemmes high end hardware ind i en lille og tynd formfaktor. Så der var en del blæserstøj mens maskinen var under load. Lydprofilen var dog ret fornuftig, og det var til at holde ud uden nogen høje eller alt for gennemtrængende lyde. 

HP Omen 16 B&O højtalere.JPG

De indbyggede B&O højtalere kunne næsten drukne lyden af blæserne. De er rimeligt fornuftige, deres størrelse taget i betragtning, og selvom jeg naturligvis altid vil anbefale et fornuftigt headset i stedet for, så vil højtalerne sagtens kunne klare opgaven i en snæver vending. 


Cyberpunk 2077

Jeg starter i den tunge ende med det tungeste spil i vores udvalg. Her var jeg ikke overrasket over, at se Omen 16 havde fået noget af en opgave for sig. Resultatet svævede med gennemsnitlige FPS resultater på 52 mens 1% low resultaterne hang på 40. Alt andet lige er det meget fornuftige resultater og en stabil oplevelse. 

HP Omen 16 Cyberpunk 2077 benchmarks.jpg

Forklaringen på de lave FPS resultater, skal selvfølgeligt findes i kombinationen af den højere QHD opløsning og testindstillingerne på Cyberpunk 2077, som er sat til High. Det er simpelthen en lidt for stor mundfuld for maskinen. Her vil en nedjustering af tingene være nødvendig, for at få stabile resultater over 60 FPS, som jeg vil sige burde være minimum for et spil af denne type. 


Call of Duty Black Ops

Noget mere tilgivende er det næste spil i rækken. Det er også et spil af denne type, som vil være perfekt til en skærm med 165 Hz muligheder. 

HP Omen 16 CoD Black Ops benchmarks.jpg

Her landede vi med noget mere respektable resultater på 83 FPS i gennemsnit, mens 1% resultaterne lander på lidt mere skuffende 48 FPS. Det var dog en spiloplevelse, som i den grad, var tilfredsstillende til trods. 

Der er dog stadig noget rum op til de 165 Hz, som der er mulighed for med skærmen. Så vil man udnytte mulighederne, skal der skrues på indstillingerne. 


Outriders

Næste spil i rækken er igen af de tungere, og her kan vi igen se, at Omen 16 kommer til kort i kombinationen af en RTX 3070 og den højere QHD opløsning. 

HP Omen 16 Outriders benchmarks.jpg

Vi lander med gennemsnitlige resultater på 48 FPS og 1% resultater på 23. Så for at få en optimal oplevelse, i et hurtigt FPS spil Outriders, vil der skulle skrues ned for indstillingerne. Vi er rigtigt langt fra at udnytte de 165 Hz skærmen har mulighed for. 


Overwatch

Sidste spil i rækken er også det mest tilgivende, men stadig en prima kandidat til high refresh gaming. 

HP Omen 16 Overwatch benchmarks.jpg

Her maxer vi uden problemer de 165 Hz ud, og lander på gennemsnitlige FPS resultater på 200 og 1% resultater, der ligger dejligt bekvemt på 160 FPS. Så hvis man er Overwatch spiller, lander man lige i smørhullet med Omen 16 maskinen. 


Pris

Omen 16 maskinen har en vejledende udsalgspris på 17.499 kroner. Det lander meget fint i feltet af sammenlignelige maskiner. Hvis man ser sig godt for, kan man godt finde lignende maskiner en anelse billigere, så HP rammer ikke den skarpeste pris på markedet. 


Konklusion

HP har med deres Omen 16 skabet en maskine, som yder fornuftigt, men som bare ikke rigtigt udmærker sig på nogen specielle områder. 

Designet og materialerne er afdæmpet og funktionelt, men måske også en anelse kedeligt når alt kommer til alt. 

De vinder helt klart på tilslutningerne, med mulighed for SD kort læser og Thunderbolt 4 port. Det er dog måske en anelse niche, og hvis man ikke har behovet, så er det sikkert en af de ting, der driver prisen op sammenlignet med andre lignende laptops på markedet. 

c07202757.png

Jeg synes ikke kombinationen af et QHD skærm og et RTX 3070 grafikkort rammer helt plet. Som vi kan se i vores tests, så er den højere opløsning en lidt for stor mundfuld, hvis man sigter efter at spille lidt tungere spil. Ved denne skærmstørrelse ville almindeligt full HD med 1920x1080 også have gjort det fint, og man have fået bedre FPS resultater. 

Hvis man spiller lettere titler eller bruger sin gaming laptop til en del desktop arbejde også, så vil 2560x1440 opløsningen dog være en lækker tilføjelse. 

HP Omen 16 dedikeret Gaming Hub knap.JPG

Jeg synes virkeligt at HP burde gennemgå deres software grundigt efter i sømmene. Jeg synes det er næsten pinligt, at de har valgt at lave Omen 16 med en dedikeret tastaturknap til deres Omen Gaming Hub software, og så er det software som er 50% beta funktionalitet og fyldt med reklamer. 

Vi lander med en endelig karakter på syv, for en maskine som sagtens kan klare sig i et gaming felt, men som ikke rigtigt imponerer og endda skuffer på nogen områder.


Godt: 

  • Gode tilslutninger
  • Lækker QHD 165 Hz skærm


Skidt: 

  • Skidt software med Beta funktionalitet og mange reklamer
  • Kombinationen af RTX 3070 og QHD 165 Hz skærm er ikke optimal til tungere spil


Vores partnere