Google Nest Doorbell

Google Nest Doorbell
Vi har på det seneste set på et udvalg af forskellige smart home enheder, som kan være med til at gøre livet lidt lettere. I dag er tiden kommet til Google Nest Doorbell, som er en dørklokke med indbygget kamera, og samtidigt kan kobles sammen med dit Google Home setup.

Specifikationer

  • Mål: Bredde: 46 mm - Dybde: 24,1 mm - Højde: 160 mm
  • Vægt: 206 g
  • Kamera: 1/3 tommer - 1,3 megapixel farvesensor - 6x digital zoom - 3:4-billedformat
  • Video: HD, 960 x 1280 pixels, op til 30 FPS - Livevisning døgnet rundt - Night Vision - HDR - H.264-kodning
  • Videohistorik: Du får 3 timers hændelsesbaseret videohistorik med Nest Doorbell (Kan opgraderes til 30 dage)
  • Lyd: Højttaler og mikrofon i høj kvalitet - Tovejslyd med støjreducering
  • Synsfelt: 145° diagonal
  • Lys: Hvid LED-statuslysring - RGB LED-statuslys
  • Sensorer:
  • PIR (bevægelses- og nærhedssensor)
  • Magnetometer
  • Night Vision:
  • Se op til 3 meter
  • 4 850 nm infrarøde lysdioder med IR-filter
  • Trådløst:
  • 802.11b/g/n (2,4 GHz)
  • WEP-, WPA-, WPA2-, WPA3-kryptering understøttes
  • Bluetooth Low Energy (BLE)
  • Indbygget genopladeligt litium-ion-batteri, 6 Ah, 3,65 V
  • Driftstemperatur: -20 °C til 40 °C
  • Brugsomgivelser:
  • Vejrbestandig med IP54-klassificering
  • Interval for relativ luftfugtighed (20 % til 85 %)

På papiret kommer Nest Doorbell med en række fornuftige specifikationer. Der er ikke noget at se i Googles oplysninger om den forventede batteritid. Det er dog rart at se, at der ikke er nogen kernefunktioner, som er gemt bag en betalingsvæg. Der kan udvides med yderligere online lager mod betaling, men som udgangspunkt er alle funktioner med i prisen. 


En tur rundt omkring Nest Doorbell 

I kassen til Nest Doorbell får du selve dørklokken, sammen med beslag og skruer til montering og et USB C kabel til opladning. 

Google Nest Doorbell indholdet i pakken.JPG

Designet på dørklokken er det samme afdæmpede sort/hvide stil, som vi kender fra en del af Googles produkter allerede. 

Den aflange enhed har kameralinsen placeret i toppen i en sort ring. I bunden er der en stor knap med en LED lysring omkring. 

Dørklokken gør ikke meget væsen af sig, og ud over et diskret Google G logo midt på enheden, er der ikke meget lir at komme efter, hvilket i min bog er et plus. 

USB C Google Nest Doorbell.JPG

På bagsiden finder vi USB C stikket, som bruges til opladning. Her er der også mulighed for at tilslutte ledninger, så man kan forbinde sin Nest Doorbell til en eksisterende ringeklokke, som kan bruges når nogen trykker på knappen. 


Installation

Opsætning og installation er delt mellem den fysiske opsætning, og så opsætningen via Google Home app’en. 

Google Nest Doorbell opsætnings guide.png

Hvis man har en håndværker gemt i maven, er det ret lige til i forhold til den fysiske opsætning. Der er dog igennem Google Home app’en en udførlig guide, der kan hjælpe dig igennem den fysiske opsætning også, hvis der skulle opstå tvivl. 

Opsætningen igennem app’en og oprettelsen af et Google Home, eller tilslutning til en eksisterende Home konto er let og ligetil. 

Google Nest Doorbell opsætning via app.png

Det er blot at følge trinnene i app’en, som tager dig igennem det hele trin for trin. Det eneste man skal have klar er, ud over værktøjet til den fysiske montering, kodeordet til WiFi netværket, som Nest Doorbell skal tilsluttes. 

