Jabra dræber mikrofonarmen med Evolve3

Jabra Evolve3
Jabra er klar med afløseren til deres populære Evolve2-serie, som har været standardudstyr på mange danske kontorer. Den nye serie hedder Evolve3, og den mest iøjnefaldende nyhed er det, der ikke er der: Mikrofonarmen.

Jabra forsøger nu for alvor at smelte "consumer" og "pro" kategorierne sammen. Målet er et headset, du kan bruge til Teams-møder på kontoret, men som du ikke skammer dig over at have på i toget på vej hjem.

Centrale features

  • Boom-less design: Ingen fysisk mikrofonarm, men stadig professionel lyd
  • Jabra ClearVoice: DNN-teknologi (AI) til at isolere stemmen
  • Modeller: Evolve3 85 (Over-ear) og Evolve3 75 (On-ear)
  • Batteri: Udskiftelige batterier og op til 25 timers taletid
  • Opladning: 10 timers strøm på kun 10 minutter (Quick Charge)
  • Forbindelse: Bluetooth Native og medfølgende adapter

Jabra Evolve3 85 and 75 1920x1080.jpg

En tur rundt om Evolve3

Serien lander i to varianter: Evolve3 85 og Evolve3 75.

Evolve3 85 er over-ear modellen, der omslutter ørerne helt. Den er blevet slankere (35%) og lettere (23%) end forgængeren Evolve2 85. Det er modellen til dig, der vil lukke verden helt ude i storrumskontoret.

Evolve3 75 er on-ear modellen, som sidder på øret. Den er mere kompakt og henvender sig til hybrid-arbejderen, der er meget på farten.

Jabra Evolve3 85 UC Office Folded Large RGB.jpg

Begge headsets er designet med et minimalistisk, dansk udtryk. Idéen er tydeligvis at konkurrere med Sony og Bose på designet, men slå dem på opkaldskvaliteten og certificeringerne til Microsoft Teams og Zoom.


Farvel til mikrofonarmen – Virker det?

Det helt store spørgsmålstegn ved Evolve3 er lydkvaliteten uden den fysiske mikrofonarm. Normalt er en boom-arm den bedste måde at sikre, at din stemme går klart igennem uden baggrundsstøj.

Jabra Evolve3 85 Female Side Profile Comparison Large RGB.jpg

Jabra erstatter den fysiske arm med det, de kalder Jabra ClearVoice. Det er en kombination af flere mikrofoner og en Deep Neural Network (DNN) algoritme. Kort fortalt bruger headsettet AI til at genkende din stemme og sortere alt andet fra. Jabra hævder selv, at teknologien fanger 99% af ordene korrekt i et åbent kontorlandskab. Det er store løfter, og det bliver spændende at teste, om det holder i virkeligheden, når kollegaerne larmer ved kaffemaskinen.

Den indbyggede ANC (Active Noise Cancellation) er også opgraderet til at være adaptiv. Det betyder, at den justerer sig selv i realtid baseret på støjniveauet omkring dig, og hvordan headsettet sidder på hovedet.


Bæredygtighed og batteri

En kærkommen nyhed er fokusset på levetid. Begge headsets har udskiftelige batterier. Det er et stort plus i forhold til mange konkurrenter, hvor headsettet reelt er dødt, når batteriet bliver træt efter et par år.

Batteritiden lyder på op til 25 timers taletid for 85-modellen og 22 timer for 75-modellen. Skal du bare høre musik, holder de i over 100 timer. Og hvis du glemmer at lade op, giver 10 minutter i opladeren hele 10 timers brug.

Jabra Evolve3 85 Street Female 3 Large RGB.jpg


Pris og tilgængelighed

De nye headsets lander i butikkerne den 1. marts 2026. Og som forventet med pro-udstyr, er de ikke billige.

  • Jabra Evolve3 85: Vejledende pris ca. 5.312 kr. inkl. moms.
  • Jabra Evolve3 75: Vejledende pris ca. 3.687 kr. inkl. moms.


Jabra tager en chance ved at fjerne mikrofonarmen på deres absolutte topmodeller. Hvis AI-teknologien virker, som de lover, er det genialt, da det gør headsettet langt mere anvendeligt i hverdagen uden for arbejdet.

Men priserne er også i den helt tunge ende. Du betaler en premium for at få et headset, der kan det hele – både være din arbejdshest på kontoret og dine livsstils-hovedtelefoner i fritiden.

Vores partnere