Vi har at gøre med to af Logitechs produkter som befinder sig i toppen af gaming segmentet, med prisskilte på omkring 1000,- DKK per del. Nedenfor ser vi kasserne som henholdsvis PRO X headsettet og G903 musen ankommer i. På fronten ser vi nogle billeder af produkterne, samt enkelte features såsom Blue Vo!ce på headsettet, og Lightspeed på musen.
På bagsiden af kasserne er det holdt enkelt på PRO X, hvor vi blot finder teksten ”Play to win”. Mens vi på bagsiden af kassen til musen, finder en række forskellige features og specifikationer listet op med forklaringer. Her nævnes både Lightspeed teknologien, HERO sensoren og Lightsync.
En tur rundt om PRO X headsettet
Det er nu blevet tid til at gå lidt mere i detaljer med de to produkter vi skal se nærmere på i denne test – vi skal naturligvis have pakket dem ud. For at gøre det lidt mere overskueligt for jer derude bagved skærmen, har jeg valgt at dele unboxingen og gennemgangen af PRO X og G903 op i to. Det betyder derfor at vi nedenfor starter ud med at se nærmere på PRO X headsettet, for derefter at fortsætte med G903 musen. Som altid starter vi ud med at få specifikationerne af vejen, så disse er listet op nedenfor, efterfulgt af et billede der nævner nogle flere af de features der tilbydes på PRO X headsettet:
Type: Overear gaming headset
Dimensioner: 138 x 94 x 195 mm
Vægt uden kabel: 320 gram
PC-kabel længde: 2 meter
Mobilenheds-kabel: 1.5 meter
Højttalerenheder: PRO-G 50 mm med neodym magnet
Frekvensgang: 20 – 20.000 Hz
Impedance: 35 Ohm
Sensitivitet: 91.7 dB
Ørepuder: Kunstlæder (ekstra sæt i tekstil medfølger)
Mikrofon type: Aftagelig kardioid på 6 mm
Tilslutning: PC med USB-port (Windows 7 og op)
Software: Ja, Logitech G HUB
Med styr på alt det tekniske er det nu blevet tid til at få pakket PRO X headsettet ud, så vi kan se på hvad man alt får med. Med den ydre skal afmonteret, kommer vi ned til de lækre sager, hvor vi finder selve headsettet pakket ind i en pose.
Lad os få det hele lagt ud på bordet så vi kan danne os et bedre overblik over hvad man alt får med – i kassen finder vi følgende:
Logitech PRO X headset
Transporttaske
Ekstra sæt ørepuder i stof
USB-lydkort/DAC
Aftagelig mikrofon
PC lyd-kabel på 2 meter
Mobilenhed lyd-kabel på 1.5 meter
Y-adapter til at dele 3.5mm jackstikket
Diverse papirer
Nu da alt tilbehøret og specifikationerne er gennemgået, kan vi vende blikket mod selve PRO X headsettet. Modsat mange andre gaming headsets, også fra Logitech – føles PRO X markant anderledes, men på den gode måde. Byggekvaliteten er on point! Headsettet er virkelig skruet godt sammen, og der er brugt et utal af metaldele, og lækre bløde puder som gør det lækkert at røre ved. Hvor mange andre headsets typisk ”knirker” en smule når man vrider i dem, er dette på ingen måde tilfældet ved PRO X – sådan!
I begge sider finder vi mulighed for justering af størrelsen, så man på bedst mulig vis kan få et headset der sidder korrekt. Både bøjlen der går over ørebøfferne og selve rammen er lavet i metal, mens at selve ørekopperne er fremstillet i hårdt plastik.
På den venstre ørekop, finder vi tilslutningsmulighederne på PRO X headsettet. Hvor at det nederste af de to huller er for tilslutning til computer, smartphone eller lignende. Bruges hullet med den anden form ovenfor, til den aftagelige mikrofon som gør brug af Blue Vo!ce teknologien – hvad dette indebærer skal blive spændende at se senere.
