Tryx nyt fra CES 2026

KV_BLACK
PC-brandet Tryx, der tidligere har gjort sig bemærket med deres panorama-skærme på AIO-kølere, er klar med tre markante nyheder på CES 2026.

I år handler det om interaktion. Vi får en AIO-køler, der lader dig bygge en "scene", en luftkøler med en massiv 5-tommer skærm, og et nyt kabinet, der prøver at gøre op med det klassiske gamer-look ved hjælp af stofpaneler.

STAGE 360 – Byg din egen scene

Tryx fortsætter deres satsning på skærme med den nye STAGE 360. I stedet for én stor skærm, har de her monteret to 4.0-tommer IPS displays på pumpehovedet. De er sat sammen (spliced), så de danner en vinkel eller "scene".

STAGE 360

Idéen er, at basen er lavet, så du fysisk kan placere små figurer eller modeller foran skærmene. Med fuld understøttelse af deres KANALI software kan du tilpasse baggrunden på skærmene, så det passer til figuren. Det er unægteligt en niche-feature, men for dem, der elsker at nørde æstetikken i deres build, er det en sjov detalje.

Under overfladen finder vi velkendt teknologi fra Asetek, parret med tre ROTA SL ARGB blæsere. Tryx lover, at den kan håndtere en TDP på 280W, så der er rigeligt med kølekraft til selv store CPU'er.

Prisen lander på €229.99 (ca. 1.725 kr.), når den rammer hylderne i februar.


TURRIS 620 – Luftkøling med storskærm

Hvis du er mere til luftkøling, men stadig vil have wow-effekten, så er TURRIS 620 svaret. Det er Tryx's debut på markedet for high-end luftkølere.

TURRIS 620

Her har de monteret en enorm 5.0-tommer ultra-wide IPS skærm (60Hz) på siden af køletårnet. Skærmen sidder fast med magneter, så den er let at tage af. Ligesom med AIO'en kan den vise alt fra systeminfo til videoer via KANALI softwaren.

Selve køleren er en dual-tower konstruktion med seks heat-pipes og en forniklet kobberbase. Også her loves der op til 280W køling, og Tryx hævder, at støjen holder sig under 32.5 dBA selv under max belastning.

Installationen skulle være gjort lettere med et "rail system" til de nye quick-release ROTA blæsere. Den lander i marts, men vi kender ikke prisen endnu.


FLOVA F50 – PC'en der ligner et møbel

Til sidst har vi kabinettet FLOVA F50. Her går Tryx en lidt anden vej end det typiske glas-og-metal look. Fronten og siden er beklædt med stof ("fabric-finished"), som er ventileret. Det giver et blødere udtryk, der passer bedre ind i en stue eller et hjemmekontor.

Indeni finder vi en interessant teknisk detalje: En proprietær "Tryx Cross-Flow" (TCF) blæser. Den er monteret på siden og skaber en 90-graders luftstrøm hen over komponenterne.

FLOVA F50

Kabinettet understøtter de nye back-connect bundkort (som ASUS BTF eller MSI Project Zero), hvilket gør det muligt at skjule kablerne næsten helt. Der er plads til grafikkort på op til 420 mm, så selv de største kort kan være der.

FLOVA F50 kommer i sort, hvid og pink til priser fra €144.99 (ca. 1.100 kr.) i februar.


Tryx tør godt prøve noget nyt. Idéen om at bruge AIO-køleren som en udstillingsscene for figurer er bestemt unik. Om det bliver et hit, vil tiden vise, men det giver i hvert fald muligheder for nogle meget personlige builds.

Luftkøleren TURRIS 620 ser også spændende ud for dem, der ikke vil rode med vand, men stadig vil have skærm-funktionen. Og så er det forfriskende med et kabinet som FLOVA, der tør bruge stofmaterialer for at bløde det industrielle PC-look lidt op.

Vores partnere