Centrale Features
Når man bare skimmer feature listen på de nye NF-A14x25 blæsere kan det lyde som et fremmedsprog, men når man dykker ned i tingene og prøver dem af kan man tydeligt se, at der er gået meget udvikling forud for disse nye blæsere.
En tur rundt om Noctua NF-A14x25 G2
Set på overfladen er der måske umiddelbart ikke sket det store, med designet på Noctua NF-A14x25 G2 i forhold til deres tidligere blæsere.
Det er stadig den klassiske Noctua brune/beige farvekombination, som man enten elsker eller hader. Der er dog en meget god grund til netop den farve, og det bunder i den præcision, som Noctua insisterer på i deres udvikling.
Farven hænger nemlig sammen med det Sterrox materiale, som blæserne er lavet af. For at ramme de mål, som Noctua har for deres blæsere, er tolerancerne på de forskellige dele meget små. En af grundene til at Noctua “ikke bare” laver andre farver er, at bare processen med at farve materiale ændrer materialets karakteristika tilpas meget til, at det ikke længere rammer målene hos Noctua.
Personligt gør farven ikke mig det store, da jeg efterhånden sjældent bygger PC systemer som udstillings værker mere, og derfor har et mere praktisk hensyn til køling og støj.
Ser man nærmere på blæserne, så kan man dog begynde at se nogen af de tiltag, som Noctua har gjort for at forbedre ydelsen og støjniveauet på de nye NF-A14x25 G2.
Bladene på blæserne er lavet med hvad Noctua kalder deres Progressive-Bend impeller design. Bladene er designet til at presse mest mulig luft ud mod kanten af bladene, hvor effektiviteten er højest.
Det kombineres med den nye Centrifugal Turbulator hub, som også arbejder for at skubbe mest mulig af luften ud mod kanten af blæseren.
De små forhøjninger på både bladene og den centrale hub er også med til at forstærke denne effekt.
Ser vi på mellemrummet mellem bladene og selve rammen på blæserne, har Noctua også fået reduceret afstanden her. Den er nede på 0.7mm, hvilket også er med til at sikre maksimal effektivitet og et godt airflow.
En så lille afstand mellem blade og ramme er blandt andet mulig pga det Sterrox liquid-crystal polymer materialer som bladene er lavet af. Det er et materiale, der over tid stort set ikke udvider sig over tid.
Blæseren er drevet af Noctuas effektive etaPERF motor og deres efterhånden super gennemtestede SSO2 leje. Motoren har en indbygget super præcis NR-FD6 PWM Hall Effect sensor, der leverer meget præcise oplysninger og sørger for at blæseren performer optimalt.
Det er også den sensor der spiller sammen med Noctuas SupraTorque teknologi, for at sikre at blæseren rammer den ønskede RPM hastighed. Mange blæsere kan opleve at RPM fald, hvis de skal arbejde med mere modstand, som når de er monteret på en radiator eller en heatsink. Modstanden herfra skaber et tryk tilbage på blæseren, som skal arbejde hårdere og derfor mister lidt hastighed.
Med kombinationen af NR-FD6 PWM sensoren og SupraTorque kompenserer Noctua NF-A14x25 G2 automatisk for den højere modstand, og sørger for at den ønskede RPM opnås.
Kombinationen af motor og sensorer betyder også, at Noctua NF-A14x25 G2 har et bredt RPM spænd, fra 300 RPM op til 1500 RPM. Det er altså ikke super high speed fans, men det er naturligvis for at ramme en god balance mellem ydelse og støj.
I forhold til målsætningen om et lavt støjniveau har Noctua også, som tidligere generationer, forsynet NF-A14x25 G2 med vibrationsdæmpende gummihjørner. På intake siden af blæseren er der en gummiramme hele vejen rundt. Den er lavet til både at være vibrationsdæmpende, men også til at aflaste blæseren, når den monteres.
Det gør Noctua, da tolerancerne på blæseren, som jeg var inde på tidligere, er så små, at der kan opstå problemer, hvis man får NF-A14x25 G2 installeret en smule skævt. Så Noctua har altså virkeligt været nede i de helt små detaljer for at optimere ydelsen på de nye NF-A14x25 G2.
Der følger også et ekstra sæt hjørner med, som er specielt lavet til brug sammen med vandkølingsradiatorer.
Hvis man vil bruge de nye NF-A14x25 G2 i en pull konfiguration på en radiator, har Noctua også sammen med NF-A14x25 G2 lanceret deres NA-IS1-14 Sx2 der på trods af et meget teknisk klingende navn bare er en lille afstandsramme. Den er lavet til at skabe 5 mm ekstra plads mellem blæseren og radiatoren i en pull opsætning. Den ekstra afstand giver både en bedre effektivitet og en bedre akustisk profil.
Det er dog tilbehør som man skal købe separat, og som ikke følger med til NF-A14x25 G2. Der er dog et udvalg af tilbehør med i kassen. Tilbehøret består af fire almindelige monteringsskruer, Noctuas gummi montering, der kan bruges til at montere blæserne uden skruer, et PWM forlænger kabel, et Y kabel, der kan forbinde to PWM kabler til et stik og så Noctuas NA-RC16 Low-Noise Adapter.
Flere versioner
NF-A14x25 G2 kommer i to variationer. Den primære NF-A14x25 G2, som jeg har gennemgået herover. Den findes dog også i en NF-A14x25 G2 LS version som “bare” er en version med en lavere hastighed. Den vil være optimal i opsætninger, hvor lydniveauet er vigtigere end den rå ydelse.
Endelig kan man få et sæt med to NF-A14x25 G2 blæsere i Noctuas NF-A14x25 G2PWM Sx2-PP sæt. Det er et sæt som er lavet til opsætninger, hvor de to blæsere skal bruges sammen. Det kan enten være i en Push/Pull konfiguration på en luftkøler eller sat sammen på en 280mm radiator.
Den gode feature ved Sx2-PP sættet er at de to blæsere er tunet i forhold til hinanden, så deres hastighed er en smule asynkron. Det er gjort fordi to blæsere ved siden af hinanden, der kører samme hastighed, kan resulterer i uønsket resonans, der giver et højere støjniveau.
Det kan man undgå ved at lade dem kører en smule forskudt af hinanden, så der ikke opstår resonans.
Pris
Den næsten ti år lange udvikling på NF-A14x25 G2 blæserne og de nye features betyder også, at prisen lander i den høje ende. NF-A14x25 G2 og NF-A14x25 G2 LS blæserne kan pt findes med online priser på 319 kroner pr. blæser.
Det er dyrt, hvis man ser på 140 mm blæser udvalget generelt. Hvis man sammenligner med andre high end blæsere fra fx Corsair eller Phanteks så er det dog ikke helt ved siden af.
Konklusion
Når man ser på featurelisten for NF-A14x25 G2 og står med dem mellem hænderne, er der ingen tvivl om at Noctua har fyldt dem op med high end features og gennemført byggekvalitet og materialevalg.
NF-A14x25 G2 føles som et kvalitetsprodukt fra inderst til yderst, med fokus på selv de helt små detaljer.
Det er dog uden tvivl et produkt der henvender sig til den kræsne high-end bruger. Alene den høje pris betyder, at det hurtigt bliver en dyr affære at forsyne sin PC med NF-A14x25 G2 blæsere.
Hvis man går efter et system med et fokus på en solid balance mellem ydelse og støj, så er det dog svært at komme uden om NF-A14x25 G2, som noget af det bedste på markedet pt.