Fra rammen der hviler på hovedet, løber der to spiralkabler op, som giver PRO X et fedt og anderledes look end hvad vi typisk er vandt til at se. Det minder mest af alt om et gammelt headset som man bruger i flyvemaskiner eller lignende, jeg er fan. Bemærk desuden også de fede grå/sølv G logoer på hver ørekop, som skiller sig fedt ud fra den ellers sorte farve.
Ud over de præmonterede ørepuder i kunstlæder, finder vi et ekstra sæt i tekstil inkluderet i kassen. Logitech har gjort det let for brugeren at finde ud af hvordan headsettet skal vende på hovedet, da der inde i hver ørepude, er påtrykt R og L – altså left og right. Begge typer af puderne, benytter memoryskum hvilket er lækkert at se. Inde bagved ørepuderne finder vi Logitechs PRO-G 50 mm enheder med neodymmagneter.
Lad os få monteret kablet og den medfølgende mikrofon, så vi så småt kan gøre klar til at lytte til PRO X headsettet. Her mødte jeg faktisk det første punkt ved headsettet, hvor jeg tænkte øv. In-line controlleren til dette headset virker nemlig meget billig i modsætning til resten, og har en irriterende raslelyd når man håndterer den – i hvert fald på vores eksemplar. Dette er ret træls, nu hvor resten af headsettet stråler af lækker kvalitet.
Med mikrofon og kablet tilsluttet, er vi mere eller mindre klar til at gå i gang med at lytte til PRO X headsettet, men vi stopper lige for nu, for der er jo også en mus der skal gennemgås så vi kan lave testen samlet.
Derfor smider vi lige PRO X headsettet i den lækre medfølgende transport / opbevaringstaske for nu, mens at vi vender blikket imod G903 musen og giver den en gennemgang – we will be back PRO X.
Logitech G903 musen
Ganske som vi startede gennemgangen med PRO X headsettet ud med, starter vi også med specifikationerne her ved G903 musen. Jeg har derfor været endnu en tur forbi Logitechs hjemmeside, og fundet lidt talguf til jer, efterfulgt af et billede, enjoy:
Type: Trådløs gamermus
Kan bruges til: Både venstre og højre hånd
Dimensioner: 130 x 67 x 40 mm (LxBxH)
Antal knapper: 7-11 (alle programmerbare)
Vægt: 110 gram (kun mus, 10 gram vægt medfølger)
Kabellængde: 1.8 meter til opladning/data
Sensor: HERO 16K med 100 – 16.000 DPI
Pollingrate: 1000 Hz
Indbygget processor: 32 bit ARM
Trådløs teknologi: Lightspeed
Batterilevetid: Op til 140 timer med lys (180 timer uden)
Software: Ja, Logitech G HUB
Tilslutning: USB-port (Windows 7 og op, eller OSX 10.11 og op)
Andre features: Hjul med friløb, PowerPlay kompatibel, Lightsync RGB
Lad os få pakket G903 musen ud og taget et kig på hvordan den ser ud og hvad man får med. Når låget fra kassen løftes af, bliver musen pænt præsenteret øverst, hvilket gør det hele lidt eksklusivt.
Nedenunder musen finder vi tilbehøret til musen som består af følgende, musen inkluderet:
Logitech G903 mus
USB lade-kabel
Plastikkasse med vægt og knapper
Diverse papirer
G klistermærke i blåt
Ud over det 1.8 meter lange USB-kabel som primært skal bruges når G903 musen skal oplades, finder vi også en spændende lille plastikkasse. Inde i denne finder vi ud over én vægt på 10 gram, også to ekstra ”knapper” som kan monteres på den højre side af musen, et blænd dæksel og sidst men ikke mindst USB-modtageren og dertilhørende adapter.
