Google Nest Cam

Google Nest Cam
Vi har fået besøg af endnu et medlem i Googles Nest familie. Denne gang er det deres Nest Cam, der er et trådløst overvågningskamera, der kan bruges både inde og ude.

Specifikationer

  • Kamera:
  • 1/2.8-tommers sensor med 2 megapixel
  • Diagonalt synsfelt på 130°
  • 6x digital zoom
  • 16:9-format
  • Video: 
  • Op til 1080p ved 30 FPS, HDR
  • Livevisning døgnet rundt
  • Night Vision med HDR
  • H.264-kodning
  • Videohistorik
  • Op til tre timers hændelsesbaseret videohistorik (medfølger)
  • Optager og gemmer videoklip af aktivitet, der har fundet sted i løbet af de seneste 3 timer.
  • Du kan udvide din videohistorik med et Nest Aware-abonnement (sælges separat), så du kan optage og gemme videoklip af aktivitet, der har fundet sted i løbet af de seneste 60 dage.
  • Kontinuerlig videooptagelse (op til 10 dages videohistorik for hele døgnet) kræver:
  • 1) Nest Cam skal tilsluttes til en strømkilde (se tilgængeligt tilbehør)
  • 2) Et Nest Aware Plus-abonnement (sælges separat)
  • Lyd: Kvalitetshøjttaler og -mikrofon - Fuld-dupleks tovejslyd med støjreducering
  • Bevægelsesregistrering: Horisontalt synsfelt på 110° - Op til 7,5 m
  • Night Vision: Lyser op til 6,1 m - 6 kraftige 850 nm infrarøde lysdioder
  • Trådløst: 802.11b/g/n (2.4 GHz) Wi-Fi - Bluetooth® Low Energy (BLE) - WEP-, WPA-, WPA2- og WPA3-kryptering understøttes
  • Sikkerhed og opdateringer: 
  • Maskinlæring på enheden
  • Sikker start
  • Automatiske sikkerhedsopdateringer
  • 128-bit AES-kryptering med TLS/SSL
  • Indbygget magnetometersensor
  • Porte og stik: Nest Cam bruger en tilhørende magnetisk connector
  • Strøm: Indbygget genopladeligt litium-ion-batteri, 6 Ah, 3,65 V.
  • Vejrbestandighed:  (IP54)

Centrale detaljer er muligheden for optagelse i 1080p ved 30 FPS med Night Vision og bevægelsesregistrering. Mulighederne for lagring af optagelser varierer alt efter, om man har Nest Aware abonnement eller ej. 


En tur rundt om Google Nest Cam

Google Nest Cam bærer en tydelig Google designstil, med et afdæmpet sort/hvidt design. Selve kameraet har bløde afrundede former og et mat finish, på det meste af kameraet. 

Nest Cam er en relativt stor enhed, men byggekvaliteten føles solid og veludført. Hele enheden af lukket, og der er ikke mulighed for at komme til batteriet eller andre af de interne komponenter. 

Google Nest Cam overvågmningskamera.JPG

I fronten af kameraet er naturligvis, med den 1/2.8-tommers sensor med 2 megapixel og et diagonalt synsfelt på 130°. I fronten er også sensorerne til Night Vision og bevægelsessensoren. 

I bunden af enheden er der et magnetisk stik til opladning af enheden eller fast tilslutning til strøm, hvis man foretrækker den løsning. Hvis man ønsker kontinuerlig optagelse kræver det, at man har strøm tilsluttet hele tiden. 

Bunden på Google Nest Cam.JPG

Der er også mulighed for montering via en standard skruemontering, som også findes i bunden. I bunden sidder også den lille højttaler, som kan bruges til tovejskommunikation via Google Home App’en. 

Med i kassen følger en oplader og et kabel til opladning eller tilslutning til strøm. Hvis man har behov for det, sælger Google længere kabler på op til 10 meters længde. 

Google Nest Cam oplader og kabel.JPG

Der er også en magnetisk monteringsplade med i kassen. Med den skruet op på væg eller loft, kan kameraet hurtigt sættes op, justeres eller tages ned. 

Byggekvaliteten føles solid hele vejen rundt. Google Nest Cam kommer med en IP54 rating, og kan altså sagtens bruges udendørs ned til -20 grader.

Google Nest Cam stand.JPG

Hvis man har planer om at bruge Nest Cam indendørs, og gerne vil have den tilsluttet strøm permanent, sælger Google også en Nest Cam Stand. Det er en solid fod med en permanent tilslutning til strøm. 


Opsætning og Software

Som alle andre Google Home produkter sker opsætningen igennem Google Home app’en. Selve den fysiske opsætning vil naturligvis variere, alt efter hvor og hvordan, du planlægger at bruge Nest Cam. 

Der følger skruer og tilbehør med i pakken til opsætning af den magnetiske monteringsplade. 

Tilbehør og skruer Google Nest Cam.JPG

Når man begynder opsætningen igennem Google Home app’en, er der endda en guide til den fysiske opsætning, hvis man har brug for lidt hjælp på den front. App’en tager dig skridt for skridt igennem opsætningen af Nest Cam. 

Monteringsvejledning Google Nest Cam.png

Det er dejligt let og tilgængelig, og både den fysiske og software baserede opsætning tog mig omkring 10 minutter alt i alt. Det kan naturligvis tage lidt længere, hvis man ikke i forvejen har et Google Home setup på plads. 

I mit tilfælde skulle jeg blot tilføje Nest Cam til et eksisterende Google Home setup med andre enheder. 