Samlet set tog opsætningen mig omkring 15 minutter. Det kræver lidt udstyr i form af en boremaskine til den fysiske opsætning. 


Software

Ud over opsætningen, så foregår alt efterfølgende betjeningen og tilpasning af Nest Doorbell, naturligvis også igennem Google Home app’en.  

Her har du adgang til Nest Doorbell, sammen med alle andre Google Home kompatible enheder, som du måtte have sat op i hjemmet. 

Nest Doorbell finder du under det “rum”, som du placerede den i under opsætningen, og med det navn, som den fik tildelt. 

Google Nest Doorbell batteri i app.png

Vælger du Nest Doorbell i oversigten, får du en hurtig status på enheden med fokus på tilbageværende batteri. Herfra er det muligt at vælge at se livevideo fra kameraet eller se historikken for enheden. 

Der er inkluderes op til tre timers historik inkluderet med Nest Doorbell. Dette kan udvides til op til 60 dages historik, hvis man betaler for et Nest Aware abonnement. Priserne for et Nest Aware abonnement ligger på enten 40 eller 80 kroner om måneden, alt efter hvor lang historik man ønsker. 

Der er desværre ingen mulighed for at gemme klip fra sin historik som standard. Den funktion ligger også inkluderet i Nest Aware. Klip kan dog i en snæver vending gemmes, ved at lave en skærmoptagelse på sin telefon, hvis der skulle være behov. 

App hændelser.png

Via Google Home app’en, har du også mulighed for at ændre indstillingerne for enheden. Det er ting som, hvordan og hvor mange notifikationer du modtager, når kameraet registrerer aktivitet, eller der er nogen der ringer på. 

Du kan sætte notifikationer op, så de lander på din telefon når der ringes på, eller der registreres aktivitet via kameraet. En stor fordel, hvis man har et eksisterende Google Home setup, er dog også at du kan bruge dine Nest enheder, som højtalere og Nest Hub, som ringeklokke der reagerer når der ringes på.

Google Nest Doorbell dagbilleder.png

Det betyder, at når der er nogen der ringer på døren, vil du kunne høre det på dine Nest højtalere, og kunne se et videofeed fra Nest Doorbell på din Nest Hub, hvis du har sådan en. 

Via app’en er det også muligt at sætte aktivitetszoner op. På den måde kan du vælge områder fra som kameraet ikke skal reagere på. Du kan også sætte det op, så du får forskellige notifikationer baseret på zoner. 

Nest Doorbell kan også skelne mellem mennesker, dyr og køretøjer, og du kan vælge at sortere, hvilke ting der skal reageres på. På den måde kan du slippe for notifikationer, hvis naboens kat går forbi hoveddøren. 

Google Nest Doorbell natbilleder.png

Samlet set er der rigtigt gode muligheder i Google Home app’en med Nest Doorbell. Den eneste funktion som jeg mangler, er muligheden for let at kunne gemme klip fra historikken til min telefon. Det er specielt praktisk, hvis man har fanget ting som evt. kunne være aktuelle for politiet, i forbindelse med indbrud eller lign. 


Test

Jeg har haft Nest Doorbell installeret ved hoveddøren i et par uger nu. Den er sat op sammen med resten af mit Google Home setup, som inkluderer flere Nest højtalere og en Nest Hub fordelt i hjemmet.

Jeg har ikke en almindelig dørklokken installeret, så det er meget passende og rart at få det på plads. 

Opsætningen var, som jeg var ind på tidligere, super let og blev uden problemer integreret i mit eksisterende Google Home setup.

Tingene har været sat op, så Nest Doorbell både har fungeret som et overvågningskamera, der dækker fronten af huset, og så naturligvis fungerer som dørklokken. 

Historik Google Nest Doorbell.png

Begge dele har fungeret upåklageligt under min test. Jeg får hurtigt notifikationer på min telefon, hvis kameraet registrerer bevægelse, i det område jeg har sat den til at overvåge. 