Lad os få lagt tilbehøret til siden for nu, og vende blikket mod selve G903 musen. Designet er sort og yderst aggressivt at se på, med de mange skarpe kanter og former som der er. Jeg er også lidt skeptisk hvad angår komforten og denne form og de skarpe kanter. Hvorvidt jeg har behov for at være dette, finder vi ud af lidt senere når vi skal i gang med at bruge musen. Inden vi når dertil skal vi lige hele vejen rundt først!
Vi starter vores detaljerede kig, med et billede set forfra på G903. Her oppe kan få det første billede af det 100% symmetriske design som der tilbydes. Med andre ord betyder det at denne mus kan bruges i begge hænder. I bunden på fronten finder vi Micro-USB indgangen hvor musen oplades. Skulle du have en af Logitechs PowerPlay musemåtter, kan du helt slippe for at oplade G903, da den derved blot får strøm fra måtten!
I bagenden sker der ikke særlig meget spændende, vi kan lige skimte Logitech G logoet øverst i bagenden, som er en af RGB-zonerne i musen. Overfladen er en blanding af at være rug og så alligevel glat – det er svært at beskrive. Kort sagt er overfladen behagelig at røre ved, og giver et godt greb umiddelbart, og det er jo det vigtigste. Byggekvaliteten overall er også rigtig høj og G903 virker solidt skruet sammen.
De to billeder nedenfor, er mere eller mindre identiske, selvom vi har at gøre med henholdsvis venstre og højre side. Som nævnt et par gange nu, kan G903 bruges i begge hænder. På den venstre side finder vi standard to knapper monteret, mærket med G5 og G4. Det er dog også muligt at montere yderligere to knapper på den højre side – disse medfulgte i den lille plastikkasse vi så på tidligere. Skulle man slet ikke ønske nogle knapper på siderne, kan disse også blændes af, valget er dit.
Vi fortsætter vores tur rundt om G903 musen, med et kig på toppen omkring hjulet. Her sker der faktisk en hel del, da vi ud over selve hjulet, som faktisk er overraskende stort, også finder hele tre knapper. Den første knap lige bagved hjulet, gør det muligt ved et enkelt tryk at få hjulet til at løbe i friløb, hvis man for eksempel skal igennem et langt dokument eller lignende. Dette har vi efterhånden set på en del af Logitechs mus, og det er lækkert at det også har fundet vej ned i G903. De to knapper bagved igen, er til at skifte mellem de forskellige hastigheder der kan indstilles i softwaren. Du kan selvfølgelig også om programmere samtlige af knapperne i G HUB softwaren som vi ser på om et øjeblik.
Inden da vender vi dog lige hurtigt tilbage til den højre side på G903 musen, og de udskiftelige knapper. Disse fastgøres ganske enkelt via små stærke magneter, hvilket betyder at de ikke kan falde ud ved en fejl, men stadig er til at få ud når man ønsker at skifte. Jeg vil personligt nok aldrig montere knapperne på den højre side, men det er altid lækkert at have flere features en man har brug for, i stedet for at mangle.
Sidste stop inden det er blevet tid til at vende blikket mod softwaren, og få trukket PRO X headsettet ud af transportposen igen, er et kig på bunden af G903. her nede finder vi intet mindre end seks teflon fødder i forskellige størrelser, for at sikre at musen glider jævn og ubesværet på enhver overflade. I midten af det hele finder vi HERO 16K sensoren, og et dæksel hvor den medfølgende 10 grams vægt kan monteres. Derved kan man hæve G903’s vægt fra 110 til 120 gram, hvis man ønsker en tungere mus. Vi finder naturligvis også en power samt parring-knap hernede.
Softwaren – G HUB
Hvor vi normalt er vandt til at bruge Logitechs Gamingsoftware, skal vi til de nyere produkter i stedet benytte G HUB, som er Logitechs nyeste skud på softwarestammen. Princippet er det samme, da vi har med ét stykke software at gøre, som samler det hele et sted. Nedenfor kan vi se billedet man mødes af når softwaren startes op, på hvad jeg vil kalde hovedmenuen. Her har man adgang til de tilsluttede enheder der måtte være understøttet, i vores tilfælde både G903 og PRO X.
