NUKI Smart Lock Ultra Nordics

NUKI Smart Lock Ultra Nordics
Det er ikke ret længe siden, at vi kunne læse at NUKI trådte ind på markedet for Smart Locks med en lås, som var målrettet det nordiske marked. Nu har vi fået muligheden for at teste NUKI Smart Lock Ultra Nordics.

Centrale Specifikationer

  • Minimalist design
  • Easy integrations
  • Remote access
  • Mounts directly onto your existing cylinder
  • Installed on the inside of your door

En af de helt store fordele med NUKI Smart Lock Ultra Nordics er at den burde kunne installeres let på eksisterende låse, uden behov for at bore i eller på anden måde skade døren. 


En tur rundt om NUKI Smart Lock Ultra Nordics

NUKI Smart Lock Ultra Nordics kommer med alt hvad man skal bruge for at installere og bruge enheden. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics indhold i kassen

Til vores test har vi også fået besøg af NUKI Keypad 2 tilbehøret. Det kan kobles sammen med låsen, så man via pinkode og fingeraftryk kan låse og åbne døren. 

Hoveddelen af systemet er en halvstor cylinder med en stor plastring i bunden, kombineret med rustfrit stål. Den enhed indeholder alt den smarte hardware, der driver systemet sammen med motoren låser op og i. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics main unit

Systemet virker meget simpelt, ved at overtage funktionen af den manuelle vrider på indersiden af døren. Når den er installeret kan man fortsat manuelt betjene vrideren som tidligere, nu dog med en lidt større del at dreje. 

Det smarte består dog i, at man også kan lade systemet stå for det enten via din smartphone eller via tilbehør som NUKI Keypad 2, som også er en del af denne test. 

NUKI Keypad 2

Opladning af enheden klares via en magnetisk oplader og NUKI angiver at NUKI Smart Lock Ultra Nordics kan holde strøm et sted mellem fire og ni måneder. Det vil afhænge af, hvor ofte man bruger låsen og hvilken forbindelse man bruger. Hvis man holder sig til Bluetooth eller Matter, vil man kunne klemme mere ud af batteriet end, hvis man bruger WiFi.


Opsætning og test

Inden man kaster sig ud i at købe en NUKI Smart Lock Ultra Nordics kan man på NUKIs hjemmeside finde en guide, hvor man kan kontrollere om låsen passer til den lås man har derhjemme. Den guide kan findes her.

Der følger en ret simpel vejledning med til monteringen af NUKI Smart Lock Ultra Nordics. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics montering

Den fysiske installation er ikke svær og kræver blot at man afmonterer vrideren på indersiden af døren. Herefter kan man ved hjælp af de eksisterende skruer i døren montere det medfølgende monteringsbeslag til NUKI låsen. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics skabelon

Der er en lille skabelon med, som bruges til at kontrollere om den indre del af vrideren har den rigtige længde. Hvis ikke det er tilfældet, er der alternativer med i sættet fra NUKI, så man kan ramme rigtigt. I mit tilfælde passede det perfekt, så det var bare at sætte låsen på. 

Hele den fysiske del af installationen tog mig mindre end 15 minutter. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics beslag på plads

Herefter var der naturligvis også en digital del af opsætningen. I klassiske Smart Home-stil klares det via en app på din telefon. NUKI app’en guider dig trin for trin igennem opsætningen, som ikke tager mere end fem til ti minutter. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics guide app

Når låsen er sat op, kan man tilføje tilbehør som NUKI Keypad 2, så den bindes sammen med låsen på døren. 

NUKI Ketpad 2 front

Det foregår også gennem NIKI app’en, hvor man igen får en trin for trin guide til opsætningen. I forbindelse med den proces kan man vælge, om man vil bruge en kode, fingeraftryk eller begge dele. 

Koden skal bestå af seks cifre, mens fingeraftrykket registreres, som de fleste af os kender fra vores smartphones. 

Keypad 2 fingeraftryk

Samlet set havde jeg klaret alle dele af opsætningen på omkring en halv times tid. 


Test

Jeg har nu levet med NUKI Smart Lock Ultra Nordics monteret på vores primære dør i hjemmet i en måned. 

I normalt brug fungerer det klart lettest for mig at bruge Keypad 2 tilbehøret til betjening af låsen. Det er en let og simpel måde at låse eller åbne, uden at man skal til at grave telefonen frem fra lommen. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics monteret

Jeg har dog også brugt app’en en del under testen, for også at belyse den del af oplevelsen. 

Jeg har ikke oplevet nogen problemer med forbindelse eller betjening af låsen i løbet af min test. Jeg har sat NUKI Smart Lock Ultra Nordics op og koblet den på WiFi, så jeg har mulighed for at betjene låsen, selv om jeg ikke er i nærheden af den.

NUKI Smart Lock Ultra Nordics app lås

Jeg opsatte en widget på min telefon, så jeg havde hurtig adgang til at kunne åbne og lukke på hjemmeskærmen. Der var også en Widget til mit Google Watch, så der var let adgang derfra. 

