MOVA X4 Pro

MOVA X4 Pro støvsuger
Vil du klare både støvsugning og gulvvask i en omgang, og tilmed kunne klare det med 80°C varmt vand, så du kan takle de besværlige pletter? Så læs med i dagens test af MOVA X4 Pro, som er en Wet and Dry støvsuger.

Centrale specifikationer

  • Hot Water Floor Cleaning
  • 80°C Water Heating
  • SpotHeat Spray Cleaning
  • 20,000Pa Suction
  • 180° Lie-Flat Reach
  • 100% Tangle-Free
  • Dual-Edge Cleaning
  • Lift-Free & Push-In Base Station
  • 100°C Brush Washing
  • 90°C Self-Drying


En tur rundt om MOVA X4 Pro

MOVA X4 Pro kommer solidt pakket, og kræver en lille smule samling før man kan komme i gang. Det eneste der skal til er dog at klikke håndtaget på plads, så MOVA X4 Pro opnår sin fulde højde. 

MOVA X4 Pro intro

Med i kassen er der lidt tilbehør i form af en ekstra moppe, en rensebørste, et ekstra filter og en halv liter sæbe og så naturligvis også den medfølgende dock. 

MOVA X4 Pro samling

Designet på X4 Pro minder om de gamle klassiske opretstående støvsugere, hvor alt er samlet i en enhed. 

MOVA X4 Pro adskiller sig naturligvis ved at være en våd og tør støvsuger, så der både støvsuges og vaskes gulve i en arbejdsgang. 

MOVA X4 Pro design

Det ses mest tydeligt, at den store mopperulle der er synlig på fronten af støvsugeren. Den går i den fulde bredde af støvsugerhovedet, og kombineres med en sugestyrke på op til 20.000 Pa, for at sikre en grundig rengøring af gulvene. 

MOVA X4 Pro moppe

Der er en beholder til rent vand placeret bagerst på støvsugerhovedet, mens det beskidte vand, samt faste partikler der suges op, samles i en beholder, der er placeret på bagsiden af stangen. Der er altså ikke en støvsugerpose i normal forstand. 

MOVA X4 Pro knap

Betjening af MOVA X4 Pro sker via fire knapper, som er placeret på håndtaget. Her er en power knap, en knap til at skifte imellem de fire indstillinger X4 Pro kan bruges i, en til at sprøjte ekstra varmt vand ud foran X4 Pro når den bruges i Hot Water Mode og så endeligt en til at starte det automatiske rengøringsprogram af moppen. Det sidste kan kun gøres når X4 Pro er placeret i docken. 

MOVA X4 Pro dock

Den medfølgende dock bruges til opladning af MOVA X4 Pro samt til rengøring af moppen. MOVA X4 Pro har som sagt med docken en rense indstilling der i flere trin kan rengøre og vedligeholde moppen. 

Den kan med op til 100 grader varmt vand sørge for, at selv besværlige rester fra rengøringen får svært ved at blive hængende i moppen. Efter rengøringen sørger basestationen også for at tørre moppen med 90 grader varm luft, så man ikke får en surt lugtende moppe. 

MOVA X4 Pro vejer lige over fem kilo i alt, hvis man løfter den. Den er dog designet til at føles betydeligt lettere. MOVA angiver selv vægten under brug til lige over et kilo. 

Moppens roterende funktion hjælper med at trække X4 Pro frem under brug. Det kombineret med effektive hjul betyder, at den glider let over gulvet. 

MOVA X4 Pro batteri

For at komme let ind under møbler har MOVA også designet X4 Pro, så den kan lægges fladt ned. I denne stilling har støvsugerhovedet en højde på ni centimeter, mens resten af kroppen har en højde på 13 centimeter. 

Når man bruger X4 Pro på den måde, tænder den også automatisk for LED lyset på fronten, så man kan se bedre under møblerne. 

Når du skal tømme det beskidte vand og opsamlede skidt ud af maskinen, kan hele beholderen let klikkes af. Herefter skal toppen tages af og tanken skylles og renses. 

MOVA X4 Pro tøm tanken

Det er lidt en grød af beskidt vand og faste partikler, som sand, støv og hår, så det kan kræve lidt arbejde at få det hele med. 

Basestationen fylder lidt på gulvet og kræver naturligvis en placering, hvor den kan sluttes til strøm. Det er også en fordel, at den står placeret op af en væg, så man let kan skubbe støvsugeren på plads, uden at docken glider rundt på gulvet. 

Når støvsugeren placeres i docken starter den automatisk opladning. Hvis man vil starte rengøringen af støvsugeren, skal man trykke på knappen på støvsugerens håndtag. Her er der mulighed for at vælge imellem en kortere rengøring, eller en dybere mere grundig rengøring. 

Når man bruger MOVA X4 Pro følges de forskellige trin og valg af voice prompts, når der skiftes indstillinger eller hvis der mangler vand eller spild tanken skal tømmes. 


Test

Jeg har haft MOVA X4 Pro på besøg i en måneds tid, og den har i den periode været et supplement til den normale rengøring i huset.

En støvsuger som X4 Pro er naturligvis beregnet til brug på hårde gulve, og egner sig i sagens natur ikke til gulvtæpper. 

