Reeven Four Eyes Touch Fan Controller

Reeven er kendt for deres kølere, men laver også andre ting som kabinetter, blæsere og blæserstyringer. Vi skal i denne anmeldelse kigge på deres Four Eyes Touch blæserstyring, som er en elektronisk blæserstyring med touch panel. Skal du styre dit airflow i kabinettet, er dette måske løsningen for dig.

Vi har før anmeldt Reeven kølere her hos Tweak.dk, men denne gang skal vi kigge på en blæserstyring med touchpanel. Den kan tage op til 30 watt pr. kanal, hvilket faktisk er en del. Udover det, har den mulighed for farveskifte i displayet, så man kan tilpasse farven til det tema, man kører med. Læs her, om dette er din nye, digitale blæserstyring. 

 

Reeven logo

 

Men allerførst skal vi kigge på indpakningen.

 

Kassen, man modtager, er med fine illustrationer og specifikationer udenpå. Det hele er pakket fint ind i skum, så det ligger fast og stødsikkert.

Der medfølger blæserforlængerkabler samt temperaturfølere til alle udgangene. Der er også skruer til monteringen af blæserstyringen i et 5,25" slot samt klistermærker, så man kan sætte temperaturfølerne fast, hvor man skal bruge dem.

 

 

På fronten har vi 7 displayfelter. De 4 øverste er for hver udgang, og nede til venstre kan man skifte temperatur i celcius/farenheit. I midten nederst er feltet, hvor man indstiller temperaturgrænsen samt hastigheden på blæserne, og til højre kan man resette og skifte farve (det hele vises om lidt).

 

 

Elektronikken bag det hele.

 

Bag på panelet er der en masse stik. Et 3-polet stik til hver blæserudgang, men man kan jo sætte fordelere på. Så er der et SATA strømstik, som forsyner hele herligheden, samt stik til temperaturfølerne.

En jumper kan fjernes, hvis man ikke vil have lydalarm. Der gives alarm, hvis blæserne ikke kører rundt, eller hvis temperaturen har nået den indstillede grænse.

Det hele styres af nogle kraftige MOSFET transistorer (FQP50N06), som er nomineret til 50 amperer ved 60 volt. Nogle kraftige bamser, som sagtens kan håndtere lidt blæsere.

 

 

Fyr op for dyret.

 

Så har vi liv i panelet, og jeg har sat en blæser og føler på udgang 1.

Man kan med det samme se temperaturen og blæserens hastighed. Det er sådan, at denne blæserstyring ikke styrer blæseren automatisk, men sætter hastigheden og viser den aktuelle temperatur. Jeg kunne godt have tænkt mig, at blæserstyringen styrede hastigheden på blæseren efter temperaturen.

Hvis man vil skifte hastigheden på blæseren, trykker man kort på den blæserudgang man vil justere, hvorefter RPM begynder at blinke. Derefter glider men frem og tilbage på panelet nederst i midten.

Hvis man så vil skifte temperaturen, som styringen skal give alarm ved, så holder man displayet inde i 3 sekunder, hvorefter temperaturen begynder at blinke. Igen glider man frem og tilbage for den temperatur man vil have advarsel om. Altsammen er nemt og ligetil.

Farven skiftes ganske simpelt ved et kort tryk i displayet nederst til højre, og man resetter ved at holde det display inde i 5 sekunder.

 

 

Farverne.

 

Styringen har 7 forskellige farver at vælge imellem eller helt slukket. Man skal lige huske, at hvis man har slukket displayet, så tænder det ikke igen ved alarm. Der skal man så hen og tænde det for at finde ud af, hvilken blæserkanal der er fejl på.

 

 

Vores partnere