AUTHOR : Kenneth Johansen
PUBLISHED : 2019-08-18 13:20

Luft eller vandkøling? Hvad er bedst?


Vi har taget et kig på fordele og ulemper ved både luft og vandkøling til din CPU. Som en del af testen, er der naturligvis også kigget på performance i de to lejre.

En af de ting, som ikke er til at komme uden om, når man skal samle sig et nyt computersystem, er køling af CPU'en. Her løber man hurtigt ind i spørgsmålet om, om man skal vælge at holde sig til luftkøling, måske med den standard køler der er med til mange CPU'er, eller om man skal tage springet videre til en af de lukkede vandkølingsløsninger, som er blevet mere populære over de seneste par år, og som man efterhånden kan få mange af.

I dag tager vi et kig på fordele og ulemper ved de to forskellige løsninger, og kan måske opklare nogle af de spørgsmål, der kan være i forhold til om man vil vælge det ene eller det andet. Ud over det så har vi også testet et par alternativer fra begge lejre for at få nogle håndgribelige tal på tingene. 

Inden vi kommer alt for godt i gang er det selvfølgelig vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen af de her løsninger der per automatik er bedre end den anden. Der findes dårlige løsninger på begge sider af hegnet og der er masser af muligheder for at finde en AIO-løsning, som er bedre en en luftkølingsløsning og den anden vej rundt. 

Så dagens mål er altså ikke en gennemgribende anmeldelse og benchmarks af en masse køleløsninger for at finde den ultimative CPU-køler. Hvad der er den bedste løsning kan varierer meget alt efter hvilket brugsscenarie man sidder med. I stedet for er det ment som en gennemgang af fordelene og ulemperne ved de forskellige typer, og så slutter vi af med at kigge på et par alternativer så vi også har noget håndgribeligt at forholde os til. 

Se vores video på vores YouTube-kanal eller læs videre under videoen. 

cooler_master_hyper_212_vs_corsair_h80i


1. Vedligeholdelse

Hvis man passer på sine ting og gerne vil have optimal ydelse ud af dem, så er vedligeholdelse nødvendig ind i mellem. I den forbindelse er støv helt klart den største synder, og det er ca. en lige så stor udfordring for både luft og vandkøling. 

Dusty-Computer.jpg

Fordelen på luftkølingen her er, at det kan være lettere at komme til at støve af, da både selve kølefinnerne og blæserne som regel er ret tilgængelige midt i kabinettet. Hvor lette blæserne er at få af i forbindelse med rengøring kan variere meget, men tit kan det klares uden at man behøver værktøj.

På AIO-siden kan det hurtigt blive lidt mere besværligt at rengøre effektivt. Dels fordi blæserne er monteret til kabinettet og måske er gemt bag paneler, som kan være mere eller mindre tilgængelige. En anden ulempe her er også, at støvet kan samle sig imellem blæserne og radiatoren og for at komme til det, skal man pille det hele fra hinanden, hvilket betyder at man skal have en skruetrækker frem og til at afmontere tingene.

kabinet_luft_filter.jpg

I begge tilfælde så minimerer man selvfølgelig den nødvendige vedligeholdelse, ved at have et kabinet med gode støvfiltre. Generelt kan man dog sige, at en løsning med en luftkøler som regel er lettere at vedligeholde, så her starter luftkølerne med en sejr.  

2. Holdbarhed

Holdbarheden er selvfølgelig svært at sige noget generelt om, da kvaliteten jo kan svinge en del fra den billigste til den dyreste løsning af samme type. Men der er alligevel et par ting der kan gøre sig gældende. 

En AIO-løsning har typisk flere mekaniske dele, der alle sammen skal fungerer for at systemet virker som det skal. Det samme gør sig ikke helt gældende for en luftkøler, hvor blæseren normalt er det eneste der sådan rigtigt kan gå i stykker. Hvis man skulle være så uheldig at en eller flere blæsere skulle stå af, så kan man let se det og rigtigt tit kan man løse det ved at skifte blæseren ud.

cooler_master_ml240p_mirage_pumpe.jpg

På AIO-siden er der flere ting der kan gå galt ud over selvfølgeligt også blæserne. Hvis pumpen fx dør så kan det være svært at se, og det er ikke noget man kan gøre noget ved så det vil typisk betyde, at man skal have en helt ny køler hvis det sker.