Der var generelt en smule forsinkelse, fra jeg klikkede på app’en til jeg fik forbindelse og kunne låse op. Det var dog typisk ikke længere, end det normalt ville tage mig at finde mine nøgler frem fra lommen eller tasken. 

Der er også mulighed for via NUKI app’en at opsætte Geofencing, så der automatisk låses op når man kommer hjem. Den mulighed har jeg dog ikke benyttet mig af, da det ikke passer ret godt med den måde vi kommer og går i familien. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics geofence

Der er også mulighed for at koble NUKI op på fx Google Home. Jeg gav det et forsøg og fik også låsen tilføjet i mit system, men fik det aldrig til at fungere i praksis, når jeg forsøgte fx at låse op, via Google Home app’en eller stemmekontrol. 

Jeg fik derimod masser af notifikationer, hver gang låsen blev brugt. Desværre stemte de ikke altid med, hvad der reelt skete. Når jeg låste op fik jeg fx ofte en notifikation om at døren var både låst og låst op lige efter hinanden. Så jeg endte efter kort tid med at fjerne tilknytningen til Google Home, da den tilsyneladende aldrig kunne registrere låsen som andet end låst.

NUKI Smart Lock Ultra Nordics keypad 2 monteret væg

Når jeg har holdt mig til NUKIs egen app i løbet af min test, har jeg dog ikke set skyggen af problemer. Det gælder både når jeg har brugt app’en både på min telefon, på mit ur eller når jeg har brugt Keypad 2. 

Det er praktisk både at have muligheden for talkode og fingeraftryk. Begge to har virket fint under min test, men i praksis synes jeg ofte at talkoden var hurtigere end fingeraftrykket. 

En stor fordel ved at have Keypad 2 sluttet til systemet er, at man kan lave gæstekoder, som man kan give til venner og familie, eller som kan bruges til at give adgang til lejere eller andre der har behov for adgang. 

Du kan opsætte en tidsbegrænsning på koderne, eller blot selv deaktivere dem, når de ikke længere er aktuelle.

NUKI Smart Lock Ultra Nordics lås

NUKI angiver som sagt batteritiden til et sted mellem fire og ni måneder. Under min test på en måned har jeg kun brugt mindre end 10% af batteriet, så den tidsangivelse ser ud til at ramme meget godt. Når du kommer under 20% strøm får du en notifikation. 

Hvis du eller andre i din husholdning ikke ønsker at bruge koder eller app, så kan døren og låsen fortsat betjenes helt som normalt, fra begge sider af døren. Så selv hvis enheden løber tør for batteri eller man mister sin telefon, så er det blot at låse op som normalt.

En lille krølle, som man dog skal være opmærksom på, er at hvis man har en dør med såkaldt "stanglås", så kan man ikke låse døren uden fysisk at være ved døren. Med en stanglås skal man typisk vippe dørhåndtaget op først, for at aktivere øverste og nederste låsepunkt, inden man kan låse døren. Gør man ikke det, kan man ikke dreje vrideren på døren for at låse, og det betyder også, at NUKI låsen har samme begrænsning.

I mit tilfælde var det ikke noget jeg så som en begrænsning, da jeg ikke har behov for at kunne låse døren uden at være ved den. Hvis man har det behov, så vil man dog være begrænset, hvis man har en dør med stanglås, hvilket efterhånden er ret udbredt. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde NUKI Smart Lock Ultra Nordics med en onlinepris på lige under 2300 kroner. 

En bundle version med NUKI Smart Lock Ultra og Keypad 2 kan findes til lige under 2900 kroner. 


Konklusion

NUKI Smart Lock Ultra Nordics har været en let og relativt problemfri gæst at have på besøg. Montering og opsætning gik uden problemer og specielt det faktum, at den kan monteres uden at skulle tilpasse eller bore i døren er dejlig. 

NUKI Smart Lock Ultra Nordics dør

Hvis man flytter eller ikke længere skal bruge låsen, er den lige til at tage ned uden at det efterlader spor på døren. 

Betjeningen er let og ligetil via NUKI app’en og specielt hvis man tilføjer Keypad 2 tilbehøret, har man en let og fleksibel løsning.

NUKI Smart Lock Ultra Nordics med Keypad 2

Prisen er i den dyre ende af segmentet, men det føles som et gennemført produkt fra inderst til yderst med gode materialer og en velfungerende og let app. 

Integrationen med Google Home var i mit tilfælde mere eller mindre ubrugelig, hvilket for mig ikke gjorde den store forskel, men det kan naturligvis være et stort minus i andre tilfælde. 

Vi lander med en endelig karakter på 8 for et smukt og let tilgængeligt bud på en Smart Lås. Prisen er til den høje side og software integrationen med Google Home halter dog en smule. 


Fordele: 

  • Let montering og opsætning
  • Efterlader ingen skader på døren
  • God app
  • Godt udvalg af tilbehør som fx Keypad 2
  • Lang batteritid


Ulemper:

  • Til den dyre side
  • Google Home integrationen er ikke optimal

Vores partnere