Inden vi kaster os ud i selve testen skal vi have kigget på specifikationerne, som nemt kan findes på ASUS’ hjemmeside.
Specifikationer på ASUS ROG Kithara
Rundt om ASUS ROG Kithara
ASUS ROG Kithara er bygget omkring 100 mm planar magnetic-drivere udviklet i samarbejde med HIFIMAN og har et frekvensområde på hele 8 Hz til 55 kHz. Headsettet benytter en åben konstruktion, som skal skabe et større og mere naturligt lydbillede samt forbedre placeringen af lyde i spil. Impedansen er forholdsvis lave 16 ohm, mens vægten lander på 420 gram. Kithara har desuden en full-band MEMS boom-mikrofon og understøtter både 3,5 mm, 6,3 mm og balanceret 4,4 mm samt USB-C gennem den medfølgende adapter. Der medfølger samtidig to forskellige sæt ørepuder, så både komfort og lydkarakter kan tilpasses.
ASUS har inkluderet et forholdsvis omfattende udvalg af tilbehør sammen med ROG Kithara. I æsken finder vi selve headsettet samt et 1,8 meter langt dual-3,5 mm kabel med den integrerede MEMS boom-mikrofon. Der medfølger også et separat 1,8 meter lydkabel med udskiftelige stik, hvor man kan vælge mellem almindeligt 3,5 mm, 6,3 mm eller et balanceret 4,4 mm stik. Til enheder, hvor USB-C er den mest praktiske forbindelse, medfølger der desuden en USB-C til dual-3,5 mm adapter. ASUS inkluderer også to komplette sæt ørepuder, hvor det ene er udført i velour, mens det andet kombinerer kunstlæder og mesh-stof. Til sidst finder vi et Frequency Response Measurement Card, en Quick Start Guide samt garantidokumentation.
ASUS har lagt stor vægt på materialevalget i ROG Kithara, og konstruktionen benytter derfor en kombination af metal og blødere materialer omkring de områder, der er i kontakt med hovedet. Headsettet har en robust metalramme, mens hængslerne er fremstillet i aluminium. På ydersiden af ørekopperne finder vi desuden en diamantbearbejdet metalplade med ROG-detaljer, som er integreret i det åbne design.
Hovedbøjlen benytter en konstruktion med tre forskellige lag bestående af kunstlæder, åndbart mesh og memory foam. Formålet er både at fordele headsettets vægt og mindske trykket mod hovedet ved længere tids brug. Ørepuderne kan udskiftes, og ASUS leverer både et sæt med kunstlæder og stof samt et blødere sæt i velour. Kombinationen af metalrammen og de store planar magnetic-drivere betyder dog, at Kithara ikke er blandt de letteste headsets på markedet, da vægten lander på 420 gram.
ROG Kithara benytter nogle forholdsvis store, ovale ørekopper, som er designet til at omslutte øret frem for at hvile direkte oven på det. ASUS oplyser ikke de præcise udvendige eller indvendige mål på selve ørekopperne, men fremhæver, at den ovale form er lavet til at kunne passe til forskellige øreformer og størrelser. Inde bag ørepuderne finder vi de markante 100 mm planar magnetic-drivere, men de 100 mm skal ikke forveksles med størrelsen på selve ørekoppen. Ørekopperne er samtidig vinklet en smule, hvilket ifølge ASUS skal hjælpe med at fordele klemmekraften og mindske trykket omkring kæben.
På højre ørekop har ASUS holdt designet meget enkelt. Nederst på ørekoppen finder vi en 3,5 mm jackindgang, som bruges til at forbinde det aftagelige kabel til headsettet. ROG Kithara benytter nemlig separate forbindelser til højre og venstre ørekop, hvilket blandt andet gør det muligt at benytte andre kompatible kabler.
Der er ikke placeret volumenknapper, mikrofonknap eller andre betjeningselementer direkte på højre ørekop. Det hjælper med at bevare det relativt rene design, mens den nødvendige betjening i stedet er flyttet ud på det medfølgende mikrofonkabel. Selve ørekoppen benytter desuden Kitharas åbne konstruktion, hvor den perforerede yderside giver mulighed for friere luftbevægelse omkring driveren.
Venstre ørekop følger i store træk samme opbygning som den højre. Også her finder vi en 3,5 mm jackindgang i bunden, som bruges til den venstre kanal fra det aftagelige dual-3,5 mm kabel. Det betyder, at der løber et separat stik til hver ørekop frem for et traditionelt design, hvor hele forbindelsen går gennem den ene side af headsettet.