Desuden kan selve radiatoren og væsken i systemet over tid give problemer. Der er masser at tilfælde, hvor der er opstået lækager eller blokeringer i et lukket vandkølingssystem. Det kan potentielt ende med at give endnu større problemer, hvis der kommer væske ud i resten af systemet, hvor der i værste tilfælde kan opstå kortslutninger eller skader. 

Da de fleste AIO-systemer ikke er designet til at kunne serviceres af brugeren kan de være svært at afhjælpe den slags problemer, hvis de skulle opstå. 

Så på holdbarheden er det også umiddelbart en sejr til luftkøling, da der simpelthen er flere mulige fejlpunkter på en AIO-løsning.

3. Design

Design er selvfølgelig meget subjektivt, og der kan være stor forskel på hvad folk foretrækker, og der er efterhånden et ret bredt udvalg af kølere af begge typer og med vidt forskellig stil.

Hvis man bevæger sig op i mere high end køling, så kommer man dog ikke uden om, at en luftkøler ender med at fylde en del for at have kræfter nok til at fjerne varmen. Det sætter jo selvfølgelig nogle begrænsninger i forhold til den øvrige indretning i kabinettet. Specielt i forhold til fx RAM eller andet, som skal tilpasses kølerens store størrelse.

luftkoling_testet_imod_vandkoling.jpg

Her har en AIO-løsning en klar fordel, da selve pumpehovedet kan gøres meget mindre og selve varmeudvekslingen foregår via radiatoren, som kan placeres mere fleksibelt alt efter hvilket kabinet man bruger.

På den måde er det tit meget lettere at få et mere rent look i systemet, hvor ting som RAM og bundkort måske mere kan komme til sin ret uden at være gemt væk under en massiv luftkøler.

4. Køleevne

Køleevnen er naturligvis meget forskellig i begge lejre, og man får som med så mange andre ting tit hvad man betaler for. vi ville dog gerne give jer nogen reelle tal at forholde jer til, så vi har derfor et udvalg af forskellige kølere med både luft og vandkøling og forskellige prispunkter. De er alle sammen blevet kørt igennem en stresstest så vi kan få nogle resultater som vi kan holde op imod hinanden.

På luftkøling siden har vi testet tre blæsere i alt. 

cooler_master_hyper_212_black_edition_pris.jpg

Det er en klassiker i den billige ende nemlig Cooler Masters Hyper 212 her i den nyeste Black Edition, som kommer med en pris på lige omkring 250 kroner. 

noctua_nh_u12a.jpg

Til "high end"-segmentet har vi endnu en klassiker Noctuas NH-U12A som måske ikke vinder nogen sexiness-priser, men som er kendt som en af de bedste luftkølere man kan få. Den kommer ind med en pris på lige under 800 kroner. 

cooler_master_masterair_m100g.jpg

Som et wildcard til de lidt mere alternative og mere lav-profil-kølere har vi Cooler Masters G100M. Den kommer ind med en pris på omkring 285 kroner.

På vandkøling har vi testet tre kølere for at kunne sammenligne der. 

corsair_h80i_v2.jpg

Til det lille segment har vi testet en Corsair H80i v2, som er en 120 mm køler som dog kommer med to blæsere i en push/pull opsætning. Allerede her lander prisen omkring 800 kr. Så her kommer vi op på siden af den dyreste luftkøler i testen. 

cooler_master_ml240p_mirage.jpg

Til det lidt større segment er testen lavet med Cooler Masters spritnye MasterLiquid ML240P Mirage, som giver noget mere potentiel kølekraft med en 240 mm radiator sammen med et lækkert RGB LED-kølehoved. Her lander prisen dog på omkring 1.100 kroner. Så altså den indtil videre dyreste køler i testen. 

corsair_h150i_pro_rgb.jpg

Det ændre sig dog med vores sidste køler, som sigter efter "high end"-segmentet. Det er Corsairs H150i Pro, der giver os en 360 mm radiator for at maksimere den potentielle kølekraft. Her topper prisen dog på omkring 1.300 kroner.

Så der er altså et spænd på over 1.000 kroner imellem den billigste og den dyreste løsning, og nu får vi se om der rent ydelsesmæssigt er noget der kan retfærdiggøre det spring. 

