ARCTIC Liquid Freezer 120+240 Vandkøler Round-Up

ARCTIC er kendt for deres blæsere og deres kølere. De er nu begyndt at bevæge sig ind på markedet for vandkølere. I denne anmeldelse kigger vi nærmere på disse nye kølere fra ARCTIC. Læs her, om en af dem er din nye køler.

Så er ARCTIC tilbage hos os på Tweak.dk. Vi skal denne gang kigge nærmere på deres nye vandkølere. ARCTIC har været på markedet i en del år og lavet flere forskellige kølere - både til CPU og GPU. Dette er deres første forsøg på at komme ind på markedet for vandkølinger af CPU. Lad os se, hvordan de klarer sig i vores test.

 

ARCTIC logo

 

Men først skal vi lige se, hvad man får for pengene:

 

ARCTIC har sendt os to modeller; nemlig deres Liquid Freezer 120 mm og 240 mm. De kommer i nogle fine kasser med pæne illustrationer og specifikationer påtrykt.

 

 

Indholdet i kasserne er principmæssigt ens bortset fra selve radiatorene, som har forskellige størrelser samt brugervejledningerne, som er tilpasset hver model. Ellers er pumpehoved, blæsere og monteringsbeslag helt ens i begge pakker.

 

 

Lad os kigge nærmere på de fælles træk:

 

Begge radiatorer er produceret af Asetek, som laver radiatorer til mange andre producenter. Asetek er et anerkendt mærke inden for denne slags produkter, men generelt synes jeg, deres udseende er en smule kedelige, og meget radiator-agtige (som man måske kender dem fra biler). Slangetilslutningerne er ikke særligt tykke, men der er til gengæld sat nogle tykke gummislanger på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at flowet i denne type radiator er lidt begrænset af de tynde tilslutningsstudser. Det må vi se, om er sandt i testen.

 

 

Selve pumpehovedet er ganske nydeligt. Det er helt blankt med et ARCTIC logo på toppen. Jeg kan godt lide, at slangerne kommer op i toppen i stedet for at komme ud i siden et eller andet sted. Selve kølefladen er drejet fint af på en CNC-drejer og i massiv kobber for at give den bedste varmeafledning. Stikket til pumpen er et 3-polet blæserstik, og jeg har målt den til at køre omkring 5000 RPM ved 12 volt.

 

 

Det er den samme type blæsere, der følger med begge kølere. Det er en 120 mm model, men uden modelnummer. Dog har ARCTIC oplyst specifikationerne på dem, som jeg har listet op på siden for specifikationer.

Blæserne er i sort og hvidt design, som alle ARCTIC blæsere faktisk er, og med sleevet kabel. Stikket har et lille forlængerled på, så man kan sætte alle blæserne i serie af hinanden. Det er ret smart, og man behøver ikke at have en fordeler på til disse blæsere. Det er indbygget i blæserstikkene, hvilket jeg synes er ret smart.

Der er ikke nogen form for vibrationsdæmning i disse blæsere, men de bliver jo også fuldstændig fikseret på kabinet og radiator, så de får ikke muligheden for at rykke sig nogen steder, når først det hele er monteret op.

 

 

Hardwaremontage:

 

Monteringen af kølerenne er meget simpel: Man klistrer det medfølgende kryds fast på bagsiden af bundkortet, og så passer gevindhullerne ud for hullerne i bundkortet. Derefter skruer man gevindstængerne igennem hullerne fra forsiden, monterer det medfølgende beslag på pumpehovedet og skruer det hele sammen med fingerskruerne. Det hele efterspændes med en skruetrækker. Det er meget, meget simpelt. 

 

 

Så er det tid til at de skal vise hvad de kan:

 

Så skal der testes, så lad os tænde op for systemet og begynde nogle benchmarks.


Hardware:

Processor: Intel i7 4770K (TDP - 84 Watt)
Bundkort: ASrock Z97M Pro 4
RAM: Corsair Vengeance 2 x 4 GB 1600 MHz

Software:

Benchmark: OCCT
Log: HWiNFO64

Procedure:

Jeg har sat testen op således, at jeg først har sat OCCT til at køre i 10 minutter ved den givne hastighed for at varme hele systemet op. Derefter kører det videre i 2 minutter, hvor jeg aflæser temperaturene i HWiNFO64. HWiNFO64 angiver så gennemsnitstemperaturen over de 2 minutter, og det er så denne temperatur, at jeg endeligt har brugt.

 

Resultatet er udmålt i deltatemperaturer; det vil sige, at jeg har trukket rumtemperaturen fra for at vise den egentlige temperatur i processoren.

 

Køleevnen:

 

ARCTIC er kendt for deres kølere og blæsere. De laver nogle rigtig gode og støjsvage blæsere samt almindelige kølere til CPU og GPU. Så de ved godt, hvad de laver, når de sætter den slags sammen. Det kan man også tydeligt se i testen af disse kølere, som er deres første forsøg på at lave vandkøling til CPU.

 

Støjen:

 

Pumpen på deres kølere tikker en lille smule. Det vil dog ikke være generende, når først køleren kommer ind i et kabinet, blæserne begynder at køre, og musikken spiller. Men alligevel; den tikker. Når det kommer til blæserne, så er de simpelthen så støjsvage, som blæsere kan blive. Og det gælder også, når man monterer det hele i Push-Pull og med fuld hastighed på blæserne. De siger så godt som ingenting. Det er super lækkert at have med at gøre.

 

Vores partnere