Lad os starte med at klikke ind på PRO X headsettet, og se hvilke muligheder vi har at lege med herinde. Det første menupunkt der kommer frem kaldet ”Microphone” er hvor the magic hapens. Dette er nemlig hvad store dele af dette headset omhandler – altså den indbyggede mikrofon og hvad man kan med softwaren dertil. Såfremt Blue Vo!ce ikke er aktiveret, har vi blot at gøre med en normal mikrofon uden noget fancy eller specielt. Men når man aktiverer dette, åbnes der op for et ton af muligheder og indstillinger, der gør at du kan få din stemme til at lyde præcis som du måtte ønske det! Det er blandt andet muligt at optage små bider af sin egen stemme, så man løbende hurtigt kan høre hvordan ændringerne påvirker ens stemme – awesome! Der er så mange indstillinger at vi ikke kan gennemgå det hele, så slug det hele til dig i billedet nedenfor og rul videre når du er klar.
Det næste punkt til indstilling af PRO X i softwaren, er equalizeren. Her giver det næsten sig selv, da dette er stedet hvor du kan farve lyden i selve headsettet. Der er et par forskellige prækonfigurerede profiler, men du kan naturligvis også lave din egen som vi har gjort det på billedet nedenfor. Her er det blot et spørgsmål om at lege rundt med det, ind til man opnår en lyd man er tilfreds med.
Det sidste menupunkt til PRO X headsettet kaldes ”Akustik”, hvor der er lidt begrænsede muligheder. Her kan du styre main volumen, styrken på mikrofonen, samt medhør/sidetonen, som bestemmer hvor meget du ønsker at høre din egen stemme inde i headsettet. Du kan her også aktivere/deaktiere både surround og støjreduktion.
Med headset delen i G HUB softwaren gennemgået, springer vi tilbage til hovedmenuen og trykker på G903 musen i stedet for – derved ender vi på billedet nedenfor. På den første fane kan vi indstille lyset i musen blandt en række forskellige effekter. Effekten ”Skærmsampler” er faktisk rigtig fed, da denne får lyset i musen til at passe med det du måtte pege på med din mus – brugbart? Ikke rigtig, fedt? Mega!
I menu fanen kaldet ”Tildelinger” kan du som navnet antyder, tildele en masse ting til G903 musen. Det her du kan bestemme hvad de forskellige knapper på musen skal gøre, optage macroer og meget mere. Ligesom ved Blue Vo!ce funktionerne holder vi det på et minimum, for at holde gennemgangen overskuelig. Det kræver næsten at man sidder med softwaren og selv kan lege med det, for at det giver mest mening, men muligheder er der nok af.
Sidste menupunkt i G903’s muligheder er følsomheden. Her kan man indstille op til fem forskellige hastigheder på HERO 16K sensoren ved enten at slide dem på stregen, eller skrive værdierne. Der kan justeres i intervaller på 50 DPI. Det er desuden også her at du kan justere polling raten på musen, som Logitech på dansk kalder for rapporteringsfrekvens.
Det allersidste menupunkt, som ikke rigtig er en menu, er tandhjulet oppe i det højre hjørne af G HUB softwaren. Her kan man foretage forskellige ændringer i selve softwaren, opdatere firmware, tjekke for opdateringer og mere – det giver sig selv. Dette blev også det sidste billede i gennemgangen af softwaren, hvilket betyder at vi nu er nået til næstsidste stop inden konklusionen.
