Anker rykker bredt ud på MWC

Anker nano
Anker Innovations bruger Mobile World Congress 2026 i Barcelona til at opdatere stort set alle deres underbrands.

Vi får en ny generation af Soundcore-høretelefoner med massiv batteritid, en Qi2-oplader med indbygget blæser, og eufy udvider deres portefølje med både en ny robotstøvsuger til dyreejere og en budgetvenlig, kabelfri robotplæneklipper. (De nævner endda en brystpumpe i forbifarten, hvilket understreger, hvor bredt Anker spænder i dag).

Centrale nyheder fra Anker på MWC 2026

  • Anker Prime Wireless (3-in-1): Qi2 25W opladning med indbygget 19 dB AirCool blæser
  • Soundcore Space 2: 4-trins ANC, memory foam og op til 70 timers batteri
  • eufy Omni C28: 15.000 Pa sugeevne, HydroJet rullemoppe og 5-i-1 station
  • eufy Mower C15: Vision-FSD teknologi (ingen kanttråd/RTK-antenne), dækker op til 500 m²
  • Anker Nano Charger (45W): Ny "Cosmic Orange" farve og indbygget smart-skærm


Køling til din telefon og en skærm til din lader

På opladningsfronten er den mest interessante nyhed Anker Prime Wireless Charging Station. Det er en foldbar 3-i-1 løsning, der understøtter den nye Qi2-standard (25W). Det helt store problem med hurtig trådløs opladning er varmeudvikling, som dræber telefonens batteri over tid. Anker forsøger at løse dette med AirCool – en indbygget blæser, der kører ved næsten lydløse 19 dB, og som holder enhederne under 37 grader.

Lifestyle image 5_Anker Nano Charger (45W, Smart Display, 180° Foldable).jpg

Derudover får deres kompakte Anker Nano Charger (45W) en ny orange farve. Den skiller sig ud ved at have et lille display, der genkender din iPhone-model og viser opladningsstatus i realtid for at beskytte batteriets levetid.


Soundcore Space 2 – 70 timer uden stikkontakt

Ankers lydbrand, Soundcore, er klar med Space 2 headsettet. Her er fokus på rejser og lang batteritid. De leverer en 4-trins aktiv støjreduktion (ANC), som er specifikt tunet til at fjerne den dybe brummen fra flymotorer.

4.jpg

Det mest imponerende er dog batteritiden: 50 timer med ANC tændt og hele 70 timer uden. Hvis du alligevel løber tør, giver 5 minutter i stikkontakten 4 timers spilletid. Til prisen ligner det en stærk konkurrent til de langt dyrere rejseløsninger fra Sony og Bose.

3.jpg


eufy tager sig af gulv og græs

eufy disker op med robotter til både inde og ude.

T211A111_PRC_TD06_V1.jpg

Indendørs får vi Robot Vacuum Omni C28, der er målrettet hjem med kæledyr. Den leverer en voldsom sugeevne på 15.000 Pa og bruger DuoSpiral Detangle børster for at undgå, at hundehårene vikler sig fast. Bagpå sidder en rullemoppe (HydroJet), som løbende vasker sig selv via den medfølgende 5-i-1 basestation, der også tømmer støv og skifter vand.

20260218-090557.jpeg

Udendørs lancerer de Robot Lawn Mower C15. Her tager eufy deres kamera-teknologi (Vision-FSD) og putter den i et mere prisvenligt format. Det betyder, at du slipper for at grave kanttråd ned eller sætte grimme RTK-antenner op på taget – robotten navigerer udelukkende via AI og visuel genkendelse. Den er dog begrænset til mindre, urbane haver på maksimalt 500 kvadratmeter og stigninger på 32%.


Priser og tilgængelighed

Anker Prime Wireless Station (3-in-1): 999 DKK (Forventes i april)

Soundcore Space 2: 1.299 DKK (Juli)

eufy Omni C28: 5.999 DKK (Start april)

eufy Mower C15: Pris afventer (Forventes sommer 2026)

Anker Nano Charger (45W): Pris afventer (Senere på sommeren)


Anker fortsætter deres strategi med at tilbyde hardware-specifikationer, der normalt koster det dobbelte hos konkurrenterne. Særligt Soundcore Space 2 ligner et utroligt stærkt bud på et rejse-headset til under 1.300 kroner. På robot-siden er eufy C15 plæneklipperen spændende, da den presser den dyre Vision-teknologi ned i et segment for almindelige parcelhusejere, der bare har en lille græsplæne.

Vores partnere