Ligesom på højre side er der ingen fysiske betjeningsknapper placeret direkte på ørekoppen. Den åbne bagside er samtidig en central del af Kitharas design og betyder, at ørekopperne ikke lukker lyden inde på samme måde som et klassisk lukket gamingheadset. Formålet er at skabe et bredere og mere naturligt lydbillede, hvor placeringen af forskellige lyde bliver lettere at identificere.
ROG Kithara benytter en full-band MEMS boom-mikrofon, som er integreret i et af de medfølgende kabler. Mikrofonen har et frekvensområde på 20 Hz til 20 kHz, en følsomhed på -36 dB og et signal/støj-forhold på 74 dB. ASUS oplyser samtidig en total harmonisk forvrængning på under 0,1 procent. MEMS-teknologien adskiller sig fra de mere traditionelle ECM-mikrofoner, der ofte bruges på gamingheadsets, og ASUS har her haft fokus på en bredere frekvensgengivelse og en mere naturlig gengivelse af stemmen.
På mikrofonkablet finder vi samtidig headsettets betjening. Her er der mulighed for hurtigt at slå mikrofonen til eller fra samt justere lydstyrken via et scrollhjul. Det betyder, at betjeningen kan foretages direkte på kablet frem for at skulle finde små knapper på selve ørekopperne. Mikrofon- og lydsignalet benytter desuden separate forbindelser, hvilket skal reducere risikoen for crosstalk mellem de to signaler.
Software
ROG Kithara kræver ikke installation af ASUS Armoury Crate eller anden software for at fungere. Headsettet er grundlæggende et analogt plug-and-play headset, hvor fokus ligger på selve hardwarekonstruktionen og den enhed, det forbindes til. Der er derfor heller ingen softwarebaseret equalizer, RGB-belysning eller virtuelle lydfunktioner, som man normalt ser på mange gamingheadsets.
Til gengæld har ASUS gjort meget ud af mulighederne for tilslutning. Det medfølgende 3-i-1-kabel kan udstyres med et almindeligt 3,5 mm stik, et større 6,3 mm stik eller et balanceret 4,4 mm stik. Der medfølger samtidig en USB-C til dual-3,5 mm adapter, hvilket gør det muligt at benytte headsettet sammen med blandt andet computere, laptops, mobile enheder og forskellige konsoller.
Selvom impedansen på 16 ohm betyder, at Kithara kan drives af mange almindelige enheder, anbefaler ASUS selv en dedikeret DAC eller hovedtelefonforstærker, hvis man ønsker den bedst mulige lydoplevelse. Her fremhæver ASUS især den balancerede 4,4 mm forbindelse eller 6,3 mm-forbindelsen sammen med en DAC/amp, da en sådan opsætning kan levere højere effekt, bedre dynamik og flere detaljer. Kithara kan altså bruges som et almindeligt plug-and-play gamingheadset, men konstruktionen giver samtidig mulighed for en mere Hi-Fi-orienteret opsætning, hvis man har det nødvendige lydudstyr.
Testen – Lyden, brugen og komfort
ASUS ROG Kithara er uden tvivl blandt de bedste headsets, jeg har haft mulighed for at opleve, og det bliver især tydeligt, når man begynder at lytte til musik. Her formår headsettet at præsentere lyden med en imponerende grad af nuance og detaljering, hvor selv meget små elementer i musikken træder tydeligt frem. Instrumenter får god plads i lydbilledet, og små toner eller detaljer, som lettere kan forsvinde på mere traditionelle gamingheadsets, bliver langt nemmere at opfange. Det giver musikken mere liv og dybde, samtidig med at separationen mellem forskellige instrumenter og vokaler opleves meget præcis.
En af de helt store styrker ved Kithara er det åbne design kombineret med de store planar magnetic-drivere. Det er med til at skabe et meget bredt og luftigt lydbillede, hvor lyden ikke føles presset tæt omkring hovedet. Det giver især musik en mere naturlig præsentation, hvor der er god afstand mellem de enkelte elementer. Bassen er samtidig kontrolleret og detaljeret frem for overdreven, hvilket passer godt til den mere præcise lydprofil, som Kithara lægger op til. Det er derfor ikke et headset, der forsøger at imponere alene gennem massiv bas, men i højere grad gennem detaljegrad, separation og præcision.
Når vi bevæger os videre til gaming, bliver mange af de samme kvaliteter endnu mere interessante. Jeg har især benyttet Rainbow Six Siege som referencespil, da spillet stiller store krav til både detaljegengivelse og evnen til at lokalisere lyde korrekt. Her leverer Kithara på et meget højt niveau. Fodtrin fra modstandere står tydeligt frem, og headsettets præcise positionering gør det muligt at danne sig et meget konkret billede af, hvor lydene kommer fra.