Alle kølerne er testet via Prime95 med små instruktioner for at generere mest mulig varme i et rent worst case scenario. Testen er kørt i en halv time for alle kølere, og rumtemperaturen var under alle tests på 25 grader. 

cpu_koling_testet.jpg

Så det er altså en test der er lavet for at presse tingene mest muligt, og resultaterne vil i langt de fleste tilfælde ligge noget over hvad man vil opleve ved normal brug. Det burde dog være ret godt til at skille fårene fra bukkene. 

En note at huske på er, at alle tests er kørt på et åbent testsystem, så der har altså ikke været nogen variabler som der ville være hvis der var testet i et kabinet. Så i forhold til kølernes mulighed for at få tilført frisk luft, har de haft de bedste forudsætninger. 

asrock_z390_phantom_gaming_7.jpg

Alle kølerne er blevet installeret med deres standard blæser-konfiguration og blæser-indstillingerne er styret via bundkortet, som er et ASRock Z390 Phantom Gaming 7 og CPU'en er en Intel i7-8700K på stock-indstillinger. 

Der er til installationen brugt den samme Corsair TM30 kølepasta, så det heller ikke er en mulig variabel at skulle forholde sig til på det punkt. 

På resultaterne herunder kan vi se hvad der måske overrasker nogen. Vi ved at rigtigt mange vi taler med om at bygge en PC, ret automatisk antager at vandkøling er betydeligt bedre end luftkøling, og det kan vi ud fra resultaterne se bestemt ikke er tilfældet. 

Benchmarks.png

Vinderen i vores test her er Noctua, som så i den grad ender med at leve op til sit navn som en af de bedste luftkølere på markedet. End ikke Corsairs high end 360 mm vandkøling formår at slå Noctua, som faktisk også formåede at klare opgaven mere støjsvagt end Corsair. 

Hvis vi kigger i resten af grafen, så er det dog vandkølingen, der tager 2. til 4. pladsen, så de er trods alt stadig godt med. Det er dog værd at bemærke, at Corsairs 120 mm H80i kun lige nøjagtigt kommer ind foran den betydeligt billigere Cooler Master Hyper 212 Black. Hvis I husker så ligger prisen for Hyper 212 på omkring 250 mens H80i lander på omkring 800 kr. Så altså en prisforskel på 220%, men med ydelse der ligger side om side. Så det er ikke svært at se hvor værdien ligger.  


Konklusion:

Så konklusionen i forhold til ydelse er altså, at man bestemt ikke skal underkende styrken i helt almindelig luftkøling. Pris til ydelsesforholdet er helt klart bedre med luftkøling i forhold til vandkøling. Regner man også nogen af de andre ting med, som vi var inde på i starten af artiklen, så er der for mig at se faktisk flest ting der taler for luftkøling, da det som regel er billigere og ofte også lettere at vedligeholde løbende. 

Den test som vi har lavet her er helt klart et super presset setup og Prime95 belaster systemet og genererer meget mere varme end langt de fleste nogensinde vil komme til at opleve specielt hvis det primært er gaming man bruger sit system til. Så det repræsenterer ikke typisk brug men det er også meningen her hvor vi ville belaste systemet mest muligt netop for at se hvor de forskellige kølere så lagde sig.  

Under et normalt gaming load var temperaturen på Corsairs H150i Pro køler fx kun oppe omkring 50 grader og samtlige kølere i testen her vil med stor sikkerhed fint kunne køle et system fint under den slags belastninger så længe det er i et kabinet med fornuftigt airflow. 

Oven i det så ved vi godt at der er andre ting, som betyder noget end bare den rene rå ydelse, som vi har set her. Praktikalitet og looks spiller selvfølgeligt også ind, og som vi også var inde på tidligere så vinder en vandkøler tit her, da det simpelthen bare ser bedre ud. Corsairs H150i Pro RGB ser, synes vi ihvertfald, bedre ud end Noctuas beige/brune monster, selv om den er effektiv. 

Det er også derfor, at vi selv ofte bruger en AIO-løsning når vi samler systemer, og vi synes det er en fair begrundelse for valget af dem. 

Man skal bare være opmærksom på både de fordele og ulemper, som kan følge med, og hvis man var en af dem der gik ud fra at vandkøling automatisk var bedre, så kan vi jo ihvertfald konkluderer at det ikke er tilfældet. 

VORES PARTNERE