X4 Pro i sin standardindstilling kører i Smart Mode. Her vasker den og støvsuger den i en indstilling, hvor den automatisk måler på sine omgivelser og tilpasser sugekraft og rengøring, baseret på hvor beskidte omgivelserne er. 

Det har været en god indstilling til den normale daglige rengøring rundt om i hjemmet. 

MOVA X4 Pro rengøring

En anden praktisk mulighed, specielt med børn i huset, er muligheden for tørring af spild via Suction Mode. Det er til det klassiske tilfælde, hvor der væltes en kop mælk på gulvet. I denne indstilling tilføjes der fra X4 Pro ikke yderligere væske, men der fokuseres på at opsamle den spildte væske. 

Det næste trin er Ultra Mode hvor man kører rengøringen med maksimal sugekraft, så man er sikker på at få det hele med. Den indstilling æder dog også batteriet noget hurtigere. 

Hvis du har behov for ekstra dyb rengøring, kan Hot Water Mode bruges. Her opvarmes vandet i X4 Pro til 80 grader for at sikre en dybere og grundigere rengøring. I denne indstilling er der også mulighed for at sprøjte ekstra vand hvor der evt er behov for det på svære pletter. Det klares via den gyldne trigger knap på håndtaget. 

MOVA X4 Pro Hot Water spot clean.jpg

Hot Water Mode er naturligvis også ret hårdt ved batteriet sammenlignet med Smart Mode. 

De forskellige Modes, der er mulighed for let og hurtigt at skifte imellem, betyder at man er dækket godt ind til de daglige rengøringsopgaver. 

MOVA angiver selv batteritiden på X4 Pro til omkring 45 minutter. Med den tid mener MOVA, at man burde kunne nå at dække 350 m2. 

Det vil dog naturligvis afhænge af hvilken indstilling man bruger. I den normale Smart Mode rammer det meget fint, og det var i mit tilfælde rigeligt til at komme hele vejen rundt i huset.

Hvis jeg brugte Ultra Mode eller Hot Water, så var batteritiden dog reduceret til omkring en halv time. 

MOVA X4 Pro mælk på gulvet

MOVA X4 Pro har under min test klaret rengøringen af vores hjem rigtigt godt. Det har efterladt gulvene rene og behagelige og gå på. Vandmængden er så tilpas lille, at gulvene hurtigt er tørre og klart til brug. Jeg vil dog sige, at jeg fik let fugtige sokker når jeg tog min tur gennem huset med X4 Pro.

På trods af at havde to piger med langt hår og en hund i huset, oplevede jeg ikke at skulle befri X4 Pro for sammenfiltrede lange hår. Det har ellers været et problem med andre støvsugere med roterende børster, som jeg har prøvet. 

En stor del af det skyldes uden tvivl, at MOVA har været forudseende i forhold til netop det. Skjult bag moppen sidder nemlig, hvad MOVA kalder deres TangleCut scrapper, som er et lille skæreblad, der sørger for løbende at skære lange hår i mindre dele, så de netop ikke ender som en sammenfiltret klump.


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde MOVA X4 Pro med en online pris på lige under 4300 kroner. Det er lidt til den dyre side, hvis man sammenligner med andre alternativer, som fx Dreame H12 Dual. 


Konklusion

Har du et hjem med primært hårde gulve, og vil du gerne klare både støvsugning og gulvvask i en samlet arbejdsgang, så er MOVA X4 Pro et godt bud på en maskine til opgaven. 

Udvalget af rengøringsindstillinger betyder, at man er dækket super godt ind til både den normale daglige rengøring, spild og muligheden for at klare de besværlige pletter alt sammen med den samme maskine. 

MOVA X4 Pro opsamling

Det sammen med den automatiserede rengøring af moppen og tiltag som en TangleCut scrapper betyder, at der også er minimalt løbende arbejde med MOVA X4 Pro. 

Det meste af tiden er det blot at fylde nyt vand på og tømme beholderen med det beskidte, når X4 Pro selv gør opmærksom på det. 

MOVA X4 Pro fyld vand på

Jeg vil dog ikke kunne se mig selv undvære en almindelig støvsuger, som supplement til X4 Pro. Den kan ikke bruges til de mange andre opgaver, som jeg bruger en støvsuger til ud over bare mine gulve. Den kan fx ikke bruges til at fange spindelvæv under loftet eller til at støvsuge vindueskarmen eller støvfilteret i min gaming PC. 

Så i min verden kan MOVA X4 Pro ikke stå alene, og det vil måske være den største svaghed for mange, som måske ikke har plads eller budget til at have flere maskiner i hjemmet.

Er man på markedet efter det, så er MOVA X4 Pro dog et rigtigt godt bud, som klarer rengøringen i fin form med et godt udvalg af muligheder. 

Det er super rart hurtigt at hive X4 Pro frem både når den normale rengøring skal klares, ellers gulvet under spisebordet har behov for en spot rengøring efter aftensmaden med den 1 årige. 

Vi lander med en endelig karakter på 8 for et rigtigt fint bud på en våd/tør støvsuger, der kan klare selv de besværlige opgaver. 


Fordele

  • Klarer både støvsugning og gulvvask i en arbejdsgang
  • Lang batteritid
  • Mulighed for Hot Water mode
  • Automatisk rengøring via Docken


Ulemper

  • Lidt til den dyre side

Vores partnere