Lokationsevnen er faktisk så præcis, at det i nogle situationer næsten føles muligt at vurdere præcis, hvornår en modstander er på vej frem gennem en døråbning eller bevæger sig rundt på den anden side af en væg. Der er god separation mellem forskellige lydkilder, hvilket betyder, at fodtrin ikke nødvendigvis drukner, blot fordi der samtidig foregår skud, eksplosioner eller andre kraftige lyde i omgivelserne. Det er en vigtig egenskab i et taktisk spil som Rainbow Six Siege, hvor information fra lydbilledet kan være lige så vigtig som det, man kan se på skærmen.
Eksplosioner og skud har samtidig en god fylde og dynamik uden at ødelægge de mindre detaljer. Kithara formår dermed både at levere den præcision, der er nødvendig i competitive gaming, og samtidig give de større effekter den nødvendige kraft. Kombinationen af det brede lydbillede, den høje detaljegrad og den præcise positionering er derfor en af de egenskaber, jeg især vil fremhæve ved headsettet.
Til film fortsætter den høje detaljegrad. Her er det især de små atmosfæriske lyde, der gør en forskel. Det kan eksempelvis være den svage knitrende lyd fra et bål, vind i baggrunden eller andre diskrete lydeffekter, som er med til at opbygge en scene. Kithara får disse detaljer frem uden, at man aktivt behøver at lytte efter dem. Samtidig giver det brede lydbillede en god fornemmelse af rum og afstand, hvilket fungerer særligt godt i film med mange omgivelseslyde og større actionscener.
Det er samtidig værd at fremhæve, at ASUS ROG Kithara adskiller sig fra mange traditionelle gamingheadsets ved ikke at være afhængigt af software. Der er ingen Armoury Crate-profil, softwarebaseret surround eller omfattende digital behandling, som skal konfigureres. Headsettet fungerer grundlæggende som plug-and-play, men det betyder også, at kvaliteten af den lydkilde, man forbinder det til, får større betydning.
Kithara kan bruges direkte med kompatible enheder, men hvis man vil udnytte headsettets fulde potentiale, giver det efter min oplevelse god mening at kombinere det med et ordentligt eksternt lydkort eller en DAC/hovedtelefonforstærker. Her kan man få endnu mere kontrol, dynamik og fylde ud af headsettet. De forskellige forbindelsesmuligheder med blandt andet 3,5 mm, 6,3 mm og balanceret 4,4 mm er derfor også mere end bare ekstra tilbehør, da de gør Kithara anvendeligt sammen med både almindeligt gamingudstyr og mere seriøse Hi-Fi-opsætninger.
Materialemæssigt fortsætter det positive indtryk. Kombinationen af metal, aluminium og de store åbne ørekopper giver Kithara en meget solid og eksklusiv kvalitetsfølelse. Der er en tydelig premiumfornemmelse, når man får headsettet i hænderne, og konstruktionen virker robust uden at føles unødigt klodset.
Selve headsettet er forholdsvis stort, men størrelsen fungerer efter min mening faktisk som en fordel, når det kommer til komforten. De store ørekopper giver god plads omkring ørerne, og trykket bliver fordelt fornuftigt, så Kithara kan bruges gennem længere spilsessioner eller musiklytning uden at blive generende. Selvom konstruktionen benytter en betydelig mængde metal og vægten på papiret ikke gør det til et ultralet headset, opleves vægten godt fordelt på hovedet.
Kombinationen af den solide konstruktion, de store ørekopper og hovedbøjlen gør derfor, at man får en god balance mellem premiumkvalitet og komfort. Kithara er fysisk større end mange almindelige gamingheadsets, men under længere tids brug oplever jeg ikke størrelsen som et problem. Samlet set er det især kombinationen af den ekstremt høje detaljegrad, det brede lydbillede, den præcise lokalisering og den høje byggekvalitet, der gør ASUS ROG Kithara til en af de mest imponerende lydoplevelser, jeg hidtil har haft med et gamingheadset.
Pris
ROG Kithara fra ASUS har en pris på 1999,- DKK.
Ønsker du at læse mere omkring ROG Kithara fra ASUS, kan du klikke på banneret ovenover.
Konklusion
ASUS ROG Kithara har gennem testen vist sig som et headset, der skiller sig tydeligt ud fra langt de fleste traditionelle gamingheadsets. Fokus ligger ikke på trådløse funktioner, RGB eller omfattende software, men derimod på lydkvalitet, detaljegrad og præcision. Det er også her, Kithara for alvor imponerer, for lydoplevelsen er blandt de bedste, jeg hidtil har oplevet fra et gamingheadset.