Testen – Brugen, lyden og komfort
Med det næstsidste stop, mener jeg naturligvis test delen! Det er med andre ord blevet tid til at se på hvordan G903 musen og PRO X headsettet er at bruge, både når det kommer til hardcore performance men naturligvis også komfort. Ligesom hele vejen igennem denne test og gennemgang, starter vi igen ud med at knytte nogle ord til PRO X headsettet, og dernæst G903 musen. Til sidst runder vi test afsnittet af samlet og konkluderer på de to produkter, er du klar? Godt, så går vi i gang!
PRO X headsettet er som vi har været inde på, virkelig velkonstrueret og både føles og ser rigtig lækkert ud. Lad mig starte med at sidde nogle ord på den komfort som der tilbydes. Justeringsmulighederne i siderne, sammen med de utrolig behagelige puder på både ørebøfferne og hovedstøtten, gør at PRO X er lækkert at have på hovedet. Vægten på 320 gram placerer headsettet et sted i midten når det kommer til vægten. Når først at headsettet er indstillet korrekt i siderne, sidder det virkelig godt og solidt plantet på hovedet, hvor puderne i kunstlæder lukker tæt om ørene. Er man ikke til den slags, kan ørepuderne let udskiftes med de medfølgende i tekstil, som gør det lettere for ørene at ånde.
Altså har vi konkluderet at komforten på PRO X ikke overlader meget til tilfældighederne, det er bare behageligt at have på, så enkelt kan det siges – men hvad med lyden? Da jeg fyrede op for noget musik første gang med PRO X på hovedet, og med G HUB softwaren installeret, må jeg erkende at jeg blev en anelse skuffet. Lydbilledet var en anelse fladt og kedeligt, uden særlig meget bas/bund, for at sige det lige ud. Normalt når jeg tester headsets plejer jeg at tage udgangspunkt i hvordan de lyder out-of-the-box. Men eftersom at softwaren er så stor en del af PRO X headsettet som det er, valgte jeg at gå en tur i equalizeren og lege en smule med indstillingerne, og så skal jeg ellers love for at headsettet vågnede op! Lyden blev nu en helt anden, med masser af detaljegrad, bas med punch og en knastør mellemtone – ja tak.
Dette gjorde sig gældende hvad end jeg lyttede til forskellige genre af musik eller spillede spil som PUBG. Med lidt ændringer i equalizeren, lød PRO X virkelig lækkert. Dog kunne jeg ikke undgå at bemærke at lydstyrken ikke var særlig høj. Vi kender det alle… ens yndlings musiknummer kommer på, og så skal den lige have en ekstra skalle. Dette var bare ikke muligt med dette headset, da det ganske enkelt ikke kan spille højt nok, så enkelt kan det siges.
Dette er lidt en skam, da det lyder på headsettet som om det godt kan og vil, men af en eller anden årsag bliver holdet tilbage. Jeg skal ikke kunne sige om det er USB-lydkortet? Apropos dette, så er det jo en stor del af Blue Vo!ce mikrofonen, og faktisk det som gør det hele muligt. Mikrofonen på PRO X er uden sammenligning den mikrofon jeg nogensinde har set på, som tilbyder flest indstillingsmuligheder. Sagt lige ud, kan du få tingene lige præcis som du måtte ønske, stort set alt kan lade sig gøre i G HUB, som samtidig også gør det rigtig let at finde rundt i – især da man kan høre stemmeklip af sig selv, og derved sammenligne lydindstillinger direkte. Jeg havde dog gerne set at Logitech havde implementeret Blue’s teknologier lidt mere, end blot i deres software, men hvem ved om vi ser hardware baserede Blue løsninger i fremtidige headsets? Dette kan vi kun håbe på, som det ser ud lige nu.