Google Nest Cam klar til brug.png

Efter opsætningen er det igennem Google Home app’en du kan tilgå Nest Cam. Det er både, hvis du vil ændre indstillinger for enheden, eller se et Live Stream fra kameraet. 

Google Nest Cam opsætning via Google Home.png

Der er mulighed for at opsætte forskellige betingelser for, hvornår kameraet skal være aktivt eller hvornår du modtager notifikationer. Nest kam kan sættes til både at reagere på bevægelse og lyd. 

Der er også mulighed for at opsætte aktivitetszoner igennem app’en. På den måde kan man let definere et bestemt område i kameraets synsvinkel, som den skal være opmærksom på. Det er meget praktisk, hvis man fx har placeret kameraet, hvor det kan se et vindue, vej eller lign., hvor man ikke ønsker notifikationer, hver gang nogen går eller kører forbi. 

Aktivitetszoner Google Nest Cam.jpg

Meget praktisk kan man også vælge, om kameraet skal skelne mellem dyr, personer og køretøjer. På den måde kan man fx undgå at kameraet sender notifikationer i løbet af dagen, når hunden eller katten registreres derhjemme. 

Hvis du har andre Google Home enheder tilsluttet derhjemme, som Google Nest Audio, er der også mulighed for at styre dit Nest Cam via stemmestyring. Det betyder også, at du kan se et live view fra kameraet på dine Chromecast skærme. Det kunne fx være en Nest Hub eller en Chromecast med Google TV. 


Test

Til min test har jeg for en kort stund haft Nest Cam monteret, så det kunne holde øje med vores indkørsel. Herefter blev det monteret på min datters værelse, så vi let i løbet af aftenen kunne tjekke, om hun var ved at tage flugten eller havde fået viklet sig ind i dynen. 

Selve opsætningen har været let og hurtigt og tingene var uden problemer tilføjet til mit eksisterende Google Home setup. Når den del af tingene var på plads, er Nest Cam jo i bund og grund et produkt der passer sig selv.

Nest Cam magnetisk montering.JPG

I de tilfælde hvor jeg havde aktiveret notifikationer, kom de dog hurtigt tikkende ind på min telefon, hvis der blev registreret bevægelse i indkørslen.

Hvis ikke man har et Nest Aware abonnement, kan man dog kun gemme optagelser i tre timer, før de slettes igen. Det er i min bog helt fair, da gemte optagelser trods alt kræver noget lagerplads et sted som ikke er gratis at vedligeholde. 

Helt som jeg var inde på med min anmeldelse af Nest Doorbell, mangler jeg dog en mulighed for let at kunne gemme de optagelser, der er i app’en. Der er som udgangspunkt ingen mulighed for at gemme dem lokalt, eller downloade den fra app’en. 

Google Nest Cam hændelser.jpg

På samme måde ville jeg også gerne have set en mulighed for at binde Nest Cam sammen med sin Google Drive (One) konto. Jeg betaler allerede en dog skilling til Google for udvidet lagerplads med med Google One. Så synes jeg det føles lidt nærigt af Google, at jeg skal betale for separat lagerplads til Nest Cam. Alle Google tjenester er i forvejen forbundet på kryds og tværs, så her havde det været et godt træk af Google.

Batteritiden på Nest Cam er solid, men naturligvis afhængig af, hvordan du har indstillet det og hvor ofte det er aktivt. 

Google Nest Cam Batteritid.jpg

I skrivende stund er vores test sample på 81% strøm, hvilket Google Home app’en vurdere til at kunne klare omkring 9 måneder. Så baseret på anvendelse vil man kunne se batteritid helt op til omkring et år. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Google Nest Cam med en online pris på lige under 1200 kroner. 

Sammenlignet med lignende produkter fra andre producenter, ligger Nest Cam en anelse billigere. 


Konklusion

Google Nest Cam er en solid løsning, der med god hardware og software integration, er en god og let løsning, hvis man ønsker at tilføje videoovervågning til hjemmet. 

Google Nest Cam på væggen.JPG

Opsætning kunne næsten ikke være lettere, specielt hvis man allerede har et Google Home setup. Opsætning og tilføjelse til mit eksisterende Google Home setup tog kun omkring 10 minutter alt i alt. 

Google Home app’en er efterhånden så godt på plads, også på dansk, at den daglige integration og betjening af Nest Cam har været problemfri. Når jeg har haft Nest Cam sat op til at sende notifikationer, når det registrerede bevægelse i vores indkørsel, forløb det under alle mine tests uden problemer. 

Google Nest Cam stik.JPG

Integrationen med andre Google enheder er let og fungerer uden de store problemer. Jeg har let kunne se et live feed på min telefon, eller via stemmekontrol få det vist på mit TV via Chromecast enheden der. 

I modsætning til andre løsninger på markedet, er det også rart at se, at Google inkluderer alle basisfunktioner i deres gratis løsning. Det vil sige, at der er adgang til ting som aktivitetszoner osv, som fx hos Arlo, er gemt bag et betalt abonnement. 

Hvis du vil have mulighed for at gemme dine optagelser mere end tre timer tilbage, så skal man hos Google også have kortet op af lommen. Den del kan jeg dog lettere affinde mig med.

Google Nest Cam monteret på stand.JPG

Samlet set synes jeg pakken af hardware og software rammer fint med Google Nest Cam. Der er god funktionalitet og software integration, hvis man er hoppet på Googles økosystem. 

Vi lander med en endelig karakter på 9, for et gennemført og velfungerende produkt der er let at bruge. 


Godt 

  • Let opsætning
  • God software
  • Billigere end andre lign alternativer
  • God batteritid


Skidt

  • Ville gerne have set sammenkobling med Google One


Vores partnere