Funktionen som dørklokke har også fungeret uden problemer, og har nok været den bedste opgradering i forhold til tidligere. 

Jeg har Nest højtalere fordel rundt om i hjemmet i forvejen, så det var en fordel at kunne bruges dem som ringklokke. Uanset hvor jeg er i huset, så er jeg aldrig længere væk fra en Nest enhed end, at jeg vil kunne høre det, hvis der er nogen der ringer på døren. 

Oven i det så kommer notifikationen også på min telefon og videre derfra til mit Smart watch. Det betyder, at selv om jeg ikke er hjemme, så vil jeg kunne se hvad der sker hjemme ved huset. 

Nest Aware priser.jpg

Der er selvfølgelig mulighed for at se, hvem der er ved døren via Home App’en eller en Nest Hub enhed. Der er dog også mulighed for at tale med dem der er ved døren via app’en. Det betyder, at du kan bede postmanden om at stille pakken i garagen, eller sige til svigermor at du er på vej hjem. 

Hvis det skal gå hurtigere, kan du også vælge imellem et par hurtige beskeder, som du kan få den søde Google robot stemme til at give videre. Så kan du med et hurtigt tryk fortælle, at du er på vej eller at der ikke er nogen hjemme. 


Pris

Jeg kan pt finde Google Nest Doorbell med en online pris på 800 kroner. Det er dog tilbud og normal prisen ligger omkring 1500 kroner. 


Konklusion 

Oplevelsen af Nest Doorbell har været rigtigt god. Opsætningen var super let og ligetil, og har man allerede har et Google Home setup, vil det hele være bekendt. 

Selv om Nest Doorbell sagtens kan stå alene, så arbejder den rigtigt godt sammen med et allerede eksisterende Google Home setup. Muligheden for at bruge Nest højtalere til at fortælle dig, når der ringes på er rigtigt god. 

Det har også været lækkert at se, at alle kerne funktionerne er tilgængelige med Nest Doorbell, uden at man skal betale for et løbende abonnement. Der er mulighed for tre timers historik, aktivitetszoner og genkendelse af ting som køretøjer og dyr, uden at det er gemt bag en betalingsmur. 

Hvis man vil have længere historik, så skal man dog betale for det, hvilket i og for sig er fair nok, da det tager en bid af en server et eller andet sted. 

Aktivitets zoner Google Nest Doorbell.png

Jeg ville dog gerne have set, at man kunne koble tingene op på et allerede eksisterende Google One (Google Drive) abonnement. Jeg betaler allerede for udvidet plads der, og da alle mine andre Google ting er inkulderet der ville det være rart, hvis det også var muligt at koble Nest delen op på det.

Når det er sagt, så er det dog en mindre ting, og de inkluderede tre timers historik har været fint, til de situationer jeg har oplevet under min test. Batteritiden vil naturligvis ende med at afhænge meget af brugsmønsteret. Hvis den er monteret et sted hvor den ofte registrerer bevægelse, vil det bruge batteriet hurtigere end, hvis den kun bruges sparsomt. I mit tilfælde har jeg på omkring 3 uger brugt 40% af strømmen. Den har været monteret et sted, hvor den flere gange om dagen registrerer bevægelse, når vi selv kommer og går samt når posten eller pakkebuddet kommer. 

Selv om den almindelige pris måske kan føles lidt høj, så synes jeg dog, at mulighederne med Nest Doorbell og den gode Google Home integration betyder, at det er prisen værd. Hvis man så kan finde det til en tilbudspris, som jeg kan lige nu til kun 800 kroner, er det endnu lettere at anbefale.

Vi lander med en endelig karakter på 9 for et solidt og velfungerende produkt med gode muligheder og integrationer.


Godt: 

  • Let opsætning
  • God integration med eksisterende Google Home enheder
  • Ingen betalingsvæg for kernefunktioner


Skidt: 

  • Ville gerne have set sammenkobling med Google One


Vores partnere