Med det sagt, syntes jeg at vi nu skal knytte nogle ord til hvordan G903 musen tog sig ud på mit skrivebord i den tid jeg brugte den. Til testen blev der brugt en Corsair MM300 musemåtte som har en stofoverflade. Det er ikke første gang at jeg stifter bekendtskab med Logitechs HERO 16K sensor, som efterhånden er at finde i en stor del af deres produkter – og det forstår man godt. Vi har med en sand highend sensor at gøre, som leverer varen lige meget hvad du foretager dig på din computer. Der er uhyre høj præcision, og med mulighed for at køre op til 16.000 DPI er der også hastighed når for selv den mest krævende bruger. Men en ting er jo at have en god sensor, men dette nytter jo ikke hvis den er monteret i en skal der er ubehagelig at holde på.
Heldigvis, så at sige, er dette ikke tilfældet med G903. Jeg var lidt skeptisk første gang jeg så og mærkede formen og de mange skarpe kanter som denne mus har. Det viser sig dog at hånden falder naturligt ned over G903, selvom formen er speciel og designet er symmetrisk. Dette betyder med andre ord også at du kan bruge G903 i begge hænder, hvilket alle kan sidde pris på. Alle knapperne på musen har god feedback når der trykkes, og selvom Logitech ikke nævner noget om hvilke kontakter der er tale om, kunne jeg forestille mig at vi har med Omron at gøre. Det er nemlig også Omron Logitech bruger til at fremstille deres Romer-G kontakter til deres mekaniske tastaturer. I så fald betyder det at knapperne i G903 musen har en levetid på over 50 millioner tryk. En anden ting der også klart skal fremhæves på musen er det hjul som Logitech har implementeret, som jeg tror er blevet min nye all time favorit!
Ud over at have en perfekt størrelse, giver de store riller også tilpas modstand når der skal rulles og klikkes. Ligeledes kan hjulet også vippe til siderne, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed på mange mus i dag. Det sidste party trick som hjulet har, er naturligvis muligheden for at køre i friløb. Ved et tryk på en knap, ruller hjulet uden modstand, hvilket er perfekt til lange dokumenter, eller 9gag surfing – awesome.
Samlet set gør både PRO X headsettet og G903 musen et rigtig godt job hver for sig, og på begge deres områder. For kort at opsummere hvad jeg kom frem til i min test af de to produkter. PRO X headsettet, har en eminent byggekvalitet, sidder rigtig godt på hovedet og kan via lidt equalizerindstillinger komme til at lyde rigtig godt. Oven i hatten har det en af markedets bedste mikrofoner på et headset, med nærmest uendelige indstillingsmuligheder. G903 musen gør det rigtig godt, og man mærker på intet tidspunkt at man har med en trådløs mus at gøre – ment på den måde at tingene bare virker. HERO 16K sensoren er perfekt til enhver opgave, komforten og formen på musen gør at den passer i begge hænder, og så naturligvis hjulet, som nu er mit nye yndlingshjul i alle de mange mus jeg har testet igennem tiden, og det siger ikke så lidt! Lad os kort få snakket om prisen nedenfor, og dernæst få konkluderet.
Pris
I skrivende stund d. 22/07 2019 skal du punge ud med omkring 1000,- DKK hvad end du ønsker at være ejer af PRO X headsettet, eller G903 musen. Selvom dette lyder som mange penge, hvilket det da også er – vil jeg faktisk sige at priserne bliver retfærdiggjort godt. PRO X headsettet tilbyder god komfort, lækker lyd når man har været inde i equalizeren, og har en rigtig god mikrofon. G903 tilbyder Logitechs fantastiske HERO 16K sensor, som sammen med en trådløse Lightspeed teknologi, gør at G903 performer lige så godt, og hvis endda ikke bedre, end mange kablede mus!
Du kan finde flere oplysninger på PRO X headsettet ved et klikke HER, mens at alle oplysningerne på G903 musen kan findes HER. Begge links sender dig direkte til Logitech G’s hjemmeside.