Ved musiklytning leverer Kithara et meget detaljeret og nuanceret lydbillede, hvor selv små toner og elementer i musikken træder tydeligt frem. Instrumenter og vokaler får god plads, og separationen mellem de forskellige dele af musikken er fremragende. Det åbne design og de planar magnetic-drivere er med til at skabe et bredt og luftigt lydbillede, som føles mere naturligt end på mange traditionelle gamingheadsets. Bassen er kontrolleret og præcis frem for overdreven, hvilket passer godt til headsettets generelle lydprofil.
Til film fortsætter det positive indtryk, hvor især mindre atmosfæriske lyde som vind, baggrundslyde og knitrende ild bliver gengivet meget tydeligt. Det brede lydbillede giver samtidig en god fornemmelse af rum og afstand, hvilket gør både stille scener og større actionscener mere levende.
Gaming er dog et af de områder, hvor Kithara virkelig viser sin styrke. I Rainbow Six Siege er lokationsevnen imponerende, og fodtrin fra modstandere er både tydelige og lette at placere. Det er ofte muligt at danne sig et meget præcist billede af, hvor en modstander befinder sig, og hvornår personen eksempelvis nærmer sig en døråbning. Det giver en klar fordel i et spil, hvor lydinformation spiller en vigtig rolle.
Selv når der sker meget på én gang, formår Kithara at bevare de små detaljer. Skud og eksplosioner har god fylde og dynamik, men overdøver ikke nødvendigvis fodtrin og andre mindre lydkilder. Det betyder, at headsettet både fungerer til competitive gaming og til mere underholdende spil, hvor man ønsker et stort og engagerende lydbillede.
Kithara kræver ikke software og fungerer som et plug-and-play headset. Der er ingen Armoury Crate-profiler eller softwarebaseret EQ, hvilket både kan ses som en fordel og en ulempe. Brugen bliver meget enkel, men samtidig mister man muligheden for hurtigt at ændre lydprofilen gennem software.
Til gengæld får man mange tilslutningsmuligheder med blandt andet 3,5 mm, 6,3 mm og balanceret 4,4 mm. De aftagelige kabler og den aftagelige mikrofon gør samtidig headsettet fleksibelt til både gaming og mere almindelig musiklytning.
Kithara kan bruges direkte med kompatible enheder, men hvis man ønsker at få det fulde potentiale ud af headsettet, giver det god mening at kombinere det med et ordentligt lydkort eller en DAC/hovedtelefonforstærker. Det kan dog betyde en ekstra udgift, hvis man ikke allerede har passende lydudstyr.
Det åbne design har også sine begrænsninger. Det er med til at skabe det store og luftige lydbillede, men betyder samtidig, at headsettet ikke isolerer særlig godt mod støj udefra. Lyd slipper også lettere ud til omgivelserne, hvilket gør Kithara mindre velegnet i støjende miljøer eller steder, hvor man ikke ønsker at forstyrre andre.
Materialekvaliteten er til gengæld på et meget højt niveau. Kombinationen af metal, aluminium og de store ørekopper giver en tydelig premiumfornemmelse, og konstruktionen virker både solid og gennemført. Selvom headsettet er forholdsvis stort og ikke blandt de letteste modeller på markedet, opleves vægten godt fordelt.
Komforten er derfor også rigtig god. De store ørekopper giver god plads omkring ørerne, og headsettet kan bæres gennem længere perioder uden at blive generende. Størrelsen kan virke voldsom ved første øjekast, men under brug fungerer den efter min oplevelse mere som en fordel end en ulempe.
Med en pris på 1.999 kroner befinder ASUS ROG Kithara sig klart i premiumklassen. Det er en høj pris for et kablet headset uden trådløs forbindelse, softwarebaseret EQ eller betjening direkte på ørekopperne. Til gengæld får man en lydkvalitet, som ligger betydeligt over det, man normalt forbinder med et traditionelt gamingheadset.
Kithara er derfor ikke nødvendigvis det oplagte valg for brugeren, der prioriterer trådløs frihed og mange softwarefunktioner. For den lydbevidste gamer, der ønsker høj detaljegrad, præcis lokalisering og et headset, som samtidig fungerer fremragende til musik og film, er det derimod et meget stærkt valg.
Samlet set er ASUS ROG Kithara et af de bedste gamingheadsets, jeg hidtil har testet. Kombinationen af ekstremt detaljeret lyd, fremragende lokationsevne, høj byggekvalitet og god komfort gør, at prisen på 1.999 kroner i høj grad kan forsvares. De få kompromiser ændrer ikke på, at Kithara leverer en lydoplevelse på et meget højt niveau, hvilket gør vi ender på 9 ud af 10, sammen med Editors choice award.
Fordele
Ulemper
Score: 9 + Editors choice