Samlet konklusion
Enden er nået og det er blevet tid til at samle alle de ting vi er kommet frem til i denne test, i en og samme konklusion. Det har været en fed oplevelse at have disse to produkter på besøg fra Logitech, som har leveret lækker performance hver i sær. Lad mig starte med kort at knytte nogle ord til PRO X headsettet. Som jeg sluttede test afsnittet med at skrive, har vi at gøre med et headset som er rigtig godt skruet sammen, behageligt at have på hovedet og med lidt indstillinger i equalizeren lyder det faktisk også rigtigt overbevisende hvad end du spiller eller lytter til musik.
Det er lækkert at der medfølger så meget tilbehør som der gør, hvilket også er med til at få PRO X headsettet til at føles lidt eksklusivt. En ting der især er med til dette også, er den aftagelige mikrofon som man får med. Eller rettere sagt, er det som sådan ikke selve mikrofonen der er noget særligt, men derimod softwaren i Logitechs G HUB. Med nærmest uanede muligheder for indstilling af mikrofonen, kan du få lyden og din stemme helt som du måtte ønske – awesome!
Helt henne i den anden boldgade, finder vi G903 musen, som på prisen byggekvaltiet matcher PRO X headsettet meget godt. Vi har at gøre med en vaskeægte highend gamermus, som benytter Logitechs trofaste HERO 16K sensor, som leverer varen til enhver opgave. Man skulle ikke tro at det var muligt at få en trådløs mus til at leverer en performance som G903 gør, men ikke desto mindre er det muligt. Jeg oplevede på intet tidspunkt nogen form for lag, eller andet der kunne skyldes den trådløse Lightspeed teknologi – tingene virkede bare. Med understøttelse for PowerPlay, kan du med en understøttet musemåtte fra Logitech undgå at lade musen op, nogensinde. Komforten på G903 er også meget bedre end jeg havde troet muligt ud fra det visuelle design at dømme, og så kan musen endda bruges i begge hænder også. Hjulet i G903 musen er ubetinget også det bedste hjul jeg kan mindes at have prøvet i en mus i nyere tid. Perfekt modstand ved rul og klik, størrelsen sidder lige i skabet og så er der mulighed for friløb ved et tryk på en knap – jeg er kæmpe fan.
Alt i alt lander vi på en samlet score på de to produkter, der hedder 9/10 samt vores Great Product award, for det er i den grad hvad disse to produkter fra Logitech er. Det er faktisk mere eller mindre kun PRO X headsettet der trækker tingene en smule ned, G903 er nærmest den perfekte mus i min optik. Hvad angår PRO X, havde jeg gerne set et mere begejstrende lydbillede out-of-the-box. Uden justeringer i equalizeren, er lyden nærmest kedelig. Dertil måtte den maksimale lydstyrke også gerne være markant højere, jeg savner i den grad noget max volumen, og det lød på headsettet som om at der var overskud til det.
Det sidste punkt er Blue Vo!ce implementeringen. Lige meget hvor mange muligheder der er, og hvor lækkert det lyder. Kommer vi ikke udenom at det stadig ”kun” er på softwarebasis. Jeg venter spændt på at se hvad Logitech bringer i deres produkter i fremtiden, med købet af Blue. Dette blev ordene for nu, og hvilket fornøjelse det har været PRO X headsettet og G903 musen er begge fede produkter, som i den grad bør tages med i overvejelserne hvis du står og skal købe nyt gamergrej!
Godt
Lækker komfort på G903
Kompatibel med PowerPlay (musemåtte med strøm)
Trådløs mus med kablet performance!
HERO 16K sensoren er lækker
Logitech G HUB tilbyder masser af indstillinger
Rigtig behagelig komfort på PRO X
Masser af tilbehør til både mus og headset
Episk mikrofon med uanede muligheder!
Hjul med mulighed for friløb
Fedt lydbillede i PRO X headsettet…
Knap så godt
… kræver dog indstillinger i equalizeren
Blue Vo!ce mikrofonen er KUN software baseret
PRO X måtte gerne kunne spille højere
Samlet score: 9 + Great Product award